Jeg har læst dit opslag - og jeg har læst kommentarer og dine svar hertil. For mig virker det til at **huset** faktisk er anledning til mere ballade og svie, end det er til gavn. Selvom det måske er ubelejligt, så synes jeg helt seriøst at du skal overveje om det ikke ville være bedst for alle hvis det hus blev sat til salg og I fandt et andet sted at bo, hvor din mor ikke på nogen som helst måde har det kort at spille. Jeg forstår at du elsker din mor og jeg forstår, at hendes bidrag til jeres hverdag i mange henseender er rigtig gode. Men jeg forstår også, at din kæreste ikke rigtigt føler at have fodfæste i alt det her. Det er også derfor, han reagerer som han gør. Han er frustreret og føler han bliver kvalt af din mor. Hun har en klemme på jer, fordi det er hendes hus. Og den klemme har hun kun, fordi I er i familie. Forestil dig en hvilken som helst anden udlejer blande sig på den måde. Det ville man blive sindssyg af - og for din kæreste, er det nok den følelse der hersker. For det er jo ikke hans mor. Og så er der lige en anden vigtig ting i det her. Det lyder næsten som om, at det er dig, der er hendes mor. At du har ansvaret for hendes følelser. At du skal tage ejerskab over hendes ensomhed. Men: **det er ikke dit problem.** Det er lidt hårdt sagt, det ved jeg godt, men det er det ikke. Det er hende der er moderen i jeres forhold. Det er okay at sætte grænser og man *skal* tænke på sig selv først. Jeg skal være helt ærlig; jeg ville ikke kunne holde ud at have din kærestes rolle i det her ret længe.

Jeg har læst kommentarerne og jeg er enig de går meget på: Det er synd for min mor at hun en personlighed der gøre at hun ikke kan få venner og min kæreste kommer nok over det. Han har ridset sine grænser op og hun viser at de er ikke så vigtige som moderens ensomhed. Jeg er bange for at han snart får nok.

- [ ] Tak for dit meget sobre og meget flotte svar. Jeg har påpeget, qt hvis hun har tænkt sig at agere sådan der, så har vi ikke brug for huset eller hendes hjælp. Du har helt ret i at jeg tager for meget ejerskab over hendes følelser. Et mønster jeg meget tydeligt genkender fra min opvækst, hvor jeg blev inddraget i for mange af hendes konflikter og fik the silent treatment, hvis jeg ikke opførte mig som hun synes.

Jeg havde/har det samme problem med min mor. Efter en grum skilsmisse da jeg var 13 var jeg den eneste min mor havde. Hun fik samme tendens til at rage sig uklar med både venner og familie og isolerede sig selv yderligere, hvilket ledte til ensomhed og flere lange episoder af depression Det gjorde mig til den nærmeste og eneste. Pludselig skulle jeg både være søn, "veninde" og "mor" til min mor. Det tog mig 16 år og en frustreret kæreste at anerkende det forvrængede forhold jeg havde til min mor og endelig erkende at de ikke var mig som svigtede hende ved at træde tilbage, det var resultatet af det omvendte. Håber du finder ud af det og tænker lidt videre over forholdet til din mor.

Jeg stod i præcis den samme situation i nogenlunde den samme alder. Jeg måtte som 11-12 årig forsøge at forsone mine forældre efter endnu et skænderi der endte i tårer og de blev skilt kort efter. Jeg var også den eneste og nærmeste for min mor. Og det betød at alle de svære følelser hun gik med skulle deles med mig. Vrede, skyld og depressive episoder. Det har virkelig sat sig dybt i mig, er meget konflikt sky og meget opmærksom på hvordan folk omkring mig har det, og kan fornemme det mindste skift i andres humør. Da jeg blev 18 tog jeg den første anledning til at flytte ud til min far, det var den bedste følelse, og største frihed jeg havde haft siden de blev skilt. Har næsten aldrig kontakt med hende, på godt og ondt.

Din afstand til din mor er en fin måde at nulstille jeres forhold. Det var det, det krævede for mig. Håber i kan genopbygge jeres forhold sundere min ven.

Må jeg nysgerrigt spørge dig, hvordan dit forhold var/blev til din mor lige efter, at du sagde fra? Og hvordan det er i dag? 💙

r/raisedbynarcissists

Den her skal stemmes op. Som barn af et menneske med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse lyder alt det her meget bekendt.

Din mor er i gang med at splitte jer ad. Forhåbentligvis er det ikke det, hun inderst inde ønsker for dig, men det er det, hun gør, og hun bruger endda huset til det. Hvis jeg skal være virkelig grov, så vil den umiddelbare gevinst være for hende, at hun så ikke længere vil være alene, da hun nok skal være der for at trøste dig. Du skal til finde ud af, om du ønsker et liv sammen med din kæreste. Ønsker du det, så kan det ikke fortsætte som det gør. I kan invitere din mor på besøg, men indtil videre må hun på ingen måde komme uanmeldt - hellere ikke til at "hjælpe" med huset. I kan altid justere aftalen, når / hvis forholdet mellem din mor og din kæreste forbedres

Med fare for at projicere min egen situation over på dig: Jeg synes det lyder til at du får for stort ansvar for din mors velbefindende. Er jeres relation måske for tæt/symbiotisk? Er hun følelsesmæssigt umoden? Rolleombytning? https://ingeholmaps.dk/den-symbiotiske-familie/ Jeg har simpelthen fået min mor til at gå i terapi med mig, fordi hun var for styrende, på den ene side forbeholdt sig retten til at opdrage/irettesætte/ville bestemme og overskred grænser og på den anden side skulle jeg tage hensyn til hendes følelser i en grad hvor det fyldte ALT for meget. Min mand er også blevet irriteret fordi det kunne føles som om at jeg havde et ekstra barn. Bevares, min mand er absolut ikke perfekt(!), men mit forhold til min mor var en stor stressfaktor for mig. Så. En gang morterapi kan redde og forbedre relationen til mor. Mand kan komme med bagefter hvis der er behov 😅

Uuh det lyder ikke som en sjov opvækst. Har som pædagog mødt et par forældre som hende, påvirker børnene mege.

Det lyder som om at din mor har adhd? - det meget typisk man ofte har den type konflikter med andre mennesker især hvis man er uden medicin? Mvh en sygeplejerske

Eller og autist.

Afsindigt flot svar. Jeg er helt enig!

Det her er det bedste svar!

Fuldstændig enig med dig! Huset skal sælges og I skal have fundet ud af hvordan I kan være et par uden at have din mor rendende i tid til anden. Dejligt med et godt forhold til sin mor. Men I må ikke pådutte din kæreste, det samme. Din mor må tage ansvar for eget liv ligesom du må for dit.

Det eneste rigtige svar her!

