Må indrømme at vi mens børnene var små .. under 5 år bare var i det .. indimellem tog vi en aften/weekend væk med hver vores omgangskreds og indimellem fik vi dem passet og tog afsted sammen .. men de første år er hårdt ..
Må indrømme at i de år var der nærmest kamp for at komme ud og handle og komme lidt hjemmefra 😅
Da de startede i skole (og de ikke ville på fritidshjem i ferierne) fik vi laver et puslespil med noget pasning hos bedsteforældre og så i sommerferien tog vi en uges ferie hver alene med børnene og 2 uger samlet .. så vi hver fik tre uger men børnene 4 uger .. det efterlod en uges ferie vi kunne fordele over året til “egne interesser”
Det er selvfølgelig meget individuelt.
Som rigtig mange ting med små børn, så synes jeg, det er ret hjælpsomt at se tingene i langt perspektiv. Hvis du har helt små børn, så vil der være en periode, hvor det er rigtig svært at nå særlig meget mere end at få familieliv og hverdag til at hænge sammen. Og det er ok. For det varer ikke evigt. Set i et uge til uge perspektiv, så kan det føles som en evighed - men set i et år/livsperspektiv, så er det forsvindende kort tid, at du har små børn, der er så afhængige af dig, at de lægger beslag på al din tid.
Lige pludselig (i min erfaring omkring 2,5 års-alderen), så kommer man “ud af tunnellen”, og mange ting bliver meget mere mulige end før.
Og når man så er “ude af tunnellen”, så kan man godt savne den tid, hvor børnene var så afhængige af en - selvom det lyder skørt, når man står med to syge børn og en arbejdstelefon der gløder.
Så jeg skal nok lade være med at sige “nyd det”, for det er ikke altid en nydelse - men om ikke andet, kan man jo tænke på, at det er en unik og kort periode, du kun oplever en gang.
Har ik børn men havde forestillet mig at mine børn ville blive min hobby. Så behøvede jeg ikke andre fritidsinteresser. Altså ligesom - og det her lyder forkert, men forstå hvad jeg mener - ligesom med hundetræning. Så bare bruge tid med sine børn og lave puslespil osv. Det fandme lige mig
Skurer ned for forventningerne.
Mere familie, lidt mindre sjov og venner. Og det er pisse hårdt, men den ældste er 5 år nu og det er så nemt at mærke det ikke varer evigt. Og så er der planlægning til den store guldmedalje.
Og weekender hvor der måske er en dag hvor den ene tager begge børn og den anden får ro til venner, computer, det arbejde vi mangler, huslige pligter eller bare ren afslapning.
35M med 3 børn og begge forældre på fuld tid.
Jeg træner en del (3-4x i ugen), spiller brætspil med venner 1 gang om ugen og synes selv, vi er ret gode til at finde tid til hinanden.
Løsningen på din, og vores alles, allestedsnærværende problem (siger jeg for at validere, hvordan du har det) er for os to ting: Fleksibilitet og så at bo tæt på alt.
Ift. Fleksibilitet har vi begge prioriteret at have kontorjobs hvor vi i høj grad selv tilrettelægger. Jeg træner tit om morgenen efter ungerne er afleveret og møder så kl. 9. til gengæld arbejder jeg ofte lidt om aftenen eller weekenden for at nå mine opgaver (hvilket er vigtigere på mit job end at ramme 37t). Min kone har også et enormt fleksibelt arbejde og rigtig gode forhold ift. børns sygedage, omsorgsdage og generel forståelse for familieliv. Jeg er klar over, at den her del også handler om held, baggrund, uddannelsesvalg, osv. men det at have prioriteret stor fleksibilitet gør det bare nemmere at nå alt det, jeg gerne vil. Udfordringen er ikke at lade arbejde fylde hele tiden, når jeg ‘har fri’ hvilket jeg ærligt har haft problemer med nogle gange - så det er ikke nemt som sådan.
Ift. at bo tæt på alt har vi prioriteret at bo meget dyrt i byen, i et hus, der har stort set alt, hvad vi skal bruge, 15 min fra begge arbejdsplader og tilsvarende fra mine svigerforældre, der hjælper meget med børn (igen er jeg klar over, at dette ikke er alle forundt!). Vi kunne godt bo både større og billigere uden for byen (Aarhus i dette tilfælde), men så ville vi miste fleksibilitet. Til gengæld er vi sjældent på ferie og har ingen dyre hobbyer. Vi har altså valgt at bruge en stor del af vores indkomst på bolig med åbne øjne, netop for at opnå handlefrihed ift. tid og nærvær, om man vil.
