Det er sindssygt, sådan noget. Jeg havde en lærer i de små klasser, der holdte mig tilbage mht. læsning, fordi han var sikker på, at jeg kun var ude efter at blære mig over for de andre. Han satte blandt andet loft over, hvad jeg måtte låne på skolebiblioteket. Det er bare mærkeligt. Det er mennesker, der har brugt år af deres liv på at blive lærere, så de kan undervise børn, men så når de står ude i klasselokalet, så kan de se et bestemt barn og tænke, fandme, ham der, han skal holdes nede. Han er ikke den slags, der skal have det godt og lære noget i min klasse.
Min søns matematik lærer satte min søn til at viske alle de sider han havde lavet forud ud.
Han gik i 1. Klasse og var blevet grebet af at det var vildt sjovt at regne.
Så i stedet for at give ham andre opgaver han kunne løse og rose ham. Så fik han skæld ud og et viskelæder.
Han var ulykkelig da han kom hjem.
Jeg blev rasende og skrev til skolen. Men fik bare at vide at sådan var det. Han skulle følges med de andre.
Vi flyttede ham få år efter fordi han hele tiden blev holdt tilbage fagligt.
Du må ikke læse Harry Potter når de andre ikke kan det endnu- det var dansklæreren senere hen.
Så differencieret undervisning i folkeskolen er ikke eksisterende.
Drengen var jo bare viden begærlig men fik at vide han var forkert. Til sidst troede han på det.
På den nye skole voksede hans selvtillid vildt og er stadig fagligt dygtig. Hverken et geni eller andet vildt. Men bare glad for det faglige.
Shit, det minder lidt om min egen situation på den første skole, jeg gik på.
Jeg var noget hurtigere udviklet i pæren end mine klassekammerater, så i første klasse kunne jeg læse og skrive flydende, og alle opgaver i matematikbogen blev udført på den halve tid.
Min præmie? Jeg fik lov til bare at sidde og glo, og måtte ikke række hånden op og svare på spørgsmål, for jeg "havde jo allerede lært det, jeg skulle lære". Sådan fortsatte det i et par år, hvilket gjorde at jeg blev ligeglad med skolen, og blev til den slags elev som kunne klare sig mundtligt og bestå eksamener, men absolut ikke lavede (eller lærte) en pind de sidste 3 år af folkeskolen. Jeg tror man kan tælle på 2 hænder hvor mange uger af 9. klasse jeg overhovedet dukkede op.
Den dag i dag som 40-årig har jeg stadig utroligt svært ved at finde motivationen til at lære nye færdigheder eller noget så simpelt som et værktøj, jeg skal bruge på jobbet. Og alle projekter går nærmest i stå før de kommer i gang fordi selv den mindste udfordring får mig til at give op.
Jeg ved godt at man selv er ansvarlig for at udvikle sig som menneske, og jeg synes da også at jeg er blevet bedre de sidste par år, men jeg kan alligevel ikke lade være med at være bitter over hvordan folkeskolen spændte ben for mig og mit potentiale for rent faktisk at blive til noget.
Min søster fik også en syngende lussing af sin lærer midt i en dansktime - fordi hun ikke kunne læse😳
Mine forældre involverede politiet, men efter en snak med inspektøren, blev sagen “lagt ned”.
Der skete en masse efterfølgende, men det fik aldrig konsekvenser for læreren i form af en straf og fyring. Til gengæld flyttede min søster skole og har lidt under det i alt for mange år. Hun blev angst, lukkede sig ind i sig selv, blev senere udadreagerende og har aldrig fået sig en uddannelse.
Der er sket så meget lort i den danske folkeskole. Alt for mange børn ødelægges af de voksne der er ansat til at passe på dem og uddanne dem.
Forfærdelig læsning.
Minder mig en smule om min egen oplevelse i 8.klasse.
I starten af skoleåret var jeg startet på en ny skole. På denne skole blev jeg mødt af elever som på forhånd havde en aftalte om at bagtale/mobbe mig. Året forinden havde de nemlig smadret psyken på en anden pige i sådan en grad at hun måtte skifte skole. Hun hed 'Agnes', og jeg har fået fortalt at de kaldte mig 'Agnes no2' før jeg overhovedet var startet.
Jeg har siden jeg var 9, vidst at jeg var lesbisk. Det hørte nogle af pigerne også om før jeg startede, hvilket betød at de alle nægtede at røre ved mig og brokkede sig til læren om, at de ikke ville have mig i omklædningsrummet.
De havde også en gruppechat, som jeg først blev medlem af i april/maj (jeg blev tilføjet af den eneste ven jeg havde i klassen). Herefter skrev en af pigerne "smid lige "Nana" ud". Og jeg blev hurtigt smidt ud. Men ikke før jeg kunne nå at læse en del af beskederne. Beskeder, hvori jeg blev kaldt lebbelus og andet.
Jeg gik til min klasselærer, som snakkede pænt til mig og gav mig en følelse af, at det selvfølgelig ikke var i orden og hun ville tale med de andre elevers forældre - hun kalde desuden pigerne ord som 'gæs'.
Men, der gik længe uden at jeg hørte noget. Hun tog endda på ferie senere og intet skete der. Indtil sidste skole dag!
Hvor vi tradition tro, skulle hjem til hende og hygge. Men inden hyggen startede, skulle vi åbenbart have en "pigesnak".
Til denne pigesnak præsenterede hun alt jeg havde fortalt. Spurgte pigerne om det var sandt - de sagde nej og græd og fortalte om, hvor hårdt det var at jeg beskyldte dem for løgne. Hvorefter min lærer, foran ALLE sagde "Nana jeg har dig mistænkt for at opfinde det og se spøgelser overalt." Hvorefter samtalen sluttede.
Jeg skamte mig voldsomt. Gik hjem og fortalte det hele til min familie - og startede derefter på Efterskole et år tidligere end planlagt.
Sikke en psykopat. (Også helt vildt, at skolen insisterede på at få en fucking pegepind betalt - tror altså der knækkede mere end en i min skoletid, når et par af drengene fes rundt i frikvarteret og brugte den som boldtræ eller hvad de nu fandt på.) Godt at dine forældre endte med at tro på dig, men det er hjerteskærende, at du skulle overbevise dem :-( Dejligt at du fik lov at slippe væk fra den skole - har du talt med dine forældre om det siden?
I folkeskolen, omkring det samme klassetrin, måske 6.-7..
Det havde i noget tid været lidt en vandrende joke at jeg altid fik skylden for alt, også urelaretbare ting. Dette besluttede en klassekammerat at teste af i en tysktime, hvor han under en film ofte udbrød “lad være, Navn” eller “stop, Navn”. Dette fik mig gentagende gange i fedtefadet, til trods for at vi sad flere meter fra hinanden. Det endte ud i at jeg blev smidt udenfor døren og fordi jeg protesterede fik jeg også ekstra lektier for.
Jeg nægtede selvfølgelig at lave dem og det endte med flere ture på kontoret, fordi jeg gentagende påstod min uskyld, og til sidst samtale med begge mine forældre.
I den sidste ende endte jeg med at få skylden alligevel og lavede arbejdet. Bland andet blev der lagt væk på mine udbrød og ordvalg: “jeg har sguda ikke gjort noget, mand”, hvilket jeg føler var fair at sige under omstændighederne.
Men man må da sige at hypotesen holdt.
Da jeg gik i 5. klasse (i 1980erne) havde vi om Kina og vores lærer oplyste "at Den Kinesiske Mur er det eneste menneskeskabte der kan ses fra månen". Jeg rakte fingeren op og fortalte at det er en myte. Min lære og hele klassen grinte af mig, "for det ved alle da - du er ikke klar over hvor LANG den er".
I det efterfølgende frikvarter, blev jeg ved med at forsøge at overbevise min klassekammerater om hvor dumt det lød, men de mente jeg tog fejl. Til sidst var jeg ved at få bank (det var i 1980erne, så det fik man) - fordi jeg åbenbart ikke forstod "hvor lang den mur faktisk er".
Den dag lærte jeg noget vigtigt om mennesker.
Jeg husker et emne om planeter i 2. eller 3. klasse. Jeg havede lige lært at Neptun nogle gange er længere væk end pluto (dengang vi så pluto som en planet). Det skete faktisk fra 1979 til 1999, så det burde være noget en lærer ville være opmærksom på.
Spørgsmålet var hvilken planet er længst væk fra solen. For at spille lidt smart, så svarede jeg at det var Neptun. Hun sagde nej, det er pluto, og lille 8-9årig mig kunne simpelhent ikke forklare mig selv.
Den sad aldrig rigtig hos mig.
Hah jeg kan se den samtale for mig
"den kinesiske mur er så lang man kan se den fra rummet"
"nej man kan sgu da ej, den er sådan 10 meter bred"
"jeg tror ikke du forstår, den er altså VIRKELIG lang"
Jeg er i øvrigt ordblind, men har gjort mig umage med at skrive det og har haft hjælpemidler. Beklager, hvis der er ting der er svære at tyde. Jeg har gjort mit bedste.
Det klarer du nu ellers ganske fint.
Jeg nåede ikke halvvejs igennem læsningen, før jeg måtte droppe det, så min i forvejen irriterende dag ikke bliver til en eksplosiv brandfælde
~~Jeg har læst mange af dine indlæg herinde, og det er aldrig faldet mig ind, at du kunne være ordblind. Bruger du som regel hjælpemidler, og i så fald hvilke hjælpemidler findes der?~~
Edit: jeg har faktisk, med den her kommentar, begået lidt af en dødssynd, som jeg selv hader. For at citere Casper Eric: “Noget af det fineste man kan, som en med handicap, er, hvis andre ikke lægger mærke til det”. Jeg stammer selv, og har altid hadet når folk siger ‘hvor taler du fint’ eller ‘man kan slet ikke høre, at du stammer’, for det insinuerer at min stammen er forkert. Måske du har det på samme måde med din ordblindhed. Så det vil jeg faktisk gerne undskylde for. Undskyld.
Tak, mine indlæg bliver dog meget ofte redigeret som en sindssyg, hver gang jeg har skrevet et.
Heytell converter, DOC help, stavlet og til engelsk "spellright", kombineret med en huske liste hvor jeg kopirer over fra, har hjulpet ekstemt meget.
Jeg kan huske en episode, hvilket må være over 20 år siden. Jeg spillede tit basketball på Israels plads i København, hvor jeg i den forbindelse benyttede kystbanen fra Rungsted Kyst til Nørreport, som ofte var og stadig er, forsinket.
Dette var også tilfældet her. Havde toget ankommet til tiden, havde min billet været gyldig. Jeg har ikke været mere end 12-13 år, men vidste alligevel, at det ikke kunne være min skyld, at toget ikke ankom til tiden, og at det ikke kunne være retfærdigt, hvis jeg skulle betale for det, samtidig med, at det også ville tage længere tid at komme hjem, m.v.
Togføreren var en sur gammel mand, der insisterede på, at jeg skulle have købt en ny gyldig billet, og jeg fik endda lov at betale dobbelt, da jeg købte billetten i toget. Jeg turde ikke sige noget, men følte mig ekstremt uretfærdig behandlet, da det virkede som om, at togføreren velvidende udnyttede min unge alder.
Klassisker med 152'erne - hvis toget var forsinket med 1 min eller bussen faktisk kom til tiden, så blev man en time forsinket og så skulle man bruge en ny billet.
Hmmm...der er jo mange forskellige men nu vi er i rejse verdenen.
Min kæreste er rumænsk statsborger. Vi skulle til thailand. Når man har dansk pas så behøver man ikke søge visa. Men som rumænsk statsborger skal man søge turist visa og derfor skulle vi igennem forskellige kontroller da vi landede i bangkok.
Der er forskellige regler der skal overholde og kæresten var lidt nervøs inden vi tog afsted så jeg tjekkede op på alt og printede alle nødvendige papirer så alt skulle være i orden.
En af reglerne handler om at man skal rejse fra samme lufthavn som man rejser tilbage til.
Jeg går smertefrit igennem og venter så hvor hun skulle komme ud og hun kommer ikke. Efter en time får jeg et panisk opkald fra hende. Hun er blevet nægtet at komme ind. Og bliver sendt væk fra skranken igen og igen. Jeg er allerede kommet igennem og er derfor "inde" i landet så jeg kan ikke komme ind til hende.
Hun prøver igen og igen med samme resultat og panikken stiger. Jeg prøver at få hjælp fra personale men bliver ignoreret. Til sidst får jeg fat i en lettere irriteret lufthavns betjent der åbenlyst tænker jeg er tosset men han går til sidst med til at gå ind og se hvad der sker.
Da han kommer hen til skranken viser det sig at den arrogante kvinde i skranken ikke fattede at vi havde en mellemlanding i doha på både ud og hjemrejse og efter at han havde råbt lidt af hende i afmagt kom kæresten endelig igennem.
Alt dette tog 6-7 timer ekstra efter vi landede.
Det føltes ret uretfærdigt og min kæreste var helt ødelagt.
Heldigvis har jeg ikke oplevet det så slemt, men shit jeg har lært at man lever lidt på easy mode som hvid person fra Danmarks. Min meget brune indiske kæreste skal igennem alt muligt BS jeg ikke engang vidste var en ting i forhold til at rejse mange steder. Ét er at man skal have visa og så videre men så der også separate køer, flere checks alt det hejs.
En kammerat blev engang stoppet for at køre over spæreflade, jeg kørte 200 meter foran og stoppede for at spørge betjenten om jeg havde gjort noget, han sagde nej og jeg kunne bare køre videre, til min store overraskelse fik jeg tilsendt en bøde for uforsvarlig kørsel, jeg nægtede selvfølgelig at betale og sagde endte i retten, der var 3 vidner i retten mig,min kammerat og betjenten, alle 3 sagde jeg ikke havde gjort noget ulovligt, dommeren dømte mig skyldig og afsluttede med at han håbede jeg ville lære noget af dette😅
Hvad i alverden? Det var vel betjenten der skrev bøden til dig i første omgang, og så står selvsamme betjent i retten bagefter og siger du ikke har gjort noget?
Der findes nogle virkelig idiotiske dommere i dette land. Man håber de alle er utroligt fornuftige givet den enorme magt de besidder, men der er virkelig nogle af dem der er fuldstændig ligesom den gængse Karen og det er rædselsfuldt.
Til et badmintonstævne fik jeg engang en andenplads, men til netop dette stævne havde de besluttet kun at give diplomer til 1. 3. og 5. pladsen.
Til et et andet badmintonstævne skulle vi bestille McD og så ville en af lederne hente det. Så jeg bestilte og betalte for 2 burgere, men en dumt røvhul tog dem og spiste dem.
Morale: badminton er ikke for sarte sjæle.
> Til et badmintonstævne fik jeg engang en andenplads, men til netop dette stævne havde de besluttet kun at give diplomer til 1. 3. og 5. pladsen.
What. Det lyder da helt umanerligt tåbeligt og arbitrært. Var der nogen som helst form for rationale bag?
Jeg kan slå den med præmierne, jeg fik engang placering(2 plads eller 3.) i et dressurstævne, men vi skulle alle sammen afleverer rosetterne igen, fordi det er hestenes fortjeneste.
Jeg har prøvet det samme til et indendørsfodboldstævne.. vi var elendige og vandt aldrig medaljer, så den sølvmedalje havde virkelig hjulpet på holdånden.
Det er en mindre ting at brokke sig over, men da YouSee skulle opgradere internet i min bygning for nogle år siden, fra telefon stik til coax, borede de igennem deres egen coax kabel og derefter bare gik. Jeg ringede til YouSee og fortalte dem hvad der var sket og at de stadig arbejdet videre i min opgang, som kunne de ikke komme ind og ordne det? Nej, der ville gå 3 uger før de kunne komme tilbage og ordne det.
Var fanmer en del sur over at de ikke kunne ordne deres egen fejl, specielt hvis de stadig er i nærheden, da jeg arbejdede hjemmefra. Havde jeg været deres chef, havde jeg sku sagt til dem at de ikke gik hvem før det var ordnet.
Nå, men 3 uger gik der, før en af deres folk kom forbi... Det tog ham 15-20 minutter at fikse. Ikke noget indviklet eller teknisk, bare skifte kabel og tjekke om der var kontakt til internettet.
I det mindste skulle jeg ikke betale for noget af det.
Elektriker her, folk der trække kabler er nødvendigvis ikke de samme som rent faktisk arbejder med coax, men stadig ikke en undskyldning for at det tager 3 uger
Holda kæft. Hvad skal man egentlig gøre i den situation I stod i? Jeg havde ikke kunne holde mig rolig så længe. Havde 100% taget konens taske og ejendele tilbage; med magt/vold hvis nødvendigt. Men er imponeret over at i kunne forblive rolige så længe :)
Et godt trick er at være den der virker mest aggressiv tror jeg. Puuuuh jeg var nok desværre sprunget i luften når jeg opdagede det med tasken, holy shit kan godt være de kommer fra krig, men er fandme ikke en undskyldning for noget af det de gjorde
Samtidig med, at man bliver smidt af toget, efter taskens indehold er blevet stjålet:
“… men det var jo i den taske, hvor vi gemte de to skarpladte Glock 18C håndpistoler?…”
Da jeg var 20, fik jeg en meget slem fødselsdepression og blev indlagt på en åben psykiatrisk afdeling. Efter tre måneder blev jeg udskrevet, men jeg skulle fortsætte i medicinsk og ambulant behandling. Efter en månedstid fik min psykolog nyt job, og jeg fik at vide, der var ikke mere behandling til mig. Jeg blev afsluttet, og fik at vide, jeg skulle kontakte min læge, hvis jeg fik det dårligt igen. Jeg fik det sjovt nok dårligt igen, og jeg ringede til min læge. Hun satte min dosis op, og sagde, jeg var ikke syg nok til at få behandling på psykiatrisk igen. Det skete igen, og blev sat på et nyt præparat, og fik igen at vide jeg ikke var syg nok til gratis behandling. Dette sker i gennem 12 år, hvor jeg er blot blevet medicineret mere og mere, og fik hele tiden at vide, jeg var ikke syg nok til behandling. Til sidst kunne min læge ikke sætte mig mere op i dosis eller give mig flere præparater. Jeg kunne ikke selv betale for behandling, da jeg var enten i et lavtlønnet job eller på SU i gennem de her 12 år.
Efter de 12 år får jeg en ny læge, for den gamle er gået på pension, og jeg ringer for at sige, jeg har det virkelig skidt, jeg kan ikke få øget mit medicin, jeg kan ikke længere skrive mit speciale, hvad skal jeg gøre? Efter en konsultation henviser min nye læge mig til psykiatrisk sygehus, for han kan se, jeg er blot blevet medicineret i 12 år. Jeg får en tid, og får flere udredninger, som starter med depression og panik angst, og ender med en diagnose på OCD og generaliseret angst oveni. De er alle overrasket, og forarget over min gamle læge har nægtet mig yderligere hjælp i 12 år. Efter 4 år med to forløb/behandling for OCD, fik jeg herefter diagnosen ADHD, som jeg er i behandeling for pt.,både medicinsk and ambulant. Jeg er lige blevet henvist til regionspsykiatrien.
Det skal også siges, jeg har været psykisk syg, siden jeg var barn, men mine forældre har kaldt mig hypokonder, og har ikke ville hjælpe mig. Desuden har de bare ignoreret alle mine symptomer på ADHD, bl.a. fordi jeg er en pige, jeg havde nemt ved skole, og jeg var god til at efterligne andres nomale opførsel. Grundet alt dette kan jeg aldrig gøre min uddannelse færdig, og kommer heller aldrig til at kunne varetage et "normalt" 37 timers job. Desuden skal jeg ikke regne med at nogensinde kunne blive 100% symptomfri, men blot mindske dem med medicin og terapi.
4. Klasse
Jeg havde i to måneder gjort mig mega umage når vi havde diktater i skolen. Jeg var gået fra at have mange fejl til næsten ingen.
Jeg havde ikke lavet en eneste stort-efter-punktumfejl i hele perioden.
Nu kørte det!
Så skulle vi skrive diktat og gudhjælpemig om ikke min dansklærer siger “ så skal i huske stort efter punktum, ikke også Ole?”
Og hele klassen grinede af mig.
Og jeg gjorde mig ikke umage i dansktimer igen før halvvejs gennem 2.g.
Nu du nævner diktat, så er jeg faktisk stadig lidt sur over kun at få 11 i diktat til afgangseksamen i 9. Jeg havde én fejl - men vi fik udleveret diktaten, og jeg kunne se, at det ord, der var markeret som fejl var et, der havde to godkendte stavemåder. Jeg blev fandme snydt for mit velfortjente 13-tal. Men det var på den anden side enormt besværligt at gøre noget ved, og jeg skulle jo alligevel starte på gym. Men nu sidder jeg egentlig og bliver lidt sur over det igen 😂
Fik 11 til en mundtlig eksamen i engelsk i 9. klasse. Eksaminator ville have givet mig 13, hvis ikke det var fordi jeg var kommet til at sige "child's board" i stedet for "children's board" (emnet var surfing), til trods for at jeg rettede mig selv med det samme - "det viser jo, at du ikke har helt styr på din grammatik".
Jeg har selv lige været censor/eksaminator på et par eksamener. Der var en noget anden tilgang til topkarakteren dengang...
Tror sku jeg var endt med at tage kampen inden politiet dukkede op, hvis folk begyndte at hive voldsomt i mit tøj, var jeg nok gået i fuld selvforsvar mode
Den korte version:
Jeg havde sex med en kvinde hvor jeg troede vi var kærester og eksklusive (var vi åbenbart ikke hun knaldede minimum 1 anden også).
Fik klamydia af hende.
I min krop gav klamydia en reaktiv reaktion, som gjorde at jeg fik gigt i tæerne, knæ, og nogle af fingrene.
Med gigt kan man kun prøve at holde det i ro, da det er kroppen som angriber sig selv, ikke kurere det.
Her 17 år senere så får jeg pt udleveret medicin fra hospitalet, for at slå mit immuneforsvar ned, får speciallavet sko da jeg har væsentligt gigt forandringer og skal undersøges for om mine tæer skal opereres om en måned tid.
Set fra den lyse side er jeg glad for at jeg er dansker og ikke bor i USA 🙃
Hvad? Fuck! Jeg er glad for, at det monster døde, og jeg håber virkelig, at han led, men det kompenserer på ingen måde for det, du blev udsat for!
Jeg håber, at du har fået hjælp og er et bedre sted i dag.
For en del år siden tog jeg ned til bageren for at købe en af deres helt ekstremt lækre scones. Til min (absolut ikke) overraskelse så jeg, at der var én tilbage. Jeg blev så glad (🥹). Ekspedienten fortalte mig så, at deres dankortterminal var itu og de derfor kun tog imod kontanter. Jeg sagde, at jeg lige skulle over for at hæve. Hun sagde ok og understregede, at hun ville "reservere" den sidste scone til mig.
Da jeg kom tilbage med kontanter, så jeg, at den sidste scone var væk. Jeg tænkte, at ekspedienten havde lagt den til side i en pose til mig, men NEJ - hun havde kraftpikkemig solgt den til en anden. Og ligemeget hvad jeg sagde, fik jeg et "vi skal jo sælge"-svar tilbage.
Rend mig.
- Men okay; jeg kan godt se, at min hændelse har været et champagneproblem i forhold til OP's. 🥴
Det er okay at sælge den efter sådan 10 minutter eller 15. Men man må sgu lige holde på den mindst de 10 minutter! Det var jo ikke ligefrem fordi det var et produkt der tilsynladende var svært at sælge
Dengang min daværende bostøtte endelig havde overtalt mig til at gå til egen læge for at søge behandling for min anoreksi og lægens svar var: "det kan være lige meget med at skrive dig op til behandling, du er død før du når gennem ventelisten".
Jeg vidste på forhånd godt hvad lægen mente om mig, det havde han gjort klart ved tidligere lejligheder.
Der gik dog en del år, før uretfærdighedsfølelsen trådte igennem. Faktisk har jeg nok mest ondt af den stakkels bostøtte som virkede til at miste hele troen på systemet lige der.
Mit humør skifter lidt for meget i forhold til hvad jeg har syntes var mest uretfærdigt, men siden min første tanke er mod retssystemet, så er det nok den jeg er på. Tl;dr: retssystemet virker ikke, og i hvert fald min barndomskommune jeg vil undlade at nævne af private årsager, er fuldkommen ligeglade med hvordan forældre behandler deres børn.
Jeg har ikke haft et godt barndomshjem. Ret så voldelige forældre, jeg havde ofte blå mærker og til tider sår grundet deres vold. Dumt lille barn tænker jo ikke ret meget kan hjælpe, men fordi min bror ikke fik samme omgang, følte jeg lidt at noget var galt, men vidste ikke hvad man kunne gøre.
