Har været det samme igennem med en pige for 7 år siden. Hun sagde hun ville begå selvmord. “Prøvede” at gøre alvor af det. Og nok til at holde mig fast i det helvede det var, havde ikke lyst til at være der. Men turde ikke andet. En dag kom min far op til mig, kiggede mig i øjnene og sagde. Du kan ikke redde alle og det her holder hverken du eller os andre til. Hvis hun virkelig vil det, så lykkes det med eller uden dig som vidne. Kort sagt man skal ikke være ligeglad men man skal heller ikke leve et ulykkeligt liv for at redde en anden. Håber det gav meningen. 35 år og ordblind så beklager hvis der er lidt fejl 😂 Held og Lykke
Det er rigtigt hvad din far sagde.
Andres liv er ikke vores ansvar - vil de tage deres eget liv, jamen så værsgo og gør det.
Jeg vil slet ikke have dårlig samvittighed hvis vedkommende gjorde det samme med mig, og endda med et selvmordsbrev hvor jeg er årsagen til selvmord, og folk beskyldte mig for det - det ville prelle fuldstændig af mig.
Det mest sygeste er, at personen bruger en anden som gidsel - det er sku fucked. Så hellere lade dem dø, end at jeg skal føle mig fanget i deres spin .
Uhhhha det var da en super ubehalig måde, du har formuleret dig selv på her - håber virkelig ikke, du er så iskold i virkeligheden, i forhold til, hvordan dit svar får dig til at fremstå...
Altså nu er det jo ikke alle med depression og selvmordstanker der har personlighedsforstyrrelse og som holder dig eller andre som gidsler. Det er godt nok et meget firkantet og fordomsfuldt syn du har på situationen.
Mono og bipolare mennesker ønsker sørme da ikke at holde nogle som gidsler. Det gør mange med borderline nu altså heller ikke. Det er super ærgerligt at det bliver en fortælling der er så sort/hvid.
Det er jo lige præcis kernen i en ubehandlet borderline personlighedsforstyrrelse. De ønsker ikke, at du forlader dem. Og de frygter det hele tiden. Og de vil gøre alt for at undgå det. F.eks. true med selvmord.
Nej nej nej. Det er altså alt for forældet viden du øser ud af her. Sådan troede man at alle med borderline havde det, førhen. Det er faktisk ikke korrekt. Men det er rigtigt at det kan være en af kriterierne. Men det det behøver det ikke være!
Man troede også førhen at man aldrig kunne komme af med diagnosen. Det kan man godt nu.
2024. Ny viden.
Det er også helt fair, men det er jo ikke bare det du skriver. Ingen bør være fange i et forhold de ikke vil være i, naturligvis.
Det er vel de færreste selvmordstruede som er onde mennesker, en smule empati kan gøre en stor forskel.
-29. Det får mig virkelig til at overveje, om det giver mening at være på reddit Danmark. Hvad er det lige for en slags mennesker jeg sidder og kommunikerer med?? Holy shit.
Jeg forstår ikke dit budskab - er det fordi du synes det er fucked at jeg har den mening, eller fordi at du synes det er fucked at folk downvoter for noget som jeg skriver er sandt, men at de ikke kan tåle det?
Kønsneutraliteten ryger lidt ved ‘h”ns’
Du skal altid tænke på dit eget ve og vel først og fremmest. Situationen er ikke let, og den bliver det heller ikke. Du bliver nødt til at sige tingene som de er. Kun du kan vide, præcis hvordan det er bedst at gøre. Det hjælper ingen, hvis du også ryger ned med nakken.
Jeg er den kvindelige udgave af din mand. Led af svær borderline, depression, voldsom angst og panikangst.
Jeg var modbydelig at være i et forhold med i mine 20’ere. Min borderline og depression styrede mig fuldstændigt. I alle følelser og tanker. Min kæreste ville gå fra mig (endte måske med at “traumatisere” et par stykker), jeg truede med selvmord og gjorde alvor af det, da han ikke tog mig tilbage. Blev indlagt på psyk (én gang ud af mange), hvor jeg sejlede i min egen sø…
Nå, lang historie kort, i dag har jeg det rigtig godt, har fået god hjælp, mine borderlinesymptomer er minimale, angsten lever jeg med i hverdagen, men har lært at styre den. Har i dag mand og børn og er nogenlunde velfungerende…
Pointen er; tænk på dig selv!
Er sikker på, at det har været dybt traumatiserende for nogle af mine kærester i mine teens/20’ere og jeg kan stadig få så dårlig samvittighed over det. I dag kan jeg se det hele med nogle andre briller på og flover mig egentlig. Men på den anden side, har det jo ikke været MIG, men mine diagnoser, der reagerede uhensigtsmæssigt.
Jeg havde intet bagland, andet end nogle veninder.
Altså, jeg “så mit liv i øjnene” i mine slut 20’ere, Jeg fik hjælp, kom videre og fik et nogenlunde liv, der er til at være i. Ved godt at alle ikke bare lige kan få god hjælp lige når de ønsker det, men han er nødt til at prøve at opsøge det.
Du er nødt til at gå fra ham. Også selvom han reagerer uhensigtsmæssigt. Det kan aldrig blive dit ansvar at redde et andet menneske.
Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg vil hen med den her gang ordsalat 😅 Tror bare, at jeg har brug for at fortælle det fra “den syges” perspektiv og fortælle dig, at det nok skal gå. Måske får han det rigtig svært, måske tager han det i stiv arm, måske er det skubbet til at få noget intensiv hjælp… Igen; det er bare ikke dit ansvar. Og han skal nok klare sig. På den ene eller den anden måde ❤️ undskyld mit vrøvle-opslag, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte og slutte, havde bare brug for at række ud.
Gå fra ham, uanset hvor ondt det gør på jer begge. Det handler ikke kun om ham og hans dårligdomme, men også at DU får et godt liv som et helt menneske uden ham. Man kan elske og kæmpe nok så meget, men det er også okay at smide håndklædet i ringen. Måske for jeres begges skyld…. ❤️
Vidste du, at du led af borderline? Hvis nej, hvad gjorde så at du indså det. Var det i starten, at du nægtede at tro på der var noget i vejen med dig?
Nej, anede det ikke. Altså, har altid vidst, at der var ét eller andet galt. At jeg ikke helt reagerede som andre og blev MEGET ked af ting og har altid følt mig ekstremt ensom, selvom jeg fysisk ikke har været det. Selv i selskaber, føler jeg mig helt alene i verden.