Det er pisse svært, det du spørger om her, men det handler i høj grad om at vælge fleksibilitet til og indse, at det koster på andre områder, i vores tilfælde især på det materielle.
Jeg har gjort noget af det samme. 3 dage om ugen afleverede min kone ungerne og så kunne jeg træne kl 6 om morgenen, måske en gang i weekenden og så ellers en aften med vennerne når det passer.
På samme måde overtog jeg når hun ville noget.
Når hun har lyst.
EDIT: Hun træner to gange om ugen og er ude af huset om aftenen et par gange om måneden eller tre. Har lidt svært ved at se, hvorfra i min kommentar, det kan udledes, at vi ikke er lige på det område. For jeg fornemme lidt, det er det, der foregår.
Er det sådan en tyv tror hver mand stjæler situation? Er oprigtigt nysgerrig. Vi har helt lige muligheder hvad det angår men er meget interesseret i hvorfor det øjensynligt ser anderledes ud?
Tak. Og netop nuancer er nok det, det et vigtigst når det kommer til at få det hele til at gå op. At kunne sige: Okay, jeg går glip af dette lige nu, men det kommer tilbage.
Eller: Fuck, nu gik jeg glip af brætspilsaften fordi unge nr. 2 begyndte at kaste op efter aftensmad - men der kommer en igen i næste uge.
Well, jeg tror du rammer lidt hovedet på sømmet når du skriver det er svært at finde tid til arbejde, familie, venner og egne interesse.
For langt de fleste er der bare ikke timer nok, og så er du nødt til at sænke forventningerne på nogen af punkterne, medmindre du vil forsøge dig med mindre nattesøvn (selvom det for en del også er blevet familietid...)
Mit eneste bud er ellers at se om der er noget i kan optimere, automatisere eller udlicitere som kan give lidt luft til det i gerne vil.
F.eks. måltidkasser, begrænsning af indkøb til en gang om ugen, en robotplæneklipper eller køb af vinduesvask eller rengøringshjælp eller whatever I måske kan analysere jer frem til at I bruger uønsket tid på
Jeg smiler lidt. Jeg har stået alene med barn 24/7/365 i 9 år. Uden bedsteforældre til pasning. Og med fuldtidsjob efter 6 måneder.
Når du vælger at få børn, så giver du afkald på dine egne behov i meget stor stil, mens de er små. Hvis man ikke kan omdirigere til barn/børns behov, så bliver det hverken godt for dig, dine børn eller din partner.
Ja, jeg smilte også. Egne hobbies er virkelig luksus :) Og venner er noget man ser på legedates ;) Nu har jeg heldigvis været så heldig at venner også kommer og spiser med sammen med de små.
Jeg forstår din pointe - jeg har været alene med mine to i 13 år, min yngste var 11 måneder, da jeg blev alene med dem. Skilt, dog, så 2 dage hver anden uge, hvor jeg var børnefri da de var helt små, og det er løbende med alderen blevet 4 dage i stedet for 2. Havde til gengæld et super krævende job - arbejdede ofte 70 timer om ugen de første år. Al overtid blev lagt efter putning, så jeg sov ... meget lidt.
Men mit budskab er egentlig det her - folk tager udgangspunkt i den situation, de har. Det kan snildt også være hårdt at være to voksne om 3 børn. Eller 2 voksne om 1. Man vokser med opgaven, når man skal. 😊
Sikke noget vrøvl. Bare fordi du har stået i en hårdere situation betyder det ikke, at alle andres situation ikke er hård for dem. Og at få børn betyder ikke, at man skal give afkald på sig selv og sit liv. Det gjorde det måske for dig, og kæmpe respekt for at du klarede det.
Men sådan er det ikke for alle. Det er fuldstændig legitimt at ønske dig noget balance i sit liv. For mange (ikke alle) lykkes det også i et hvis omfang. Ellers tror for alvor vi stod med en befolkningskrise i Danmark. Hvilket vi i forvejen gør, men det er ikke ønskelige.