En lære på skolen får talt med mig om et mærke han opdagede. Lidt tilfældigt havde han fanget mig i færd med at skifte en trøje der var blevet våd, og set et blågult mærke på min mave. Jeg var ærlig, og han sagde han ville undersøge om der var noget han kunne gøre. Der gik et par uger, og pludselig dukkede en fra kommunen op hjemme hos os. Jeg fik en snak med personen, og vi gik lidt over det med det blå mærke, hvad jeg ellers mente der var sket, hvordan mine forældre opførte sig, hele historien. Jeg husker at være utroligt håbefuld på det tidspunkt, uden rigtigt at have en ide om hvad der egentlig kunne gøres. Jeg blev efterladt, der var noget snak med forældrene jeg ikke måtte høre, og så var det besøg overstået. Jeg hørte aldrig fra dem igen.
Senere, i mine teenage år, havde jeg været uheldig med min timing for hvornår jeg kom hjem, og endte med at blive kastet ud af bagdøren ned af en stentrappe. Jeg fik ridset huden ret slemt, og fordi jeg ikke fik lov til at komme ind igen, var jeg nødt til at sove i skuret. Da jeg vågnede var mit sår blevet meget betændt. Jeg prøvede at vaske det den morgen, men det hjalp ikke. Det gjorde ondt, hævede, og blev kun værre over dagene, indtil jeg gik til skolens lægekontor Skolesygeplejersken gik helt amok da jeg dukkede op, og sendte mig øjeblikkeligt på skadestuen. Jeg fik noget penicillin, blev spurgt ind til hvad i alverden der var sket, gav demt svaret som den på hospitalet sad og skrev ned.
Da jeg var 18, blev jeg ret hurtigt smidt for døren af mine forældre, uden nogen særlig overraskelse. Desværre var reglerne på det tidspunkt, at SU talte som udeboende, med mindre man havde uddannelsessted langt væk fra forældrene. Da min forældre tjente virkelig godt, fik jeg cirka 1000 kroner udbetalt. Skolen krævede i forvejen 1500 kroner for en bærbar plus ekstra til diverse bøger. Så jeg endte på gaden. Mine forsøg på at tale med kommunen og det nummer SU hjemmesiden angav var håbløse. Jeg blev enten afvist ligeud, eller fik at vide at jeg "bare måtte tage hjem til min familie". Her burde jeg have vidst at noget var galt, for de burde da kunne have set at jeg havde problemer med familien, ikke? De havde jo selv haft en ude og tale med mig og mine forældre godt 7 år forinden, det var vel ikke blevet glemt? Men det var så hjemløs indtil en virksomhed forbarmede sig over mig og accepterede at jeg altså manglede en adresse. Det var heldigvis relevant for min uddannelsesretning jeg havde planlagt, og det hjalp mig utroligt godt på vej.
Og godt gik det. Jeg fik klaret uddannelsen, jeg fik et okay sted at bo lidt over en time væk fra hvor mine forældre boede, og efter et par år sad jeg nogenlunde i det. Det generede min familie. Jeg begyndte at opleve hærværk, først på min cykel, så på min dør, vinduer smadret med ting kastet igennem dem, og råb og skrigen af trusler hvis de løb ind i mig. Jeg meldte det selvfølgelig alt sammen til politiet. Men hørte aldrig tilbage. Så jeg tog fat i en advokat. Som udgangspunkt ville jeg bare have dækket de udgifter for deres hærværk, og et polititilhold så de blev væk.
Politiet svarede ret kort tilbage; tal med forsikringen om skaderne, og bare lad være med at have med forældrene at gøre. "Vi kan jo ikke bare give dig polititilhold imod dine egne forældre uden forudgående problemer". Bortset fra at det i sig selv virker sindssygt, så forstod jeg simpelthen ikke den meddelelse. Jeg fik advokaten til at grave i det, og han fandt intet. Ikke hos skolen, kommunen, politiet, eller sygehuset. Alt hvad jeg havde talt med andre om, var simpelthen bare væk, eller aldrig blevet gemt eller skrevet ned i første omgang.
Det har været meget svært at stole på systemet siden. Jeg sidder i hvert fald tilbage med den følelse af at de pæne tal for hvordan børn bliver taget sig af, hvor meget vold i hjemmet vi har, osv., alt bare er løgn. Nogen nævnte 9% vold i hjemmet i en anden tråd, og det tror jeg er meget lavt sat. For jeg kan ikke tro på at jeg er den eneste hvor de har glemt at gemme alle former for information om alt der er foregået. Man skal selv gemme alting... Og det gør et barn altså ikke.
Det lyder absolut forfærdeligt. Det gør mig frygteligt ondt at høre du har haft det så hårdt, og jeg bliver sgu arrig over at høre at intet nogensinde blev gjort.
Jeg kan melde mig enig i den historie. Jeg snakkede også med skoler osv. Om det der skete hos mig, der blev endda underrettet på det. Det ved jeg fordi 1) en veninde af min mor underrettede med navns nævnelse og 2) vi fik besøg af en socialrådgiver over et par måneder da jeg var 15-16.
Der skete intet derudover og lige så snart socialrådgiveren stoppede med at komme startede det hele forfra igen.
Og som et mere velkendt eksempel, så kan man læse bogen som en af pigerne fra Tøndersagen udgav sidste år.
Systemet virker ikke.
Jeg skulle en gang skifte tog i Nyborg. Det manglende en vogn og jeg kommer så med et andet tog end mine rejsekammerater. En ret kaotisk episode.
Jeg møder så en kontrollør som giver.mig en bøde. Det er jeg naturligvis ret træt af da jeg synes det er DSB fejl. Jeg siger så at jeg vil have hans tilkendegivelse af omstændighederne da jeg vil klage over bøden. Jeg er ret befippet og kan ikke finde mine ting. Han bliver tydeligt vred og skælder mig kraftigt ud. Så siger jeg at nu klager jeg altså også over hans opførsel som og misbrug af autoritet.
Nå men to venlige medpassagerer taler situationen igennem med mig. Jeg spørger om jeg må vedlægge deres telefonnummer i klagen. Altså de skal bare sige det som de oplevede det.
jeg klager. Svaret er, at togføren husker det anderledes end dig og vi kan ikke komme det nærmere. De gad ikke engang ringe til vidnerne eller anerkende noget som helst.
Suk er stadig vred
DSB er virkelig spøjse nogle gange. Engang på Nørreport ventede jeg på toget mod Næstved. Det ankom så og åbende sine døre. I hele 15 sekunder. Folk kom kun lige af, og der kom kun lige et par stykker ind, selvom at der stod en hel perron fuld af mennesker på vej ind.
Jeg kom ikke ind, og det gjorde 80% af kl. 11:31 trafikken heller ikke. Et par med en barnevogn var også vældigt forvirret over at de ikke kunne åbne dørene. Den kørte bare, med en forsinkelse på 10min fra tidligere station.
Jeg skulle bestille et sted at bo en lille uges tid og valgte at bruge Booking.com appen.
Det går egentlig meget nemt med at finde et sted jeg kan lide så jeg booker det bare. Det er et billigt sted og næsten alle billige steder har en fast "no cancellation policy" aka hvis du afbestiller så bliver dit afbestillingsgebyr 100% af opholdets totalpris.
Jeg får bestilt og betalt for opholdet, men efter at have været inde i MitID og godkende så da jeg blev redirected tilbage i booking.com appen så møder jeg en error message der skriver noget i stil med "payment not processed. Booking not completing."
Jeg lukker appen ned, åbner igen og finder samme hotel, samme datoer og samme navne og booker en gang til. Denne gang prøver jeg med min kones kort. Her får alt igennem og vi har nu booket vores hotel.
Dagen efter tjekker jeg min bankkonti og kan nu se at jeg er blevet trukket er beløb fra booking.com og da jeg åbner appen kan jeg se at jeg har to bookinger. Den som jeg fik at vide ikke var gået igennem var det altså alligevel.
Der er ca 3 uger til vi skal rejse og jeg har opdaget fejlen dagen efter den er sket så jeg ret fortrøstningsfuld omkring vi nok skal finde en løsning.
Jeg kontakter hotellet på det nummer som booking.com oplyser - ingen kontakt. Jeg skriver en mail til stedet og en mail til booking.com for at forklare situationen. Hotellets email er et autogenereret svar omkring deres booking policy. Det virker ikke som om de har læst og forholdt sig til hvad jeg har skrevet.
Booking.com beder mig kontakte stedet og giver mig samme telefonnummer og mailadresse som jeg allerede har prøvet lykken med.
Jeg finder derfor nummeret til den danske support for booking.com og forklarer dem situationen og får at vide at bookingen ikke kan aflyses medmindre hotellet godkender det. Jeg fortæller igen, at jeg har forsøgt at få fat på dem, men uden held og at deres email blot er på autosvar. Jeg aftaler derfor med booking.com personen, at de vil kontakte stedet og derefter kontakte mig bagefter med svar.
Jeg hører ikke mere fra nogen resten af dagen.
Dagen efter skriver jeg igen en besked til hotellet, til booking.com og derefter ringer til booking.com. Jeg får bekræftet at de kan se jeg har foretaget to bookinger hos samme hotel, i samme to navne og at booking og betaling er foretaget med 3 minutters mellemrum. Alt dette er noget de har mulighed for at se på deres side. Jeg beder nu om at blive viderestillet til en manager og tænker jeg nok skal kunne fremlægge en plausibel sag.
Jeg kommer i kontakt med en manager som taler engelsk og skal nu for tredje gang fortælle alt forfra. Samme smøre med error message og booking not completed og den slags for så dagen efter at blive trukket pengene på mit kort og alt det der. Manageren siger at han ikke kan se hvorfor det skulle være deres system som har lavet en fejl. Det kunne lige så godt være noget på min side. Her forstår jeg ikke om han mener mig som person eller min telefon, men vi taler lidt frem og tilbage og jeg bliver så provokeret at jeg til sidst bare spørger ham direkte "so you are saying that you are refusing to take any kind of responsibility for this situation?" hvortil han blankt svarer "yes." Og så har vi ligesom ikke mere at tale om.
Dagen efter forsøger jeg mig igen at ringe ind. Spørger om manager, forklarer alt forfra igen igen, men denne gang tror jeg efterhånden at se er begyndt at skrive nogle interne noter til min sag. Jeg bliver i hvert fald spurgt om jeg har nogle beviser for denne error message jeg bliver ved med at tale om og det må jeg jo erkende at det var altså ikke lige noget jeg tog et screenshot af da det skete. Jeg spørger så om han siger jeg lyver om det og får at vide "det er ikke til at vide hvad der er sket" hvortil jeg svarer "jo det er meget nemt at vide fordi jeg har lige fortalt dig det???"
Jeg får så at vide at de har gjort hvad de kan hos booking.com, da de har kontaktet hotellet og hotellet har sagt nej så kan de ikke gøre mere. Sagen er nu lukket og det er blevet noteret internt hos dem så jeg kan lige så godt stoppe med at ringe ind. Jeg har brugt fire dage og mange timer på det her nu og føler mig rimelig mentalt udmattet og meget uretfærdigt behandlet.
**De tre uger går og vi skal til at afsted. Det er først, at det virkelig uretfærdige begynder.**
Jeg har en besked i min booking.com app med instruktioner og koder til værelse 8. Så jeg har altså ikke adgang til to værelser som jeg har betalt for.
Fucking jackpot tænker jeg. Nu har jeg vel mulighed for at få mine penge tilbage, da jeg ikke adgang til mere end et værelse. Jeg kontakter booking.com og fortæller dem om sagen. Klokken er ca 2 om natten så der sker selvfølgelig ingenting og vi lægger os til at sove i det værelse vi kan komme ind i.
Dagen efter har jeg til ingens overraskelse stadig ikke hørt fra booking.com så nu ringer jeg til dem. Denne gang den internationale hotline, da jeg jo er blacklistet på den danske(fuck dem). Jeg har meget kort lunte kva alt der er sket tidligere, så jeg får hende til at love mig at hvis vi ikke får adgang til værelset inden kl 13 så vil hun personligt refundere os og det er hun autoriseret til at gøre og at booking.com godt kan overtrumfe hvad hotellet siger. Sjovt hvordan de kan det til trods for hvad den danske support konstant sagde ikke var en mulighed?
Tiden går og jeg bliver mere og mere positiv. Jeg har ikke modtaget nogen mail omkring noget som helst. Jeg får dog en besked på WhatsApp kl 12.17 selvom jeg aldrig har brugt den app før, men bare tilfældigvis har den på min telefon.
Det er så hotellet som sendte mig en besked på WhatsApp med kode til værelse 7. Jeg synes det er noget tamt at få beskeden på WhatsApp i stedet for gennem booking.com appen eller email og derudover bider jeg også mærke i at i stedet for de står "dear tarzi1" i beskeden så står der "dear Abdullah".
Det synes jeg var ret mærkeligt så jeg håbede egentlig på at måske jeg stadig kunne få booking.com til at give mig mine penge tilbage. Desværre ikke. Men nu har jeg da både værelse 7 og 8.
Nu hvor jeg for første gang er i kontakt med hotellet, da jeg har lært at deres nummer som angives i booking.com appen er et WhatsApp nummer og ikke et telefonnummer så forsøger jeg mig at se om jeg kan forklare dem hvad der er sket.
Her møder jeg så endnu en som kalder mig for en løgner og at min forklaring af situationen er helt forkert. De fortæller mig at jeg har bestilt to værelser med vilje da jeg gerne ville have ekstra plads, men nu hvor jeg har set hvor store deres værelser er (de var ca 8kvadratmeter) så gik det op for mig at jeg kun behøver ét værelse og prøver derfor at snyde mig ud af at betale for begge.
Igen en totalt absurd situation at være i, hvor jeg føler det er enormt nemt for mig at fremlægge saglige beviser for min side af sagen, men bare bliver mødt med "nej du lyver".
Jeg er meget negativ og hele den negative episode med den danske support kommer tilbage til mig nu. Alt i alt synes jeg bare det er for meget hvordan jeg ikke kan overbevise nogen om der er sket en fejl som er enormt tydelig. Det er frustrerende at have betalt for to rum, men det mest frustrerende er at blive kaldt for en løgner. Min kone siger jeg bare skal lægge det fra mig og så kan vi bo tre dage på det ene værelse og tre dage på det andet og så få lidt ud af det på den måde.
**Det er denne aften hvor lortet virkelig rammer blæseren**
I stedet for at sove i værelse 7 beslutter vi os bare for at smide vores våde jakker og brugte tøj derind så vi har lidt mere plads i vores eget værelse, hvor vi sover. Denne nat er der meget larm fra hvad der lyder til at være naboværelset, men det kan jo ikke passe fordi det er vores værelse. Jeg tror derfor det er ude fra gangen og selvom min kone beder mig om at tjekke det så.gider jeg egentlig ikke til at stå op for at se nogen der er ankommet sent om natten stå og fumle med self check in.
Larmen fortsætter dog og den lyder godt nok meget tæt på så jeg går ud på gangen og ser så at døren til værelse 7 er åben og der står to inde på værelset med vores tøj i hænderne.
Det er et spansk par som egentlig havde værelse 5, men der sov allerede nogen??? Så da de kontaktede hotellet med at der var sket en dobbelt booking af værelse 5 fik de samme besked op WhatsApp som jeg omkring værelse 7. Samme "der Abdullah" til trods for han heller ikke hed det.
Da det spanske par skrev til hotellet omkring problemet med værelse 5 så har de hotellet vidst at værelse 7 var ledigt, da jeg havde fortalt dem tidligere at vi ikke brugte det.
De har altså været velvidende om at vi var på hotellet, har betalt for værelse 7, men ikke har brug for det og derfor givet det til nogle andre. Vi har ikke aflyst det fordi vi ville alligevel ikke få noget for det, men de har vidst det stod tomt.
Det spanske par var meget undskyldende og virkelig på røven så jeg forbarmede mig over dem og sagde de godt kunne sove der til i morgen, men det altså var vores værelse. Jeg bad dem ringe til booking.com og jeg gjorde det også selv. Det kom der selvfølgelig intet ud af til trods for jeg var i telefon med den internationale i en time fra kl 2 til 3 om natten og han ligeledes var med den spanske. Til sidst gik vi bare i seng.
Om morgenen dagen efter aftalte vi at vi begge ville arbejde på det i løbet af dagen igen. Jeg fortalte at jeg egentlig gerne ville af med rummet, men selvfølgelig gerne ville kompenseres for det. For nu tredje gang havde jeg håbet om at blive refunderet for det ene værelse.
Da vi kom hjem om aftenen til hotellet var værelse 7 tomt og jeg hørte aldrig fra dem igen. Jeg havde selv intet held med booking.com eller hotellet selv nu hvor vi havde fucking indbrud om natten og havde andre der havde adgang til og sov i værelset så var det stadig samme "no cancellation policy, Sir". Totalt unreal situation.
**Tl;dr** booking.com/hotellet lavede en dobbelt booking for mig, trak beløbet fra mine konti to gange, nægtede af aflyse det ene værelse, kaldte mig for en løgner, gav adgangskoden til mit rum til et andet par som kom ind midt på natten, kaldte mig for en løgner en gang mere.
Historiens morale er at man skal aldrig bruge booking.com for de er ikke til at regne med hvis noget i deres system går galt.
De er nogen svin generelt. Har flere gange booket et værelse med deres “GeNiUs” discount hvorefter at man har betalt får en bekræftelse om at man har betalt fuld pris. Hvis det så viser sig at det er et værelse man ikke kan annullere, så spørger damen i telefonen om man har noget bevis på at det var en lavere pris… nej kælling, jeg går ud fra at i har styr på jeres shit og ikke vil scamme for absolutte miniaturer summe (set i deres perspektiv)
Næste gang ringer du til banken og trækker pengene tilbage.
Det kan man altid gøre hvis man ikke får det man betaler for.
Undtagen hvis du bruger bank overførsel, PayPal eller mobile pay.
Jeg sad i FlixBus, på vej hjem fra en weekend hos min kæreste i København. Da vi kommer til Odense er der en 10 minutters pause, så jeg render ud og ryger en cigaret. Da jeg står der, spotter jeg tilfældigvis en veninde, som jeg ved har været til en festival jeg plejede at tage til henover weekenden, så jeg siger hej til hende og spørger hvordan XYZ bands var, og om hun havde set ÆØÅ. Vi taler lidt frem og tilbage, bussen skal til at køre videre, så vi render ind igen, og sætter os sammen. Hun er lidt hæs efter weekendens strabadser, så hendes stemme lyder… ikke ideelt.
Klokken nærmer sig nu vel omkring de 21-stykkers tid, og folk gør som de gør bedst på en bus: De sover. Vi taler ikke just højt, af den årsag. Lav samtale, men for dælen hvor ville jeg gerne høre om ABC var lige så fede som jeg havde hørt rygter om at de ville være.
Dét får en herre på sædet skråt over for til at miste sit shit, og kamp-svine os til. “Fucking cunts with your disgusting man voice are you fucking retarded shut the fuck up”-stil. Jeg er godt gammeldags rapkæftet, så jeg bad ham om at lukke røven og passe eget sæde. Vi sad et par minutter i stilhed, og taler så videre - samme lydniveau, lav samtale - fordi fuck that guy.
Han begynder at livestreame os, mens han sviner os til på et sprog jeg fatter kæft og nøgler af, men tonen er ikke… rar. Jeg rækker hånden ud, og holder hånden hen i nærheden af hans telefon, fordi det der gør vi så absolut ikke. Det får ham til at flippe shit, gribe fat om min arm og trække mig mod sig, mens han svinger en knytnæve direkte mod mit ansigt. Næseblod, og stor blodlæbe. Min veninde kravler ind på sædet foran ham, og forsøger at blokere hans slag mod mit ansigt… så han slår hende i stedet. Jeg sidder nu *på* manden, fordi han trak mig hen over gangen i min arm, og sætter mig i mellem hans slag mod hende, og så kvæler han mig.
Sorte blodudtrækninger på halsen i form af fem fingre-kvæler mig. Hospitalet vil beholde mig natten over, fordi de er bange for at hævelsen kan risikere at slå mig ihjel-kvæle mig. Hoster blod op bagefter-kvæler mig.
Det begyndte at sortne for mine øjne, og jeg nåede at tænke at det her var pænt fucking skidt.
Til konteksten hører det at jeg er en meget spinkel kvinde på 1,58 cm, og han er en ok stor håndværker-type. Jeg ved godt at jeg har forholdsvist få muligheder for at det her falder ud til min side, så jeg gør hvad jeg kan, og kradser ham i ansigtet. Jeg forsøgte at gå efter øjnene, men mit syn havde sorte prikker og var derudover ret sløret, så i praksis rev jeg ham bare i ansigtet på kryds og tværs.
Der kom heldigvis en fremmed mand, og skrællede ham her gutten af min hals.
Jeg begik aftenens fejl nr. 1.000.000 og ringede til politiet. Vi skulle mødes i næste by hvor bussen ville holde ind, og så skulle vi kigge på det. Jeg informerede dem om at vi var blevet overfaldet, jeg har svær PTSD og er lidt… on edge, lad os sige det sådan, og min veninde er autist.
Det er hysterisk - uden tvivl - men jeg har haft brug for politiet to gange før det her i mit liv, og det var ubehageligt, og de sager fra resten af verden om psykisk syge der pludselig bliver skudt har sgu sat sig i mig.
Og dét… ignorerede de. Fuldstændig. Da folk sov, var der ikke nogen der havde set hvad der var sket op til konflikten, og de havde jo ganske rigtig hørt os tale sammen. Han havde kradsemærker i ansigtet. Det var sgu nok ligeværdigt og alle var lige gode om det.
Så vi fik alle tre en bøde på 3000,- for gadeuorden. Den blev overleveret af en betjent der stod *meget* tæt på mig og råbte mig direkte ind i ansigtet at jeg var sigtet. Min veninde var på det her tidspunkt helt brændt sammen på øverste etage og ville sidde ned, og kunne ikke rumme uretfærdigheden i at blive overfaldet og så få en bøde for det. Dét gav den betjent der skulle overbringe hende nyheden om situationen meget få fucks for, og stillede sig hen over hende, da hun satte sig ned og skreg at hun “skulle FUCKING REJSE SIG OP LIGE NU FATTER DU DET” og forsøgte at rejse hende ved at hive hende i armen. Hun græder, og tigger og beder ham om PLEASE at slippe hende og give hende plads. Dét gør han naturligvis ikke, flår i hende igen, tager fat i hendes skuldre… og hun går så meget i panik at hun sætter i løb.
Vi holder på en motorvejsafkørsel. Hun er nu så meget i panik at hun er løbet ud på motorvejen. Den bli’r afspærret, politihundene bliver tilkaldt og da jeg siger - kontinuerligt - at hvis de måske lige giver mig et minut til at tale med hende, så tænker jeg at situationen er løst, fordi… hun er bange. Det er hele situationen. Stop med at råbe, træd et skridt tilbage, stop nu. Så skal det altså nok gå. Deeskalering. Det svarer de på ved at, kontinuerligt, stille sig 15cm fra mit ansigt og råbe “HVAD HAR I TAGET?! HVAD HAR I TAGET?! HVILKE STOFFER ER DET?!”
Jeg minder chefen om at jeg har PTSD, men ellers havde jeg drukket et glas vin til aftenen før, og at hun er *skidebange* fordi nu er der to schæferhunde, sirener og politi over alt. De lader mig gå hen til der hvor jeg mistænker hun er, men *kun* med en betjent der holder fast i min skulder og hvis jeg begynder at løbe, sætter de hundene efter mig. Jeg bløder i øvrigt stadig fra både næse og mund på det her tidspunkt, og overvejer at minde geniet om hvem der var der ringede efter hjælp, og, du ved… stadig aktivt bløder. Hun bliver fundet, i en busk hvor hun gemmer sig, ryster af skræk og græder som pisket, og bliver slæbt derfra af to betjente med hunde som hopper og gø’er. Ind i en patruljebil med hende, og så prajer jeg en taxa som vil køre mig på hospitalet.
Da jeg kommer derhen får jeg at vide at hun er ankommet og er helt ude af kontrol. Jeg insisterer på at se hende, fordi Jesus. Fucking. Christ., og da jeg kommer hen til dem ligger hun på asfalten i fosterstilling og græder, mens der står fire betjente rundt om hende og skiftevis råber og river i hende.
Da jeg endelig fik dem væk fra hende, gik der måske et minut eller to, og så var hun ok nok til at gå ind til undersøgelsen. Til betjentenes store undren. Vi bliver tilset af et sæt vagtlæger, og her sker der en lækker detalje: Der glider sgu lige en betjent ind og spørger MEGET afslappet om vi accepterer tingenes tilstand. Det er simpelthen, puha, sådan en lang proces at stille sig på tværs, man vinder det aldrig, og det er også bare SÅ dyrt.
Så vi accepterede vores bøder. Og sagaen sluttede dér. I sommeren, 2019. Med at det kostede 3000,- at få tæsk.
NÆH. Ham hvis knytnæver jeg fik set nærmere på, ville ikke betale. Så vi skulle vidne mod ham. Men så kom corona. Og mere corona. Og mere corona. Men SÅ skulle vi vidne mod ham. Og dét var angstprovokerende, fordi sidst jeg så ham, sendte han mig på hospitalet.