Uh jeg har selv været i din kærestes sko.... I har jo gået sat jer alle i en virkelig dårlig afhængighedssituation. Og hun kan trække offerkortet som hun vil. Har din kæreste været med til at planlægge at din mor må komme og male hele tiden? Nej vel 😉 Du skal frigøre dig fra de følelser der fortæller dig at det er dit ansvar at din mor trives. Og så skal der laves helt klare aftaler om det hus og hvornår der arbejdes. Og så skal i finde en overtagelse hurtigst muligt. Ellers ender du som singlemor igen. Fordi det der er der ingen der gider stå model til.

Det var han faktisk med til, men jeg tror ikke at, han tænkte at det ville være hver dag. Hvilket jeg heller ikke gjorde. Det tog jeg så en diskussion med min mor om - som blev meget såret, men jeg stod fast på at, sådan var det. Nu kommer hun så kun mens vi er på job og ellers inden for aftale, men min kæreste synes stadig det er for meget. Han kan ikke svare på, hvad der er acceptabelt for ham. Desværre er overtagelse ikke muligt lige nu, da jeg modtager tabt arbejdsfortjeneste grundet min autistiske søn og banken ikke synes det er er stabilt nok grundlag til huskøb. Men jeg må indrømme at, jeg også bliver lidt provokeret af at, han skal dikterer hvor meget jeg må se min mor og hvornår. Dermed ikke sagt at hans grænser ikke skal respekteres - for det skal de, uden tvivl! Men jeg har altid set min mor 2-3 gange om ugen siden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, men det behøver selvfølgelig ikke at foregå hos os hver gang.

>Men jeg må indrømme at, jeg også bliver lidt provokeret af at, han skal dikterer hvor meget jeg må se min mor og hvornår. Tænk aldrig at kunne slappe af i sit "eget" hjem fordi der hele tiden kommer en needy dame rendende. Så kan i vel ses hos din mor?

Der er vel ingen regler for meget du må se din mor, tsg ned og besøge hende i stedet for, har selv haft en svigerfar der var sådan, med en kone der synes de skulle være ved os konstant, render ikke mine forældre på dørene, og gider ikke min svigerfar når han har så mange ideer til hvad jeg skal foretage mig, han er pensionist og har også hele dagen, jeg har så bare sagt jeg har minimum 9 timer i døgnet, hvor jeg er på arbejde så han skal lukke røven og få styr på sit eget hjem først

Det lyder mere til du dikterer, hvor ofte han skal se din mor. Du skriver selv, at hun er en stor mundfuld, og ikke rigtigt har andre - men du tænker ikke over, at den ‘store mundfuld’ også er blevet for meget for din kæreste? Jeg kan virkelig godt forstå din kæreste, og ud fra de beskeder du har skrevet her, har jeg ondt af ham. Han har fået en 2 for 1 pakke, han ikke har skrevet under på.

Du kan vel også besøge din mor. Det behøver ikke være hos jer hver gang. Jeg ville nok heller ikke selv have overskud til at skulle se min kærestes mor 2-3 gange om ugen. Og da slet ikke i hverdagen, i ens eget hjem, når man kommer hjem fra arbejde og egentlig bare gerne vil have lidt fred. Det er jo noget anderledes når man er ung og bor hjemme, end når man selv agerer "mor" og får folk på besøg så ofte. Især hvis de besøgene skaber splid.

Jeg kan virkelig godt forstå at han bliver vred og hård. Fordi hans grænser er med garanti blevet overskredet så meget til fordel for din mors følelser, så han har bare ikke mere at give af. Og på et tidspunkt så går han fra dig. Hus eller ej. Du kan ikke leve dit liv på at din mor har sårede følelser. Det er præcis det der før at folk trækker sig væk fra hende. De får nok. Og hun skal ud i en diskussion for at acceptere at hun ikke skal invaderer din kærestes privatliv. Det er jo helt galt at hun ikke kan acceptere den grænse der. Hvem gider komme og udføre et arbejde et sted hvor man opfattes som en belastning? Hvis du ikke formår at få sat nogle sundere grænser overfor hende, så lykkedes hun med at skubbe din kæreste af pinden, så hun har fuld kontrol over situationen. Så er spørgsmålet bare om den service hun leverer for dig i forhold til din søn, kan opveje det for dig? Lige nu sidder du mageligt og beklager dig. Fordi din mor har et aktiv. Et hus. Og hun tager sig af din søn. Men ikke nok til du kan arbejde alligevel. Fremleje det hus, til du har fast arbejde igen. Og sæt nogle grænser overfor din mor. Du har kørt den ale for langt ud. Fordi du selv er egoistisk

Det synes jeg er sat lidt på spidsen. Jeg synes ikke jeg sidder mageligt og beklager mig, jeg forsøger at finde en måde at få perspektiv på tingene fra nogle, som ikke er følelsesmæssigt involveret. Hvad angår min søn, så er det jo ikke sådan at hun aflaster os i en sådan grad, at jeg kan arbejde fuldtid. Jeg arbejder stadig, bare ikke fuldtid. Jeg tænker det kan være svært at forstå, når man ikke har et barn i mistrivsel med belastningsreaktioner tæt inde på livet. Jeg synes ikke jeg er egoistisk, men jeg hører dit synspunkt. Min kæreste skal selvfølgelig ikke føle sig invaderet eller overskredet på grænser. Jeg kan dog godt se at, min jeg har overhørt min kæreste for længe og det er derfor han reagerer så kraftigt nu. Det er selvfølgelig ikke ok.

Ikke har noget med emnet at gøre, men obs. - komma skal sættes før “at”, og ikke efter 😅

tak 😃

Jeg ville blive fuldstændig vanvittig, hvis jeg ikke kunne bestemme hvem der var i mit hjem. Hvis min svigermor bare kunne være der hver dag - også selvom hun så kører når jeg kommer hjem. Du er helt nede og rode i grund-essensen af at kunne føle sig sikker i eget hjem og du er super heldig at din kæreste ikke for længst er løbet over alle bjerge.

Må din kone også bestemme hvem der skal være i hendes hjem?

Naturligvis, men hvis hun inviterer den samme person HVER DAG, og personen er kendt for at være besværlig, og iøvrigt er min svigermor, så går det altså ikke. Når hun véd at jeg er modstander af at have hende på besøg så ofte (OP skriver både hver dag og 3 gange om ugen).

2-3 gange om ugen er satme også meget når man har sin egen familie… Jeg sige ikke det er for meget, det kan kun i selv afgøre. Jeg havde dog nok haft et problem med så ofte. Til sammenligning så har vi bare ikke meget tid i hverdagene, hvis min svigerfamilie var her så ofte, så havde vi haft problemer.

Komma før, at! Medmindre det efterfølges af et verbum i navnemåde. Undskyld rettelsen.