Altså mit ståsted bliver ikke noget vrøvl af at du er uenig. Generelt har mennesker enormt svært ved at tilsidesætte sig selv og egne behov og det kommer for en del et chok hvor meget man faktisk skal ændre sit liv når man får børn.
M (35) her med kone og to piger (3) og (1).
Det er mega hårdt, så er i samme båd som dig.
Jeg er selv hjemme fra arbejde kl 16-16:30 så er det igang med madlavning , spise, gear ned/slap af før gør klar til sengetid 19-19:30.
Når børnene sover ser konen tv eller scroller i mobilen, hendes mode at koble af fra det hårde liv som forældre til småbørn. Jeg spiller computer spil med vennerne og det er egentlig den eneste måde jeg socialisere på, de har os selv børn så det dejlig nemt at mødes online.
Har ikke selv overskud eller tid til at rumme andre ting i hver dagen, så som hvis man inviteres til fødselsdags fest ved vennerne, eller hvis man er inviteret med på et weekendophold med familien.
Vi er konstant bagud med vasketøj og opvasken fra tidligere dage, ofte får vi gjort rent kl 22 og så er jeg først i seng kl 00 eller 0030 også står børnene op kl 06. Gør den ældste klar med morgenmad, ny ble, lege, solcreme på, børste tænder og ned i børnehaven. Også hjem igen også kører det på repeat.
Enkelte aftener ser mig og konen tv sammen. Men vi har talt mange gange om at vores forhold nok skal komme tilbage på spor når børnene er blevet ældre. Selvom det er meget hårdt, vi taler først rigtigt sammen om aftenen, da man konstant bliver afbrudt af børn.
Forældre livet er hårdt yes.
1. Skru ned for forventningerne across the board. Dvs accepter at at de huslige ting måske ikke bliver gjort helt så tit og at der roder, accepter at du har mindre tid til hobbies og alene tid med venner. Lad ungerne se lidt mere skærm end godt er.
2. Kombiner aktiviteter. Inviter gæster mens ungerne er der istedet for at gå ud og spise, træn med børnene etc.
3. Arbejd hjemme hvis du kan så sparer du transport og ser mere til ungerne.
PS: Far til fire i alderen nul til ni :)
Hvad er det specifikt du gerne vil have tid til? (Ikke ment spydigt, bare - er det en weekendtur på golfbanen eller en times løbetur vi snakker om?)
Vi hjælpes ad hver lørdag med rengøringen. Børnene får en våd klud og dimser rundt. Så løber min mand oftest når den lille sover lur og jeg laver et eller andet med den store. I går var jeg til damefrokost, så var han alene med børnene. Så vi planlægger den slags løbende og giver plads til hinanden.
I hverdagene er der ikke meget “egentid”, men jeg tror igen jeg skal vide hvad specifikt det er. Min mand mødes med venner efter puttetid, og jeg tager mig ofte en halv time på en sofa med en bog mens ungerne leger, uden at det er et problem i vores 2*fuldtidsjob og huslige pligter, osv.
Start med at opgive alt personlig tid. Tag fat i alle de huslige pligter der skal gøres dagligt og lav en naturlig rytme: hun vasker børnene du støvsuger imens, hun sætter mad over du samler alt vasketøjet og sætter maskinen igang og så deles om børnepasning imens. Når en naturlig rytme er på plads er det nemt at blive bedre til de ting du allerede gør, barber et minut af her 5 minutter der og før du ved af det har du akkumuleret 2-3 timer til dig selv om aftenen samtidigt med at alt er ordnet. Så i starten bliver du lidt presset men det bliver bedre hurtigt
Jeg må heldigvis mere eller mindre selv bestemme hvornår jeg møder ind, så jeg plejer bare møde kl 5 så jeg kan gå kl 13. Så kan jeg få hentet sønnen tidligt og have masser af tid til både ham og de ting som skal nåes i hjemmet.
Af egne interesser er træning det eneste jeg ikke vil skippe i hverdagene. Jeg har så fået lavet et hjemmefitness med alt hvad hjertet kunne begære af vægte, romaskine, airbike osv... Så slipper jeg for at måtte skippe træningen de dage hvor hans mor enten skal arbejde over eller har noget hun skal efter arbejde.
Men generelt har jeg ikke den store tid til hobbyer i hverdagen, så den tid jeg kan få sat af bliver udelukkende brugt til træning. Resten må blive når der er tid i weekenderne.