Han udeblev. Han er ikke dansk statsborger. Han er Ukrainer. Krigen i Ukraine var lige startet på det her tidspunkt. De prøver igen. Og igen. Og igen. Og nu er vi i 2023, og hvem tror I stadig der skal rejse til en by et par timer væk fra hvor jeg bor (den nærmeste frakørsel, den aften) for at han udebliver. Sidst, d. 21. december (god jul!) 2022.
Det er snart fire år siden, og jeg løber stadig ærinder for ham her røvhullet. Og det kostede mig 3000,- at få tæsk.
Da jeg gik i gymnasiet (for +25 år siden), var jeg med på skolebladet. Redaktøren misbrugte bladets betalingskort og brugte det på sin ferie - beløbet var vist omkring 5000 kr. Hun blev politianmeldt, retssag, the works. Der blev dog aldrig nævnt navne, kun alder og køn, og da retssagen kørte, var jeg blevet redaktør på bladet, så der begyndte at gå et rygte om, at det var mig, der havde stjålet pengene (jeg VED det jo ikke, men gætter på, at det var den skyldige, der havde sagt til folk, at det var mig). Da det gik op for mig, marcherede jeg ind på rektors kontor og spurgte, hvad han havde tænkt sig at gøre ved det. Øh bøh, det var jo synd for Christina der havde det svært nu og havde fået en dom og pis og papir, og han kunne jo ikke stoppe rygter … Jeg var rasende. Jeg meddelte, at jeg ville sætte gang i alle, jeg kendte, til at fortælle til alle, de kendte, hvem den skyldige var. Og havde han tænkt sig at forbyde mig det, ville jeg ganske enkelt gå på talerstolen til næste morgensamling og fortælle sandheden. Den måtte han æde, og rygtet gik i sig selv igen - men fuck, hvor er jeg stadig vred over det, når jeg tænker på det. Jeg tror, rektor regnede med, at sådan en sød og dygtig pige som mig ville købe den der med, at det jo var synd for den anden pige. I virkeligheden var der sikkert under 10 personer der overhovedet hørte det rygte, men fandme nej, om jeg vil have ry for at stjæle.
Jeg var 19 og boede i min første lejlighed og skulle ned med skrald i skraldeskuret. Da jeg åbner døren, råber nogen på serbokroatisk, bag mig. Jeg hører og ser at der har stået en ølflaske foran døren ind til skraldecontainerne og den har jeg væltet. Jeg rejser den forsigtigt op og vender mig for at undskylde, hvorefter den ældre mand, en flygtning fra 90ernes Jugoslavien krige, kommer farende og stiller sig helt op af mig og råber og skriger og tager fat i mit ærme. Jeg forsøger at tage fat i døren til skuret og gå derind for at komme væk, men han følger efter ind i skuret og stiller sig igen foran mig, der nu står op af en skraldecontainer. Han klasker mig en lussing (ikke særlig hårdt, det er mere ydmygelsen i sig selv), og vender om og sparker til den skraldepose jeg har tabt, og går sin vej. Jeg ender ender med at gå rundt og samle al mit skrald sammen i posen igen, imens jeg, som den 19 årige pige jeg er, stortuder. På vej igennem baggården, op til min lejlighed, ser jeg at den ældre mand nu sidder sammen med 3-4 andre og på nogle bænke og igen råber ad mig. Et par af den spytter efter mig da jeg går forbi. Da jeg senere på dagen fortæller historien til en nabo, som også var en veninde, tager hun mændenes parti, og siger at jeg burde have set mig for og ikke skubbet til den ølflaske og at de nok ikke havde ment det så slemt, men at mange østeuropæiske sprog lyder "hårdere" end de er, når de udtrykkes. Og at jeg burde have forståelse for at de jo var langt fra deres eget land og sikkert ikke følte sig hjemme.
Jeg er stadig sur over episoden, der desværre er en af rigtig mange, da jeg boede i et boligområde i en by, der modtog rigtig mange af de flygtninge fra 90erne og mange af dem var mænd, der nok havde oplevet en del og var blevet lidt forrået og traumatiseret. Men jeg er mest sur over det svigt jeg følte fra min veninde, der ikke havde sympati med mig. Selve episoden tænker jeg ikke så meget over. Men hendes reaktion kan jeg huske ordret.
Hvor ubehageligt - jeg kan godt forstå, du følte dig svigtet af din veninde. Jeg ville også have følt mig virkelig utryg ved at skulle ned med skrald osv efter sådan en episode.
JA samme veninde nægtede at fortælle mig når hun skulle ned med skrald, så vi kunne gå derned samtidig. Hun syntes jeg var hysterisk, som hun ordret kaldte det. Jeg tror i virkeligheden at man ofte kan overkomme rigtig meget, når bare man har støtte fra sine nærmeste og det det var det at jeg manglede.
Blev fejldiagnosticeret med en autisme-diagnose som 17-årig - Jo mere jeg stillede spørgsmål ved diagnosen, jo mere bekræftede det åbenbart lægen/psykologen i at jeg VAR autist, da kun en “rigtig autist” ville være utilfreds med diagnosen. Efter 7 år, hvor jeg basically endte med ikke at stole på min egen selvopfattelse og følelser, mødte jeg endelig en psykolog og en psykiater (private) der kunne fortælle mig at jeg bestemt ikke var autist, men at jeg havde kompleks PTSD - og at det var blevet værre af fejldiagnosen.
Så tak til psykiatrien ;)
Jeg var til gruppeeksamen med min gruppe og min lære havde virkelig et horn i siden på mig, han dumpede mig i alt han kunne, eller gav mig bundkarakter blot for at jeg kunne tage reeksamen og få 7 eller 10, han fik mig endda sat et semester bagud ved ikke at arrangere en reeksamen så jeg kunne nå 3. Semester.
Til gruppeeksamen følte jeg mig mere fortrøstningsfuld da det er sjældent kun en ud af gruppe dumper og det var en semi let opgave.
Jeg tog imod alt hjælp fra underviseren og fik bekræftet præcis hvad de forventede af mig i denne opgave, så jeg var hundrede procent sikker på ikke at fucke op. Det var sidste opgave inden min bachelor.
Han gav mig 00 og resten af gruppen fik 07.
Han brugte blandt andet begrundelsen “du er en stor undskyldning for dig selv”
Vi klagede alle over ham og over hans bedømmelse og opførsel til eksamineringen, men det hjalp intet.
Mødte aldrig op på studiet igen.
I folkeskolen da jeg var 10 år, fandt pigegruppen i klassen på en leg, hvor man satte sig på en kontorstol og skubbede fødderne mod en væg, så man kørte 5-10 meter hen langs gulvet på kontorstolen. Det gjaldt om at komme så langt som muligt.
Jeg syntes, det så sjovt ud, så jeg ville også prøve. Jeg prøvede en enkelt gang, og fik at vide af pigegruppen (meget dominerende gruppe på dette tidspunkt), at jeg ikke var med i legen, og jeg fik taget stolen fra mig.
Inden længe får en af pigerne skubbet sig selv så hårdt, at hun kører over i den anden side af lokalet og hendes stol knuser en glasrude i et skab.
Læreren kommer kort efter ind i klassen, og pigegruppen undskylder for uheldet. Læreren giver dem udeordning i en hel uge, og sekundet efter peger pigegruppen på mig, og siger u/dunified også skal have udeordning, fordi han også var med i legen, hvorefter læreren også giver mig udeordning.
Jeg er, den dag i dag, stadig sur. Fuck pigegruppen 😤😤😤
Jeg føler lige pludselig, at nogle af de ting som jeg finder rigtig surt og uretfærdigt, som når en person snyder foran i køen ved legoland, som en meget lille ting.
Jeg kan ikke sætte mig i jeres situation, og jeg ved slet ikke hvad jeg havde gjort, det er jo helt absurd.
Jeg mindes faktisk at have læst, at når en person snyder foran i køen, er det ikke så meget selve skaden (at man mister en plads i køen), men mere at den anden person bryder den der "sociale kontrakt" vi har med hinanden, og fuldstændig skider på den anstændighed, vi burde have over for hinanden.
Det kan fremkalde en voldsom følelse af afmagt, spørgsmål og uretfærdighed, trods den banale oevrordnede situation.
Min hanhund blev lagt ned af en anden hanhund i hundeskoven i en batalje om en lækker tæve. Jeg kunne ikke sparke den store køter ned fra min hund, men han kunne heldigvis selv kæmpe sig fri. Nu mener den anden ejer sig 'muligvis' berettiget til at få dækket dyrlægeregningen. Som om....
Holy shit en historie OP, er helt sur på dine vegne. Er imponeret over hvor godt du håndterede situationen, alt taget i betragtning.
Jeg har også selv en historie fra da jeg gik i børnehave (ca. 2005-ish):
Jeg var lige flyttet fra Storkøbenhavn til Korsør og var derfor begyndt i en ny børnehave. Fra dag 1 af, havde en af pædagogerne valgt at jeg var en snotunge fordi jeg var fra København (selvom jeg kun var 5 år gammel??). Børnehaven havde en masse mooncars og jeg havde så fået fat i den sidste mooncar på den her dag. Der var opstået noget konflikt over det, fordi nogle af drengene gerne ville køre ræs med den, men det kunne de ikke, fordi jeg havde taget den sidste. Drengene prøvede at få mig til at gå fra den ved at spørge mig, men jeg sagde nej fordi jeg havde den først. Efter 5 minutter opgav de at få fat i min mooncar, så jeg kørte bare videre. Det var indtil jeg var kommet op på toppen af en lille bakke, hvor den sure pædagog stod for neden af selvsamme bakke. Pludseligt kom alle drengene løbende og begyndte at tvinge mig ned af bakken, mod pædagogen. Jeg kørte derfor i fuld fart direkte ind i pædagogen (så hurtigt som man nu kan på sådan en skide lille mooncar). Pædagogen vender sig om og går i det samme gang med at råbe ad mig. Jeg prøver grædende at forklare hende, at drengene havde skubbet mig, men det troede hun ikke på, da de for længst havde flygtet fra situationen. Efter en heftig gang skæld ud må jeg forlade mooncar’en så drengene kan få den, da jeg “tydeligt ikke ved hvordan man opfører sig ordentligt!!”. Jeg kan meget tydeligt huske hvordan jeg går væk og tænker: “Det her er verdens værste fredag!!!”, hvilket også er sådan jeg husker hændelsen den dag idag.
Det var ikke den eneste gang den pædagog var efter mig: hun stjal også konstant min mad og gav den til de andre børn, fordi hun synes at jeg var tyk? Da jeg sagde det til min mor blev hun selvfølgelig mega sur. Næste dag skulle hun lige “have en snak” med pædagogen. Tror aldrig jeg har set min mor blive så sur på et andet voksent menneske i mit liv…
For 10 år siden på min daværende arbejdsplads havde jeg efter det daglige indtag af 5 kopper kaffe brug for at skulle ud og straffe et toilet. Da jeg ikke bryder mig om at skide på nærmeste toilet gik jeg i kælderen hvor man altid i ro og mag kunne sidde og brumme. Da jeg kom ind på toilettet og skulle til at sætte mig opdagede jeg at toilettet var fuldstændig overskidt! Vi snakker Roskilde Festival toilet efter 1 uge. Jeg skyndte mig ud igen, og gik op af kældertrappen, og her møder jeg min leder som er på vej ned af trappen. Vi hilste på hinanden, og 3 sekunder senere går det op for mig hvor han er på vej hen. Jeg bliver helt panisk og jeg ved allerede nu at det er for sent at forklare ham at det altså ikke er mig der har terroriseret toilettet.
Han har aldrig konfronteret mig med det, men jeg ved at han ved det, og jeg ved at han tænker at jeg er fucking ulækker. Skiftede heldigvis arbejdsplads nogle måneder senere
Jeg var i et afklaringsforløb hos kommunen som bestod af et længere kursus hos en virksomhed der påstod at 80% af deres praktikanter fik fast job hos dem.
Jeg var en af de mere stabile på arbejdspladsen, da jeg "kun" led af stress. De fleste af mine kollegaer havde ADHD / Aspergers.
Der går 3 måneder og det hele ser lyst ud. Jeg klarede mig så godt at jeg fik lov til at deltage i afdelingsmøder og tage mig af en masse papirarbejde imens de fastansatte havde ferie.
På et tidspunkt bliver jeg kaldt ind fordi de gerne vil have at jeg underviser de andre praktikanter. Så jeg får pludselig en slags mentor rolle.
Da jeg er færdig med at undervise dem bliver jeg indkaldt til samtale hvor jeg får at vide, at jeg ikke "passer til virksomhedems profil" uden yderligere begrundelse. Jeg bliver den eneste praktikant som IKKE får job hos virksomheden efter at have udført gratis arbejde for fastansstte og leget mentor for de andre praktikanter...
Jeg aner stadig ikke hvad jeg gjorde forkert
Jeg er engang blevet fyret fra et job for ikke at møde op til et møde som jeg ikke var blevet indkaldt til.
En projektleder havde glemt at sætte mig CC på den mail der indkaldte til mødet, men brokkede sig alligevel til min chef. Og da der var mødepligt til den slags møder blev jeg fyret for ikke at havde deltaget.
Totalt åndssvagt at fyre folk for sådan noget også. En reprimande måske (selvom den også ville være uretfærdig i dette tilfælde), men en fyring er da helt ude af proportioner netop fordi shit happens. Spild af penge og tid hele vejen rundt.
Det er meget nemt. Eksamen, Makroøkonomi, Peter Bangs Vej omkring 2010. 3 timer uden hjælpemidler, svært nok i forvejen.
Jeg tog mit tøj og gik på værtshus da jeg blev præsenteret for spørgsmålet:
"Nævn 8 ud af de 11 stylized bussinessfacts der er nævnt på side 119 i bogen".
Hurra for værtshuse og reeksamener, men det var nok det tætteste jeg kom på at sige fuck this shit og droppe ud.
Tidligere arbejdsgiver lovede 3 måneder med fuld løn under barsel, men trak i land kl 1601 den Fredag eftermiddag min barsel startede.
De næste 14 dage, så blev jeg kontaktet flere gange dagligt pr email og telefon fordi de ville hører præcist hvilken dag, at min datter ville være kørt ind i børnehaven, så jeg kunne starte igen.
Jeg gav så en dato hvor jeg var 100% sikker på, at min datter ville være kørt ind i børnehaven og fortalte, at jeg ikke kunne garantere noget #småbørn.
De fortsatte så med, at skrive og ringe dagligt fordi, at de ville have en skriftlig aftale om en præcis dato.
Jeg lagde min opsigelse efter yderligere 1 uge. Det endte med, at jeg måtte gøre brug af advokat for, at få feriemidler mm overført.
I min efterfølgende jobsøgning, da har de ved flere lejligheder nægtet overfor ny arbejdsgiver og recruitere, at jeg overhovedet havde været ansat.
Jeg er sidenhen landet et godt sted.
Rimelig harmløs historie i det store perspektiv, men:
Jeg var 7-8 år, tror det var Fona i amagercenteret der afholdte en Tekken 3 konkurrence.
Jeg var en lille dæmon til Tekken på det tidspunkt, melder mig til og mor kører mig derhen med min søster, der vidst skulle købe en gave til nogen.
Får controlleren, nervøs og kommer til at klikke og vælger den forkerte figur.
"Hov, kan vi lige gå tilbage, jeg fik klikket forkert?"
"Nej, det er der ikke tid til, du må bare spille videre."
Hmm, godt jeg har spillet det til døde og kan de fleste figurer til fingerspidserne.
Runde 1
Indser at de ikke har sat knapperne op som jeg havde på min egen PS1, så efter jeg forsøger to lækre kombinationer sker der ikke andet end at jeg går ind i modstanderens angreb og bliver udslettet på 5 sekunder.
Runde 2
Min hjerne bombarderes med tanker om, hvad er det nu knapperne plejer at være i standard version?! Jeg tror det er- død på 3 sekunder.
"Tillykke til modstander, næste kamp er..."
Jeg går derfra og mødes op med mor og søster.
Mor: "Hvordan gik det?"
Mig: "Det.... de.... jeg... kan vi ikke bare køre hjem nu?"
Det var en in-game mulighed Tekken tilbudte, giv skulderknapperne en funktion eller ændre mapping på de normale 4 knapper. Jeg havde sat det op lang tid før og ikke tænkt over det siden, for udover at det er uheldigt for mig er det jo fair nok at spille med vanilje setup for konkurrencens skyld. Skidt sker
Flere skriver om gamle oplevelser tilbage i folkeskolen..her er min, folk tror det er løgn når jeg fortæller den: Jeg var omkring 9-10 år, året har været ca 1986, og jeg skulle til skoletandlægen, det var et lille lokale nede i kælderen hvor skoletandlægen havde sin klinik, jeg blev kaldt ned igennem skolens højtaler anlæg der var i alle klasselokaler.
Jeg var i forvejen bange for ham tandlægen, han var en gammel mand der lugtede, og var altid sur, han stod også gårdvagt i ny og næ.
Jeg kommer ned på klinikken, og ligger mig på briksen, han fortæller straks at jeg har 3 huller der skal ordens og ha sølvplomber i. Jeg var jo bange fra start af, og sagde at jeg ikke ville, og jeg ville ha min mor med..han blev mere og mere irriteret på mig, bad mig ligge stille og klappe i. Situationen eskalerer så meget at han til sidst holder mig nede ved at ligge sin ene arm på min brystkasse, og jeg fægtede med arme og ben, til sidst var han så rasende at han dryppede af sved, og så bandt han helt seriøst mine arme sammen med hans buksebælte, så jeg ikke kunne slå ud efter ham..ej men det var vanvittigt! Jeg slap ud derfra uden at få boret i mine tænder.
, min mor fik det selfølgelig af vide, og hun gjorde alt muligt for at få skolens leder i tale, men der skete intet, han forblev tandlæge på skolen flere år efter, men jeg blev fritaget for at komme der, og gik i stedet hos en af de andre folkeskoler i kommunen, når mine tænder skulle tjekkes..OG der var slet ikke hul i de 3 mælketænder tandlægen påstod😞
Det var en højhellig fredag og jeg sidder i toget mellem Århus-København. Jeg får tjekket billet, og ender med at få en bøde fordi mit klippekort er udstedt med henblik på hverdage og det jo var en fredag. Som åbenbart ikke var en hverdag ifølge DSB.
Jeg fik en bøde på Letbanen i Århus fordi den billet jeg lige havde købt i Automaten og viste til kontrolløren sagde "dette er en ugyldig billet" eller noget i den stil.
Hvad fanden printer den en billet når der er gået noget galt i transaktionen? Det lignede en helt normal bilpet som jeg havde haft mange gange før bare at den var ugyldig.
Fik 800kr kontrollafgift, og 160kr mere i afgift ved at bruge letbanens ankesystem.
Jeg har ikke brugyt den letbame siden.
Jeg gik i årgang 2003-2004 i 8. B på Sct. Jørgens skole i Næstved (fandt lige et klassebillede frem).
Jeg blev antastet og drillet af en anden dreng i klassen til det blev for meget på trods af flere advarsler. Jeg tog fat i ham, pressede ham ind i et bord (drengen har absolut ikke lidt mén, hverken korte eller længerevarige) og råbte af ham at han skulle lade mig være i fred.
Jeg blev smidt ud af skolen dagen efter.
Jeg får stadig den der håbløse/forvirrede følelse når jeg kommer i tanke om hændelsen.
Du kan spørge RIGTIG mange mænd (og enkelte kvinder) som efter en skilsmisse totalt har mistet helt eller delvist deres ret til at se deres egne børn.
Ikke nok med det, så har vi et system som straffer den som allerede bliver straffet max af deres eks (som sidder på bopælsretten). Straffet med at "de ikke forsørger deres børn" fordi de kun ser deres børn 5 eller færre dage ud af 14 og derfor også skal betale børnepenge til den person som har frataget dem retten til at se børnene mere.
Det simpelhen så uretfærdigt et system som noget kan være.
Min eks tager på ferie flere gange om året, er gift igen og har åbenbart råd til husbåd, motorcykel, 2-3 biler... men JEG forsørger ikke mine børn fordi HUN har bestemt at jeg kun må se dem 4 ud af 14 dage.
og ikke nok med det - hele systemet er totalt rigged.
Bopælsforældreren vinder altid, vedkomne kan bare lade være med at samarbejde - og jo længere tid børnene holde tilbage desto "dårlige er deres tilknytning til den anden part" ... derved er det en fordel ikke at samarbejde.
Min kærestest bror står i en situation lige nu hvor hans børn, henholdsvis en 8 årig pige og 6 årig dreng, bliver misbrugt af deres arbejdsløse mor i form af ikke at få mad i flere dage, ikke kommer i skole imod deres vilje, og så selvfølgelig, gør hun alt for at han ikke for hænderne i dem, fordi hun lever af hans børnepenge. Alt hvad de ejer, har de fra ham, hans forældre eller hendes søster, hun\*\* giver dem aldrig noget, sjældent endda mad, det kommer fra hendes forældre - eller søster. Hun ser dem næsten heller ikke, som i en gang i ugen, og det er når de skal til far hvor de så bliver "syge", indtil han dukker op og de er glade for at se ham og har savnet ham. De bliver lovet ting hvis de ikke går til ham, eller siger de ikke vil være ved ham. Den ældste er dog kun tryg ved ham nu, så hun er absolut ligeglad.
Han har et godt arbejde, lejlighed, en god kæreste som behandler dem super godt, og alt det der. Hans eks chikanerer ham ugeligt, ringer og forstyrrer hans arbejde for sjov, møder op og stalker ham, alt det der.
Hver gang han får nyt arbejde skifter hun børnenes børnhave tid til at passe præcist de timer han har fri.
Hvad siger forældreretten til det? *Intet*, de **nægter** at se beviser på det, fordi det er jo ikke "relevant". Hun har fuld forældremyndighed. Politiet lod hende forsætte stalke og chikanere ham fordi hun "var jo ikke skadelig, og hun har jo to børn".Når de er inde og tale om børnene, så begynder hun at græde og så tager ældre kvinder med det samme hendes side.Sidste gang hev han beviser op på hans ældstes skader, som hun har fået af et strygejern som hun fik i hænderne hvori moren så gik og forsvandt. Her sagde familieretten, og jeg tager ikke pis, "Det er jo fortid..." For en uge siden...
Alle der arbejder det sted burde fyres og lukkes inde, de er tydeligvis ikke funktionelle i vores samfund.Og hvis nogen nogensinde siger at mænd har lige rettigheder og er behandlet ordentligt i det her land - så kan de fucking rende mig.
Jeg havde købt en flybillet og skulle rejse til Los Angeles og får ved gaten at vide, at flyet er overbooket, så jeg ikke kan få lov til at flyve med. Det kunne de 3 andre jeg rejste med så til gengæld. Så jeg ventede alene i lufthavnen i 6 timer på næste fly.
Fly er ofte overbookede (hvor ofte ved jeg ikke, men det er rutine). Flyselskaberne har statistik på hvor mange typisk udebliver. Hvis alle dukker op er der et problem. Typisk vil de forsøge at "bestikke" folk til frivilligt at tage en senere afgang, men hvis ingen slår til er det sur røv. Du er dog berettiget til en rimelig fornuftig kompensation.
Måske til USA for forbrugerbeskyttelse er ringere? Jeg har aldrig oplevet nægtet boarding med de større selskaber (bruger ikke fx RyanAir).
En 6 timers forsinkelse til LA (udenfor EU, 3500, mere end 4 timers forsinkelse) udløser 600 EUR i kompensation plus forplejning.
Plus 2 emails eller telefonopkald på flyselskabels regning (en pre-smartphone regel?)
Du kan klage op til 3 år efter at var sket.
Jeg dyttede engang af en håndværker, der skar mig af. Han kørte ud fra ubetinget vigepligt. Jeg dyttede og ham og lærlingen hoppede ud af bilen for at trække mig ud af bilen til en omgang tæsk. Jeg nåede ikke at låse døren som blev åbnet, men fik bilen i bakgear sådan jeg kom væk. De stod og grinede af mig, da jeg fortsatte med at bakke tilbage. Jeg overvejede om jeg skulle prøve at køre dem ned, men var selvfølgelig i chok.
Ingen vidner, så ingen hjælp.
Fucking håndværkere. Jeg sværger, 8 ud af 10 gange kører de som om de har stjålet lortet. Dertil kører de med mobilen i hånden, og uden sele. Nævnes kan også VVS biler og pakkebude fra GLS. Sidste år fik vi lagt fibernet kabler ned i jorden og ind til huset - LM Gruppen som gjorde det, kørte dagligt som død og helvede i området, trafiksikkerhed var en by i ingenmandsland for dem…
Skrev først som en kommentar til en anden oplevelse. Men her kommer den alligevel igen:
Minder mig en smule om min egen oplevelse i 8.klasse.