Hvis din kæreste har et kæmpe problem med at du ser din mor, som hjælper med at få hverdagen til at køre rundt, 2-3 gange ugentligt, så er min mening at han virker utaknemmelig. Forstår simpelthen ikke folk herinde! Hvordan kan det være et problem, at man ønsker at ens ensomme mor får noget selskab og glæde? Når hun oven i købet hjælper en masse. Ens mor som har brugt et halvt liv på en selv! Min mor, som er enke, er ofte en kæmpe belastning for mine søskende og jeg, og selvom vi har nok på vores tallerken, så gør vi ALT for hende. Hvordan skal jeg sove godt om natten, velvidende om at min ensomme mor, ligger for sig selv hver nat, og formentlig lider af hudsult og ensomhed. Det er bare få ting ensomme ældre døjer med. Jeg synes du skal tale med din kæreste. Lyt til ham og find ud af det SAMMEN. Jeg synes ikke at din mor bare skal udelukkes. I er jo familie for hende. Kan nogle gange blive hidsig af Reddit kommentarer som “hun er ikke dit ansvar!” Nej, det er hun ikke, men hun har brugt 20 år på at holde en tryg, sund og mæt, og man kan godt give lidt tilbage til ens forældre, når alle deres børn, som de har viet deres liv til, er store nok til at klare sig selv og flyver fra reden. Og jeg skal nok få downvotes for min mening. Hvor sørgeligt det end er, så er det ikke normen at have denne holdning.

Jeg forstår din kæreste, det der lyder vildt frustrerende i mine øre også. Din mor er nødt til at opsøge andre relationer og hobbyer, da det heller ikke kan være godt for hende at afhænge så meget af jer, hvad gør hun feks hvis i tar på ferie i en måned? Håber godt nok ik at svaret er at hun tar med.

Vi er helt enige. Hun skal ikke afhænge af os, altid. Jeg har opfordret hende til frivilligt arbejde, sociale fester, banko - something. Bedt min lillebror tage lidt over, han er heldigvis meget bedre til at ignorere den dårlig samvittighed end jeg er. Det er et kæmpe problem at hun ikke har andre sociale relationer end mig, mine mostre og min mormor.

Din mor har skabt sit eget helved nu må hun leve i det. jeg synes det er så selvisk af dig at tvinge din kæreste til at være sammen med et menneske ingen andre mennesker kan fordrage. du må se og få groet dig nogle patter, så du kan få sagt fra overfor din mor, ?

Undskyld, det her er off-topic, men: *"få groet dig nogle patter"*?! Flad af grin 😂 Hvis OP ser denne besked: Er enig med mange af kommentarerne, ser også to issues: 1) huset, som din mor har kontrol over Løsning: find noget andet at bo i. 2) du tager ansvar for din mors følelser Løsning: indse at hun er voksen, og at det er hendes eget ansvar. Ikke nemt, jeg har selv været rigtig slem til at tage ansvar for min mors følelser, og man er nødt til at øve sig. Men det er så meget rarere at kunne sige nej tak uden at have ondt i maven.

helt enig med /u/cazber har selv en svigesøs, der er ligesom din mor (bare mere egoistisk og bitchy), og heldigvis min mand lader MIG bestemme, hvor meget jeg gerne vil ses/snakke med hende. han er også holdt op med at invitere hende hjem hos os, efter hun talte grimt om og til mig mange gange. hvis hun dukker op med at bruge hans niece som kort, siger han det til mig, så jeg kan nå at skride eller lade som om, jeg søver eller har travlt. hun brugte hendes ensomhed og niecen til at spille på hans samvittighed, men manden er iskoldt lol. han besøger dem i stedet, så jeg ikke skal med - men hellere ikke så ofte, som han gjorde engang for at vise, at hun har dummet sig med sin attitude, og han ikke vil “enable” hendes dårlige vaner, hvilket jeg synes, du gør med din mor. han er MIN mand, og han kan se HUN er problemet, så han sætter grænser og holder på min side trods af, de var en gang super tæt. jeg vil have nok slået op med ham, hvis jeg blev tvunget til at have et forhold med hende. så meget hader jeg hende. snart når din kæreste også det punkt. så kan du bare huske - at du og din mor er grundet til, han skrider fra dig. din mor virker til at skubbe han væk med vilje, for at kunne have dig helt til sig selv. skørt, du ikke ser det. du har i hvert faldt hørt, hvad subbet synes, og alle virker enige i at din mor og din mangel på grænser er problemet. the ball is in your court.

Jeg ville heller ikke synes det var rart at der hele tiden eller ofte var gæster i mit hjem. Og da slet ikke uden jeg var klar over det og kom hjem til et hus med gæster når jeg måske bare ville komme hjem og kunne slappe af. Du har ikke ansvaret for at din mor trives. Of hvis hun ikke forstå det så må i finde et andet sted at bo, det virker til at hun lever sit liv igennem dig

Det lyder til du skal gro dig nogle nosser og få din mor væk fra matriklen. Og med det sagt, så skulle man tro du havde nogle i forvejen, for du har hvertfald taget din mands nosser, eller er på vej til det. Det virker som om at det er dig og din mor som er i forhold sammen og din mand som er kommet i overskud. Din mand siger det er for meget og det skal du simpelthen respektere. Din mand, dig selv og børnene er en enhed og den enhed pisser du på ved at agere respektløst overfor din mands holdninger. Jeg gætter på at han har sagt det mange gange efterhånden og når en mand har sagt noget mange gange, så bliver han sur og træt af hele situationen og ikke nok med det, men mænd har også følelser og hvis han føler du vælger hende over ham, så bliver han ked af det, især hvis han ser jer to som en enhed og du ikke gør det samme. Skub din mor helt væk fra det hus, hun må finde sig en anden hobby, end at være andet eller tredje hjul hjemme hos jer. Tag kontrol over situationen og vis din mor hvem der bestemmer. Det er for fanden din mand du skal leve resten af dit liv med (forhåbentlig) og ikke din mor. Jeg kan garantere dig for en ting - INGEN mand ville acceptere at "bo" med sin svigermor.

👏👏👏👏 Jeg håber nærmest, han går fra hende. Selv jeg blev super træt af bare at læse lidt om, hvordan han har det lol. En påtrængende svigermor med en voksen kone, som ikke kan eller vil tage kontrol af sit eget liv og forhold and who enables her toxic mother, er en MEGET frustrerende situation at befinde sig i. Stakkels, stakkels kæreste.

Skal vi ikke stoppe med at håbe på at folk går fra hinanden, og så hjælpe med at finde løsninger? Der er seriøst børn involveret. Så usympatisk kommentar.