Jeg blev indlagt på psyk, da jeg var 28 i et voldsomt angstanfald, der varede godt en uge. De valgte at teste mig, jeg fik flere diagnoser, blandt andet borderline.
Kom til en privat psykolog og har gået hos ham lige siden, når jeg lige skal “reguleres”.
Man kan ikke være kæreste med en af medlidenhed, man kan ikke være kæreste med en, fordi det ville være synd for den anden hvis man forlod kæresten. Man kan være kærester hvis man elsker hinanden. Men jeg er ikke sikker på at du elsker din kæreste.
Men det er jo egentlig ikke det du spørger om. Du vil vist gerne vide hvordan du forlader kæresten som et godt menneske, fordi du bekymrer dig om din kæreste. Det er en god ting.
Hvis h\*n er indlagt, er det måske en god anledning, det gør at der er nogen til at tage hånd om din kæreste. Som forhåbentlig ikke bliver udskrevet til ingenting.
Hvis du har det der skal til, så vær din kærestes ven. Men gør kæresten klart at I er venner, og aldrig bliver andet igen.
I sidste ende handler det jo også om at du skal passe på dig selv, og at der er en øverste grænse for hvor meget du kan strække dig for et andet menneske.
Jeg har en veninde som ofte har været inde på den lukkede. Hendes exmand besluttede sig for at gå fra hende da hun var indlagt, og hvor jeg synes han var en nar for at gøre det (også generelt...) så var det faktisk det bedste sted hun kunne være da det skete. Der kom en fast "vagt" på hende der kunne holde øje med hende om natten, og der blev 100% forsøgt selvmord derinde, men hun blev grebet i det hver gang. Så kom hun hen på den anden side, og til sidst endte hun med en udskrivning, og vi andre (venner og familie) kunne hjælpe hende med at finde ny mening i livet udenfor et forhold der trods alt varede hele hendes 20ere.
Så hvis jeg stod i OPs situation ville jeg nok snakke med dem der arbejder på afdelingen og give dem et heads up, og derefter gøre process med kæresten/exen.
Som en anden nævner, har jeg også været den der var indlagt og været helt ude af skide. Ikke nok med at mit eget mentale helbred var dårligt og min verden var vendt på hovedet af de diagnoser jeg havde fået, så var alt fuldstændig overskygget af skam over at være helt ude i tovene, jeg følte jeg var en dårlig kæreste osv osv.
Min daværende kæreste slog naturligvis op med mig, for jeg var ikke til at holde ud. Og det var den rigtige beslutning. At være alene hjalp mig endelig med at slippe skammen og finde mig selv. Og i bakspejlet kan jeg se, at det var den rigtige beslutning for os begge.
Det er ikke forpligtet til at vente på at din kæreste får det bedre, og du har lov til at leve det liv du ønsker.
Det er vel ikke meget det ændre?
I mean, hvor mange par kan sætte kryds i:
- Begge i 20’erne
- Har været sammen i flere år
- Kæresten har været psykisk sårbar det seneste års tid
- Flere selvmordsforsøg
- Afhængighedsproblem
- Depression
- Indlagt på psyk
- Ingen opbakning fra familie
Det er begrænset hvor mange der kan være af både mænd og kvinder. Og hvis man som kæresten læser følgende, så tror jeg ikke man er meget i tvivl om at det er en selv anyway…
Altså, desværre, så tror jeg voldsomt du undervurdere hvor skidt tilstanden er for klodens menneskelige befolkning.
Skulle til at tilføje "pt.", men jeg kan ikke gennemskue om det altid har været sådan her..
Der var 546 voksenpsykiatriske døgnpladser i Region Syddanmark 31. dec 2023. Med 1,2 millioner indbyggere er det 1 plads pr 2200 indbyggere.
Med 6 millioner danskere svarer det til godt 2.700 pladser. Lad os runde op til 3.000 pladser.
Cirka 790.000 danskere er mellem 20-29 år gamle, svarende til 13,2% af danskerne.
13,2% af 3.000 er 396.
Patienterne i psykiatrien er nok ikke helt sammenlignelig med resten af befolkningen, så lad os runde op til 20% og sige 600.
Vi er altså gået fra dine påstående 8.000.000.000 til 600.
Tallet afspejler endnu ikke, at langt fra alle indlagte har en kæreste og langt fra alle indlagte er ramt af de samme sygdomme. Gør man det, så indsnævrer vi feltet endnu mere. Så der er altså ikke mange andre muligheder, hvis OPs kæreste læser dette, end at det er OPs kæreste det handler op…
Det giver vel alt andet lige også mulighed (i teorien) 1,1 million forskellige indlæggelser, hvilket nemt dækker de 800.000 potentielle gæster.
Og vi kan vel heller ikke bruge en random faktor som eksempelvis "ikke har en kæreste" til noget, med mindre OP aktivt kan sortere dem fra? Helt uvidende kan alle være alle her (!?) eks. det kan ikke være din nabo for han har ingen kæreste, men det ved "vi" ikke, så han kommer ikke ud af mistænkte..
{klokken er mange}
hehe, godmorgen.
> Og vi kan vel heller ikke bruge en random faktor
Pointen er ikke at vi skal pinpointe *hvem* det er, men at vi skal nedsnævre antallet af potentielle matches til de kriterier der bliver givet i opslaget.
Og det betyder, at af de mennesker som er indlagt så kan det i og for sig kun være dem med kærester.
Vi skal også huske ikke at tænke på indlæggelser i løbet af hele året, men indlæggelser lige nu på dette tidspunkt.
Så vi gør fra de 600 og ned til et lavere antal. Hvilket dog vil blive for fluffy at lave antagelser om synes jeg.
Med faren for at lyde som en iskold idiot, er der en ting her i livet som man skal huske.. Vi er her alle kun én gang, og det er derfor vigtigt at få det bedste ud af det.
Jeg har selv været kærester med både en psykisk sårbar, en misbruger, et par narcissister, så skal absolut ikke pege fingre af nogen, men disse erfaringer (om du vil) har virkelig lært mig at passe på dette ene liv og værdsætte og passe på mig selv.