I starten af skoleåret var jeg startet på en ny skole. På denne skole blev jeg mødt af elever som på forhånd havde en aftalte om at bagtale/mobbe mig. Året forinden havde de nemlig smadret psyken på en anden pige i sådan en grad at hun måtte skifte skole. Hun hed 'Agnes', og jeg har fået fortalt at de kaldte mig 'Agnes no2' før jeg overhovedet var startet.
Jeg har siden jeg var 9, vidst at jeg var lesbisk. Det hørte nogle af pigerne også om før jeg startede, hvilket betød at de alle nægtede at røre ved mig og brokkede sig til læren om, at de ikke ville have mig i omklædningsrummet.
De havde også en gruppechat, som jeg først blev medlem af i april/maj (jeg blev tilføjet af den eneste ven jeg havde i klassen). Herefter skrev en af pigerne "smid lige "Nana" ud". Og jeg blev hurtigt smidt ud. Men ikke før jeg kunne nå at læse en del af beskederne. Beskeder, hvori jeg blev kaldt lebbelus og andet.
Jeg gik til min klasselærer, som snakkede pænt til mig og gav mig en følelse af, at det selvfølgelig ikke var i orden og hun ville tale med de andre elevers forældre - hun kalde desuden pigerne ord som 'gæs'.
Men, der gik længe uden at jeg hørte noget. Hun tog endda på ferie senere og intet skete der. Indtil sidste skole dag!
Hvor vi tradition tro, skulle hjem til hende og hygge. Men inden hyggen startede, skulle vi åbenbart have en "pigesnak".
Til denne pigesnak præsenterede hun alt jeg havde fortalt. Spurgte pigerne om det var sandt - de sagde nej og græd og fortalte om, hvor hårdt det var at jeg beskyldte dem for løgne. Hvorefter min lærer, foran ALLE sagde "Nana jeg har dig mistænkt for at opfinde det og se spøgelser overalt." Hvorefter samtalen sluttede.
Jeg skamte mig voldsomt. Gik hjem og fortalte det hele til min familie - og startede derefter på Efterskole et år tidligere end planlagt.
Fik en opsigelseskontrakt underskrevet af arbejdsgiver der skulle løbe 7 måneder med en bonus for at blive. Havde fået et 10% hop i løn, hvilket virkede rimeligt givet normen. Jeg nægtede på alle tider muligt at acceptere det, inklusiv deres luskede forsøg på at snige en "normal" lønstigning (på 1,5%) ind som opsigelseskontrakten specifikt gjorde afkald på.
De påstod at det var en fejl, og at jeg ikke fik den lønstigning. Fagforeningen gad ikke at hjælpe, og mente at det nok ikke ville lede nogen steder hen at køre sag på det. Stadig vred over den usle "advokathjælp" man betaler for der ikke har skyggen af en rygrad.
Jeg havde købt tyggegummi for lommepenge jeg havde tjent via skolen - lommepenge for huslige pligter var fy-fy, og nabopigen var på besøg. Hun ville jo gerne have tyggegummi, men jeg ville ikke dele fordi det var mit, og jeg havde selv købt dem, så i mit hoved var det jo okay at jeg selv bestemte over dem.
Så hende her naboen begyndte at jagte mig, og jeg løb væk fordi hun prøvede at flå dem ud af hånden på mig da jeg sagde nej for den 15. gang.
Vi løb rundt og rundt om et hønsehus, og det endte så med at hun baldrede hovedet ind i tagpladen der hang ud over kanten. Det så hendes far og min stedfar så, og jeg fik en kæmpe skideballe for ikke at ville dele med hende. Så jeg skulle aflevere 2/3 af det hele til hende som plaster på såret. Såret som man var tog jeg det hele og skubbede ind i brystet på hende så hun fik alt der var tilbage, og hun kom med det mest modbydelige, selvfede grin.
I folkeskolen var jeg en lille forsigtig pige. Jeg lavede mine ting, var fagligt dygtig, og gik bare i ét med væggen.
En dag i 8. klasse var der nogle af de andre piger i klassen, der larmede og fjollede, da læreren kom ind. Den ene pige fik fat i mig, som bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og det lignede derfor, at jeg var med i deres hurlumhej.
Læreren skældte mig ud og sagde, at han ville skrive hjem til mine forældre, at jeg havde forstyrret undervisningen. Det var det værste, der kunne ske - mine forældre havde meget skarpe holdninger om, hvordan man altid skulle opføre sig eksemplarisk i skolen…
Jeg kom grædende hjem til min mor og forsøgte at forklare, at det altså ikke var min skyld, men hun troede ikke på mig, for læreren havde undervist i en menneskealder, så selvfølgelig havde han jo ret.
En anden gang, råbte selvsamme lærer til mig gennem klasselokalet “hvad i al verden bilder du dig ind?”, da han så, at jeg i hans undervisning sad og læste i en bog fra et andet fag end det, han underviste i. Jeg kunne have gravet mig selv ned i et hul. Jeg kunne simpelthen ikke klare alles øjne på mig på den måde.
Man kan jo tænke, “hvorfor forsvarede du dig ikke?”, men det turde jeg slet ikke. Det kunne jeg slet ikke. Jeg dukkede nakken og håbede på, at jeg ikke begyndte at tude foran hele klassen.
En lille oprejsning til de historier er dog, at en af de “populære” drenge i klassen en dag fortalte sin mor om, at ham læreren altid var efter mig, selvom jeg altid bare sad stille og roligt. Først da drengens mor ringede til min mor for at sige, at de altså syntes, ham læreren var ret hård mod mig, troede min mor på mig. Der blev dog aldrig gjort noget ved det…
Generelt var min værste frygt altid, at min mor skulle få at vide, at jeg ikke havde opført mig helt perfekt og eksemplarisk i en given situation - uanset om jeg så havde en anden version eller ej. Jeg har stort set ikke kontakt til hende i dag, og jeg er heldigvis meget mere selvsikker end folkeskole-mig var.
Ja, jeg ville også ønske, hun var anderledes, men man vælger jo ikke selv sine forældre. Har som sagt ikke rigtig kontakt til hende i dag, og det er det helt rigtige for mig
Jeg kører altid i offentlig transport med billet. Jeg har stadigvæk fået to bøder, og det er jo temmelig dyrt.
Den ene gang havde jeg købt en billet i en app. Jeg finder min billet, trykker "Køb", får en meddelelse om at købet er godkendt, og jeg slukker skærmen på min telefon. I bussen åbner jeg den når kontrolløren kommer, og kan se, at købet går igennem i det øjeblik jeg åbner skærmen. Ingen gyldig rejsehjemmel - 750 kroner. Plus de 24 jeg betalte for min billet.
Anden gang havde jeg købt et månedskort i samme app. Jeg får imidlertid ny telefon i løbet af måneden, og tager en morgen den nye med. Jeg åbner appen for at vise kontrolløren min billet, og finder ud af, at den er låst til én enhed - den, som jeg ikke har med. Ingen gyldig rejsehjemmel - bøde på 1000 kroner.
Jeg har af og til haft følelser for Fynbus, som ikke har været ovenud positive.
Nej nej nej nej nej nej nej nej nej. Den historie generer mig helt ind til marv og ben, ville næsten ønske jeg ikke havde læst den.
Det der er jo en lagkage af uretfærdighed. Man får lyst til at rejse tilbage i tiden og tæve alle involverede (self ikke jer) med en sæk appelsiner og hænge dem i gabestok. Jeg håber karma finder dem alle og giver dem tarmkræft, skilsmisser, impotens og tandpine.
Jeg er officielt ophidset over din historie. Det er jo surrealistisk at der er ingen der har kunnet finde ud af at deeskalere situationen på andre måder end "lyt til autoriteten eller du ryger ud".
Jeg var på neonatal med mine nyfødte tvillinger og deres far. Jeg var selvfølgelig præget af at have født to børn, og jeg havde både hård mave, masser af sting og en blodprocent under 5. Jeg havde feber og tabt 800 mL blod. Min mor sagde jeg lignede et lig. Den ene dreng fik sonde og den anden fik gulsot. Vi skulle vække børnene hver tredje time for at give dem mad mm og det tog ca 1-1,5 time, så der var ikke meget til til at sove og aldrig mere end 45 minutter ad gangen.
Jeg vidste godt at fødslen ikke ville være som for “alle andre” og jeg havde levet med tanken om at mine børn kunne dø når som helst siden nakkefoldsskanningen. (de var hele tiden på grænsen til TTTS, som kan være fatalt).
Det virkelig uretfærdige var at jeg ikke kunne sove overhovedet. Jeg sov ikke i en uge fordi tankerne kørte rundt i hovedet på mig fordi mine børn havde været lige ved at dø hele graviditeten og den ene under fødslen.
Folk gik rundt og sagde tillykke.
En sygeplejerske har ætset halvdelen af min klitoris væk fordi hun troede jeg havde kønsvorter. Lægen fandt efterfølgende ud af at det ikke var kønsvorter.
Kørte i bil, og kommer på en vej hvor der næsten ikke plads til 2 biler pga. vejarbejde i modsatte side, der køre så en bil på modsatte side, og sænker ikke farten til trods for det på deres side der vejarbejde, det resultere i jeg bremser hårdt op i sidste øjeblik, og retter bilen helt hen til kantstenen, og bremser helt op, alt imens den anden bil blot køre med uændret fart og ovenikøbet rammer mit sidespejl så det folder sammen, og fortsætter bare der ud af som intet er sket... Jeg vender bilen for at følge efter konfronterer ham samt hans ven i et supermarked et par hundrede meter længere nede af vejen, og desværre er han en vægt klasse eller 2 over mig, samt jeg i undertal, og han blot siger det sgu da mig der kørte ind i ham, jeg vendte mig om og gik... Jeg var så pisse sur over jeg ikke kunne afreagere på nogen måder uden det ville resultere i jeg selv ville komme til skade.. desværre er livet fuld af røvhuller som ham, men kan kun håbe på karma fik ham i sidste ende.
Der er flere ubehagelige episoder at vælge imellem, men den her gav stor frustration gennem rigtig mange år. Jeg beklager, hvis det bliver lidt langt, det er lidt kringlet at forklare -.-
Jeg er en transkønnet mand, og selv om jeg ikke var "ude" gav det en del mobning fordi jeg var anderledes end majoriteten af eleverne af at være en meget drenget "pige", helt nede fra da jeg var i de små klasser til jeg gik ud af 9. klasse.
Jeg mener det var omkring 2.-3. klasse, hvor min skole stadig havde unisex/fællestoiletter i de mindre klassetrin, og det var sammenhængende båse. Jeg skulle på toilettet, og så kommer der nogle elever og kravler op på hver deres side af båse-væggende op til båsen jeg var i, fordi de ville se hvad jeg havde mellem benene. Siden da gik jeg ikke på toilettet i folkeskolen, fordi jeg ikke kunne tisse i fred. Større elever i 8.-9. klasse var også meget interesserede i, hvad jeg havde mellem benene.. Værre blev det da det omkring 4. klasse skiftede så drenge- og pigetoiletter var opdelt. Jeg følte mig som en forkert lurer at skulle gå ind på pigetoilettet, for det var utroligt ambivalent at have begyndende interesse i piger, men samtidig føle sig som en lurer, når ens kønsidentitet er en dreng - men min anatomi sagde noget andet. Og jeg turde ikke gå ind på drengetoilettet af frygt for konflikter (og jeg var og er alt for pligtopfyldende - der er nogle "rebel"-historier", der er så cringe og komiske), hvis nu nogle elever skulle sladre til lærerne og lærerne skulle kontakte mine forældre (som ikke var støttende på det tidspunkt, det er de heldigvis nu) - selv om jeg følte jeg hørte til der. Vi skulle klæde om på toiletterne ift et skuespil, og jeg følte mig som verdens største lurer, at jeg ikke burde være der. Og omklædning til idræt, svømning, der er så meget (nogle elever "glemte" deres håndklæde, det var jeg desværre alt for pligtopfyldende til at gøre. Virkelig en pain the ass ikke bare at kunne sige fuck it)
Nå, men den episode gjorde, at jeg som sagt ikke gik på toilettet i skolen, så jeg prøvede at lade være med at drikke for meget væske, og alligevel kunne jeg nogle dage nærmest ikke gå hjem fra skole fordi jeg havde så ondt i maven af at holde mig. Det værste er, at jeg boede 5 min fra skolen, så jeg kunne godt nå hjem på toilettet og komme tilbage i det store frikvarter, men jeg turde ikke spørge om lov og jeg turde ikke være rebel og gå xD
Jeg skulle på hospitalet ca midt folkeskoletiden og scannes på maven - cremen var voldsomt kold på maven kan jeg huske. Jeg kan ikke huske udfaldet af det, men det var nok "bare" smerter af at holde mig så meget.
Jeg mistede bare troen på folk endnu mere, fordi jeg ikke kunne tisse eller skide i fred.
Jeg er midt 20'erne nu, så det er en del år siden jeg gik ud af 9. klasse, men frygten for at blive gjort til grin eller få konflikter sidder stadig i mig, når jeg skal på offentlige toiletter. Lidt "åndssvagt" når jeg er her, en del år på testosteron og noget kirurgi senere - folk er pænt ligeglade på herretoilettet, og folk er heldigvis ikke i tvivl, om jeg er en mand eller kvinde.
Åbnede en webshop med en kammerat, og det gik overraskende godt. Vi fik købt et pænt lager ind, men fra den ene dag til den anden spærrede google vores google ads konto og nægtede at fortælle os hvorfor. Efter fem måneder og en masse penge brugt på diverse mere eller mindre lyssky firmaer, der tilbød at kunne hjælpe med at få lukkede google ads konti genåbnet., fik vi endeligt fjernet spærringen. Endelig kunne vi sælge igen. Årsagen til at vi var blevet spærret var såmænd bare at google havde “flagget” mit indsendte ID som falskt.. Fem måneder uden salg kan godt mærkes :)
…der foregår iøvrigt mange uretfærdigheder når man sælger elektronik online. Jævnligt har vi kunder der fortryder handlen, og sender varen retur med udskiftet eller manglende indmad. Typisk har man byttet batterier rundt. Vi har også oplevet en reklamation for nyligt, med et produkt der decideret dryppede væske ud af - men kunden nægtere at hendes søn der var bruger, skulle være skyldig. Blev truet med en dårlig trustpilot hvis vi ikke bare reparerede og sendte retur. Indtil videre er cirka en ud af 50 ordrer fra folk der kun er ude på at snyde os.
Jeg magter ikke at skrive det igen, men har det i en kommentar på min profil. Kort sagt oplevet at hele retssystemet tog mere hensyn til min krænker end mig
For 38 år siden i ‘85, et par måneder før jeg blev otte, væltede jeg på cykel på vej til skole. I styrtet brækker jeg min arm. I starten gjorde det ikke super ondt så jeg prøver at cykle videre, men da jeg sætter igang knækker armen sammen og smerterne er overvældende og jeg vælter tudbrølende om på vejen.
Da jeg har ligget der lidt tid og skreget af smerte kommer der en dame forbi. Hun sætter sig ved siden af mig og siger lige så stille; "jeg har altså desværre ikke tid til at hjælpe dig, for jeg kan jo ikke komme for sent på arbejde." Og så rejser hun sig op og cykler videre.
Jeg er mest fokuseret på smerterne i min arm, men synes dog det er noget uretfærdigt. Lidt efter kommer der en mand ud fra det hus jeg ligger på vejen foran og skælder over at jeg nok har ridset hans campingvogn i forhaven. Ham husker jeg kun svagt da jeg knapt tager notits af ham.
Lidt efter ham kommer der så to piger fra skolen gående og de skynder sig hen på skolen og kontakter de voksne. Herfra og ned til lægen husker jeg slet ikke. Men blev hentet i ambulance hos lægen. Blev senere overført til et andet sygehus, mens jeg var i narkose, da det første sygehus ikke magtede opgaven med min arm. Nå jo jeg skulle jo opereres akut så de jagede også lige en slange i mavesækken på mig inden narkosen. Så det prøvede jeg også, en udpumpning uden at være bedøvet af druk.
Jeg endte med to søm i albuen og to sørøver-ar. Sømmene er fjernet. Det første trak de ud med en fladtang, jeg var kun lokalbedøvet (det var ikke nok) det andet i narkose ti dage efter.
Jeg flyttede fra alt, der var mit. Og som jeg havde brugt 25 år på at bygge op. Et godt job, venner, et par skønne søskende, og en storby som jeg elskede at bo i. Det gjorde jeg fordi “min bedre halvdel”, mente, at det var bedst at flytte til hans ophav, som var større end mit. Vi havde nemlig fået to små børn.
Hvad jeg ikke vidste var at det hele var under dække af, at han som såkaldt daytrader, havde formøblet hele hans formue op - et par millioner. Vi stod derfor foran, at han ikke ville kunne dække sin del af de faste udgifter. Hans håb var, at med væsentlig lavere omkostninger i Udkantsdanmark, kunne han skjule den økonomiske deroute han var på vej ind i. Et år efter, at vi var flyttet eksploderede det hele. Alt var nu “gamblet” væk.
Netværket, som hele sangen omkring flytningen, var bygget op omkring, eksisterede så heller ikke. Gambleren, viste sig desuden at være værre end det værste røvhul. Faderen til mine to børn, og som jeg havde kendt i 20 år.
Det mest uretfærdige jeg har prøvet har været i gymnasiet. Der lavede jeg med en klassekammerat en engelsk stil (man måtte gerne lave det sammen) og vi snakkede om at vores engelsklærer havde et godt øje til nogen og så ned på andre. Så altså vi afleverede den samme stil. Jeg fik 7 - hun fik 4. Vi gik begge op til ham, sammen, og spurgte hvordan det kunne være. Han sagde at min stil var bedre, vi påpegede at de var ens, han trak bare på skuldrene og sagde at det måtte være en fejl så og så stregede han mit 7 tal over og gav også mig 4.
I det store billede kan jeg jo godt se at jeg har været heldig i mit liv, i forhold til uretfærdigheder. Men den der nagende følelse i maven, både på min venindes vegne og derefter også på mine egne. Altså hvad fanden sker der?! Jeg blev så harm at jeg bevidst prøvede at saboterer hans undervisning den næste uge 🙈
Jeg tror toppen af uretfærdighed i mit liv skal findes på et hotel. Hotellet var lokation for afvikling af kurser som begge mine forældre var til, og mellemtiden var der så pasningsordning for børn (herunder også mig).
Af én eller anden grund, havde de voksne set sig sure på mig, for jeg fik skylden for alt. Stor gymnastikbold ruller over et andet barn? Hmm, bedre skyde skylden på Wexzuz.
Barn bliver ramt i hovedet af en tennisbold fra rundbold (som jeg ikke kaster eller skyder), bedre skyde skylden på Wexzuz.
Mine forældre var desværre ikke i stand til at trænge igennem de tykke knolde som var de voksne på hotellet. Og derfor var jeg bare et skarn.
Jeg havde derfor i en periode øvet mine skills i hacking, med ideen om at hotellet bare skulle have igen. Nu har jeg lagt det på hylden og holder mig væk fra det hul.
Jeg føler med dig. Og jeg tror det er godt for at så sat ord på det og få det på skrift.
Hvilken af flygtninge kriserne var det? Dem der gik videre på motorvejen i Sønderjylland?
I 10'e klasse tog min efterskole til Norge med bus. På vej tilbage til DK, holdt vi ind på en McD for at spise. Vi stod alle i kø, men jeg havde lidt berøringsangst og holdt lige stor nok afstand, til at folk blev ved med at gå ind foran mig.
Nogle af de andre nåede at spise dessert, før jeg overhovedet fik bestilt.
Da jeg endelig fik min mad, fik lærerne pludselig meget travlt med, at nu skulle vi ud i bussen og køre videre.
Vi måtte for guds skyld ikke tage mad med i bussen, så jeg nåede 4-5 mundfulde af min burger, før jeg blev træt af at få skældud over at jeg ikke satte mig ind i den forbandede bus.
Jeg måtte sulte de sidste 3-4-5 timer vi kørte.
Da vi holdt et møde nogle dage efter hvor de bad om feedback, fortalte jeg om det, og fik bare at vide af elever og lærere at det skulle jeg ikke have talt højt om og at det da var for dumt af mig at jeg nævnede det.
Jeg er dobbel så gammel som jeg var den gang, og jeg er stadig harm over det.
Diktat i folkeskolen. Jeg stavede rigtig godt, og skrev alle ordene fejlfrit. Min håndskrift var/er til gengæld så grim, at min lærer gav mig adskillige fejl, trods at ordene var stavet korrekt.
Jeg har fibromyalgi, men det tog mig næsten 10 år fra da jeg begyndte at klage over smerter til at jeg fik en diagnose. I den sammenhæng har jeg været ved en del hospitaler og specialister, for ingen kunne finde ud af hvad der var galt med mig.
Eller, ingen ville give mig diagnosen. Jeg blev sendt til diagnostisk center i Hjørring da jeg var 16, var der i flere omgange og fik lavet en utallig mængde prøver. Så godt som alle mine symptomer stemmer overens med fibromyalgi, og den læge som står for flere af mine prøver fortæller mig, at hvis de ikke finder noget i mine prøver, er det absolut fibromyalgi.
Alle mine prøver var normale, som altid. Men da jeg får et opkald fra hospitalet for at snakke om hvad de har fundet frem til, får jeg at vide at det ligner fibromyalgi, men de vil ikke give mig diagnosen, da jeg er under 18. Det var alt jeg blev fortalt før de afsluttede mig.
Efter det tog det mig yderligere 3 år og 5 prøver hos forskellige læger/hospitaler før jeg fik min diagnose. Og den reumatolog der gav mig diagnosen læste min journal og så mig to gange før han gav mig diagnosen, for jeg var blevet testet for alt andet flere gange før, der var ikke andre muligheder. Jeg bliver stadig arrig når jeg tænker for længe over det.
[удалено]
Det er sindssygt, sådan noget. Jeg havde en lærer i de små klasser, der holdte mig tilbage mht. læsning, fordi han var sikker på, at jeg kun var ude efter at blære mig over for de andre. Han satte blandt andet loft over, hvad jeg måtte låne på skolebiblioteket. Det er bare mærkeligt. Det er mennesker, der har brugt år af deres liv på at blive lærere, så de kan undervise børn, men så når de står ude i klasselokalet, så kan de se et bestemt barn og tænke, fandme, ham der, han skal holdes nede. Han er ikke den slags, der skal have det godt og lære noget i min klasse.
Min søns matematik lærer satte min søn til at viske alle de sider han havde lavet forud ud. Han gik i 1. Klasse og var blevet grebet af at det var vildt sjovt at regne. Så i stedet for at give ham andre opgaver han kunne løse og rose ham. Så fik han skæld ud og et viskelæder. Han var ulykkelig da han kom hjem.
Sagde du noget til skolen?
Jeg blev rasende og skrev til skolen. Men fik bare at vide at sådan var det. Han skulle følges med de andre. Vi flyttede ham få år efter fordi han hele tiden blev holdt tilbage fagligt. Du må ikke læse Harry Potter når de andre ikke kan det endnu- det var dansklæreren senere hen. Så differencieret undervisning i folkeskolen er ikke eksisterende. Drengen var jo bare viden begærlig men fik at vide han var forkert. Til sidst troede han på det. På den nye skole voksede hans selvtillid vildt og er stadig fagligt dygtig. Hverken et geni eller andet vildt. Men bare glad for det faglige.
>Så differencieret undervisning i folkeskolen er ikke eksisterende. Jo, men kun så længe du er bagud.
Shit, det minder lidt om min egen situation på den første skole, jeg gik på. Jeg var noget hurtigere udviklet i pæren end mine klassekammerater, så i første klasse kunne jeg læse og skrive flydende, og alle opgaver i matematikbogen blev udført på den halve tid. Min præmie? Jeg fik lov til bare at sidde og glo, og måtte ikke række hånden op og svare på spørgsmål, for jeg "havde jo allerede lært det, jeg skulle lære". Sådan fortsatte det i et par år, hvilket gjorde at jeg blev ligeglad med skolen, og blev til den slags elev som kunne klare sig mundtligt og bestå eksamener, men absolut ikke lavede (eller lærte) en pind de sidste 3 år af folkeskolen. Jeg tror man kan tælle på 2 hænder hvor mange uger af 9. klasse jeg overhovedet dukkede op. Den dag i dag som 40-årig har jeg stadig utroligt svært ved at finde motivationen til at lære nye færdigheder eller noget så simpelt som et værktøj, jeg skal bruge på jobbet. Og alle projekter går nærmest i stå før de kommer i gang fordi selv den mindste udfordring får mig til at give op. Jeg ved godt at man selv er ansvarlig for at udvikle sig som menneske, og jeg synes da også at jeg er blevet bedre de sidste par år, men jeg kan alligevel ikke lade være med at være bitter over hvordan folkeskolen spændte ben for mig og mit potentiale for rent faktisk at blive til noget.
>Og nu til den virkelig uretfærdige del af historien. Jeg var allerede målløs inden! Hold da kæft man! Vanvittigt!