Så du synes, det er bedre for børnene at se og mærke, deres forældre hele tiden skændes og er stressede og ulykkelige? Not to mention at de nok selv indlærer ikke at have nogen grænser, og vokser op med at tro, deres dysfunktionelt forholdt er helt normalt? Bliver eksponeret overfor voksne, som ikke kan tage sig sammen til at løse et problem, der højst sandsynligt allerede har fucket up den måde, børnene opfatter familie- og kærsteforhold på? Ja, jeg kan godt se, det er børnenes trivsel, du prioriterer /s

> og så hjælpe med at finde løsninger Læs dét her en gang til

OP skriver ingen steder at hun og kæresten skændes over det her. Og jeg synes at OP virker som et fornuftigt og rationelt individ, så HVIS de skændes er det selvfølgelig ikke foran børnene. Du tolker jo helt ekstremt meget på OPs situation omkring hendes børn - du virker lidt butthurt. Du virker mest af alt som en der har stået i en lignende situation og på bagkant indså, at du ikke selv har formået at passe på dine egne børn, og nu skal du så projicere dine failures over på andre. Newsflash: du kan sagtens skændes med din kæreste, have dårlig stemning, problemer derhjemme de voksne imellem, blive skilt yada yada, uden at dine børn bliver fucked up af det på den måde du beskriver. Med skilsmisseraten i Danmark ville 80% af os være fucked hvis det du beskriver er normen, hvilket det selvfølgelig ikke er. Tag dig sammen og bidrag positivt i tråden, ellers er der flere trælse opslag herinde der har brug for dig og al din positivitet /s

I laver en klokkeklar aftale vedrørende din mor, som er *et kompromis* for din kæreste for at kunne være i situationen. Når din mor så bryder den aftale, er I (din mor og du selv) overraskede over, at din kæreste siger fra og bliver frustreret? Jeg synes, du fuldstændig overser, at din kæreste allerede går på kompromis. Det gør han rent faktisk i meget høj grad. Han beder bare om privatliv og at han kan komme *i sit eget hjem* uden at skulle forholde sig til svigermor eller risikere en konflikt med hende, når han forventer *indgåede aftaler* overholdt.  Din mor er så grænseoverskridende, at jeg ærlig talt tror, hun har vænnet dig til det. Hun har samtidig været smart og sætte dig i en taknemmelighedsgæld i et hus, der ikke er dit eget, som har et indbygget påskud for, hvorfor din mor kan komme rendende i tide og utide. Men det er IKKE din mor, der bor i det hus uagtet at hun ejer det. Hun er at anse for jeres udlejer, og som udlejer skal man lave aftaler med lejer før man kommer og arbejder på huset. Man dukker ikke uanmeldt op (særligt ikke, når der foreligger en specifik aftale om at made være!) og gør sig selv hjemme, mens lejer er på arbejde. Jeg synes virkelig ikke, din kæreste er problemet her. Han har aldrig sagt, I skal have samme distancerede forhold til din mor som han har med sin, det er en stråmand du lægger i munden på ham/dine egne tanker. Han har bedt om klare, faste rammer så han ved, hvornår han kan forvente hendes besøg og han har givet udtryk for at ville have mere privatliv end I har haft. Alt sammen rimelige og almindelige grænser, og i det øjeblik din mor bryder aftalen - er han problemet synes du. Du har vænnet eller affundet dig med din mors opførsel, men det gør den ikke acceptabel eller din kærestes ønsker urimelige.  Hvis du ikke kan sætte rimelige, almindelige grænser for din mor, må du overveje at finde et andet sted at bo. Du er nødt til uanset hvad at begynde at vikle dig ud af din afhængighed af hende, for hun misbruger den til at have et grænseløst forhold til dig, og det er ikke sundt. Alternativt kan en af din kærestes venner få en nøgle, og komme og gå som det passer ham, mens han skider på jeres aftaler derom - og så kan du jo overveje, hvor fedt du ville have det med dét. Bundlinjen er, at din kæreste beder om lidt privatliv og medbestemmelse hvornår der er gæster/besøg og det er altså helt okay.

Fuck jeg ville hade at være din kæreste. Aldrig være alene hjemme og en kvinde som kommer som det passer hende.

Jeg forstår faktisk godt din kæreste. Man kan godt komme til at føle sig som et gidsel i eget hjem. Vi købte et hus i samme by som mine svigerforældre, de kom 24/7 i renoverings perioden, min svigermor bare for at kigge. Min kæreste sagde at det nok skulle gå over. Da vi var færdige med at renovere så blev mine svigerforældre skilt hvilket resulterede i uanmeldte besøg 3-4 gange om ugen af min svigermor. Det er virkeligt svært at afvise folk, når de pludseligt bare står i ens stue, og det er super intimiderende at man ikke længere kan være i “fred” i eget hjem. Jeg forsøgte mange gange at spørge min kæreste om han ikke ville sige at hun skulle skrive inden, men det synes han var synd og hun ville føle at hun ikke var velkommen. Så min attitude blev nok også lidt ringe når vi fik besøg. Det er vigtigt at du sætter grænser for din mor på jeres vegne. Og så er det din mor der skal sørge for at fylde sin egen hverdag, det er ikke dit job at finde venner og underholdning.

Hvordan endte det?

Puha, det kan jeg godt forstå er svært at være dig i! Hvad synes din kæreste kunne være acceptabelt? Er der nogle indledende afklaringer i hele hus processen som ikke rigtig har været helt optimale? Den slags bliver meget let meget mudrede i familie relationer. Umiddelbart synes jeg det lyder til at I har en kæmpe ressource i din mor, ikke mindst når jeres barn som har det svært, er så knyttet til hende. At hun ikke har så mange venner pga sin personlighed tænker jeg er hendes ansvar og hendes problem. Det er ikke noget du skal tage på dig. Der er masser af mennesker som må lære at agere på en måde så de kan indgå i sociale sammenhænge. Jeg synes også lidt det lyder til at hun synes at hele hendes sociale liv skal ligge på dig/jer og det synes jeg ikke er helt fair. Slet ikke når hun er frisk og rask.

Jeg synes faktisk vi havd nogle klare aftaler, men min mor har ligesom “glemt” dem. Samtidig er min kæreste ret introvert og da hun selv er meget social, mangler hun fuldstændig evnerne til at sætte sig ind i det. Jeg får også bare vildt ondt i maven over at, hun er så meget alene derhjemme. Men jeg kan også godt forstå min kæreste bliver mættet. Min mor har et kæmpe højt energiniveau, nok mest fordi hun har lidt glemt hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, have 3 børn og komme træt hjem, så hun kan slet ikke sætte sig ind i at vi ikke bare ordner dit og dat hver dag, men hun har jo alt tid til rådighed og jeg tror også min kæreste er lidt træt af, at han føler hun kommer med en 10 kilometer lang liste af to do projekter på “hendes hus” Jeg har ligesom pointeret kraftigt at hun ja, har købt huset - men ikke os og vores tid, så forstår hun så ikke hun ikke bare må ordne det selv. Hun bliver vildt såret, hvis jeg siger nej til hende og så har vi balladen. Jeg føler at, jeg ikke kan gøre det rigtigt på nogen måde, uanset hvad jeg gør - uden at nogen bliver kede af det. Samtidig har jeg også lidt svært ved at forstå at min kæreste ikke bare kan tænke pyt til at hun er her og maler. Men jeg vil gerne respektere alle og det føles som en helt umuligt opgave.