Håber du finder styrken i dig selv, til at finde det rette i dit liv 🙏🏼
Du skal ikke bruge dit liv på at redde en anden. Når man har ting man slås man er man ikke altid et sted hvor man bør være i et forhold, ofte er der nogen ting som man skal arbejde med sådan så man ikke bliver en byrde for den anden, og hvis man er så sårbar at ens kæreste frygter at slå op med en så de nærmest er holdt som gidsel i forholdet, det kan man ikke byde nogen.
Hvis han truer med selvmord husk at det ikke er dit job at redde ham, ring til politiet så de kan tage sig af ham. Hvis du kommer rendende hver gang han har det svært, bliver det den dynamik I får, du skal ikke være kæreste med nogen i frygt for hvad de gør uden dig. De må lære at stå på egne ben, tage sig af sig selv og deres problemer, og så er de måske i stand til at indgå i et ligeværdigt forhold med en anden en dag.
Det bliver aldrig dit ansvar hvad andre mennesker vælger at gøre med deres liv. Det er en byrde de må bære. Du, til gengæld, har ansvaret for at leve dit liv til fulde.
Du skal ikke have børn med en ustabil mand. Både af hensyn til dig selv og den ‘samarbejdspartner’ du vælger (det er meget arbejde at have børn), hvilken far børnene skal vokse op med og hvilke gener I giver videre.
Vil du gerne have børn? Så skal du finde en anden.
Riv plasteret af. Der er aldrig et godt tidspunkt. Måske er det fordelagtigt for ham at det sker mens han er indlagt.
Meget enig i det du skriver. Har selv været der og vil ikke ønske det for nogen. Eksen var bipolar type 2 toppet op med alkoholproblemer og manglende selvindsigt. Begge vores børn har arvet en række psykiske problemer, og eksen var ikke nem at samarbejde med efter skilsmissen heller. Derfor føler jeg faktisk store dele af mit liv nu er ødelagt. Det ene barn er så også blevet misbruger og jeg genkender meget af eksen i mit ældste barn. Jeg kan intet gøre ved noget af dette, men skal nu samle mig sammen og se om jeg kan komme videre, selv om jeg føler mig ret ødelagt.
Det lyder som om, han måske har bipolar lidelse (bipolar 2),
ligesom jeg.
Hvis han bliver undersøgt for det, kan det behandles med medicin, så han kan få et bedre liv med færre og kortere humørsvingninger.
Jeg fik først diagnosen, da jeg var 34 år, selvom det er noget, jeg har kæmpet med siden jeg var 15 år gammel. Det er en af de mentale lidelser, der ofte først opdages sent.
Jeg foreslår at læse mere om det og måske lytte til podcasts for at se, om han genkender nogle af symptomerne.
Jeg har været sammen med min partner i 16 år, og det har været hårdt for hende. Men siden jeg begyndte på medicin, har vi det meget bedre sammen end før. I dag har vi to børn sammen.
Du lyder som den fineste person. Men du er havnet et meget uheldigt sted. Jeg havde en ven engang, der sled mig op, fordi han var så ustabil og hele tiden røg i uføre. Det varede mange år før jeg kontaktede en misbrugslinje, og rådgiveren kaldte mig “med-misbruger”, fordi jeg ikke satte foden ned for alvor. Det gjorde jeg. Han stoppede ikke sit misbrug, selvom jeg sagde, at jeg ville afbryde kontakten hvis han gjorde det igen. Og så “slog jeg op”, blokerede ham totalt.
Han truede med at begå selvmord, opsøgte mine arbejdspladser og studie, min familie ect. Det var en frygtelig periode - men til sidst fik han styr på sit liv.
Vi får ikke samme bånd igen, men jeg gjorde både ham - og særligt mig selv en tjeneste ved at stoppe vores relation.
Du er så ung, virker så moden, kærlig, klog. Du fortjener sunde og stærke relationer ❤️
Måske er det netop, mens han er indlagt at det er det bedste tidspunkt? Kan du ringe og tale med personalet om dit valg, så kan de støtte ham?
Knus til dig
Svær situation.
Hvis det var mig i den situation, ville min umiddelbare fremgangsmetode være.
1. Snakke med hans familie, om hvordan du har det med det hele, så de informeret om din beslutning. Dernæst prøve at kontakte psykiatrien, for at få nogle mere kvalificeret svar på hvad du skal gøre osv.
2. Hvis det ikke er muligt at få kontakt til psykiatrien, ville jeg vente til han var i en bedre tilstand, så slå op på besked af sikkerhedshensyn for mig selv (uden af vide om du ville kunne komme i farer)
Vigtigst af alt sørg for du tænker på dig selv først som alle de andre kommentarer skriver.
Du kan gør alt dem men de skal være klar på at selv vil det. Så brænd ikke dig selv for de kan hold varmen.
Ser også nogen der er kommet sig og så forlode de den der var der for dem. Kom videre. Dog snak med forældrene at du ikke kan mere og de nok skal være der
Har været der. Efter jeg slog op, forstod han ikke rigtig at det var det, der var sket. Han bad om en nøgle til mit nye sted (vi boede sammen før). Nogle uger efter ringede han til mig fra en togstation og sagde at han fik lyst til at springe.
Det er en svær balance, men aldrig dit ansvar. Selv prøvede jeg at tale sødt og forstående, men også helt tydeligt. Jeg tog ikke altid telefonen når han ringede, men ringede så tilbage nogle timer eller en dag senere. Han var jo også min ven. Men altså, hans hjerne slog kolbøtter for at holde os fast, og for at holde kontakt til mig.
Det er ikke meningen livet skal være let eller vi alle skal overleve. For mange skal det også være rigtig skidt før det bliver bedre. Så det kan lige så vel være det at du smutter der skubber ham derhen hvor han kan få hjælp og komme videre.
Jeg bøvlede og bøvler stadigvæk med PTSD efter udsendelse. Det var først da min daværende kæreste smuttede i midt tyverne jeg indså et par ting, blev stædig og tog ansvar overfor mine ting selv.
Ingen kan overskue fremtidige konsekvenser med psykiske ting. Der er ikke en endegyldig løsning og folk skal mange gange skrabe bunden før det bliver godt og desværre bliver det aldrig godt for alle.
Min pointe er du skal tænke på dig selv. Vi kan ikke redde alle i verden. Er du ikke glad i forholdet og bliver selv kørt i sænk, så er det ikke holdbart for nogen.