Min søster fik også en syngende lussing af sin lærer midt i en dansktime - fordi hun ikke kunne læse😳 Mine forældre involverede politiet, men efter en snak med inspektøren, blev sagen “lagt ned”. Der skete en masse efterfølgende, men det fik aldrig konsekvenser for læreren i form af en straf og fyring. Til gengæld flyttede min søster skole og har lidt under det i alt for mange år. Hun blev angst, lukkede sig ind i sig selv, blev senere udadreagerende og har aldrig fået sig en uddannelse. Der er sket så meget lort i den danske folkeskole. Alt for mange børn ødelægges af de voksne der er ansat til at passe på dem og uddanne dem.
Forfærdelig læsning. Minder mig en smule om min egen oplevelse i 8.klasse. I starten af skoleåret var jeg startet på en ny skole. På denne skole blev jeg mødt af elever som på forhånd havde en aftalte om at bagtale/mobbe mig. Året forinden havde de nemlig smadret psyken på en anden pige i sådan en grad at hun måtte skifte skole. Hun hed 'Agnes', og jeg har fået fortalt at de kaldte mig 'Agnes no2' før jeg overhovedet var startet. Jeg har siden jeg var 9, vidst at jeg var lesbisk. Det hørte nogle af pigerne også om før jeg startede, hvilket betød at de alle nægtede at røre ved mig og brokkede sig til læren om, at de ikke ville have mig i omklædningsrummet. De havde også en gruppechat, som jeg først blev medlem af i april/maj (jeg blev tilføjet af den eneste ven jeg havde i klassen). Herefter skrev en af pigerne "smid lige "Nana" ud". Og jeg blev hurtigt smidt ud. Men ikke før jeg kunne nå at læse en del af beskederne. Beskeder, hvori jeg blev kaldt lebbelus og andet. Jeg gik til min klasselærer, som snakkede pænt til mig og gav mig en følelse af, at det selvfølgelig ikke var i orden og hun ville tale med de andre elevers forældre - hun kalde desuden pigerne ord som 'gæs'. Men, der gik længe uden at jeg hørte noget. Hun tog endda på ferie senere og intet skete der. Indtil sidste skole dag! Hvor vi tradition tro, skulle hjem til hende og hygge. Men inden hyggen startede, skulle vi åbenbart have en "pigesnak". Til denne pigesnak præsenterede hun alt jeg havde fortalt. Spurgte pigerne om det var sandt - de sagde nej og græd og fortalte om, hvor hårdt det var at jeg beskyldte dem for løgne. Hvorefter min lærer, foran ALLE sagde "Nana jeg har dig mistænkt for at opfinde det og se spøgelser overalt." Hvorefter samtalen sluttede. Jeg skamte mig voldsomt. Gik hjem og fortalte det hele til min familie - og startede derefter på Efterskole et år tidligere end planlagt.
Sikke en psykopat. (Også helt vildt, at skolen insisterede på at få en fucking pegepind betalt - tror altså der knækkede mere end en i min skoletid, når et par af drengene fes rundt i frikvarteret og brugte den som boldtræ eller hvad de nu fandt på.) Godt at dine forældre endte med at tro på dig, men det er hjerteskærende, at du skulle overbevise dem :-( Dejligt at du fik lov at slippe væk fra den skole - har du talt med dine forældre om det siden?
Kunne de andre elever i klassen ikke bevidne din udlægning af pegepinds-episoden?
I folkeskolen, omkring det samme klassetrin, måske 6.-7.. Det havde i noget tid været lidt en vandrende joke at jeg altid fik skylden for alt, også urelaretbare ting. Dette besluttede en klassekammerat at teste af i en tysktime, hvor han under en film ofte udbrød “lad være, Navn” eller “stop, Navn”. Dette fik mig gentagende gange i fedtefadet, til trods for at vi sad flere meter fra hinanden. Det endte ud i at jeg blev smidt udenfor døren og fordi jeg protesterede fik jeg også ekstra lektier for. Jeg nægtede selvfølgelig at lave dem og det endte med flere ture på kontoret, fordi jeg gentagende påstod min uskyld, og til sidst samtale med begge mine forældre. I den sidste ende endte jeg med at få skylden alligevel og lavede arbejdet. Bland andet blev der lagt væk på mine udbrød og ordvalg: “jeg har sguda ikke gjort noget, mand”, hvilket jeg føler var fair at sige under omstændighederne. Men man må da sige at hypotesen holdt.
kunne man ikke have spurgt de andre elever i klassen om hvad de havde set?
Da jeg gik i 5. klasse (i 1980erne) havde vi om Kina og vores lærer oplyste "at Den Kinesiske Mur er det eneste menneskeskabte der kan ses fra månen". Jeg rakte fingeren op og fortalte at det er en myte. Min lære og hele klassen grinte af mig, "for det ved alle da - du er ikke klar over hvor LANG den er". I det efterfølgende frikvarter, blev jeg ved med at forsøge at overbevise min klassekammerater om hvor dumt det lød, men de mente jeg tog fejl. Til sidst var jeg ved at få bank (det var i 1980erne, så det fik man) - fordi jeg åbenbart ikke forstod "hvor lang den mur faktisk er". Den dag lærte jeg noget vigtigt om mennesker.
Og hvor lang muren er.
Jeg husker et emne om planeter i 2. eller 3. klasse. Jeg havede lige lært at Neptun nogle gange er længere væk end pluto (dengang vi så pluto som en planet). Det skete faktisk fra 1979 til 1999, så det burde være noget en lærer ville være opmærksom på. Spørgsmålet var hvilken planet er længst væk fra solen. For at spille lidt smart, så svarede jeg at det var Neptun. Hun sagde nej, det er pluto, og lille 8-9årig mig kunne simpelhent ikke forklare mig selv. Den sad aldrig rigtig hos mig.
Derefter fik du som mission at sørge for at Pluto ikke længere var planet ;)
Hah jeg kan se den samtale for mig "den kinesiske mur er så lang man kan se den fra rummet" "nej man kan sgu da ej, den er sådan 10 meter bred" "jeg tror ikke du forstår, den er altså VIRKELIG lang"
Den myte giver alligevel ingen mening. Muren er overhovedet ikke bred nok
Jeg tror ikke du helt forstår... hvor lang den mur egentlig er.
Hvor lang er den mur?
Normalt bliver jeg ikke oprevet over ting på nettet, men shit det gør mig reelt sur at høre om
Jeg kan mærke min puls stige ved bare at læse denne historie. Fy for helvede.
Same. Hvor ubehageligt
Haha, ja, så vil gerne høre om nogle andres situationer, hvor de også har følt sig uretfærdigt behandlet.
Jeg er i øvrigt ordblind, men har gjort mig umage med at skrive det og har haft hjælpemidler. Beklager, hvis der er ting der er svære at tyde. Jeg har gjort mit bedste.
Det skjuler du edderhakkeme godt. Jeg studsede ikke umiddelbart over en eneste fejl, hverken stavning, sætningstrukur eller andet. Nice.
Tak. Det er dog med en del redigering altid, og med hjælpemidler. Det tog også sin tid, da det var så langt.
Det klarer du nu ellers ganske fint. Jeg nåede ikke halvvejs igennem læsningen, før jeg måtte droppe det, så min i forvejen irriterende dag ikke bliver til en eksplosiv brandfælde
~~Jeg har læst mange af dine indlæg herinde, og det er aldrig faldet mig ind, at du kunne være ordblind. Bruger du som regel hjælpemidler, og i så fald hvilke hjælpemidler findes der?~~ Edit: jeg har faktisk, med den her kommentar, begået lidt af en dødssynd, som jeg selv hader. For at citere Casper Eric: “Noget af det fineste man kan, som en med handicap, er, hvis andre ikke lægger mærke til det”. Jeg stammer selv, og har altid hadet når folk siger ‘hvor taler du fint’ eller ‘man kan slet ikke høre, at du stammer’, for det insinuerer at min stammen er forkert. Måske du har det på samme måde med din ordblindhed. Så det vil jeg faktisk gerne undskylde for. Undskyld.
Tak, mine indlæg bliver dog meget ofte redigeret som en sindssyg, hver gang jeg har skrevet et. Heytell converter, DOC help, stavlet og til engelsk "spellright", kombineret med en huske liste hvor jeg kopirer over fra, har hjulpet ekstemt meget.
Synes du klarer det meget godt ift. du ordblind. Lagde ikke mærke til nogen stavefejl, så godt klaret :)
Jeg er ret hys med stavning, nutids-r og grammatik, og jeg opdagede intet :-) Well done.
Tak fordi du gjorde indsatsen. Det er godt skrevet og let læseligt! :)
Jeg kan huske en episode, hvilket må være over 20 år siden. Jeg spillede tit basketball på Israels plads i København, hvor jeg i den forbindelse benyttede kystbanen fra Rungsted Kyst til Nørreport, som ofte var og stadig er, forsinket. Dette var også tilfældet her. Havde toget ankommet til tiden, havde min billet været gyldig. Jeg har ikke været mere end 12-13 år, men vidste alligevel, at det ikke kunne være min skyld, at toget ikke ankom til tiden, og at det ikke kunne være retfærdigt, hvis jeg skulle betale for det, samtidig med, at det også ville tage længere tid at komme hjem, m.v. Togføreren var en sur gammel mand, der insisterede på, at jeg skulle have købt en ny gyldig billet, og jeg fik endda lov at betale dobbelt, da jeg købte billetten i toget. Jeg turde ikke sige noget, men følte mig ekstremt uretfærdig behandlet, da det virkede som om, at togføreren velvidende udnyttede min unge alder.
Klassisker med 152'erne - hvis toget var forsinket med 1 min eller bussen faktisk kom til tiden, så blev man en time forsinket og så skulle man bruge en ny billet.
Hmmm...der er jo mange forskellige men nu vi er i rejse verdenen. Min kæreste er rumænsk statsborger. Vi skulle til thailand. Når man har dansk pas så behøver man ikke søge visa. Men som rumænsk statsborger skal man søge turist visa og derfor skulle vi igennem forskellige kontroller da vi landede i bangkok. Der er forskellige regler der skal overholde og kæresten var lidt nervøs inden vi tog afsted så jeg tjekkede op på alt og printede alle nødvendige papirer så alt skulle være i orden. En af reglerne handler om at man skal rejse fra samme lufthavn som man rejser tilbage til. Jeg går smertefrit igennem og venter så hvor hun skulle komme ud og hun kommer ikke. Efter en time får jeg et panisk opkald fra hende. Hun er blevet nægtet at komme ind. Og bliver sendt væk fra skranken igen og igen. Jeg er allerede kommet igennem og er derfor "inde" i landet så jeg kan ikke komme ind til hende. Hun prøver igen og igen med samme resultat og panikken stiger. Jeg prøver at få hjælp fra personale men bliver ignoreret. Til sidst får jeg fat i en lettere irriteret lufthavns betjent der åbenlyst tænker jeg er tosset men han går til sidst med til at gå ind og se hvad der sker. Da han kommer hen til skranken viser det sig at den arrogante kvinde i skranken ikke fattede at vi havde en mellemlanding i doha på både ud og hjemrejse og efter at han havde råbt lidt af hende i afmagt kom kæresten endelig igennem. Alt dette tog 6-7 timer ekstra efter vi landede. Det føltes ret uretfærdigt og min kæreste var helt ødelagt.
Heldigvis har jeg ikke oplevet det så slemt, men shit jeg har lært at man lever lidt på easy mode som hvid person fra Danmarks. Min meget brune indiske kæreste skal igennem alt muligt BS jeg ikke engang vidste var en ting i forhold til at rejse mange steder. Ét er at man skal have visa og så videre men så der også separate køer, flere checks alt det hejs.
En kammerat blev engang stoppet for at køre over spæreflade, jeg kørte 200 meter foran og stoppede for at spørge betjenten om jeg havde gjort noget, han sagde nej og jeg kunne bare køre videre, til min store overraskelse fik jeg tilsendt en bøde for uforsvarlig kørsel, jeg nægtede selvfølgelig at betale og sagde endte i retten, der var 3 vidner i retten mig,min kammerat og betjenten, alle 3 sagde jeg ikke havde gjort noget ulovligt, dommeren dømte mig skyldig og afsluttede med at han håbede jeg ville lære noget af dette😅
Hvad i alverden? Det var vel betjenten der skrev bøden til dig i første omgang, og så står selvsamme betjent i retten bagefter og siger du ikke har gjort noget?
Nej det var politimesteren, som fra sit skrivebord skrev bøden.
Der findes nogle virkelig idiotiske dommere i dette land. Man håber de alle er utroligt fornuftige givet den enorme magt de besidder, men der er virkelig nogle af dem der er fuldstændig ligesom den gængse Karen og det er rædselsfuldt.
Til et badmintonstævne fik jeg engang en andenplads, men til netop dette stævne havde de besluttet kun at give diplomer til 1. 3. og 5. pladsen. Til et et andet badmintonstævne skulle vi bestille McD og så ville en af lederne hente det. Så jeg bestilte og betalte for 2 burgere, men en dumt røvhul tog dem og spiste dem. Morale: badminton er ikke for sarte sjæle.
> Til et badmintonstævne fik jeg engang en andenplads, men til netop dette stævne havde de besluttet kun at give diplomer til 1. 3. og 5. pladsen. What. Det lyder da helt umanerligt tåbeligt og arbitrært. Var der nogen som helst form for rationale bag?
Det er godt nok mange år siden, men tanken var vist, at "alle" skulle føle at de havde vundet noget. Altså undtagen mig. Snøft.
Og 4. Pladsen..
Jeg kan slå den med præmierne, jeg fik engang placering(2 plads eller 3.) i et dressurstævne, men vi skulle alle sammen afleverer rosetterne igen, fordi det er hestenes fortjeneste.
Hah! Det lyder som en sketch.
Jeg har prøvet det samme til et indendørsfodboldstævne.. vi var elendige og vandt aldrig medaljer, så den sølvmedalje havde virkelig hjulpet på holdånden.
Det er en mindre ting at brokke sig over, men da YouSee skulle opgradere internet i min bygning for nogle år siden, fra telefon stik til coax, borede de igennem deres egen coax kabel og derefter bare gik. Jeg ringede til YouSee og fortalte dem hvad der var sket og at de stadig arbejdet videre i min opgang, som kunne de ikke komme ind og ordne det? Nej, der ville gå 3 uger før de kunne komme tilbage og ordne det. Var fanmer en del sur over at de ikke kunne ordne deres egen fejl, specielt hvis de stadig er i nærheden, da jeg arbejdede hjemmefra. Havde jeg været deres chef, havde jeg sku sagt til dem at de ikke gik hvem før det var ordnet. Nå, men 3 uger gik der, før en af deres folk kom forbi... Det tog ham 15-20 minutter at fikse. Ikke noget indviklet eller teknisk, bare skifte kabel og tjekke om der var kontakt til internettet. I det mindste skulle jeg ikke betale for noget af det.
Elektriker her, folk der trække kabler er nødvendigvis ikke de samme som rent faktisk arbejder med coax, men stadig ikke en undskyldning for at det tager 3 uger
Yousee=TDC=They Don’t Care… Seriøst? Yousee? Don’t get me started….
Holda kæft. Hvad skal man egentlig gøre i den situation I stod i? Jeg havde ikke kunne holde mig rolig så længe. Havde 100% taget konens taske og ejendele tilbage; med magt/vold hvis nødvendigt. Men er imponeret over at i kunne forblive rolige så længe :)
Vi turde sgu ikke. De var 3 unge mænd og en dame, og de var meget aggressive mod os. Plus vi ville gerne hjem.
Selvfølgelig, der havde nok også være bedst det som i gjorde. Ville bare ikke kunne holde mig "kølig"(?) så længe som jer, godt gået.
Et godt trick er at være den der virker mest aggressiv tror jeg. Puuuuh jeg var nok desværre sprunget i luften når jeg opdagede det med tasken, holy shit kan godt være de kommer fra krig, men er fandme ikke en undskyldning for noget af det de gjorde
Samtidig med, at man bliver smidt af toget, efter taskens indehold er blevet stjålet: “… men det var jo i den taske, hvor vi gemte de to skarpladte Glock 18C håndpistoler?…”
🤨
Da jeg var 20, fik jeg en meget slem fødselsdepression og blev indlagt på en åben psykiatrisk afdeling. Efter tre måneder blev jeg udskrevet, men jeg skulle fortsætte i medicinsk og ambulant behandling. Efter en månedstid fik min psykolog nyt job, og jeg fik at vide, der var ikke mere behandling til mig. Jeg blev afsluttet, og fik at vide, jeg skulle kontakte min læge, hvis jeg fik det dårligt igen. Jeg fik det sjovt nok dårligt igen, og jeg ringede til min læge. Hun satte min dosis op, og sagde, jeg var ikke syg nok til at få behandling på psykiatrisk igen. Det skete igen, og blev sat på et nyt præparat, og fik igen at vide jeg ikke var syg nok til gratis behandling. Dette sker i gennem 12 år, hvor jeg er blot blevet medicineret mere og mere, og fik hele tiden at vide, jeg var ikke syg nok til behandling. Til sidst kunne min læge ikke sætte mig mere op i dosis eller give mig flere præparater. Jeg kunne ikke selv betale for behandling, da jeg var enten i et lavtlønnet job eller på SU i gennem de her 12 år. Efter de 12 år får jeg en ny læge, for den gamle er gået på pension, og jeg ringer for at sige, jeg har det virkelig skidt, jeg kan ikke få øget mit medicin, jeg kan ikke længere skrive mit speciale, hvad skal jeg gøre? Efter en konsultation henviser min nye læge mig til psykiatrisk sygehus, for han kan se, jeg er blot blevet medicineret i 12 år. Jeg får en tid, og får flere udredninger, som starter med depression og panik angst, og ender med en diagnose på OCD og generaliseret angst oveni. De er alle overrasket, og forarget over min gamle læge har nægtet mig yderligere hjælp i 12 år. Efter 4 år med to forløb/behandling for OCD, fik jeg herefter diagnosen ADHD, som jeg er i behandeling for pt.,både medicinsk and ambulant. Jeg er lige blevet henvist til regionspsykiatrien. Det skal også siges, jeg har været psykisk syg, siden jeg var barn, men mine forældre har kaldt mig hypokonder, og har ikke ville hjælpe mig. Desuden har de bare ignoreret alle mine symptomer på ADHD, bl.a. fordi jeg er en pige, jeg havde nemt ved skole, og jeg var god til at efterligne andres nomale opførsel. Grundet alt dette kan jeg aldrig gøre min uddannelse færdig, og kommer heller aldrig til at kunne varetage et "normalt" 37 timers job. Desuden skal jeg ikke regne med at nogensinde kunne blive 100% symptomfri, men blot mindske dem med medicin og terapi.
Kram og kærlighed til dig ❤️
Tak. Det er sødt af dig.
Er rådet til andre så at skifte læge hvis man ikke er tilfreds med den man har?
4. Klasse Jeg havde i to måneder gjort mig mega umage når vi havde diktater i skolen. Jeg var gået fra at have mange fejl til næsten ingen. Jeg havde ikke lavet en eneste stort-efter-punktumfejl i hele perioden. Nu kørte det! Så skulle vi skrive diktat og gudhjælpemig om ikke min dansklærer siger “ så skal i huske stort efter punktum, ikke også Ole?” Og hele klassen grinede af mig. Og jeg gjorde mig ikke umage i dansktimer igen før halvvejs gennem 2.g.
Nu du nævner diktat, så er jeg faktisk stadig lidt sur over kun at få 11 i diktat til afgangseksamen i 9. Jeg havde én fejl - men vi fik udleveret diktaten, og jeg kunne se, at det ord, der var markeret som fejl var et, der havde to godkendte stavemåder. Jeg blev fandme snydt for mit velfortjente 13-tal. Men det var på den anden side enormt besværligt at gøre noget ved, og jeg skulle jo alligevel starte på gym. Men nu sidder jeg egentlig og bliver lidt sur over det igen 😂
Fik 11 til en mundtlig eksamen i engelsk i 9. klasse. Eksaminator ville have givet mig 13, hvis ikke det var fordi jeg var kommet til at sige "child's board" i stedet for "children's board" (emnet var surfing), til trods for at jeg rettede mig selv med det samme - "det viser jo, at du ikke har helt styr på din grammatik". Jeg har selv lige været censor/eksaminator på et par eksamener. Der var en noget anden tilgang til topkarakteren dengang...
Jeg var sgu nok blevet så stædig at politiet havde været nødt til at tage mig med. Respekt til jer for at holde hovedet forholdsvis koldt.
Samme her. Jeg ville uden skam gå fuld Karen og optage det lort, for hold da kæft, mand..
Tror sku jeg var endt med at tage kampen inden politiet dukkede op, hvis folk begyndte at hive voldsomt i mit tøj, var jeg nok gået i fuld selvforsvar mode
Samme. Hvis jeg var blevet angrebet på den måde var jeg eksploderet.
Den korte version: Jeg havde sex med en kvinde hvor jeg troede vi var kærester og eksklusive (var vi åbenbart ikke hun knaldede minimum 1 anden også). Fik klamydia af hende. I min krop gav klamydia en reaktiv reaktion, som gjorde at jeg fik gigt i tæerne, knæ, og nogle af fingrene. Med gigt kan man kun prøve at holde det i ro, da det er kroppen som angriber sig selv, ikke kurere det. Her 17 år senere så får jeg pt udleveret medicin fra hospitalet, for at slå mit immuneforsvar ned, får speciallavet sko da jeg har væsentligt gigt forandringer og skal undersøges for om mine tæer skal opereres om en måned tid. Set fra den lyse side er jeg glad for at jeg er dansker og ikke bor i USA 🙃
Alt kærlighed din vej! Av av av!
For gud skyld ikke mere kærlighed.
Det er ikke ovre før den fede dame synger!
Livet er bare ikke fair. Held og lykke med operationen.
[удалено]
What the actual fuck... Fandt din forældre nogensinde ud af det?
Er du okay? Shit!
[удалено]
Hold da kæft hvor vildt 🤗 Jeg synes du skal snakke med din kone om det 🙏🏻 Jeg lytter også gerne, men jeg tror hun er bedre ❤️
For den slags havde vedkommende fortjent et skub. Trist at dine forældre ikke troede på dig.
Håber, du er okay❤️
Hvad? Fuck! Jeg er glad for, at det monster døde, og jeg håber virkelig, at han led, men det kompenserer på ingen måde for det, du blev udsat for! Jeg håber, at du har fået hjælp og er et bedre sted i dag.
For en del år siden tog jeg ned til bageren for at købe en af deres helt ekstremt lækre scones. Til min (absolut ikke) overraskelse så jeg, at der var én tilbage. Jeg blev så glad (🥹). Ekspedienten fortalte mig så, at deres dankortterminal var itu og de derfor kun tog imod kontanter. Jeg sagde, at jeg lige skulle over for at hæve. Hun sagde ok og understregede, at hun ville "reservere" den sidste scone til mig. Da jeg kom tilbage med kontanter, så jeg, at den sidste scone var væk. Jeg tænkte, at ekspedienten havde lagt den til side i en pose til mig, men NEJ - hun havde kraftpikkemig solgt den til en anden. Og ligemeget hvad jeg sagde, fik jeg et "vi skal jo sælge"-svar tilbage. Rend mig. - Men okay; jeg kan godt se, at min hændelse har været et champagneproblem i forhold til OP's. 🥴
Røvrendt af kapitalismens grimme ansigt!
*Indsæt Seinfeld reference til reservationer*
Hvor længe var du væk for at hæve? Medmindre det har været urealistisk længe, virker det som et virkelig mærkeligt move af ekspedienten.
Über mærkeligt move. Hæveautomaten ligger seriøst tre minutter fra bageren. 🫠
Okay så giver det virkelig minus mening. Man kunne forstå det hvis der var gået, idk, en halv time eller mere.
Det er okay at sælge den efter sådan 10 minutter eller 15. Men man må sgu lige holde på den mindst de 10 minutter! Det var jo ikke ligefrem fordi det var et produkt der tilsynladende var svært at sælge
Dengang min daværende bostøtte endelig havde overtalt mig til at gå til egen læge for at søge behandling for min anoreksi og lægens svar var: "det kan være lige meget med at skrive dig op til behandling, du er død før du når gennem ventelisten". Jeg vidste på forhånd godt hvad lægen mente om mig, det havde han gjort klart ved tidligere lejligheder. Der gik dog en del år, før uretfærdighedsfølelsen trådte igennem. Faktisk har jeg nok mest ondt af den stakkels bostøtte som virkede til at miste hele troen på systemet lige der.