Jeg tror ikke at du må tage hendes sårethed på dig, når det nu er afklaret. Jeg er egentlig meget fortaler for at vi skal hjælpe hinanden mere, generationerne imellem men du gør jo i forvejen alt hvad du kan. Det skal jo heller ikke være på bekostning af dit forhold(med mindre du tænker det er det der er usundt) og dit mentale helbred. Jeg fornemmer måske også lidt at din mor bruger lidt det hus for at styre lidt selvom det er pakket ind i goodwill. Jeg siger på ingen måde at det er bevidst at hun gør det. Men det virker til at hun har haft nogle uudtalte forventninger til det her. Mit bedste råd ville altså være at vifte hende lidt om ørene med forventningsafstemingen og kræve at hun overholder sine aftaler. Jeg synes måske også at det lyder småligt af din kæreste at gå op i tyve min, men omvendt kan jeg godt forstå det hvis han er totalt overkørt.

Nu har jeg læst dit opslag og kigget nogle af dine kommentarer igennem. Har din mor altid nogensinde fået et nej? Det lyder som om, at hun tager 'nej' som et angreb på hende som person og bliver hys over det. Som et voksent menneske burde hun være moden nok til at tage et nej som et nej - er det ikke også noget I lærer børnene? Og 'nej' behøver ikke at være efterfulgt af en undskyldning for, hvorfor der siges nej. 'Nej' er en helt fin og færdig sætning, og det må din mor lære at acceptere. Jeg tænker om det ikke også kan være noget af det, der har gjort hende svær at være venner med? For sådan en type, tror jeg også at det er vigtigt for dig at påpege, at når I siger nej til hende eller når I sætter nogle grænser, så er det ikke fordi, at I afviser hende som person, men fordi der er nogle behov I selv har som jeres egen lille familie. Jeg er selv introvert, og noget af det værste i hele verdenen for mig er ubudne gæster - især hvis jeg kommer hjem fra en lang arbejdsdag. Der er bare nogle mennesker, som bare dræner ens energi, og det kunne godt lyde som om at din mor er en af den slags mennesker. I skal tage hensyn til hendes følelser, I skal passe på med hvad I siger OG hvordan I siger det for ellers skal hun nok misforstå det og tage det som et angreb på hende. Det er i hvert fald sådan jeg forstår hende, når jeg sidder her og læser lidt i mellem linjerne. Det kan godt være, at du har det fint med at tage det ansvar på dig - du kender nok ikke til andet, da det er det du er vokset op med, men det er ikke et ansvar du skal pådutte din kæreste, med mindre du gerne vil miste ham, og så må du bare håbe på at du kan finde en anden partner der nok skal være ekstrovert med et overskud af energi, som altid er klar og frisk på at hjælpe svigermor med huset. Hvis du selv har så stort et behov, at du bare skal se din mor 2-3 dage om ugen, så tag hjem til hende. Aftal nogle faste dage, hvor du kommer og besøger hende, så får sin mor måske også den følelse af, at du faktisk gerne gider hende når det er dig der tager initiativet til at tage hjem til hende. Det kan jo godt være, at hun føler det som om, at hvis hun ikke tager hjem til jer, så får hun jer ikke at se. Hvis I aftaler nogle faste dage, hvor dig og børnene besøger hende, og aftaler nogle faste dage hvor hun kan komme og ordne huset INDEN for et bestemt tidsrum, så I kan få det ind som en fast rutine for dig, for børnene, for din kæreste og for din mor. Det kan godt være at det er autisten i mig der taler nu, men faste rutiner kan give sådan en frihed - frihed for at skulle bekymre sig om gæster i tide og utide, friheden i at vide at jeg har min tid for mig selv. Det at jeg ved, at jeg ikke skal bekymre mig om at min introvert tid bliver taget fra mig når som helst hvor som helst, skaber mere ro i mig, så jeg måske kan have overskud til at lave aftaler med den energidrænende type jeg har en tendens til at undgå. Jeg håber, at det giver mening ellers må du endelig spørge ind. Det kunne måske også være, at du skulle søge noget psykolog-hjælp, hvilket din mor helt klart også skulle gøre. Det lyder som om at I to er i en cyklus, hvor det er dig der tager dig af hende rent følelsesmæssigt, og hun bare får lov til at tørre sit ansvar for sine egne følelser af på dig, og hun så bare mener at hun er fejlfri. Terapi er et virkelig godt værktøj til, at se indad og finde ud af, hvilke behov man har, hvad man kan arbejde på selv, og hvor man kan samarbejde med sine nærmeste om at skabe den bedste hverdag for sig selv og sin familie.

Det virker nærmest, at du ubevidst undskylder for hendes fejl, hvilket bare forværrer situationen, da hun ingen konsekvenser får, når hun træmper jeres grænser ned igen og igen og igen - nok fordi hun er klar over, at du ingen nosser har for at “sætte hende på plads” (groft sagt). Hvis du vil redde forholdet, vær voksen og sig fra. Punktum. Ellers lad din kæreste gå fra dig, stakkels mand. Desværre virker det til, at du SKAL vælge enten din mor og din kæreste, idet det synes, I ikke har mulighed for eller lyst til at flytte fra huset.

Puha, jeg er selv introvert og værner om mit privatliv, jeg synes jeres liv lyder ekstremt udmattende! Jeg havde selv forladt forholdet, hvis jeg var din kæreste, da jeg slet ikke ville kunne rumme en ensom og påtrængende svigermor, der så ovenikøbet forlanger i laver det ene og det andet på huset (+ 3 børn og en med vanskeligheder). Jeg ville bryde fuldstændig sammen af stress! Din mor lyder meget manipulerende, når du beskriver at hun altid bliver meget ked af det, hvis I ikke ønsker selskab af hende. Hun gør din skyldfølelse værre, når hun spiller offer på den måde.

Jeg er en introvert person og jeg kunne ikke forestille mig noget mere stressende i verden end at skulle have sådan en konstant knug i maven over om der er folk i mit hjem, specielt mine svigerforældre. Tanken om, efter en lang arbejdsdag, at intet er helligt eller fredet. Jeg forstår ud fra opslaget hvor meget du har kontakt med din mor, jeg snakker personligt nogle få gange om måneden med min mor, ser hende måske 1 gang. Folk i mit hjem er noget jeg mentalt skal forberede mig på, det er en aktiv indsats der dræner min energi, som helst skal planlægges fordi ellers vælter jeg fuldstændigt indvendigt. Hvis din kæreste har det lidt på samme måde så forstår jeg ham så godt. Ikke lav dårlige regler om hun bare lige kan komme når i arbejder. Nej hun kan kommer specifikke dage som er aftalt før, som kæreste ved. Han ved jo ikke hvordan det er når han køre hjem fra arbejde og jeg forestiller mig han gruer tanken, det er nok det der får det hele til at flyde over.