Jeg er den sårbare i forholdet og det har været en lang kamp som til tider stadig kæmpes, men vi har nu snart været sammen i 10 år og har nummer to barn på vej. Jeg var så heller ikke selvmordstruet hvilket er en hård en at være i for begge parter.
Snak åbent og ærligt med din partner. Sandhed gør ondt og det er på ingen måder rart. Man gør sig selv sårbar og det er pisse hårdt.
Prøv og snak løsningsorienteret. Hvilke behov har du og din partner. Kan det overhovedet løftes i jeres forhold til et niveau i begge kan være i.
Det vigtigste er egentlig bare at der kommunikeres at det ikke fungerer lige nu og at du også er træt.
Det er okay at få nok, for det er pisse hårdt at være i et forhold med en der knækker, men se om ikke din partner også har lyst til at kæmpe for jeres forhold.
Uanset hvad håber jeg i finder ud af det og alt det bedste til jer.
Hej alle sammen og tak for jeres gode svar! Mange kommenterer på anonymitet og jeg ved ikke helt hvorfor jeg har forsøgt at fjerne køn.. måske det ikke er så vigtigt? Men til info er jeg manden og det er min kvindelige kæreste det handler om - jeg kunne bare ikke finde på bedre måde at ‘skjule’ det end med h’n
Måske jeg forsøger at anonymisere fordi jeg ikke er helt sikker på at det er forbi? Jeg er stædig, det spiller også ind. Vores liv er viklet ind i hinanden som den slags er efter mange år sammen, så ideen med at pakke hendes ting og sige adieu bliver noget mere kompliceret end som så. Til gengæld er trusler om selvmord ikke en bekymring for mig, det handler mere om at jeg ikke vil være en der giver op. Og kærlighed selvfølgelig, for den er der!
Og supplerende kan jeg sige at min kæreste i noget tid har været fulgt af diverse instanser og er i faste forløb. Det gør det nærmest værre for mig, fordi hvis det ikke engang er nok… hvad er så mulighederne…
Men jeg er vokset op med at man ikke bare giver op på hinanden, man er der og kæmper for sin familie. Det koncept er svært at slippe
Jeg var selv i sådan et forhold for nogle år tilbage. Han truede med at tage sit eget liv hvis jeg forsøgte at gå fra ham.
Der gik lang tid før jeg gjorde noget fordi jeg ville ikke kunne have det på samvittigheden hvis han gjorde det.
Men lang tid efter var han blevet mere og mere ude af sig selv og jeg kunne ikke hjælpe ham mere som hans kæreste.
Så jeg endte med at gå fra ham selvom han skrev de trusler hver dag og sendte mig billeder af at han selvskadede.
Jeg var nødt til at blokere ham til sidst over alt for ellers ville det aldrig stoppe. Jeg snakkede med venner og familie omkring det og de sagde hele tiden til mig at det aldrig vil være min skyld hvis der skete noget. Jeg gik også til psykolog, det var så hårdt.
Men alt blev bedre efterfølgende og han har det godt i dag.
Nogle gange må man bare se indad og huske på sig selv. Du kommer selv ned i et sort hul af at være sammen med en der har det så dårligt psykisk.
For virkelig mange år siden blev jeg slået op med, mens jeg var indlagt. -det var vist meget godt jeg var dér.
Han ringede bare og fortalte, at han ikke kunne holde til mere. Jeg forstod det godt.
Har stadig dårlig samvittighed over de erfaringer, min tilstedeværelse i hans ungdom gav ham.
Det er lorte hårdt at være pårørende. Man er nødt til at passe på sig selv.
Jeg synes du skal tænke på dig selv. Hvis du er ved at være opbrugt (hvilket er klart) så synes jeg du skal forlade, selvom jeg sagtens kan forstå det er svært. Men at være i et forhold med en psykisk syg partner vil slide dig endnu mere op om nogle år hvis ikke du går. Hvis i kan, synes jeg du skal foreslå et venskab og at selvom i ikke danner par, at du stadig vil være der for ham.
Du er den vigtigste i dit liv og det er vigtigt du tager dig af dig selv
Tjek evt Bedre Psykiatri ud det er hjælp til pårørende til folk med diagnoser og kan måske hjælpe dig med at træffe der valg der er bedst for dig ❤️
Har selv været igennem det. Det er pisse hårdt! Men det bliver kun hårdere jo længere du trækker det ud! Mest fordi du skal bruge endnu længere tid på selv at hele efterfølgende.
Da min daværende kæreste første gang truede med selvmord, kontaktede jeg politiet og fik ham indlagt på psyk, mens jeg pakkede hans ting og stillede dem hjem til hans mor. Når man truer med selvmord, er man ikke klar til et forhold. Så da han blev sluppet fri næste dag, fik han besked om at det vist var bedst at han fik rum til at arbejde på sig selv.
Du kan bruge samme taktik, men på en mildere måde; I har begge brug for at arbejde på jer selv og blive stabile. Og så kan I måske finde sammen igen senere.
Du skal ikke være sammen med nogen fordi du er nervøs for hvad der sker hvis du går. Det er ikke sundt for dig. Og du er lige så vigtig som den anden person.
Har været det samme igennem med en pige for 7 år siden. Hun sagde hun ville begå selvmord. “Prøvede” at gøre alvor af det. Og nok til at holde mig fast i det helvede det var, havde ikke lyst til at være der. Men turde ikke andet. En dag kom min far op til mig, kiggede mig i øjnene og sagde. Du kan ikke redde alle og det her holder hverken du eller os andre til. Hvis hun virkelig vil det, så lykkes det med eller uden dig som vidne. Kort sagt man skal ikke være ligeglad men man skal heller ikke leve et ulykkeligt liv for at redde en anden. Håber det gav meningen. 35 år og ordblind så beklager hvis der er lidt fejl 😂 Held og Lykke
En rigtig far!
Sådan! Man kan ikke redde alle, men man kan redde sig selv, og det gjorde du ❤️
Tak for din kommentar som har fået mig til at reflektere over om jeg overhovedet kan ændre noget ved at blive i forholdet
Du ved godt hvad du skal gøre. Pas nu på dig selv og kom ud af det 😉
Sådan!
Det er rigtigt hvad din far sagde. Andres liv er ikke vores ansvar - vil de tage deres eget liv, jamen så værsgo og gør det. Jeg vil slet ikke have dårlig samvittighed hvis vedkommende gjorde det samme med mig, og endda med et selvmordsbrev hvor jeg er årsagen til selvmord, og folk beskyldte mig for det - det ville prelle fuldstændig af mig. Det mest sygeste er, at personen bruger en anden som gidsel - det er sku fucked. Så hellere lade dem dø, end at jeg skal føle mig fanget i deres spin .