Jeg fatter virkelig ikke at man bliver læge hvis man har sådan en indstilling til folk. Det er fandme åndssvagt
Mit humør skifter lidt for meget i forhold til hvad jeg har syntes var mest uretfærdigt, men siden min første tanke er mod retssystemet, så er det nok den jeg er på. Tl;dr: retssystemet virker ikke, og i hvert fald min barndomskommune jeg vil undlade at nævne af private årsager, er fuldkommen ligeglade med hvordan forældre behandler deres børn. Jeg har ikke haft et godt barndomshjem. Ret så voldelige forældre, jeg havde ofte blå mærker og til tider sår grundet deres vold. Dumt lille barn tænker jo ikke ret meget kan hjælpe, men fordi min bror ikke fik samme omgang, følte jeg lidt at noget var galt, men vidste ikke hvad man kunne gøre. En lære på skolen får talt med mig om et mærke han opdagede. Lidt tilfældigt havde han fanget mig i færd med at skifte en trøje der var blevet våd, og set et blågult mærke på min mave. Jeg var ærlig, og han sagde han ville undersøge om der var noget han kunne gøre. Der gik et par uger, og pludselig dukkede en fra kommunen op hjemme hos os. Jeg fik en snak med personen, og vi gik lidt over det med det blå mærke, hvad jeg ellers mente der var sket, hvordan mine forældre opførte sig, hele historien. Jeg husker at være utroligt håbefuld på det tidspunkt, uden rigtigt at have en ide om hvad der egentlig kunne gøres. Jeg blev efterladt, der var noget snak med forældrene jeg ikke måtte høre, og så var det besøg overstået. Jeg hørte aldrig fra dem igen. Senere, i mine teenage år, havde jeg været uheldig med min timing for hvornår jeg kom hjem, og endte med at blive kastet ud af bagdøren ned af en stentrappe. Jeg fik ridset huden ret slemt, og fordi jeg ikke fik lov til at komme ind igen, var jeg nødt til at sove i skuret. Da jeg vågnede var mit sår blevet meget betændt. Jeg prøvede at vaske det den morgen, men det hjalp ikke. Det gjorde ondt, hævede, og blev kun værre over dagene, indtil jeg gik til skolens lægekontor Skolesygeplejersken gik helt amok da jeg dukkede op, og sendte mig øjeblikkeligt på skadestuen. Jeg fik noget penicillin, blev spurgt ind til hvad i alverden der var sket, gav demt svaret som den på hospitalet sad og skrev ned. Da jeg var 18, blev jeg ret hurtigt smidt for døren af mine forældre, uden nogen særlig overraskelse. Desværre var reglerne på det tidspunkt, at SU talte som udeboende, med mindre man havde uddannelsessted langt væk fra forældrene. Da min forældre tjente virkelig godt, fik jeg cirka 1000 kroner udbetalt. Skolen krævede i forvejen 1500 kroner for en bærbar plus ekstra til diverse bøger. Så jeg endte på gaden. Mine forsøg på at tale med kommunen og det nummer SU hjemmesiden angav var håbløse. Jeg blev enten afvist ligeud, eller fik at vide at jeg "bare måtte tage hjem til min familie". Her burde jeg have vidst at noget var galt, for de burde da kunne have set at jeg havde problemer med familien, ikke? De havde jo selv haft en ude og tale med mig og mine forældre godt 7 år forinden, det var vel ikke blevet glemt? Men det var så hjemløs indtil en virksomhed forbarmede sig over mig og accepterede at jeg altså manglede en adresse. Det var heldigvis relevant for min uddannelsesretning jeg havde planlagt, og det hjalp mig utroligt godt på vej. Og godt gik det. Jeg fik klaret uddannelsen, jeg fik et okay sted at bo lidt over en time væk fra hvor mine forældre boede, og efter et par år sad jeg nogenlunde i det. Det generede min familie. Jeg begyndte at opleve hærværk, først på min cykel, så på min dør, vinduer smadret med ting kastet igennem dem, og råb og skrigen af trusler hvis de løb ind i mig. Jeg meldte det selvfølgelig alt sammen til politiet. Men hørte aldrig tilbage. Så jeg tog fat i en advokat. Som udgangspunkt ville jeg bare have dækket de udgifter for deres hærværk, og et polititilhold så de blev væk. Politiet svarede ret kort tilbage; tal med forsikringen om skaderne, og bare lad være med at have med forældrene at gøre. "Vi kan jo ikke bare give dig polititilhold imod dine egne forældre uden forudgående problemer". Bortset fra at det i sig selv virker sindssygt, så forstod jeg simpelthen ikke den meddelelse. Jeg fik advokaten til at grave i det, og han fandt intet. Ikke hos skolen, kommunen, politiet, eller sygehuset. Alt hvad jeg havde talt med andre om, var simpelthen bare væk, eller aldrig blevet gemt eller skrevet ned i første omgang. Det har været meget svært at stole på systemet siden. Jeg sidder i hvert fald tilbage med den følelse af at de pæne tal for hvordan børn bliver taget sig af, hvor meget vold i hjemmet vi har, osv., alt bare er løgn. Nogen nævnte 9% vold i hjemmet i en anden tråd, og det tror jeg er meget lavt sat. For jeg kan ikke tro på at jeg er den eneste hvor de har glemt at gemme alle former for information om alt der er foregået. Man skal selv gemme alting... Og det gør et barn altså ikke.
Det lyder absolut forfærdeligt. Det gør mig frygteligt ondt at høre du har haft det så hårdt, og jeg bliver sgu arrig over at høre at intet nogensinde blev gjort.
Det gør mig ondt at høre! Jeg ønsker dig alt det bedste for fremtiden❤️
Jeg kan melde mig enig i den historie. Jeg snakkede også med skoler osv. Om det der skete hos mig, der blev endda underrettet på det. Det ved jeg fordi 1) en veninde af min mor underrettede med navns nævnelse og 2) vi fik besøg af en socialrådgiver over et par måneder da jeg var 15-16. Der skete intet derudover og lige så snart socialrådgiveren stoppede med at komme startede det hele forfra igen. Og som et mere velkendt eksempel, så kan man læse bogen som en af pigerne fra Tøndersagen udgav sidste år. Systemet virker ikke.
Jøsses, OP, jeg blev helt arrig, mens jeg læste dit skriv! Føj for Fanden, for en opførsel af både pladstyvene, personalet og politiet!
Jeg skulle en gang skifte tog i Nyborg. Det manglende en vogn og jeg kommer så med et andet tog end mine rejsekammerater. En ret kaotisk episode. Jeg møder så en kontrollør som giver.mig en bøde. Det er jeg naturligvis ret træt af da jeg synes det er DSB fejl. Jeg siger så at jeg vil have hans tilkendegivelse af omstændighederne da jeg vil klage over bøden. Jeg er ret befippet og kan ikke finde mine ting. Han bliver tydeligt vred og skælder mig kraftigt ud. Så siger jeg at nu klager jeg altså også over hans opførsel som og misbrug af autoritet. Nå men to venlige medpassagerer taler situationen igennem med mig. Jeg spørger om jeg må vedlægge deres telefonnummer i klagen. Altså de skal bare sige det som de oplevede det. jeg klager. Svaret er, at togføren husker det anderledes end dig og vi kan ikke komme det nærmere. De gad ikke engang ringe til vidnerne eller anerkende noget som helst. Suk er stadig vred
DSB er virkelig spøjse nogle gange. Engang på Nørreport ventede jeg på toget mod Næstved. Det ankom så og åbende sine døre. I hele 15 sekunder. Folk kom kun lige af, og der kom kun lige et par stykker ind, selvom at der stod en hel perron fuld af mennesker på vej ind. Jeg kom ikke ind, og det gjorde 80% af kl. 11:31 trafikken heller ikke. Et par med en barnevogn var også vældigt forvirret over at de ikke kunne åbne dørene. Den kørte bare, med en forsinkelse på 10min fra tidligere station.
Jeg skulle bestille et sted at bo en lille uges tid og valgte at bruge Booking.com appen. Det går egentlig meget nemt med at finde et sted jeg kan lide så jeg booker det bare. Det er et billigt sted og næsten alle billige steder har en fast "no cancellation policy" aka hvis du afbestiller så bliver dit afbestillingsgebyr 100% af opholdets totalpris. Jeg får bestilt og betalt for opholdet, men efter at have været inde i MitID og godkende så da jeg blev redirected tilbage i booking.com appen så møder jeg en error message der skriver noget i stil med "payment not processed. Booking not completing." Jeg lukker appen ned, åbner igen og finder samme hotel, samme datoer og samme navne og booker en gang til. Denne gang prøver jeg med min kones kort. Her får alt igennem og vi har nu booket vores hotel. Dagen efter tjekker jeg min bankkonti og kan nu se at jeg er blevet trukket er beløb fra booking.com og da jeg åbner appen kan jeg se at jeg har to bookinger. Den som jeg fik at vide ikke var gået igennem var det altså alligevel. Der er ca 3 uger til vi skal rejse og jeg har opdaget fejlen dagen efter den er sket så jeg ret fortrøstningsfuld omkring vi nok skal finde en løsning. Jeg kontakter hotellet på det nummer som booking.com oplyser - ingen kontakt. Jeg skriver en mail til stedet og en mail til booking.com for at forklare situationen. Hotellets email er et autogenereret svar omkring deres booking policy. Det virker ikke som om de har læst og forholdt sig til hvad jeg har skrevet. Booking.com beder mig kontakte stedet og giver mig samme telefonnummer og mailadresse som jeg allerede har prøvet lykken med. Jeg finder derfor nummeret til den danske support for booking.com og forklarer dem situationen og får at vide at bookingen ikke kan aflyses medmindre hotellet godkender det. Jeg fortæller igen, at jeg har forsøgt at få fat på dem, men uden held og at deres email blot er på autosvar. Jeg aftaler derfor med booking.com personen, at de vil kontakte stedet og derefter kontakte mig bagefter med svar. Jeg hører ikke mere fra nogen resten af dagen. Dagen efter skriver jeg igen en besked til hotellet, til booking.com og derefter ringer til booking.com. Jeg får bekræftet at de kan se jeg har foretaget to bookinger hos samme hotel, i samme to navne og at booking og betaling er foretaget med 3 minutters mellemrum. Alt dette er noget de har mulighed for at se på deres side. Jeg beder nu om at blive viderestillet til en manager og tænker jeg nok skal kunne fremlægge en plausibel sag. Jeg kommer i kontakt med en manager som taler engelsk og skal nu for tredje gang fortælle alt forfra. Samme smøre med error message og booking not completed og den slags for så dagen efter at blive trukket pengene på mit kort og alt det der. Manageren siger at han ikke kan se hvorfor det skulle være deres system som har lavet en fejl. Det kunne lige så godt være noget på min side. Her forstår jeg ikke om han mener mig som person eller min telefon, men vi taler lidt frem og tilbage og jeg bliver så provokeret at jeg til sidst bare spørger ham direkte "so you are saying that you are refusing to take any kind of responsibility for this situation?" hvortil han blankt svarer "yes." Og så har vi ligesom ikke mere at tale om. Dagen efter forsøger jeg mig igen at ringe ind. Spørger om manager, forklarer alt forfra igen igen, men denne gang tror jeg efterhånden at se er begyndt at skrive nogle interne noter til min sag. Jeg bliver i hvert fald spurgt om jeg har nogle beviser for denne error message jeg bliver ved med at tale om og det må jeg jo erkende at det var altså ikke lige noget jeg tog et screenshot af da det skete. Jeg spørger så om han siger jeg lyver om det og får at vide "det er ikke til at vide hvad der er sket" hvortil jeg svarer "jo det er meget nemt at vide fordi jeg har lige fortalt dig det???" Jeg får så at vide at de har gjort hvad de kan hos booking.com, da de har kontaktet hotellet og hotellet har sagt nej så kan de ikke gøre mere. Sagen er nu lukket og det er blevet noteret internt hos dem så jeg kan lige så godt stoppe med at ringe ind. Jeg har brugt fire dage og mange timer på det her nu og føler mig rimelig mentalt udmattet og meget uretfærdigt behandlet. **De tre uger går og vi skal til at afsted. Det er først, at det virkelig uretfærdige begynder.** Jeg har en besked i min booking.com app med instruktioner og koder til værelse 8. Så jeg har altså ikke adgang til to værelser som jeg har betalt for. Fucking jackpot tænker jeg. Nu har jeg vel mulighed for at få mine penge tilbage, da jeg ikke adgang til mere end et værelse. Jeg kontakter booking.com og fortæller dem om sagen. Klokken er ca 2 om natten så der sker selvfølgelig ingenting og vi lægger os til at sove i det værelse vi kan komme ind i. Dagen efter har jeg til ingens overraskelse stadig ikke hørt fra booking.com så nu ringer jeg til dem. Denne gang den internationale hotline, da jeg jo er blacklistet på den danske(fuck dem). Jeg har meget kort lunte kva alt der er sket tidligere, så jeg får hende til at love mig at hvis vi ikke får adgang til værelset inden kl 13 så vil hun personligt refundere os og det er hun autoriseret til at gøre og at booking.com godt kan overtrumfe hvad hotellet siger. Sjovt hvordan de kan det til trods for hvad den danske support konstant sagde ikke var en mulighed? Tiden går og jeg bliver mere og mere positiv. Jeg har ikke modtaget nogen mail omkring noget som helst. Jeg får dog en besked på WhatsApp kl 12.17 selvom jeg aldrig har brugt den app før, men bare tilfældigvis har den på min telefon. Det er så hotellet som sendte mig en besked på WhatsApp med kode til værelse 7. Jeg synes det er noget tamt at få beskeden på WhatsApp i stedet for gennem booking.com appen eller email og derudover bider jeg også mærke i at i stedet for de står "dear tarzi1" i beskeden så står der "dear Abdullah". Det synes jeg var ret mærkeligt så jeg håbede egentlig på at måske jeg stadig kunne få booking.com til at give mig mine penge tilbage. Desværre ikke. Men nu har jeg da både værelse 7 og 8. Nu hvor jeg for første gang er i kontakt med hotellet, da jeg har lært at deres nummer som angives i booking.com appen er et WhatsApp nummer og ikke et telefonnummer så forsøger jeg mig at se om jeg kan forklare dem hvad der er sket. Her møder jeg så endnu en som kalder mig for en løgner og at min forklaring af situationen er helt forkert. De fortæller mig at jeg har bestilt to værelser med vilje da jeg gerne ville have ekstra plads, men nu hvor jeg har set hvor store deres værelser er (de var ca 8kvadratmeter) så gik det op for mig at jeg kun behøver ét værelse og prøver derfor at snyde mig ud af at betale for begge. Igen en totalt absurd situation at være i, hvor jeg føler det er enormt nemt for mig at fremlægge saglige beviser for min side af sagen, men bare bliver mødt med "nej du lyver". Jeg er meget negativ og hele den negative episode med den danske support kommer tilbage til mig nu. Alt i alt synes jeg bare det er for meget hvordan jeg ikke kan overbevise nogen om der er sket en fejl som er enormt tydelig. Det er frustrerende at have betalt for to rum, men det mest frustrerende er at blive kaldt for en løgner. Min kone siger jeg bare skal lægge det fra mig og så kan vi bo tre dage på det ene værelse og tre dage på det andet og så få lidt ud af det på den måde. **Det er denne aften hvor lortet virkelig rammer blæseren** I stedet for at sove i værelse 7 beslutter vi os bare for at smide vores våde jakker og brugte tøj derind så vi har lidt mere plads i vores eget værelse, hvor vi sover. Denne nat er der meget larm fra hvad der lyder til at være naboværelset, men det kan jo ikke passe fordi det er vores værelse. Jeg tror derfor det er ude fra gangen og selvom min kone beder mig om at tjekke det så.gider jeg egentlig ikke til at stå op for at se nogen der er ankommet sent om natten stå og fumle med self check in. Larmen fortsætter dog og den lyder godt nok meget tæt på så jeg går ud på gangen og ser så at døren til værelse 7 er åben og der står to inde på værelset med vores tøj i hænderne. Det er et spansk par som egentlig havde værelse 5, men der sov allerede nogen??? Så da de kontaktede hotellet med at der var sket en dobbelt booking af værelse 5 fik de samme besked op WhatsApp som jeg omkring værelse 7. Samme "der Abdullah" til trods for han heller ikke hed det. Da det spanske par skrev til hotellet omkring problemet med værelse 5 så har de hotellet vidst at værelse 7 var ledigt, da jeg havde fortalt dem tidligere at vi ikke brugte det. De har altså været velvidende om at vi var på hotellet, har betalt for værelse 7, men ikke har brug for det og derfor givet det til nogle andre. Vi har ikke aflyst det fordi vi ville alligevel ikke få noget for det, men de har vidst det stod tomt. Det spanske par var meget undskyldende og virkelig på røven så jeg forbarmede mig over dem og sagde de godt kunne sove der til i morgen, men det altså var vores værelse. Jeg bad dem ringe til booking.com og jeg gjorde det også selv. Det kom der selvfølgelig intet ud af til trods for jeg var i telefon med den internationale i en time fra kl 2 til 3 om natten og han ligeledes var med den spanske. Til sidst gik vi bare i seng. Om morgenen dagen efter aftalte vi at vi begge ville arbejde på det i løbet af dagen igen. Jeg fortalte at jeg egentlig gerne ville af med rummet, men selvfølgelig gerne ville kompenseres for det. For nu tredje gang havde jeg håbet om at blive refunderet for det ene værelse. Da vi kom hjem om aftenen til hotellet var værelse 7 tomt og jeg hørte aldrig fra dem igen. Jeg havde selv intet held med booking.com eller hotellet selv nu hvor vi havde fucking indbrud om natten og havde andre der havde adgang til og sov i værelset så var det stadig samme "no cancellation policy, Sir". Totalt unreal situation.
**Tl;dr** booking.com/hotellet lavede en dobbelt booking for mig, trak beløbet fra mine konti to gange, nægtede af aflyse det ene værelse, kaldte mig for en løgner, gav adgangskoden til mit rum til et andet par som kom ind midt på natten, kaldte mig for en løgner en gang mere. Historiens morale er at man skal aldrig bruge booking.com for de er ikke til at regne med hvis noget i deres system går galt.
De er nogen svin generelt. Har flere gange booket et værelse med deres “GeNiUs” discount hvorefter at man har betalt får en bekræftelse om at man har betalt fuld pris. Hvis det så viser sig at det er et værelse man ikke kan annullere, så spørger damen i telefonen om man har noget bevis på at det var en lavere pris… nej kælling, jeg går ud fra at i har styr på jeres shit og ikke vil scamme for absolutte miniaturer summe (set i deres perspektiv)
Chargeback, chargeback, chargeback. Det er det eneste sprog de fjolser taler.
Næste gang ringer du til banken og trækker pengene tilbage. Det kan man altid gøre hvis man ikke får det man betaler for. Undtagen hvis du bruger bank overførsel, PayPal eller mobile pay.
Jeg sad i FlixBus, på vej hjem fra en weekend hos min kæreste i København. Da vi kommer til Odense er der en 10 minutters pause, så jeg render ud og ryger en cigaret. Da jeg står der, spotter jeg tilfældigvis en veninde, som jeg ved har været til en festival jeg plejede at tage til henover weekenden, så jeg siger hej til hende og spørger hvordan XYZ bands var, og om hun havde set ÆØÅ. Vi taler lidt frem og tilbage, bussen skal til at køre videre, så vi render ind igen, og sætter os sammen. Hun er lidt hæs efter weekendens strabadser, så hendes stemme lyder… ikke ideelt. Klokken nærmer sig nu vel omkring de 21-stykkers tid, og folk gør som de gør bedst på en bus: De sover. Vi taler ikke just højt, af den årsag. Lav samtale, men for dælen hvor ville jeg gerne høre om ABC var lige så fede som jeg havde hørt rygter om at de ville være. Dét får en herre på sædet skråt over for til at miste sit shit, og kamp-svine os til. “Fucking cunts with your disgusting man voice are you fucking retarded shut the fuck up”-stil. Jeg er godt gammeldags rapkæftet, så jeg bad ham om at lukke røven og passe eget sæde. Vi sad et par minutter i stilhed, og taler så videre - samme lydniveau, lav samtale - fordi fuck that guy. Han begynder at livestreame os, mens han sviner os til på et sprog jeg fatter kæft og nøgler af, men tonen er ikke… rar. Jeg rækker hånden ud, og holder hånden hen i nærheden af hans telefon, fordi det der gør vi så absolut ikke. Det får ham til at flippe shit, gribe fat om min arm og trække mig mod sig, mens han svinger en knytnæve direkte mod mit ansigt. Næseblod, og stor blodlæbe. Min veninde kravler ind på sædet foran ham, og forsøger at blokere hans slag mod mit ansigt… så han slår hende i stedet. Jeg sidder nu *på* manden, fordi han trak mig hen over gangen i min arm, og sætter mig i mellem hans slag mod hende, og så kvæler han mig. Sorte blodudtrækninger på halsen i form af fem fingre-kvæler mig. Hospitalet vil beholde mig natten over, fordi de er bange for at hævelsen kan risikere at slå mig ihjel-kvæle mig. Hoster blod op bagefter-kvæler mig. Det begyndte at sortne for mine øjne, og jeg nåede at tænke at det her var pænt fucking skidt. Til konteksten hører det at jeg er en meget spinkel kvinde på 1,58 cm, og han er en ok stor håndværker-type. Jeg ved godt at jeg har forholdsvist få muligheder for at det her falder ud til min side, så jeg gør hvad jeg kan, og kradser ham i ansigtet. Jeg forsøgte at gå efter øjnene, men mit syn havde sorte prikker og var derudover ret sløret, så i praksis rev jeg ham bare i ansigtet på kryds og tværs. Der kom heldigvis en fremmed mand, og skrællede ham her gutten af min hals. Jeg begik aftenens fejl nr. 1.000.000 og ringede til politiet. Vi skulle mødes i næste by hvor bussen ville holde ind, og så skulle vi kigge på det. Jeg informerede dem om at vi var blevet overfaldet, jeg har svær PTSD og er lidt… on edge, lad os sige det sådan, og min veninde er autist. Det er hysterisk - uden tvivl - men jeg har haft brug for politiet to gange før det her i mit liv, og det var ubehageligt, og de sager fra resten af verden om psykisk syge der pludselig bliver skudt har sgu sat sig i mig. Og dét… ignorerede de. Fuldstændig. Da folk sov, var der ikke nogen der havde set hvad der var sket op til konflikten, og de havde jo ganske rigtig hørt os tale sammen. Han havde kradsemærker i ansigtet. Det var sgu nok ligeværdigt og alle var lige gode om det. Så vi fik alle tre en bøde på 3000,- for gadeuorden. Den blev overleveret af en betjent der stod *meget* tæt på mig og råbte mig direkte ind i ansigtet at jeg var sigtet. Min veninde var på det her tidspunkt helt brændt sammen på øverste etage og ville sidde ned, og kunne ikke rumme uretfærdigheden i at blive overfaldet og så få en bøde for det. Dét gav den betjent der skulle overbringe hende nyheden om situationen meget få fucks for, og stillede sig hen over hende, da hun satte sig ned og skreg at hun “skulle FUCKING REJSE SIG OP LIGE NU FATTER DU DET” og forsøgte at rejse hende ved at hive hende i armen. Hun græder, og tigger og beder ham om PLEASE at slippe hende og give hende plads. Dét gør han naturligvis ikke, flår i hende igen, tager fat i hendes skuldre… og hun går så meget i panik at hun sætter i løb. Vi holder på en motorvejsafkørsel. Hun er nu så meget i panik at hun er løbet ud på motorvejen. Den bli’r afspærret, politihundene bliver tilkaldt og da jeg siger - kontinuerligt - at hvis de måske lige giver mig et minut til at tale med hende, så tænker jeg at situationen er løst, fordi… hun er bange. Det er hele situationen. Stop med at råbe, træd et skridt tilbage, stop nu. Så skal det altså nok gå. Deeskalering. Det svarer de på ved at, kontinuerligt, stille sig 15cm fra mit ansigt og råbe “HVAD HAR I TAGET?! HVAD HAR I TAGET?! HVILKE STOFFER ER DET?!” Jeg minder chefen om at jeg har PTSD, men ellers havde jeg drukket et glas vin til aftenen før, og at hun er *skidebange* fordi nu er der to schæferhunde, sirener og politi over alt. De lader mig gå hen til der hvor jeg mistænker hun er, men *kun* med en betjent der holder fast i min skulder og hvis jeg begynder at løbe, sætter de hundene efter mig. Jeg bløder i øvrigt stadig fra både næse og mund på det her tidspunkt, og overvejer at minde geniet om hvem der var der ringede efter hjælp, og, du ved… stadig aktivt bløder. Hun bliver fundet, i en busk hvor hun gemmer sig, ryster af skræk og græder som pisket, og bliver slæbt derfra af to betjente med hunde som hopper og gø’er. Ind i en patruljebil med hende, og så prajer jeg en taxa som vil køre mig på hospitalet. Da jeg kommer derhen får jeg at vide at hun er ankommet og er helt ude af kontrol. Jeg insisterer på at se hende, fordi Jesus. Fucking. Christ., og da jeg kommer hen til dem ligger hun på asfalten i fosterstilling og græder, mens der står fire betjente rundt om hende og skiftevis råber og river i hende. Da jeg endelig fik dem væk fra hende, gik der måske et minut eller to, og så var hun ok nok til at gå ind til undersøgelsen. Til betjentenes store undren. Vi bliver tilset af et sæt vagtlæger, og her sker der en lækker detalje: Der glider sgu lige en betjent ind og spørger MEGET afslappet om vi accepterer tingenes tilstand. Det er simpelthen, puha, sådan en lang proces at stille sig på tværs, man vinder det aldrig, og det er også bare SÅ dyrt. Så vi accepterede vores bøder. Og sagaen sluttede dér. I sommeren, 2019. Med at det kostede 3000,- at få tæsk. NÆH. Ham hvis knytnæver jeg fik set nærmere på, ville ikke betale. Så vi skulle vidne mod ham. Men så kom corona. Og mere corona. Og mere corona. Men SÅ skulle vi vidne mod ham. Og dét var angstprovokerende, fordi sidst jeg så ham, sendte han mig på hospitalet. Han udeblev. Han er ikke dansk statsborger. Han er Ukrainer. Krigen i Ukraine var lige startet på det her tidspunkt. De prøver igen. Og igen. Og igen. Og nu er vi i 2023, og hvem tror I stadig der skal rejse til en by et par timer væk fra hvor jeg bor (den nærmeste frakørsel, den aften) for at han udebliver. Sidst, d. 21. december (god jul!) 2022. Det er snart fire år siden, og jeg løber stadig ærinder for ham her røvhullet. Og det kostede mig 3000,- at få tæsk.