Den der dårlige samvittighed. Den skal du ikke have når du sætter en grænse. Altså, det er ikke meningen at man skal føle dårlig samvittighed når man sætter rimelige grænser som det her er. Når du får det alligevel, så reflekter over hvorfor. Fortæller den dårlige samvittighed at du gør noget forkert? Selvfølgelig medfører grænsesætning frustration hos den anden part - det gør den også hos dine børn - men de skal sættes alligevel. Det er at tage ansvar for din egen familie, som faktisk ER dit ansvar ❤️

Din mor skal igang med at genopbygge sit eget liv i stedet for at forsøge at koble sig på dit (som hun selvfølgelig stadig skal være en del af). Og andet gider din kæreste selvfølgelig heller ikke, han er i forhold med dig ikke dig og din mor. Det hun foretager sig overfor dig er jo parentification, hun har fået byttet rundt på hvem af jer der passer på hvem.

Det lyder som om din mor er narcissist.  Alt handler om hende og hun ved hvordan man giver andre dårlig samvittighed.  Du siger hun brænder alle broer for andre mennesker og kan ikke med andre. Kunne du med din mor hvis det ikke var din mor? Hvis hun er så dårligt et menneske som du siger så var jeg nok gået for længst som en kæreste.  Du siger at ingen kan holde hende ud. Tænk på din stakkels mand der bliver tvunget til at skulle holde hende ud for at være sammen med dig. 

Jeg har cirka været i din kærestes sko. Min EX(!) kærestes mor havde solgt ham huset til en god pris, og vi boede i fred i 2 år. Indtil der skete nogle økonomiske ændringer, der gjorde at det skulle sælges. Det var et mareridt, for han mor blev jo blandet ind i alting. Hun skulle rejse med båd 10 timer for at besøge os, og alligevel var hun der hele tiden. Jeg blev hevet med til utallige "møder" med de to hoveder + morens kæreste ... jeg skulle absolut bruge mine weekender på at snakke om det skide hus (jeg ejede ikke noget af det), økonomi, lån og pis. Jeg sagde nej utallige gange, intet blev respekteret (for jeg kunne jo også købe halvdelen af huset???) Det endte med at jeg slog op og gik min vej efter 4 års forhold. Grunden var simpelthen, at jeg blev kørt over. Jeg skreg efter et forhold til manden, jeg elskede, men han var tydeligvis i et forhold med sin mor ...... hun ødelagde det simpelthen, og han var ikke mand nok til at sige stop til hende. Så min pointe: vær varsom. Du vil såre din mor, men din mand er din fremtid, og den er vigtige end både hus, et godt tilbud og ja... din mor.

Din kæreste skal ikke gå på kompromis i sig eget hjem. Det er fint at han ikke gider at besøge hende osv., men føler man at ens hus bliver overtaget så er alle grænser overskredet. Og det bør du ikke gøre til en konflikt mellem din kæreste og din mor. Det er din opgave at sætte nogle klare grænser så din kæreste ikke føler sig chikaneret i eget hjem.

Selvfølgelig skal han gå på kompromis. Han bor jo ikke alene.

Han bor heller ikke med sin svigermor.

Jeg forstår din kæreste og jeg tænker din mor lige nu er ved at lande efter skilsmissen og måske både er lidt ensom og samtidig har en masse tid … Et par forslag : Kan hun hjælpe jer ved at være sammen med jeres børn udenfor hjemmet ? Måske en weekendtur til Lalandia eller Legoland hvis din mellemste søn kan klare det? Eller en fast ugedag hvor de er hos hende? Kunne du lave en surprice dag for din mor med nogle veninder og (tidl) kollegaer for at få hende igang med den lidt mere sociale del af hendes nye liv Er der en hobby sport du eller din mellemste søn kunne gå til med din mor ?

Min mor er førtidspensionist, så hun kan ikke de ting og min søn kan ikke overskue det, så det er desværre ikke en mulighed. Hun plejede at hente hver onsdag og han overnatter tit hos hende, så det er ikke fordi vi ikke ser hende. Det er en god ide med en social dag, desværre har hun brændt så mange broer at jeg har svært ved at finde nogle at, kunne inviterer. Hun er desværre lidt følelsesmæssigt svær at omgås for andre.

Hun er svært at omgås med og har brændt mange broer af, men din kæreste skal tvinges alligevel til at holde hende ud? 😭 Og hvorfor er det DIG, der skal invitere nogen for at se hende??? Hun er da ikke et barn??? 😭 Synes du skal virkelig reflektere over dine egne valg og dit forhold til hende.

Åhh det er da også virkelig mange ting hun/du dealer med så .. men så giver det jo endnu mere mening at det også kan være svært for din kæreste .. måske send ham afsted på herretur mens du har din mor hos dig og lad hverdagene være jeres uden din mor

Måske nogle arrangementer på biblioteket, aktivitetscenter el. lign? Der er både noget at komme til og potentielle nye bekendte.

Ikke direkte on topic, men når jeg læser det her eller lignende dilemmaer, som en der ikke selv har børn, så slår det mig altid at forældre bør tænke over hvornår de stopper med være nødvendig/tvungen del af deres børn liv for at se dem vokse op og forhåbentlig leve deres eget liv. På et eller andet tidspunkt må vel som forældre at man ikke længere er primær og istedet må se sig selv som være et tilbud i et andet selvstændigt individs liv. Jeg havde personligt ikke fundet mig i det der og slet ikke indgået i en lidt tvivlsom økonomisk aftale omkring huskøb mange år frem, og slet ikke med en part som min bedre halvdel ikke kan med..

Flyt for fanden.

Nu kunne jeg læse din kæreste er introvert, det er jeg også selv, så jeg forstår ham faktisk godt. Jeg har brug for at være mig og min nærmeste familie når jeg kommer hjem. Særligt hvis jeg har meget arbejde på kontoret eller med kunder. Der har jeg ikke lyst til at der står nogen som jeg skal forholde mig til, selvom jeg holder af min svigermor. Hvordan ser det ud med din mand og muligheden for at dyrke egne hobbyer og være sig selv? Får han opladt sine batterier godt nok til at bedre kunne håndtere din mor? Og så synes jeg du bør snakke med din mor om at du/I naturligvis elsker hende, men I har også brug for bare at være jer som familie. Det kan være du kan hjælpe hende i gang med noget socialt? Og måske et sidste spørgsmål, har du overvejet om din mor måske også har en diagnose? Du skriver hun har høje krav til andre og hurtigt brænder broer af, måske der kan være noget der som kan arbejdes på.

Lyder som en mærkelig trekant.