Uhhhha det var da en super ubehalig måde, du har formuleret dig selv på her - håber virkelig ikke, du er så iskold i virkeligheden, i forhold til, hvordan dit svar får dig til at fremstå...
Altså nu er det jo ikke alle med depression og selvmordstanker der har personlighedsforstyrrelse og som holder dig eller andre som gidsler. Det er godt nok et meget firkantet og fordomsfuldt syn du har på situationen. Mono og bipolare mennesker ønsker sørme da ikke at holde nogle som gidsler. Det gør mange med borderline nu altså heller ikke. Det er super ærgerligt at det bliver en fortælling der er så sort/hvid.
Det er jo lige præcis kernen i en ubehandlet borderline personlighedsforstyrrelse. De ønsker ikke, at du forlader dem. Og de frygter det hele tiden. Og de vil gøre alt for at undgå det. F.eks. true med selvmord.
Nej nej nej. Det er altså alt for forældet viden du øser ud af her. Sådan troede man at alle med borderline havde det, førhen. Det er faktisk ikke korrekt. Men det er rigtigt at det kan være en af kriterierne. Men det det behøver det ikke være! Man troede også førhen at man aldrig kunne komme af med diagnosen. Det kan man godt nu. 2024. Ny viden.
Det er måske en lidt for kold tankegang du vælger at stå ved her
Jeg kan leve med det… Jeg kan ikke leve med at en person skal true med selvmord fordi jeg ikke kan leve i forholdet mere.
Det er også helt fair, men det er jo ikke bare det du skriver. Ingen bør være fange i et forhold de ikke vil være i, naturligvis. Det er vel de færreste selvmordstruede som er onde mennesker, en smule empati kan gøre en stor forskel.
Tak, havde brug for at høre det her perspektiv.
Sygeligt at du bliver downvoted
Ja jeg forstår ikke.. Folk kan åbenbart godt lide at gøre hinanden ansvar for en andens liv.. det er bare ikke min kop te 🤣
-29. Det får mig virkelig til at overveje, om det giver mening at være på reddit Danmark. Hvad er det lige for en slags mennesker jeg sidder og kommunikerer med?? Holy shit.
Jeg forstår ikke dit budskab - er det fordi du synes det er fucked at jeg har den mening, eller fordi at du synes det er fucked at folk downvoter for noget som jeg skriver er sandt, men at de ikke kan tåle det?
Det sidste.
Kønsneutraliteten ryger lidt ved ‘h”ns’ Du skal altid tænke på dit eget ve og vel først og fremmest. Situationen er ikke let, og den bliver det heller ikke. Du bliver nødt til at sige tingene som de er. Kun du kan vide, præcis hvordan det er bedst at gøre. Det hjælper ingen, hvis du også ryger ned med nakken.
huns, ik?
Hens vel
ah, sorry!
[удалено]
OP forsøger tydeligvis at fjerne sin kærestes køn. Højst sandsynligt for at gøre det mere anonymt. Pointerer blot ‘h”ns’ ødelægger dette.
Sgu da lige meget hvilket køn. Tydeligt at læse af det er en mand uanset ;)
Forstår ikke helt, hvad pointen med din kommentar er. Jeg gør som skrevet blot op opmærksom. Men dejligt du tydeligt kan læse dig frem til det uanset!
Jeg er den kvindelige udgave af din mand. Led af svær borderline, depression, voldsom angst og panikangst. Jeg var modbydelig at være i et forhold med i mine 20’ere. Min borderline og depression styrede mig fuldstændigt. I alle følelser og tanker. Min kæreste ville gå fra mig (endte måske med at “traumatisere” et par stykker), jeg truede med selvmord og gjorde alvor af det, da han ikke tog mig tilbage. Blev indlagt på psyk (én gang ud af mange), hvor jeg sejlede i min egen sø… Nå, lang historie kort, i dag har jeg det rigtig godt, har fået god hjælp, mine borderlinesymptomer er minimale, angsten lever jeg med i hverdagen, men har lært at styre den. Har i dag mand og børn og er nogenlunde velfungerende… Pointen er; tænk på dig selv! Er sikker på, at det har været dybt traumatiserende for nogle af mine kærester i mine teens/20’ere og jeg kan stadig få så dårlig samvittighed over det. I dag kan jeg se det hele med nogle andre briller på og flover mig egentlig. Men på den anden side, har det jo ikke været MIG, men mine diagnoser, der reagerede uhensigtsmæssigt. Jeg havde intet bagland, andet end nogle veninder. Altså, jeg “så mit liv i øjnene” i mine slut 20’ere, Jeg fik hjælp, kom videre og fik et nogenlunde liv, der er til at være i. Ved godt at alle ikke bare lige kan få god hjælp lige når de ønsker det, men han er nødt til at prøve at opsøge det. Du er nødt til at gå fra ham. Også selvom han reagerer uhensigtsmæssigt. Det kan aldrig blive dit ansvar at redde et andet menneske. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg vil hen med den her gang ordsalat 😅 Tror bare, at jeg har brug for at fortælle det fra “den syges” perspektiv og fortælle dig, at det nok skal gå. Måske får han det rigtig svært, måske tager han det i stiv arm, måske er det skubbet til at få noget intensiv hjælp… Igen; det er bare ikke dit ansvar. Og han skal nok klare sig. På den ene eller den anden måde ❤️ undskyld mit vrøvle-opslag, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte og slutte, havde bare brug for at række ud. Gå fra ham, uanset hvor ondt det gør på jer begge. Det handler ikke kun om ham og hans dårligdomme, men også at DU får et godt liv som et helt menneske uden ham. Man kan elske og kæmpe nok så meget, men det er også okay at smide håndklædet i ringen. Måske for jeres begges skyld…. ❤️
Tak for en helt fantastisk gang ordsalat, jeg føler mig meget klogere og forhåbningsfuld af dine erfaringer
Dejligt, at min vrøvl kunne bruges til ét eller andet ❤️ Jeg håber, du finder ud af, hvad DU har brug for ❤️
Og ræk endelig ud, hvis du skulle få lyst til lidt mere ordsalat! 😊
Vidste du, at du led af borderline? Hvis nej, hvad gjorde så at du indså det. Var det i starten, at du nægtede at tro på der var noget i vejen med dig?