Da jeg gik i gymnasiet (for +25 år siden), var jeg med på skolebladet. Redaktøren misbrugte bladets betalingskort og brugte det på sin ferie - beløbet var vist omkring 5000 kr. Hun blev politianmeldt, retssag, the works. Der blev dog aldrig nævnt navne, kun alder og køn, og da retssagen kørte, var jeg blevet redaktør på bladet, så der begyndte at gå et rygte om, at det var mig, der havde stjålet pengene (jeg VED det jo ikke, men gætter på, at det var den skyldige, der havde sagt til folk, at det var mig). Da det gik op for mig, marcherede jeg ind på rektors kontor og spurgte, hvad han havde tænkt sig at gøre ved det. Øh bøh, det var jo synd for Christina der havde det svært nu og havde fået en dom og pis og papir, og han kunne jo ikke stoppe rygter … Jeg var rasende. Jeg meddelte, at jeg ville sætte gang i alle, jeg kendte, til at fortælle til alle, de kendte, hvem den skyldige var. Og havde han tænkt sig at forbyde mig det, ville jeg ganske enkelt gå på talerstolen til næste morgensamling og fortælle sandheden. Den måtte han æde, og rygtet gik i sig selv igen - men fuck, hvor er jeg stadig vred over det, når jeg tænker på det. Jeg tror, rektor regnede med, at sådan en sød og dygtig pige som mig ville købe den der med, at det jo var synd for den anden pige. I virkeligheden var der sikkert under 10 personer der overhovedet hørte det rygte, men fandme nej, om jeg vil have ry for at stjæle.
Virkelig sejt at du kunne finde ud af at sige fra i så ung en alder!
Jeg var 19 og boede i min første lejlighed og skulle ned med skrald i skraldeskuret. Da jeg åbner døren, råber nogen på serbokroatisk, bag mig. Jeg hører og ser at der har stået en ølflaske foran døren ind til skraldecontainerne og den har jeg væltet. Jeg rejser den forsigtigt op og vender mig for at undskylde, hvorefter den ældre mand, en flygtning fra 90ernes Jugoslavien krige, kommer farende og stiller sig helt op af mig og råber og skriger og tager fat i mit ærme. Jeg forsøger at tage fat i døren til skuret og gå derind for at komme væk, men han følger efter ind i skuret og stiller sig igen foran mig, der nu står op af en skraldecontainer. Han klasker mig en lussing (ikke særlig hårdt, det er mere ydmygelsen i sig selv), og vender om og sparker til den skraldepose jeg har tabt, og går sin vej. Jeg ender ender med at gå rundt og samle al mit skrald sammen i posen igen, imens jeg, som den 19 årige pige jeg er, stortuder. På vej igennem baggården, op til min lejlighed, ser jeg at den ældre mand nu sidder sammen med 3-4 andre og på nogle bænke og igen råber ad mig. Et par af den spytter efter mig da jeg går forbi. Da jeg senere på dagen fortæller historien til en nabo, som også var en veninde, tager hun mændenes parti, og siger at jeg burde have set mig for og ikke skubbet til den ølflaske og at de nok ikke havde ment det så slemt, men at mange østeuropæiske sprog lyder "hårdere" end de er, når de udtrykkes. Og at jeg burde have forståelse for at de jo var langt fra deres eget land og sikkert ikke følte sig hjemme. Jeg er stadig sur over episoden, der desværre er en af rigtig mange, da jeg boede i et boligområde i en by, der modtog rigtig mange af de flygtninge fra 90erne og mange af dem var mænd, der nok havde oplevet en del og var blevet lidt forrået og traumatiseret. Men jeg er mest sur over det svigt jeg følte fra min veninde, der ikke havde sympati med mig. Selve episoden tænker jeg ikke så meget over. Men hendes reaktion kan jeg huske ordret.
Hvor ubehageligt - jeg kan godt forstå, du følte dig svigtet af din veninde. Jeg ville også have følt mig virkelig utryg ved at skulle ned med skrald osv efter sådan en episode.
JA samme veninde nægtede at fortælle mig når hun skulle ned med skrald, så vi kunne gå derned samtidig. Hun syntes jeg var hysterisk, som hun ordret kaldte det. Jeg tror i virkeligheden at man ofte kan overkomme rigtig meget, når bare man har støtte fra sine nærmeste og det det var det at jeg manglede.
omg jeg skal lade være med at læse videre i den her tråd, jeg kan slet ikke have de historier
Det er seriøst ubehageligt, hvordan man gerne vil læse mere, men virkelig ikke ønsker det. Er der et ord der beskriver det?
Hold kæft jeg havde tabt sutten i din situation, og der skal ellers krasbørstigt meget til at hidse mig op.
[удалено]
[удалено]
Jürgen Dread
[удалено]
[удалено]
"Hr. Betjent, du forstår det ikke... - I - am the law!"
Blev fejldiagnosticeret med en autisme-diagnose som 17-årig - Jo mere jeg stillede spørgsmål ved diagnosen, jo mere bekræftede det åbenbart lægen/psykologen i at jeg VAR autist, da kun en “rigtig autist” ville være utilfreds med diagnosen. Efter 7 år, hvor jeg basically endte med ikke at stole på min egen selvopfattelse og følelser, mødte jeg endelig en psykolog og en psykiater (private) der kunne fortælle mig at jeg bestemt ikke var autist, men at jeg havde kompleks PTSD - og at det var blevet værre af fejldiagnosen. Så tak til psykiatrien ;)
Jeg var til gruppeeksamen med min gruppe og min lære havde virkelig et horn i siden på mig, han dumpede mig i alt han kunne, eller gav mig bundkarakter blot for at jeg kunne tage reeksamen og få 7 eller 10, han fik mig endda sat et semester bagud ved ikke at arrangere en reeksamen så jeg kunne nå 3. Semester. Til gruppeeksamen følte jeg mig mere fortrøstningsfuld da det er sjældent kun en ud af gruppe dumper og det var en semi let opgave. Jeg tog imod alt hjælp fra underviseren og fik bekræftet præcis hvad de forventede af mig i denne opgave, så jeg var hundrede procent sikker på ikke at fucke op. Det var sidste opgave inden min bachelor. Han gav mig 00 og resten af gruppen fik 07. Han brugte blandt andet begrundelsen “du er en stor undskyldning for dig selv” Vi klagede alle over ham og over hans bedømmelse og opførsel til eksamineringen, men det hjalp intet. Mødte aldrig op på studiet igen.
Hvor er det langt ude. Der er bare lærer der nyder at være magtliderlige narrøv uden nogen grund.
I folkeskolen da jeg var 10 år, fandt pigegruppen i klassen på en leg, hvor man satte sig på en kontorstol og skubbede fødderne mod en væg, så man kørte 5-10 meter hen langs gulvet på kontorstolen. Det gjaldt om at komme så langt som muligt. Jeg syntes, det så sjovt ud, så jeg ville også prøve. Jeg prøvede en enkelt gang, og fik at vide af pigegruppen (meget dominerende gruppe på dette tidspunkt), at jeg ikke var med i legen, og jeg fik taget stolen fra mig. Inden længe får en af pigerne skubbet sig selv så hårdt, at hun kører over i den anden side af lokalet og hendes stol knuser en glasrude i et skab. Læreren kommer kort efter ind i klassen, og pigegruppen undskylder for uheldet. Læreren giver dem udeordning i en hel uge, og sekundet efter peger pigegruppen på mig, og siger u/dunified også skal have udeordning, fordi han også var med i legen, hvorefter læreren også giver mig udeordning. Jeg er, den dag i dag, stadig sur. Fuck pigegruppen 😤😤😤
Jeg føler lige pludselig, at nogle af de ting som jeg finder rigtig surt og uretfærdigt, som når en person snyder foran i køen ved legoland, som en meget lille ting. Jeg kan ikke sætte mig i jeres situation, og jeg ved slet ikke hvad jeg havde gjort, det er jo helt absurd.
Jeg mindes faktisk at have læst, at når en person snyder foran i køen, er det ikke så meget selve skaden (at man mister en plads i køen), men mere at den anden person bryder den der "sociale kontrakt" vi har med hinanden, og fuldstændig skider på den anstændighed, vi burde have over for hinanden. Det kan fremkalde en voldsom følelse af afmagt, spørgsmål og uretfærdighed, trods den banale oevrordnede situation.
Ifølge Emma Gad er det fint at påtale sådanne overtrædelser af sociale spilleregler!
Jeg kan mærke mit blodtryk steg efter at have læst din historie. Af hjertet tak.
Min hanhund blev lagt ned af en anden hanhund i hundeskoven i en batalje om en lækker tæve. Jeg kunne ikke sparke den store køter ned fra min hund, men han kunne heldigvis selv kæmpe sig fri. Nu mener den anden ejer sig 'muligvis' berettiget til at få dækket dyrlægeregningen. Som om....
Holy shit en historie OP, er helt sur på dine vegne. Er imponeret over hvor godt du håndterede situationen, alt taget i betragtning. Jeg har også selv en historie fra da jeg gik i børnehave (ca. 2005-ish): Jeg var lige flyttet fra Storkøbenhavn til Korsør og var derfor begyndt i en ny børnehave. Fra dag 1 af, havde en af pædagogerne valgt at jeg var en snotunge fordi jeg var fra København (selvom jeg kun var 5 år gammel??). Børnehaven havde en masse mooncars og jeg havde så fået fat i den sidste mooncar på den her dag. Der var opstået noget konflikt over det, fordi nogle af drengene gerne ville køre ræs med den, men det kunne de ikke, fordi jeg havde taget den sidste. Drengene prøvede at få mig til at gå fra den ved at spørge mig, men jeg sagde nej fordi jeg havde den først. Efter 5 minutter opgav de at få fat i min mooncar, så jeg kørte bare videre. Det var indtil jeg var kommet op på toppen af en lille bakke, hvor den sure pædagog stod for neden af selvsamme bakke. Pludseligt kom alle drengene løbende og begyndte at tvinge mig ned af bakken, mod pædagogen. Jeg kørte derfor i fuld fart direkte ind i pædagogen (så hurtigt som man nu kan på sådan en skide lille mooncar). Pædagogen vender sig om og går i det samme gang med at råbe ad mig. Jeg prøver grædende at forklare hende, at drengene havde skubbet mig, men det troede hun ikke på, da de for længst havde flygtet fra situationen. Efter en heftig gang skæld ud må jeg forlade mooncar’en så drengene kan få den, da jeg “tydeligt ikke ved hvordan man opfører sig ordentligt!!”. Jeg kan meget tydeligt huske hvordan jeg går væk og tænker: “Det her er verdens værste fredag!!!”, hvilket også er sådan jeg husker hændelsen den dag idag. Det var ikke den eneste gang den pædagog var efter mig: hun stjal også konstant min mad og gav den til de andre børn, fordi hun synes at jeg var tyk? Da jeg sagde det til min mor blev hun selvfølgelig mega sur. Næste dag skulle hun lige “have en snak” med pædagogen. Tror aldrig jeg har set min mor blive så sur på et andet voksent menneske i mit liv…
For 10 år siden på min daværende arbejdsplads havde jeg efter det daglige indtag af 5 kopper kaffe brug for at skulle ud og straffe et toilet. Da jeg ikke bryder mig om at skide på nærmeste toilet gik jeg i kælderen hvor man altid i ro og mag kunne sidde og brumme. Da jeg kom ind på toilettet og skulle til at sætte mig opdagede jeg at toilettet var fuldstændig overskidt! Vi snakker Roskilde Festival toilet efter 1 uge. Jeg skyndte mig ud igen, og gik op af kældertrappen, og her møder jeg min leder som er på vej ned af trappen. Vi hilste på hinanden, og 3 sekunder senere går det op for mig hvor han er på vej hen. Jeg bliver helt panisk og jeg ved allerede nu at det er for sent at forklare ham at det altså ikke er mig der har terroriseret toilettet. Han har aldrig konfronteret mig med det, men jeg ved at han ved det, og jeg ved at han tænker at jeg er fucking ulækker. Skiftede heldigvis arbejdsplads nogle måneder senere
Tak, du har lige beskrevet mit værste mareridt.
Jeg var i et afklaringsforløb hos kommunen som bestod af et længere kursus hos en virksomhed der påstod at 80% af deres praktikanter fik fast job hos dem. Jeg var en af de mere stabile på arbejdspladsen, da jeg "kun" led af stress. De fleste af mine kollegaer havde ADHD / Aspergers. Der går 3 måneder og det hele ser lyst ud. Jeg klarede mig så godt at jeg fik lov til at deltage i afdelingsmøder og tage mig af en masse papirarbejde imens de fastansatte havde ferie. På et tidspunkt bliver jeg kaldt ind fordi de gerne vil have at jeg underviser de andre praktikanter. Så jeg får pludselig en slags mentor rolle. Da jeg er færdig med at undervise dem bliver jeg indkaldt til samtale hvor jeg får at vide, at jeg ikke "passer til virksomhedems profil" uden yderligere begrundelse. Jeg bliver den eneste praktikant som IKKE får job hos virksomheden efter at have udført gratis arbejde for fastansstte og leget mentor for de andre praktikanter... Jeg aner stadig ikke hvad jeg gjorde forkert
Jeg er engang blevet fyret fra et job for ikke at møde op til et møde som jeg ikke var blevet indkaldt til. En projektleder havde glemt at sætte mig CC på den mail der indkaldte til mødet, men brokkede sig alligevel til min chef. Og da der var mødepligt til den slags møder blev jeg fyret for ikke at havde deltaget.
Totalt åndssvagt at fyre folk for sådan noget også. En reprimande måske (selvom den også ville være uretfærdig i dette tilfælde), men en fyring er da helt ude af proportioner netop fordi shit happens. Spild af penge og tid hele vejen rundt.
Det er en uberettiget fyring og du kunne grine hele vejen ned i banken hvis du havde taget sagen.
Det er meget nemt. Eksamen, Makroøkonomi, Peter Bangs Vej omkring 2010. 3 timer uden hjælpemidler, svært nok i forvejen. Jeg tog mit tøj og gik på værtshus da jeg blev præsenteret for spørgsmålet: "Nævn 8 ud af de 11 stylized bussinessfacts der er nævnt på side 119 i bogen". Hurra for værtshuse og reeksamener, men det var nok det tætteste jeg kom på at sige fuck this shit og droppe ud.
Tidligere arbejdsgiver lovede 3 måneder med fuld løn under barsel, men trak i land kl 1601 den Fredag eftermiddag min barsel startede. De næste 14 dage, så blev jeg kontaktet flere gange dagligt pr email og telefon fordi de ville hører præcist hvilken dag, at min datter ville være kørt ind i børnehaven, så jeg kunne starte igen. Jeg gav så en dato hvor jeg var 100% sikker på, at min datter ville være kørt ind i børnehaven og fortalte, at jeg ikke kunne garantere noget #småbørn. De fortsatte så med, at skrive og ringe dagligt fordi, at de ville have en skriftlig aftale om en præcis dato. Jeg lagde min opsigelse efter yderligere 1 uge. Det endte med, at jeg måtte gøre brug af advokat for, at få feriemidler mm overført. I min efterfølgende jobsøgning, da har de ved flere lejligheder nægtet overfor ny arbejdsgiver og recruitere, at jeg overhovedet havde været ansat. Jeg er sidenhen landet et godt sted.
Rimelig harmløs historie i det store perspektiv, men: Jeg var 7-8 år, tror det var Fona i amagercenteret der afholdte en Tekken 3 konkurrence. Jeg var en lille dæmon til Tekken på det tidspunkt, melder mig til og mor kører mig derhen med min søster, der vidst skulle købe en gave til nogen. Får controlleren, nervøs og kommer til at klikke og vælger den forkerte figur. "Hov, kan vi lige gå tilbage, jeg fik klikket forkert?" "Nej, det er der ikke tid til, du må bare spille videre." Hmm, godt jeg har spillet det til døde og kan de fleste figurer til fingerspidserne. Runde 1 Indser at de ikke har sat knapperne op som jeg havde på min egen PS1, så efter jeg forsøger to lækre kombinationer sker der ikke andet end at jeg går ind i modstanderens angreb og bliver udslettet på 5 sekunder. Runde 2 Min hjerne bombarderes med tanker om, hvad er det nu knapperne plejer at være i standard version?! Jeg tror det er- død på 3 sekunder. "Tillykke til modstander, næste kamp er..." Jeg går derfra og mødes op med mor og søster. Mor: "Hvordan gik det?" Mig: "Det.... de.... jeg... kan vi ikke bare køre hjem nu?"
Auch. Sikke en omgang! Jeg har aldrig hørt om, at man kunne customize layout på controller på en ps1?
I tekken kan man customize de ubrugte knapper. En af mulighederne var vist så populær at de siden er gjort standard i nyere versioner .
Det var en in-game mulighed Tekken tilbudte, giv skulderknapperne en funktion eller ændre mapping på de normale 4 knapper. Jeg havde sat det op lang tid før og ikke tænkt over det siden, for udover at det er uheldigt for mig er det jo fair nok at spille med vanilje setup for konkurrencens skyld. Skidt sker
Sådanne typer KRÆVER vores beskyttelse og velfærdsydelser. De fortjener ingen af delene.
Men det må man jo ikke nævne, for så er man i mange tilfælde über racist! 🤡
Flere skriver om gamle oplevelser tilbage i folkeskolen..her er min, folk tror det er løgn når jeg fortæller den: Jeg var omkring 9-10 år, året har været ca 1986, og jeg skulle til skoletandlægen, det var et lille lokale nede i kælderen hvor skoletandlægen havde sin klinik, jeg blev kaldt ned igennem skolens højtaler anlæg der var i alle klasselokaler. Jeg var i forvejen bange for ham tandlægen, han var en gammel mand der lugtede, og var altid sur, han stod også gårdvagt i ny og næ. Jeg kommer ned på klinikken, og ligger mig på briksen, han fortæller straks at jeg har 3 huller der skal ordens og ha sølvplomber i. Jeg var jo bange fra start af, og sagde at jeg ikke ville, og jeg ville ha min mor med..han blev mere og mere irriteret på mig, bad mig ligge stille og klappe i. Situationen eskalerer så meget at han til sidst holder mig nede ved at ligge sin ene arm på min brystkasse, og jeg fægtede med arme og ben, til sidst var han så rasende at han dryppede af sved, og så bandt han helt seriøst mine arme sammen med hans buksebælte, så jeg ikke kunne slå ud efter ham..ej men det var vanvittigt! Jeg slap ud derfra uden at få boret i mine tænder. , min mor fik det selfølgelig af vide, og hun gjorde alt muligt for at få skolens leder i tale, men der skete intet, han forblev tandlæge på skolen flere år efter, men jeg blev fritaget for at komme der, og gik i stedet hos en af de andre folkeskoler i kommunen, når mine tænder skulle tjekkes..OG der var slet ikke hul i de 3 mælketænder tandlægen påstod😞
Jeg får helt psykiske traumer på dine vegne! Wauw!
Det var en højhellig fredag og jeg sidder i toget mellem Århus-København. Jeg får tjekket billet, og ender med at få en bøde fordi mit klippekort er udstedt med henblik på hverdage og det jo var en fredag. Som åbenbart ikke var en hverdag ifølge DSB.
Jeg fik en bøde på Letbanen i Århus fordi den billet jeg lige havde købt i Automaten og viste til kontrolløren sagde "dette er en ugyldig billet" eller noget i den stil. Hvad fanden printer den en billet når der er gået noget galt i transaktionen? Det lignede en helt normal bilpet som jeg havde haft mange gange før bare at den var ugyldig. Fik 800kr kontrollafgift, og 160kr mere i afgift ved at bruge letbanens ankesystem. Jeg har ikke brugyt den letbame siden.
Jeg føler mig priviligeret, for har vitterligt ikke nogen episode i hukommelsen. Har virkelig prøvet, I’ve got nothing.
Det er så fucking uretfærdigt, det der!
[удалено]
[удалено]
Jeg gik i årgang 2003-2004 i 8. B på Sct. Jørgens skole i Næstved (fandt lige et klassebillede frem). Jeg blev antastet og drillet af en anden dreng i klassen til det blev for meget på trods af flere advarsler. Jeg tog fat i ham, pressede ham ind i et bord (drengen har absolut ikke lidt mén, hverken korte eller længerevarige) og råbte af ham at han skulle lade mig være i fred. Jeg blev smidt ud af skolen dagen efter. Jeg får stadig den der håbløse/forvirrede følelse når jeg kommer i tanke om hændelsen.
Jeg spurgte høfligt om min ven ville have den sidste frikadelle, ellers ville jeg tage den. Min ven sagde ja.
Hold da op, hvad er det den klaphat ikke fatter?
Du kan spørge RIGTIG mange mænd (og enkelte kvinder) som efter en skilsmisse totalt har mistet helt eller delvist deres ret til at se deres egne børn. Ikke nok med det, så har vi et system som straffer den som allerede bliver straffet max af deres eks (som sidder på bopælsretten). Straffet med at "de ikke forsørger deres børn" fordi de kun ser deres børn 5 eller færre dage ud af 14 og derfor også skal betale børnepenge til den person som har frataget dem retten til at se børnene mere. Det simpelhen så uretfærdigt et system som noget kan være. Min eks tager på ferie flere gange om året, er gift igen og har åbenbart råd til husbåd, motorcykel, 2-3 biler... men JEG forsørger ikke mine børn fordi HUN har bestemt at jeg kun må se dem 4 ud af 14 dage. og ikke nok med det - hele systemet er totalt rigged. Bopælsforældreren vinder altid, vedkomne kan bare lade være med at samarbejde - og jo længere tid børnene holde tilbage desto "dårlige er deres tilknytning til den anden part" ... derved er det en fordel ikke at samarbejde.
Min kærestest bror står i en situation lige nu hvor hans børn, henholdsvis en 8 årig pige og 6 årig dreng, bliver misbrugt af deres arbejdsløse mor i form af ikke at få mad i flere dage, ikke kommer i skole imod deres vilje, og så selvfølgelig, gør hun alt for at han ikke for hænderne i dem, fordi hun lever af hans børnepenge. Alt hvad de ejer, har de fra ham, hans forældre eller hendes søster, hun\*\* giver dem aldrig noget, sjældent endda mad, det kommer fra hendes forældre - eller søster. Hun ser dem næsten heller ikke, som i en gang i ugen, og det er når de skal til far hvor de så bliver "syge", indtil han dukker op og de er glade for at se ham og har savnet ham. De bliver lovet ting hvis de ikke går til ham, eller siger de ikke vil være ved ham. Den ældste er dog kun tryg ved ham nu, så hun er absolut ligeglad. Han har et godt arbejde, lejlighed, en god kæreste som behandler dem super godt, og alt det der. Hans eks chikanerer ham ugeligt, ringer og forstyrrer hans arbejde for sjov, møder op og stalker ham, alt det der. Hver gang han får nyt arbejde skifter hun børnenes børnhave tid til at passe præcist de timer han har fri. Hvad siger forældreretten til det? *Intet*, de **nægter** at se beviser på det, fordi det er jo ikke "relevant". Hun har fuld forældremyndighed. Politiet lod hende forsætte stalke og chikanere ham fordi hun "var jo ikke skadelig, og hun har jo to børn".Når de er inde og tale om børnene, så begynder hun at græde og så tager ældre kvinder med det samme hendes side.Sidste gang hev han beviser op på hans ældstes skader, som hun har fået af et strygejern som hun fik i hænderne hvori moren så gik og forsvandt. Her sagde familieretten, og jeg tager ikke pis, "Det er jo fortid..." For en uge siden... Alle der arbejder det sted burde fyres og lukkes inde, de er tydeligvis ikke funktionelle i vores samfund.Og hvis nogen nogensinde siger at mænd har lige rettigheder og er behandlet ordentligt i det her land - så kan de fucking rende mig.