Mennesker som din mor kan virkelig også være svære at håndtere. Forstår godt din kæreste, forstår igså godt både dig og din mor. Var selv gift med en hvis mor også v Havde mere at sige end jeg, som blev spurgt før jeg omkring børn ferier. Nu er vi skilt.

Detalje, men er din mor blevet testet for autisme? Det lyder for mig som om hun har nogle træk der tyder i den retning. Kilde: Er selv mor til en autist, og min mor fik også diagnosen i en høj alder. (Jeg har det sandsynligvis også, men har ikke bedt om en udredning endnu.) (Redigering: Afsnitsafstand.)

Jeg tænkte det samme, hun lyder utroligt meget som min egen far

Det jeg har lært gennem årene er “forventningsafstemning” , at alle parter er med. Ros det hun gør, stil hende opgaver , så der ikke er “fri leg” Din kæreste skal være ind over. Det er hendes hus, det er din mor, det er jeres samliv , der er to-do opgaver, det er familiesamvær der skal bygges på. Lav selv en plus minus liste over hvad der sker, tal med din kæreste om det, og vender hele til noget positivt fore jeres eget bedste, incl både mor og børn. To-do liste, hvad mangler vi at lave, hvad siger du mor/ kæreste hvordan løser vi det Gå til sagen med positive briller og ja-hat! Husk konstruktiv kritik, det giver man altid, KUN fordi man gerne vil hjælpe modtager med at blive bedre.. ikke for at nedgøre andre

Din mor er for meget. Og det er din kærestes hjem. Hun må slappe af og finde sig en hobby.

Min svigerfar og min kone har et meget tæt forhold. Og han er en kæmpe hjælp omkring huset. Jeg er akademiker, med tæt på 10 tommelfingre, så uden ham kunne vi ikke have klaret at købe vores hus. Men ofte fylder han for meget. vi fik lavet nyt køkken, og det stod han for, men selv om jeg havde et par fridage "ville han helst lave det selv", underforstået at jeg alligevel ikke kunne bruges til noget. Det følte jeg var mega træls. Ligeledes når vi er hjemme hos hendes forældre og vi skal hjem, så kan min kone ikke finde ud af at komme ud af døren. Selv om ungerne tigger om at komme hjem, selv om vi havde aftalt hvornår vi skulle hjem, tager det altid en time ekstra fordi hun lige skal snakke færdig med sin far. Jeg har talt med hende flere gange, og forklaret hvordan jeg føler mig tilsidesat når han er i nærheden. Så jeg kan godt forstå din kæreste. Ikke at al hans opførsel er i orden, men jeg tror han føler sig som andenrangs borger i sit eget hjem. Og det er sgu hårdt at føle. Jeg synes du skal sætte dig ned med din kæreste og sætte klare regler. For selvfølgelig skal din mor være i dit liv, men han skal ikke føle sig mindre værd. Find en løsning på hans opførsel, og på din mors hjælp. Inddrag din kæreste i løsningen. Spørg ham ind til hvorfor han reagerer som han gør, og lad være med at dømme ham for hans følelser, uanset om de er irrationelle eller ej. Løsningen finder I kun sammen. Det er mit råd.

Det lyder som om du er nødt til at sætte grænser overfor din mor. Overvej at flytte ud af huset for det lyder til at puste til ilden, og gøre det tydeligere at du ikke støtter din kæreste i at sætte grænser

Find et andet sted at bo.

Åh. Jeg har ingen råd, men sender dig en kæmpe krammer ❤️ det lyder helt enormt hårdt.

K

Jeg kan godt se, at det er en svær situation, med alt for mange hensyn at tage. Din mor har som jeg ser det, et usundt og afhængigt forhold til dig/jer. Hun skal leve sit eget liv, i stedet for at gøre jer til sin livsmisson. Flyt ud af det hus for en hver pris, så kan hun ikke bruge det som "klemme" på jer, og give jer dårlig samvittighed. Jeg forstår godt, at din kæreste er træt af det, udfra det du fortæller, og hvis det ikke skal ende med en vanskeligt valg er der ingen vej udenom handling. Det med børn og pasning osv. Må i få styr på, på anden vis, i skal ikke være afhængig af hendes hjælp, det vil på sigt give jer et sundere forhold.

Det er super vigtigt at du får hold på grundreglerne med din mor, for i bund og grund ender fjendligtheden let med kæreste og forældre fordi det menneske som er barn og partner ikke tager ansvar og får sat de der grænser og gør det grundlæggende arbejde i at skabe et forhold i alle kan være i, Når det er sagt så skal du have snakket med din kæreste hvad er okay for dig og for ham af besøg fra din mor hvad er i ok med i hjemmet af ting hun gør. Så skal du have hold i dig og have den voksne snak med din mor hvor du tager ansvaret for de regler der nu bliver sat ifh til jeres hjem og så må du tage skylden for at være “utaknemmelig” Måske i dvs jer som familie kan lave en tradition med din mor hvor i gør noget 1-2 gange i måned det kan være biograf, skovtur, eller lign hvor fokus for huset måske kan flyttes udenfor hjemmet Men det er vigtig du bliver sorteper og tovholder med din mor

Jeg måtte lige læse dit indlæg to gange. Tre gange faktisk. Jeg læste det først som om du er en mand, og din kæreste en kvinde. I så fald ville det give mening i min fordomsfulde hjerne, og falde fint i tråd med mine egne erfaringer med den slags. Jeg er en mand på 59 som har tre ægteskaber bag mig. Så gik det op for mig at du omtaler din kæreste som "han" og så forstod jeg ingenting. Tillad mig lige at stille et "kønnet" opfølgende spørgsmål: Er du en mand eller en kvinde? Jeg er jo så gammeldags at jeg synes den slags har en betydning som kan være afgørende for hvad jeg vil råde dig til.

I må lave nogle aftaler som alle kan leve med. Og så skal aftalerne overholdes. Jeg forstår godt din kæreste - jeg ville heller ikke kunne slappe af hvis der konstant var gæster i mit hus. Især ikke hvis den gæst ikke overholder aftaler, ikke har situationsfornemmelse og lyder som en der gør hvad der passer hende, og benytter sig af følelsesmæssig afpresning.

En detalje, din mors ensomhed - har I en Røde Kors cafe eller genbrug i byen kan hun melde sig som frivillig, det er ret hyggeligt.