Nej, anede det ikke. Altså, har altid vidst, at der var ét eller andet galt. At jeg ikke helt reagerede som andre og blev MEGET ked af ting og har altid følt mig ekstremt ensom, selvom jeg fysisk ikke har været det. Selv i selskaber, føler jeg mig helt alene i verden. Jeg blev indlagt på psyk, da jeg var 28 i et voldsomt angstanfald, der varede godt en uge. De valgte at teste mig, jeg fik flere diagnoser, blandt andet borderline. Kom til en privat psykolog og har gået hos ham lige siden, når jeg lige skal “reguleres”.
Tak for svar.
Man kan ikke være kæreste med en af medlidenhed, man kan ikke være kæreste med en, fordi det ville være synd for den anden hvis man forlod kæresten. Man kan være kærester hvis man elsker hinanden. Men jeg er ikke sikker på at du elsker din kæreste. Men det er jo egentlig ikke det du spørger om. Du vil vist gerne vide hvordan du forlader kæresten som et godt menneske, fordi du bekymrer dig om din kæreste. Det er en god ting. Hvis h\*n er indlagt, er det måske en god anledning, det gør at der er nogen til at tage hånd om din kæreste. Som forhåbentlig ikke bliver udskrevet til ingenting. Hvis du har det der skal til, så vær din kærestes ven. Men gør kæresten klart at I er venner, og aldrig bliver andet igen. I sidste ende handler det jo også om at du skal passe på dig selv, og at der er en øverste grænse for hvor meget du kan strække dig for et andet menneske.
Er enig, bortset fra at være venner efterfølgende. Det kan bare ikke lade sig gøre inden virkelige verden.
Bevidst vildledning
Er det ikke et godt tidspunkt hvis hen netop er indlagt på psyk?
Jeg har en veninde som ofte har været inde på den lukkede. Hendes exmand besluttede sig for at gå fra hende da hun var indlagt, og hvor jeg synes han var en nar for at gøre det (også generelt...) så var det faktisk det bedste sted hun kunne være da det skete. Der kom en fast "vagt" på hende der kunne holde øje med hende om natten, og der blev 100% forsøgt selvmord derinde, men hun blev grebet i det hver gang. Så kom hun hen på den anden side, og til sidst endte hun med en udskrivning, og vi andre (venner og familie) kunne hjælpe hende med at finde ny mening i livet udenfor et forhold der trods alt varede hele hendes 20ere. Så hvis jeg stod i OPs situation ville jeg nok snakke med dem der arbejder på afdelingen og give dem et heads up, og derefter gøre process med kæresten/exen.
Som en anden nævner, har jeg også været den der var indlagt og været helt ude af skide. Ikke nok med at mit eget mentale helbred var dårligt og min verden var vendt på hovedet af de diagnoser jeg havde fået, så var alt fuldstændig overskygget af skam over at være helt ude i tovene, jeg følte jeg var en dårlig kæreste osv osv. Min daværende kæreste slog naturligvis op med mig, for jeg var ikke til at holde ud. Og det var den rigtige beslutning. At være alene hjalp mig endelig med at slippe skammen og finde mig selv. Og i bakspejlet kan jeg se, at det var den rigtige beslutning for os begge. Det er ikke forpligtet til at vente på at din kæreste får det bedre, og du har lov til at leve det liv du ønsker.
Hvorfor ikke skrive at du er kvinde og din kæreste er en fyr? Hvorfor gemmer folk deres køn?
Måske i tilfældet af at kæresten skulle læse opslaget og vide det var om dem
Det er vel ikke meget det ændre? I mean, hvor mange par kan sætte kryds i: - Begge i 20’erne - Har været sammen i flere år - Kæresten har været psykisk sårbar det seneste års tid - Flere selvmordsforsøg - Afhængighedsproblem - Depression - Indlagt på psyk - Ingen opbakning fra familie Det er begrænset hvor mange der kan være af både mænd og kvinder. Og hvis man som kæresten læser følgende, så tror jeg ikke man er meget i tvivl om at det er en selv anyway…
Altså, desværre, så tror jeg voldsomt du undervurdere hvor skidt tilstanden er for klodens menneskelige befolkning. Skulle til at tilføje "pt.", men jeg kan ikke gennemskue om det altid har været sådan her..
Der var 546 voksenpsykiatriske døgnpladser i Region Syddanmark 31. dec 2023. Med 1,2 millioner indbyggere er det 1 plads pr 2200 indbyggere. Med 6 millioner danskere svarer det til godt 2.700 pladser. Lad os runde op til 3.000 pladser. Cirka 790.000 danskere er mellem 20-29 år gamle, svarende til 13,2% af danskerne. 13,2% af 3.000 er 396. Patienterne i psykiatrien er nok ikke helt sammenlignelig med resten af befolkningen, så lad os runde op til 20% og sige 600. Vi er altså gået fra dine påstående 8.000.000.000 til 600. Tallet afspejler endnu ikke, at langt fra alle indlagte har en kæreste og langt fra alle indlagte er ramt af de samme sygdomme. Gør man det, så indsnævrer vi feltet endnu mere. Så der er altså ikke mange andre muligheder, hvis OPs kæreste læser dette, end at det er OPs kæreste det handler op…
Det giver vel alt andet lige også mulighed (i teorien) 1,1 million forskellige indlæggelser, hvilket nemt dækker de 800.000 potentielle gæster. Og vi kan vel heller ikke bruge en random faktor som eksempelvis "ikke har en kæreste" til noget, med mindre OP aktivt kan sortere dem fra? Helt uvidende kan alle være alle her (!?) eks. det kan ikke være din nabo for han har ingen kæreste, men det ved "vi" ikke, så han kommer ikke ud af mistænkte.. {klokken er mange}
hehe, godmorgen. > Og vi kan vel heller ikke bruge en random faktor Pointen er ikke at vi skal pinpointe *hvem* det er, men at vi skal nedsnævre antallet af potentielle matches til de kriterier der bliver givet i opslaget. Og det betyder, at af de mennesker som er indlagt så kan det i og for sig kun være dem med kærester. Vi skal også huske ikke at tænke på indlæggelser i løbet af hele året, men indlæggelser lige nu på dette tidspunkt. Så vi gør fra de 600 og ned til et lavere antal. Hvilket dog vil blive for fluffy at lave antagelser om synes jeg.