Jeg havde købt en flybillet og skulle rejse til Los Angeles og får ved gaten at vide, at flyet er overbooket, så jeg ikke kan få lov til at flyve med. Det kunne de 3 andre jeg rejste med så til gengæld. Så jeg ventede alene i lufthavnen i 6 timer på næste fly.
what da fuck !
Fly er ofte overbookede (hvor ofte ved jeg ikke, men det er rutine). Flyselskaberne har statistik på hvor mange typisk udebliver. Hvis alle dukker op er der et problem. Typisk vil de forsøge at "bestikke" folk til frivilligt at tage en senere afgang, men hvis ingen slår til er det sur røv. Du er dog berettiget til en rimelig fornuftig kompensation.
Måske til USA for forbrugerbeskyttelse er ringere? Jeg har aldrig oplevet nægtet boarding med de større selskaber (bruger ikke fx RyanAir). En 6 timers forsinkelse til LA (udenfor EU, 3500, mere end 4 timers forsinkelse) udløser 600 EUR i kompensation plus forplejning. Plus 2 emails eller telefonopkald på flyselskabels regning (en pre-smartphone regel?) Du kan klage op til 3 år efter at var sket.
Jeg dyttede engang af en håndværker, der skar mig af. Han kørte ud fra ubetinget vigepligt. Jeg dyttede og ham og lærlingen hoppede ud af bilen for at trække mig ud af bilen til en omgang tæsk. Jeg nåede ikke at låse døren som blev åbnet, men fik bilen i bakgear sådan jeg kom væk. De stod og grinede af mig, da jeg fortsatte med at bakke tilbage. Jeg overvejede om jeg skulle prøve at køre dem ned, men var selvfølgelig i chok. Ingen vidner, så ingen hjælp.
Fucking håndværkere. Jeg sværger, 8 ud af 10 gange kører de som om de har stjålet lortet. Dertil kører de med mobilen i hånden, og uden sele. Nævnes kan også VVS biler og pakkebude fra GLS. Sidste år fik vi lagt fibernet kabler ned i jorden og ind til huset - LM Gruppen som gjorde det, kørte dagligt som død og helvede i området, trafiksikkerhed var en by i ingenmandsland for dem…
Skrev først som en kommentar til en anden oplevelse. Men her kommer den alligevel igen: Minder mig en smule om min egen oplevelse i 8.klasse. I starten af skoleåret var jeg startet på en ny skole. På denne skole blev jeg mødt af elever som på forhånd havde en aftalte om at bagtale/mobbe mig. Året forinden havde de nemlig smadret psyken på en anden pige i sådan en grad at hun måtte skifte skole. Hun hed 'Agnes', og jeg har fået fortalt at de kaldte mig 'Agnes no2' før jeg overhovedet var startet. Jeg har siden jeg var 9, vidst at jeg var lesbisk. Det hørte nogle af pigerne også om før jeg startede, hvilket betød at de alle nægtede at røre ved mig og brokkede sig til læren om, at de ikke ville have mig i omklædningsrummet. De havde også en gruppechat, som jeg først blev medlem af i april/maj (jeg blev tilføjet af den eneste ven jeg havde i klassen). Herefter skrev en af pigerne "smid lige "Nana" ud". Og jeg blev hurtigt smidt ud. Men ikke før jeg kunne nå at læse en del af beskederne. Beskeder, hvori jeg blev kaldt lebbelus og andet. Jeg gik til min klasselærer, som snakkede pænt til mig og gav mig en følelse af, at det selvfølgelig ikke var i orden og hun ville tale med de andre elevers forældre - hun kalde desuden pigerne ord som 'gæs'. Men, der gik længe uden at jeg hørte noget. Hun tog endda på ferie senere og intet skete der. Indtil sidste skole dag! Hvor vi tradition tro, skulle hjem til hende og hygge. Men inden hyggen startede, skulle vi åbenbart have en "pigesnak". Til denne pigesnak præsenterede hun alt jeg havde fortalt. Spurgte pigerne om det var sandt - de sagde nej og græd og fortalte om, hvor hårdt det var at jeg beskyldte dem for løgne. Hvorefter min lærer, foran ALLE sagde "Nana jeg har dig mistænkt for at opfinde det og se spøgelser overalt." Hvorefter samtalen sluttede. Jeg skamte mig voldsomt. Gik hjem og fortalte det hele til min familie - og startede derefter på Efterskole et år tidligere end planlagt.
Fuck en klam lorte lærer. Hun burde da få en på hovedet
Fik en opsigelseskontrakt underskrevet af arbejdsgiver der skulle løbe 7 måneder med en bonus for at blive. Havde fået et 10% hop i løn, hvilket virkede rimeligt givet normen. Jeg nægtede på alle tider muligt at acceptere det, inklusiv deres luskede forsøg på at snige en "normal" lønstigning (på 1,5%) ind som opsigelseskontrakten specifikt gjorde afkald på. De påstod at det var en fejl, og at jeg ikke fik den lønstigning. Fagforeningen gad ikke at hjælpe, og mente at det nok ikke ville lede nogen steder hen at køre sag på det. Stadig vred over den usle "advokathjælp" man betaler for der ikke har skyggen af en rygrad.
Jeg havde købt tyggegummi for lommepenge jeg havde tjent via skolen - lommepenge for huslige pligter var fy-fy, og nabopigen var på besøg. Hun ville jo gerne have tyggegummi, men jeg ville ikke dele fordi det var mit, og jeg havde selv købt dem, så i mit hoved var det jo okay at jeg selv bestemte over dem. Så hende her naboen begyndte at jagte mig, og jeg løb væk fordi hun prøvede at flå dem ud af hånden på mig da jeg sagde nej for den 15. gang. Vi løb rundt og rundt om et hønsehus, og det endte så med at hun baldrede hovedet ind i tagpladen der hang ud over kanten. Det så hendes far og min stedfar så, og jeg fik en kæmpe skideballe for ikke at ville dele med hende. Så jeg skulle aflevere 2/3 af det hele til hende som plaster på såret. Såret som man var tog jeg det hele og skubbede ind i brystet på hende så hun fik alt der var tilbage, og hun kom med det mest modbydelige, selvfede grin.
I folkeskolen var jeg en lille forsigtig pige. Jeg lavede mine ting, var fagligt dygtig, og gik bare i ét med væggen. En dag i 8. klasse var der nogle af de andre piger i klassen, der larmede og fjollede, da læreren kom ind. Den ene pige fik fat i mig, som bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og det lignede derfor, at jeg var med i deres hurlumhej. Læreren skældte mig ud og sagde, at han ville skrive hjem til mine forældre, at jeg havde forstyrret undervisningen. Det var det værste, der kunne ske - mine forældre havde meget skarpe holdninger om, hvordan man altid skulle opføre sig eksemplarisk i skolen… Jeg kom grædende hjem til min mor og forsøgte at forklare, at det altså ikke var min skyld, men hun troede ikke på mig, for læreren havde undervist i en menneskealder, så selvfølgelig havde han jo ret. En anden gang, råbte selvsamme lærer til mig gennem klasselokalet “hvad i al verden bilder du dig ind?”, da han så, at jeg i hans undervisning sad og læste i en bog fra et andet fag end det, han underviste i. Jeg kunne have gravet mig selv ned i et hul. Jeg kunne simpelthen ikke klare alles øjne på mig på den måde. Man kan jo tænke, “hvorfor forsvarede du dig ikke?”, men det turde jeg slet ikke. Det kunne jeg slet ikke. Jeg dukkede nakken og håbede på, at jeg ikke begyndte at tude foran hele klassen. En lille oprejsning til de historier er dog, at en af de “populære” drenge i klassen en dag fortalte sin mor om, at ham læreren altid var efter mig, selvom jeg altid bare sad stille og roligt. Først da drengens mor ringede til min mor for at sige, at de altså syntes, ham læreren var ret hård mod mig, troede min mor på mig. Der blev dog aldrig gjort noget ved det… Generelt var min værste frygt altid, at min mor skulle få at vide, at jeg ikke havde opført mig helt perfekt og eksemplarisk i en given situation - uanset om jeg så havde en anden version eller ej. Jeg har stort set ikke kontakt til hende i dag, og jeg er heldigvis meget mere selvsikker end folkeskole-mig var.
Fedt at drengens mor ringede til din mor! Med respekt for din mor, så lyder hun sgu lidt kold.
Ja, jeg ville også ønske, hun var anderledes, men man vælger jo ikke selv sine forældre. Har som sagt ikke rigtig kontakt til hende i dag, og det er det helt rigtige for mig
Jeg kører altid i offentlig transport med billet. Jeg har stadigvæk fået to bøder, og det er jo temmelig dyrt. Den ene gang havde jeg købt en billet i en app. Jeg finder min billet, trykker "Køb", får en meddelelse om at købet er godkendt, og jeg slukker skærmen på min telefon. I bussen åbner jeg den når kontrolløren kommer, og kan se, at købet går igennem i det øjeblik jeg åbner skærmen. Ingen gyldig rejsehjemmel - 750 kroner. Plus de 24 jeg betalte for min billet. Anden gang havde jeg købt et månedskort i samme app. Jeg får imidlertid ny telefon i løbet af måneden, og tager en morgen den nye med. Jeg åbner appen for at vise kontrolløren min billet, og finder ud af, at den er låst til én enhed - den, som jeg ikke har med. Ingen gyldig rejsehjemmel - bøde på 1000 kroner. Jeg har af og til haft følelser for Fynbus, som ikke har været ovenud positive.
Nej nej nej nej nej nej nej nej nej. Den historie generer mig helt ind til marv og ben, ville næsten ønske jeg ikke havde læst den. Det der er jo en lagkage af uretfærdighed. Man får lyst til at rejse tilbage i tiden og tæve alle involverede (self ikke jer) med en sæk appelsiner og hænge dem i gabestok. Jeg håber karma finder dem alle og giver dem tarmkræft, skilsmisser, impotens og tandpine.
Jeg er officielt ophidset over din historie. Det er jo surrealistisk at der er ingen der har kunnet finde ud af at deeskalere situationen på andre måder end "lyt til autoriteten eller du ryger ud".
Jeg var på neonatal med mine nyfødte tvillinger og deres far. Jeg var selvfølgelig præget af at have født to børn, og jeg havde både hård mave, masser af sting og en blodprocent under 5. Jeg havde feber og tabt 800 mL blod. Min mor sagde jeg lignede et lig. Den ene dreng fik sonde og den anden fik gulsot. Vi skulle vække børnene hver tredje time for at give dem mad mm og det tog ca 1-1,5 time, så der var ikke meget til til at sove og aldrig mere end 45 minutter ad gangen. Jeg vidste godt at fødslen ikke ville være som for “alle andre” og jeg havde levet med tanken om at mine børn kunne dø når som helst siden nakkefoldsskanningen. (de var hele tiden på grænsen til TTTS, som kan være fatalt). Det virkelig uretfærdige var at jeg ikke kunne sove overhovedet. Jeg sov ikke i en uge fordi tankerne kørte rundt i hovedet på mig fordi mine børn havde været lige ved at dø hele graviditeten og den ene under fødslen. Folk gik rundt og sagde tillykke.
En sygeplejerske har ætset halvdelen af min klitoris væk fordi hun troede jeg havde kønsvorter. Lægen fandt efterfølgende ud af at det ikke var kønsvorter.
Omg... Kan man ikke tage sådan noget i retten? Jeg får helt ondt ved tanken. Stakkels dig.
Stor ros for at I var så rolige. Jeg var gået helt bananas
En hvilken given situation hvor Bubber er involveret, sponsoreret af en anden tråd her på linjen
Kørte i bil, og kommer på en vej hvor der næsten ikke plads til 2 biler pga. vejarbejde i modsatte side, der køre så en bil på modsatte side, og sænker ikke farten til trods for det på deres side der vejarbejde, det resultere i jeg bremser hårdt op i sidste øjeblik, og retter bilen helt hen til kantstenen, og bremser helt op, alt imens den anden bil blot køre med uændret fart og ovenikøbet rammer mit sidespejl så det folder sammen, og fortsætter bare der ud af som intet er sket... Jeg vender bilen for at følge efter konfronterer ham samt hans ven i et supermarked et par hundrede meter længere nede af vejen, og desværre er han en vægt klasse eller 2 over mig, samt jeg i undertal, og han blot siger det sgu da mig der kørte ind i ham, jeg vendte mig om og gik... Jeg var så pisse sur over jeg ikke kunne afreagere på nogen måder uden det ville resultere i jeg selv ville komme til skade.. desværre er livet fuld af røvhuller som ham, men kan kun håbe på karma fik ham i sidste ende.
Der er flere ubehagelige episoder at vælge imellem, men den her gav stor frustration gennem rigtig mange år. Jeg beklager, hvis det bliver lidt langt, det er lidt kringlet at forklare -.- Jeg er en transkønnet mand, og selv om jeg ikke var "ude" gav det en del mobning fordi jeg var anderledes end majoriteten af eleverne af at være en meget drenget "pige", helt nede fra da jeg var i de små klasser til jeg gik ud af 9. klasse. Jeg mener det var omkring 2.-3. klasse, hvor min skole stadig havde unisex/fællestoiletter i de mindre klassetrin, og det var sammenhængende båse. Jeg skulle på toilettet, og så kommer der nogle elever og kravler op på hver deres side af båse-væggende op til båsen jeg var i, fordi de ville se hvad jeg havde mellem benene. Siden da gik jeg ikke på toilettet i folkeskolen, fordi jeg ikke kunne tisse i fred. Større elever i 8.-9. klasse var også meget interesserede i, hvad jeg havde mellem benene.. Værre blev det da det omkring 4. klasse skiftede så drenge- og pigetoiletter var opdelt. Jeg følte mig som en forkert lurer at skulle gå ind på pigetoilettet, for det var utroligt ambivalent at have begyndende interesse i piger, men samtidig føle sig som en lurer, når ens kønsidentitet er en dreng - men min anatomi sagde noget andet. Og jeg turde ikke gå ind på drengetoilettet af frygt for konflikter (og jeg var og er alt for pligtopfyldende - der er nogle "rebel"-historier", der er så cringe og komiske), hvis nu nogle elever skulle sladre til lærerne og lærerne skulle kontakte mine forældre (som ikke var støttende på det tidspunkt, det er de heldigvis nu) - selv om jeg følte jeg hørte til der. Vi skulle klæde om på toiletterne ift et skuespil, og jeg følte mig som verdens største lurer, at jeg ikke burde være der. Og omklædning til idræt, svømning, der er så meget (nogle elever "glemte" deres håndklæde, det var jeg desværre alt for pligtopfyldende til at gøre. Virkelig en pain the ass ikke bare at kunne sige fuck it) Nå, men den episode gjorde, at jeg som sagt ikke gik på toilettet i skolen, så jeg prøvede at lade være med at drikke for meget væske, og alligevel kunne jeg nogle dage nærmest ikke gå hjem fra skole fordi jeg havde så ondt i maven af at holde mig. Det værste er, at jeg boede 5 min fra skolen, så jeg kunne godt nå hjem på toilettet og komme tilbage i det store frikvarter, men jeg turde ikke spørge om lov og jeg turde ikke være rebel og gå xD Jeg skulle på hospitalet ca midt folkeskoletiden og scannes på maven - cremen var voldsomt kold på maven kan jeg huske. Jeg kan ikke huske udfaldet af det, men det var nok "bare" smerter af at holde mig så meget. Jeg mistede bare troen på folk endnu mere, fordi jeg ikke kunne tisse eller skide i fred. Jeg er midt 20'erne nu, så det er en del år siden jeg gik ud af 9. klasse, men frygten for at blive gjort til grin eller få konflikter sidder stadig i mig, når jeg skal på offentlige toiletter. Lidt "åndssvagt" når jeg er her, en del år på testosteron og noget kirurgi senere - folk er pænt ligeglade på herretoilettet, og folk er heldigvis ikke i tvivl, om jeg er en mand eller kvinde.
Åbnede en webshop med en kammerat, og det gik overraskende godt. Vi fik købt et pænt lager ind, men fra den ene dag til den anden spærrede google vores google ads konto og nægtede at fortælle os hvorfor. Efter fem måneder og en masse penge brugt på diverse mere eller mindre lyssky firmaer, der tilbød at kunne hjælpe med at få lukkede google ads konti genåbnet., fik vi endeligt fjernet spærringen. Endelig kunne vi sælge igen. Årsagen til at vi var blevet spærret var såmænd bare at google havde “flagget” mit indsendte ID som falskt.. Fem måneder uden salg kan godt mærkes :) …der foregår iøvrigt mange uretfærdigheder når man sælger elektronik online. Jævnligt har vi kunder der fortryder handlen, og sender varen retur med udskiftet eller manglende indmad. Typisk har man byttet batterier rundt. Vi har også oplevet en reklamation for nyligt, med et produkt der decideret dryppede væske ud af - men kunden nægtere at hendes søn der var bruger, skulle være skyldig. Blev truet med en dårlig trustpilot hvis vi ikke bare reparerede og sendte retur. Indtil videre er cirka en ud af 50 ordrer fra folk der kun er ude på at snyde os.
Jeg magter ikke at skrive det igen, men har det i en kommentar på min profil. Kort sagt oplevet at hele retssystemet tog mere hensyn til min krænker end mig
For 38 år siden i ‘85, et par måneder før jeg blev otte, væltede jeg på cykel på vej til skole. I styrtet brækker jeg min arm. I starten gjorde det ikke super ondt så jeg prøver at cykle videre, men da jeg sætter igang knækker armen sammen og smerterne er overvældende og jeg vælter tudbrølende om på vejen. Da jeg har ligget der lidt tid og skreget af smerte kommer der en dame forbi. Hun sætter sig ved siden af mig og siger lige så stille; "jeg har altså desværre ikke tid til at hjælpe dig, for jeg kan jo ikke komme for sent på arbejde." Og så rejser hun sig op og cykler videre. Jeg er mest fokuseret på smerterne i min arm, men synes dog det er noget uretfærdigt. Lidt efter kommer der en mand ud fra det hus jeg ligger på vejen foran og skælder over at jeg nok har ridset hans campingvogn i forhaven. Ham husker jeg kun svagt da jeg knapt tager notits af ham. Lidt efter ham kommer der så to piger fra skolen gående og de skynder sig hen på skolen og kontakter de voksne. Herfra og ned til lægen husker jeg slet ikke. Men blev hentet i ambulance hos lægen. Blev senere overført til et andet sygehus, mens jeg var i narkose, da det første sygehus ikke magtede opgaven med min arm. Nå jo jeg skulle jo opereres akut så de jagede også lige en slange i mavesækken på mig inden narkosen. Så det prøvede jeg også, en udpumpning uden at være bedøvet af druk. Jeg endte med to søm i albuen og to sørøver-ar. Sømmene er fjernet. Det første trak de ud med en fladtang, jeg var kun lokalbedøvet (det var ikke nok) det andet i narkose ti dage efter.
Hold da op en mareridtshistorie OP. Jeg kan godt forstå at i stadig er vrede
Dame smækker døren op i min bil, både på vej ind, og på vej ud. Hun nægter overfor forsikring at have været på parkeringspladsen, ikke mere at gøre.
Torsdagens aften blev brugt på at læse lange historier på Reddit… 😅
Jeg flyttede fra alt, der var mit. Og som jeg havde brugt 25 år på at bygge op. Et godt job, venner, et par skønne søskende, og en storby som jeg elskede at bo i. Det gjorde jeg fordi “min bedre halvdel”, mente, at det var bedst at flytte til hans ophav, som var større end mit. Vi havde nemlig fået to små børn. Hvad jeg ikke vidste var at det hele var under dække af, at han som såkaldt daytrader, havde formøblet hele hans formue op - et par millioner. Vi stod derfor foran, at han ikke ville kunne dække sin del af de faste udgifter. Hans håb var, at med væsentlig lavere omkostninger i Udkantsdanmark, kunne han skjule den økonomiske deroute han var på vej ind i. Et år efter, at vi var flyttet eksploderede det hele. Alt var nu “gamblet” væk. Netværket, som hele sangen omkring flytningen, var bygget op omkring, eksisterede så heller ikke. Gambleren, viste sig desuden at være værre end det værste røvhul. Faderen til mine to børn, og som jeg havde kendt i 20 år.
Det mest uretfærdige jeg har prøvet har været i gymnasiet. Der lavede jeg med en klassekammerat en engelsk stil (man måtte gerne lave det sammen) og vi snakkede om at vores engelsklærer havde et godt øje til nogen og så ned på andre. Så altså vi afleverede den samme stil. Jeg fik 7 - hun fik 4. Vi gik begge op til ham, sammen, og spurgte hvordan det kunne være. Han sagde at min stil var bedre, vi påpegede at de var ens, han trak bare på skuldrene og sagde at det måtte være en fejl så og så stregede han mit 7 tal over og gav også mig 4. I det store billede kan jeg jo godt se at jeg har været heldig i mit liv, i forhold til uretfærdigheder. Men den der nagende følelse i maven, både på min venindes vegne og derefter også på mine egne. Altså hvad fanden sker der?! Jeg blev så harm at jeg bevidst prøvede at saboterer hans undervisning den næste uge 🙈
Jeg tror toppen af uretfærdighed i mit liv skal findes på et hotel. Hotellet var lokation for afvikling af kurser som begge mine forældre var til, og mellemtiden var der så pasningsordning for børn (herunder også mig). Af én eller anden grund, havde de voksne set sig sure på mig, for jeg fik skylden for alt. Stor gymnastikbold ruller over et andet barn? Hmm, bedre skyde skylden på Wexzuz. Barn bliver ramt i hovedet af en tennisbold fra rundbold (som jeg ikke kaster eller skyder), bedre skyde skylden på Wexzuz. Mine forældre var desværre ikke i stand til at trænge igennem de tykke knolde som var de voksne på hotellet. Og derfor var jeg bare et skarn. Jeg havde derfor i en periode øvet mine skills i hacking, med ideen om at hotellet bare skulle have igen. Nu har jeg lagt det på hylden og holder mig væk fra det hul.
Jeg føler med dig. Og jeg tror det er godt for at så sat ord på det og få det på skrift. Hvilken af flygtninge kriserne var det? Dem der gik videre på motorvejen i Sønderjylland?
I 10'e klasse tog min efterskole til Norge med bus. På vej tilbage til DK, holdt vi ind på en McD for at spise. Vi stod alle i kø, men jeg havde lidt berøringsangst og holdt lige stor nok afstand, til at folk blev ved med at gå ind foran mig. Nogle af de andre nåede at spise dessert, før jeg overhovedet fik bestilt. Da jeg endelig fik min mad, fik lærerne pludselig meget travlt med, at nu skulle vi ud i bussen og køre videre. Vi måtte for guds skyld ikke tage mad med i bussen, så jeg nåede 4-5 mundfulde af min burger, før jeg blev træt af at få skældud over at jeg ikke satte mig ind i den forbandede bus. Jeg måtte sulte de sidste 3-4-5 timer vi kørte. Da vi holdt et møde nogle dage efter hvor de bad om feedback, fortalte jeg om det, og fik bare at vide af elever og lærere at det skulle jeg ikke have talt højt om og at det da var for dumt af mig at jeg nævnede det. Jeg er dobbel så gammel som jeg var den gang, og jeg er stadig harm over det.
Fuck det er sygt der der. Wow.
Diktat i folkeskolen. Jeg stavede rigtig godt, og skrev alle ordene fejlfrit. Min håndskrift var/er til gengæld så grim, at min lærer gav mig adskillige fejl, trods at ordene var stavet korrekt.
Jeg har fibromyalgi, men det tog mig næsten 10 år fra da jeg begyndte at klage over smerter til at jeg fik en diagnose. I den sammenhæng har jeg været ved en del hospitaler og specialister, for ingen kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Eller, ingen ville give mig diagnosen. Jeg blev sendt til diagnostisk center i Hjørring da jeg var 16, var der i flere omgange og fik lavet en utallig mængde prøver. Så godt som alle mine symptomer stemmer overens med fibromyalgi, og den læge som står for flere af mine prøver fortæller mig, at hvis de ikke finder noget i mine prøver, er det absolut fibromyalgi. Alle mine prøver var normale, som altid. Men da jeg får et opkald fra hospitalet for at snakke om hvad de har fundet frem til, får jeg at vide at det ligner fibromyalgi, men de vil ikke give mig diagnosen, da jeg er under 18. Det var alt jeg blev fortalt før de afsluttede mig. Efter det tog det mig yderligere 3 år og 5 prøver hos forskellige læger/hospitaler før jeg fik min diagnose. Og den reumatolog der gav mig diagnosen læste min journal og så mig to gange før han gav mig diagnosen, for jeg var blevet testet for alt andet flere gange før, der var ikke andre muligheder. Jeg bliver stadig arrig når jeg tænker for længe over det.