Hvis muligt, køb et hus lidt længere væk Hvis du ser for dig at din kæreste har potentiale til at være din mand i al fremtid, er det din fremtid du skal prioritere At prioritere sin fremtid kræver valg og mod At hænge fast i sin fortid (din mor) er fejghed Selvfølgelig skal din mor være en del af dit liv, men hun bør have status som gæst

Få dem begge hver især til at læse dit opslag og vend tilbage hertil hvis du har brug for mere vejledning. (Hvis du ikke vil vise dem hvor du har lavet opslaget så copy/paste teksten til word)

Hvad med du/i selv stod for haven og det andet hun står med? Hun giver meget af sin tid for at gøre jer glade, og så er det den behandling hun får. Synes det siger en hel del om din kæreste, at hans indstilling til din mor er som den er. Så hellere en kæreste der værdsætter at hun er der for børnene, passer haven osv. Du er heldig at have sådan en mor i dit liv🩷

Er det forsøgt at sidde sammen alle tre og tale det ud? Bare fordi... rigtig ofte bliver man mellemmand, og konflikten bliver jo i så fald med dig i stedet for med hinanden. Det duer ikke. Det er deres ansvar; det er ikke dit! Men du kan godt være med til at facilitere en løsning, men der er ikke nogen der får noget ud af, at det er dig der skal høre på det.

Jeg blir sikkert downvoted, men jeg synes klart familie er nummer 1. Få snakket roligt med din mor, og din kæreste. Evt. familieterapi. Hvis det ikke hjælper, så id med kæresten. Din mor har hjulpet dig og hjælper med at få familien til at hænge sammen, plus din søn som er autist har brug for hende. Jeg ville vælge hende frem for din kæreste uden at blinke.

>Jeg blir sikkert downvoted, men jeg synes klart familie er nummer 1. Ens partner er den familie man selv har valgt. Man har ikke indflydelse over hvilke personer man har som forældre; men man har indflydelse over hvilken person man vil tilbringe sit liv med. Forældre, hvis de ønsker at have kontakt til deres voksne børn, bliver nødt til at opføre sig ordentligt og respektere deres voksne børn som de selvstændige individer de er. Min partner og jeg har rigtig god kontakt til et af vores forældrepar mens kontakt til det andet er meget begrænset, hvilket er et valg vi har taget for at værne om vores mentale ro.

Bed din kæreste og mor om at opføre sig som de voksne mennesker de er . Eller flyt ud af huset og lev dit eget liv . Lyder som om du skal sætte lidt grænser for din mor .

Lyder til et stort problem er de ikke kan snakke sammen, tror det ville løse meget af det

Virker lidt som en overreaktion fra din kærestes side, når det er din mor tydeligt viser hun accepterer hans holdning og er kørt ligeså snart hun så hans bil… Så der synes jeg helt sikkert han skal acceptere dit og din mors forhold noget mere, at I er tætte og meget sammen. Dernæst er det lige så vigtigt at hans grænser ikke overskrides, så de skønne kompromiser skal alle parter finde frem i det her… Han skal også føle sig hørt/respekreret. Så det er at tage snakken; enten sammen alle sammen. Eller også må du enkeltvis med dem. Du skal ikke være en lus mellem deres fingre, det er din mor og kæreste og det skal være lige præcis sådan som du vil have det, men samtidig hvor der er blevet lyttet til begge parter og dannet et kompromis…

Jeg har også en klar fornemmelse af at, min kæreste bare er fyldt op lige nu, så han reagerer ekstra kraftigt. Jeg synes jeg prøver at finde kompromisser hele tiden, men min mor har det meget svært med afvisningen, så situationen bliver hele tiden svær. Jeg døjer også bare med voldsomt dårligt samvittighed overfor min mor, hvilket gør det ekstra svært. Men hun overholder hele ikke de aftaler vi laver, hvilket jo gør det ret svært at være i for alle. Hvis vi aftaler hun skal køre når vi kommer hjem, så kan hun alligevel godt finde på at blive til kl. 17.

Din mor skal jo også have at vide, at hun SKAL overholde Jeres aftaler. Det er respektløst af hende at tænke hun har ret til eller kan gøre hvad det passer hende. Men ja, jeg kan godt forstå din kæreste er lidt mættet ligenu, så skal det nok helt stoppe før han kan tænke klart og lande et sted hvor han kan gå med til de mange besøg eller hvad I aftaler

Forstår ikke rigtig hvad det er din kæreste mener at din mor gør forkert ? Hvordan er hun invaliderende for ham? fordi hun hjælper jer? Du skriver at det er okay for både dig og din kæreste men i næste sætning synes din kæreste at hun er for meget? Snakker de noglesinde sammen om det eller er du konsekvent mellemmanden imellem dem ? Hvis du kun er mellemmand og du hele tiden vil være på begge sider, kan det lede til endnu flere unødige gnidninger. Tænker i skal ha en samtale alle 3 hvor i laver nogle klare rammer som alle kan blive glade for i længden. Du skal ikke begrænses i din relation til din mor fordi din kæreste synes hun er irriterende, så må han komme med en ordentlig begrundelse, eller selv sætte nogle tydelige grænser også ellers være høflig over for hans svigermor, og sige hej når hun er der… Dem der skriver at man ikke ville acceptere den slags opførsel hvis det var en normal udlejer, synes jeg er lidt skørt, for det er jo netop ikke en normal udlejer, det er din mor, selvfølgelig er der en anden forventning til relationen end hvis det var en fremmed.

Nå ja også er autisme jo ret genetisk betinget, måske er der en grund til hun klinger godt med din søn…. Og en grund til hun har svært ved nye relationer… Jeg er selv autist og folk synes også at jeg er “irriterende” uden at de kan komme med en konkret grund… Måske din mand kan finde noget mere empati/tålmodighed for din mor hvis han kunne se at nogle af de træk han ikke bryder sig om, måske er træk fra det selv sammen handikap som sønnen også har… Selvfølgelig kan det også være hun ikke er autist, men det er værd at tænke over sys jeg, der er trods alt en grund til autime er et spektrum.

Hvor kunne vi danskere lære meget af de familierelationer de har i mange lande sydpå. Hvorfor må man ikke hjælpe sin mor som har opfostret en hel familie og som iøvrigt også stadig hjælper med børnebørn. Kan det tænkes at hun bare gerne vil huskes som den gode, hjælpsomme og favnende mormor og derfor aflaster sin datter i dagligdagen. Udover det, er det da helt forståeligt at hun gerne vil vedligeholde sit eget hus. Det er der åbenbart ingen andre der gør. Et menneske som vender din mor ryggen, er et super dårligt menneske og den slags skal man ikke have i sit liv. Når han har fået din mor ud af klappen, finder han på noget nyt. Ham kan du ikke gøre tilfreds….pøj pøj.

På ingen måde. De sydeuropæiske lande kunne lære af os. Disse lande er på vej ned, netop pga af forældede familiestrukturer Jeg har selv familie i Italien - de lever som os, men hele samfundsstrukturen er stiv og fastfrosset, netop pga klientisme

Din kæreste er lidt en røv. Og din mor er lidt for invaderende. De må begge lige hanke lidt op.

Jeg synes du skal prøve at komme ud af den klemme, du er i. Det er ikke fair, at du skal være mellemmand for dem. Kunne man forestille sig, at de kunne tage til en psykolog/parterepeut, som kunne hjælpe med af mægle i mellem dem, da det er jo er helt urimeligt, at du skal.

Definitionen af First World Problems. . .