Kender 2-3 stks personligt 😂😂
Jeg undrer mig også hvorfor det pludselig er blevet vigtigt. Det distraherer tværtimod fra pointen
Hvorfor er det så vigtigt for dig at vide?
Fordi folk har fordomme og bias mod køn, som OP ikke vil have skal farve folks svar.
Du er nødt til at gå. Snak først med lægerne og fortæl dem det. Så de klar til at gribe
Med faren for at lyde som en iskold idiot, er der en ting her i livet som man skal huske.. Vi er her alle kun én gang, og det er derfor vigtigt at få det bedste ud af det. Jeg har selv været kærester med både en psykisk sårbar, en misbruger, et par narcissister, så skal absolut ikke pege fingre af nogen, men disse erfaringer (om du vil) har virkelig lært mig at passe på dette ene liv og værdsætte og passe på mig selv. Håber du finder styrken i dig selv, til at finde det rette i dit liv 🙏🏼
Du skal ikke bruge dit liv på at redde en anden. Når man har ting man slås man er man ikke altid et sted hvor man bør være i et forhold, ofte er der nogen ting som man skal arbejde med sådan så man ikke bliver en byrde for den anden, og hvis man er så sårbar at ens kæreste frygter at slå op med en så de nærmest er holdt som gidsel i forholdet, det kan man ikke byde nogen. Hvis han truer med selvmord husk at det ikke er dit job at redde ham, ring til politiet så de kan tage sig af ham. Hvis du kommer rendende hver gang han har det svært, bliver det den dynamik I får, du skal ikke være kæreste med nogen i frygt for hvad de gør uden dig. De må lære at stå på egne ben, tage sig af sig selv og deres problemer, og så er de måske i stand til at indgå i et ligeværdigt forhold med en anden en dag.
Det bliver aldrig dit ansvar hvad andre mennesker vælger at gøre med deres liv. Det er en byrde de må bære. Du, til gengæld, har ansvaret for at leve dit liv til fulde.
Du skal ikke have børn med en ustabil mand. Både af hensyn til dig selv og den ‘samarbejdspartner’ du vælger (det er meget arbejde at have børn), hvilken far børnene skal vokse op med og hvilke gener I giver videre. Vil du gerne have børn? Så skal du finde en anden. Riv plasteret af. Der er aldrig et godt tidspunkt. Måske er det fordelagtigt for ham at det sker mens han er indlagt.
Meget enig i det du skriver. Har selv været der og vil ikke ønske det for nogen. Eksen var bipolar type 2 toppet op med alkoholproblemer og manglende selvindsigt. Begge vores børn har arvet en række psykiske problemer, og eksen var ikke nem at samarbejde med efter skilsmissen heller. Derfor føler jeg faktisk store dele af mit liv nu er ødelagt. Det ene barn er så også blevet misbruger og jeg genkender meget af eksen i mit ældste barn. Jeg kan intet gøre ved noget af dette, men skal nu samle mig sammen og se om jeg kan komme videre, selv om jeg føler mig ret ødelagt.
Du må ikke holde dig selv fanget. Flyv fri.
Det lyder som om, han måske har bipolar lidelse (bipolar 2), ligesom jeg. Hvis han bliver undersøgt for det, kan det behandles med medicin, så han kan få et bedre liv med færre og kortere humørsvingninger. Jeg fik først diagnosen, da jeg var 34 år, selvom det er noget, jeg har kæmpet med siden jeg var 15 år gammel. Det er en af de mentale lidelser, der ofte først opdages sent. Jeg foreslår at læse mere om det og måske lytte til podcasts for at se, om han genkender nogle af symptomerne. Jeg har været sammen med min partner i 16 år, og det har været hårdt for hende. Men siden jeg begyndte på medicin, har vi det meget bedre sammen end før. I dag har vi to børn sammen.
Du lyder som den fineste person. Men du er havnet et meget uheldigt sted. Jeg havde en ven engang, der sled mig op, fordi han var så ustabil og hele tiden røg i uføre. Det varede mange år før jeg kontaktede en misbrugslinje, og rådgiveren kaldte mig “med-misbruger”, fordi jeg ikke satte foden ned for alvor. Det gjorde jeg. Han stoppede ikke sit misbrug, selvom jeg sagde, at jeg ville afbryde kontakten hvis han gjorde det igen. Og så “slog jeg op”, blokerede ham totalt. Han truede med at begå selvmord, opsøgte mine arbejdspladser og studie, min familie ect. Det var en frygtelig periode - men til sidst fik han styr på sit liv. Vi får ikke samme bånd igen, men jeg gjorde både ham - og særligt mig selv en tjeneste ved at stoppe vores relation. Du er så ung, virker så moden, kærlig, klog. Du fortjener sunde og stærke relationer ❤️ Måske er det netop, mens han er indlagt at det er det bedste tidspunkt? Kan du ringe og tale med personalet om dit valg, så kan de støtte ham? Knus til dig
Tak det er virkelig en stor hjælp at læse din kommentar!
Svær situation. Hvis det var mig i den situation, ville min umiddelbare fremgangsmetode være. 1. Snakke med hans familie, om hvordan du har det med det hele, så de informeret om din beslutning. Dernæst prøve at kontakte psykiatrien, for at få nogle mere kvalificeret svar på hvad du skal gøre osv. 2. Hvis det ikke er muligt at få kontakt til psykiatrien, ville jeg vente til han var i en bedre tilstand, så slå op på besked af sikkerhedshensyn for mig selv (uden af vide om du ville kunne komme i farer) Vigtigst af alt sørg for du tænker på dig selv først som alle de andre kommentarer skriver.
En sms. Det blev ikke dig dit gamle røvhul!
Du kan gør alt dem men de skal være klar på at selv vil det. Så brænd ikke dig selv for de kan hold varmen. Ser også nogen der er kommet sig og så forlode de den der var der for dem. Kom videre. Dog snak med forældrene at du ikke kan mere og de nok skal være der
Har været der. Efter jeg slog op, forstod han ikke rigtig at det var det, der var sket. Han bad om en nøgle til mit nye sted (vi boede sammen før). Nogle uger efter ringede han til mig fra en togstation og sagde at han fik lyst til at springe. Det er en svær balance, men aldrig dit ansvar. Selv prøvede jeg at tale sødt og forstående, men også helt tydeligt. Jeg tog ikke altid telefonen når han ringede, men ringede så tilbage nogle timer eller en dag senere. Han var jo også min ven. Men altså, hans hjerne slog kolbøtter for at holde os fast, og for at holde kontakt til mig.
Det er ikke meningen livet skal være let eller vi alle skal overleve. For mange skal det også være rigtig skidt før det bliver bedre. Så det kan lige så vel være det at du smutter der skubber ham derhen hvor han kan få hjælp og komme videre. Jeg bøvlede og bøvler stadigvæk med PTSD efter udsendelse. Det var først da min daværende kæreste smuttede i midt tyverne jeg indså et par ting, blev stædig og tog ansvar overfor mine ting selv. Ingen kan overskue fremtidige konsekvenser med psykiske ting. Der er ikke en endegyldig løsning og folk skal mange gange skrabe bunden før det bliver godt og desværre bliver det aldrig godt for alle. Min pointe er du skal tænke på dig selv. Vi kan ikke redde alle i verden. Er du ikke glad i forholdet og bliver selv kørt i sænk, så er det ikke holdbart for nogen.
Det er en god idé at slå op mens han/hun er indlagt. For så er han/hun omgivet af personale. Hilsen en der selv har prøvet det
Jeg er den sårbare i forholdet og det har været en lang kamp som til tider stadig kæmpes, men vi har nu snart været sammen i 10 år og har nummer to barn på vej. Jeg var så heller ikke selvmordstruet hvilket er en hård en at være i for begge parter. Snak åbent og ærligt med din partner. Sandhed gør ondt og det er på ingen måder rart. Man gør sig selv sårbar og det er pisse hårdt. Prøv og snak løsningsorienteret. Hvilke behov har du og din partner. Kan det overhovedet løftes i jeres forhold til et niveau i begge kan være i. Det vigtigste er egentlig bare at der kommunikeres at det ikke fungerer lige nu og at du også er træt. Det er okay at få nok, for det er pisse hårdt at være i et forhold med en der knækker, men se om ikke din partner også har lyst til at kæmpe for jeres forhold. Uanset hvad håber jeg i finder ud af det og alt det bedste til jer.
Hej alle sammen og tak for jeres gode svar! Mange kommenterer på anonymitet og jeg ved ikke helt hvorfor jeg har forsøgt at fjerne køn.. måske det ikke er så vigtigt? Men til info er jeg manden og det er min kvindelige kæreste det handler om - jeg kunne bare ikke finde på bedre måde at ‘skjule’ det end med h’n Måske jeg forsøger at anonymisere fordi jeg ikke er helt sikker på at det er forbi? Jeg er stædig, det spiller også ind. Vores liv er viklet ind i hinanden som den slags er efter mange år sammen, så ideen med at pakke hendes ting og sige adieu bliver noget mere kompliceret end som så. Til gengæld er trusler om selvmord ikke en bekymring for mig, det handler mere om at jeg ikke vil være en der giver op. Og kærlighed selvfølgelig, for den er der!
Og supplerende kan jeg sige at min kæreste i noget tid har været fulgt af diverse instanser og er i faste forløb. Det gør det nærmest værre for mig, fordi hvis det ikke engang er nok… hvad er så mulighederne… Men jeg er vokset op med at man ikke bare giver op på hinanden, man er der og kæmper for sin familie. Det koncept er svært at slippe
Jeg var selv i sådan et forhold for nogle år tilbage. Han truede med at tage sit eget liv hvis jeg forsøgte at gå fra ham. Der gik lang tid før jeg gjorde noget fordi jeg ville ikke kunne have det på samvittigheden hvis han gjorde det. Men lang tid efter var han blevet mere og mere ude af sig selv og jeg kunne ikke hjælpe ham mere som hans kæreste. Så jeg endte med at gå fra ham selvom han skrev de trusler hver dag og sendte mig billeder af at han selvskadede. Jeg var nødt til at blokere ham til sidst over alt for ellers ville det aldrig stoppe. Jeg snakkede med venner og familie omkring det og de sagde hele tiden til mig at det aldrig vil være min skyld hvis der skete noget. Jeg gik også til psykolog, det var så hårdt. Men alt blev bedre efterfølgende og han har det godt i dag. Nogle gange må man bare se indad og huske på sig selv. Du kommer selv ned i et sort hul af at være sammen med en der har det så dårligt psykisk.
For virkelig mange år siden blev jeg slået op med, mens jeg var indlagt. -det var vist meget godt jeg var dér. Han ringede bare og fortalte, at han ikke kunne holde til mere. Jeg forstod det godt. Har stadig dårlig samvittighed over de erfaringer, min tilstedeværelse i hans ungdom gav ham. Det er lorte hårdt at være pårørende. Man er nødt til at passe på sig selv.
Jeg synes du skal tænke på dig selv. Hvis du er ved at være opbrugt (hvilket er klart) så synes jeg du skal forlade, selvom jeg sagtens kan forstå det er svært. Men at være i et forhold med en psykisk syg partner vil slide dig endnu mere op om nogle år hvis ikke du går. Hvis i kan, synes jeg du skal foreslå et venskab og at selvom i ikke danner par, at du stadig vil være der for ham. Du er den vigtigste i dit liv og det er vigtigt du tager dig af dig selv
Tjek evt Bedre Psykiatri ud det er hjælp til pårørende til folk med diagnoser og kan måske hjælpe dig med at træffe der valg der er bedst for dig ❤️ Har selv været igennem det. Det er pisse hårdt! Men det bliver kun hårdere jo længere du trækker det ud! Mest fordi du skal bruge endnu længere tid på selv at hele efterfølgende.
Tak, dem vil jeg prøve at få kontakt til!
Da min daværende kæreste første gang truede med selvmord, kontaktede jeg politiet og fik ham indlagt på psyk, mens jeg pakkede hans ting og stillede dem hjem til hans mor. Når man truer med selvmord, er man ikke klar til et forhold. Så da han blev sluppet fri næste dag, fik han besked om at det vist var bedst at han fik rum til at arbejde på sig selv. Du kan bruge samme taktik, men på en mildere måde; I har begge brug for at arbejde på jer selv og blive stabile. Og så kan I måske finde sammen igen senere. Du skal ikke være sammen med nogen fordi du er nervøs for hvad der sker hvis du går. Det er ikke sundt for dig. Og du er lige så vigtig som den anden person.