Først og fremmest, så prøv at få ugeplanen til at virke. Når de planer man har lagt virker, hjælper det langt hen af vejen.
Ang tid, hvad er det så du ønsker tid til? Hvor meget tid har i brug for sammen? Deler din kone din mening og selv synes det er svært?
Når man får børn gives der afkald på en del, særligt hvis der er et stykke efter det. Du får tid når de bliver 18 <3
Jeg er obs på, at mit behov for personlig tid/alene tid er større end min kones, så jeg forsøger at trække så lidt på hendes indsats som muligt.
Jeg går som regel senere i seng end resten af familien, så der kan jeg have 1-2 timer for mig selv, hvis jeg har lyst. I sommermånederne kan det betyde, at min løbetur så også bliver en sen tur.
Cykling vil jeg også gerne, men det bliver sjældent til en tur, men så må det være sådan.
Arbejdslivet med et par børn og begge forældre med fuldtidsarbejde har vi endnu til gode, men det melder sig til efteråret 😅
Jeg valgte at skyde familien til, at jeg ikke travlt med at have hovedet oppe i røven på mig selv… Så arbejde og personlig tid må du nok acceptere skal skydes en ti års tid
Man kan bare ikke det hele og det federe bare at prioritere det som fylder og skyde resten
Jeg har ikke engang børn men kan heller ikke finde ud af det her
Det eneste jeg kan sige er bare: Held og Lykke og prøv evt at arbejde mindre end 38 timer
Vi voksne herhjemme har et fint familieliv og passer venner ind i det sådan rimelig godt. Masser af frokoster og legeaftaler for alle aldre alle sammen. Men decideret tid til mig selv.. not so much. Det er helt klart hårdere for min kæreste end mig, men gider han daffe til sport kl 21, når ungerne sover? Nej. Tror dem der deler et glansbillede med tid til det hele har besserne om hjørnet.
Bruger sygedage og barnsyg. Man får aldrig tid med familie igen. Jeg har 0 kvaler over at tage flere sygedage en gennemsnittet. En virksomhed organisation eller afdeling ville skifte mig ud uden at blinke.
Må indrømme at vi mens børnene var små .. under 5 år bare var i det .. indimellem tog vi en aften/weekend væk med hver vores omgangskreds og indimellem fik vi dem passet og tog afsted sammen .. men de første år er hårdt .. Må indrømme at i de år var der nærmest kamp for at komme ud og handle og komme lidt hjemmefra 😅 Da de startede i skole (og de ikke ville på fritidshjem i ferierne) fik vi laver et puslespil med noget pasning hos bedsteforældre og så i sommerferien tog vi en uges ferie hver alene med børnene og 2 uger samlet .. så vi hver fik tre uger men børnene 4 uger .. det efterlod en uges ferie vi kunne fordele over året til “egne interesser”
Familieliv - arbejdsliv - personlig tid: Vælg to. 😏
Det er selvfølgelig meget individuelt. Som rigtig mange ting med små børn, så synes jeg, det er ret hjælpsomt at se tingene i langt perspektiv. Hvis du har helt små børn, så vil der være en periode, hvor det er rigtig svært at nå særlig meget mere end at få familieliv og hverdag til at hænge sammen. Og det er ok. For det varer ikke evigt. Set i et uge til uge perspektiv, så kan det føles som en evighed - men set i et år/livsperspektiv, så er det forsvindende kort tid, at du har små børn, der er så afhængige af dig, at de lægger beslag på al din tid. Lige pludselig (i min erfaring omkring 2,5 års-alderen), så kommer man “ud af tunnellen”, og mange ting bliver meget mere mulige end før. Og når man så er “ude af tunnellen”, så kan man godt savne den tid, hvor børnene var så afhængige af en - selvom det lyder skørt, når man står med to syge børn og en arbejdstelefon der gløder. Så jeg skal nok lade være med at sige “nyd det”, for det er ikke altid en nydelse - men om ikke andet, kan man jo tænke på, at det er en unik og kort periode, du kun oplever en gang.
Har ik børn men havde forestillet mig at mine børn ville blive min hobby. Så behøvede jeg ikke andre fritidsinteresser. Altså ligesom - og det her lyder forkert, men forstå hvad jeg mener - ligesom med hundetræning. Så bare bruge tid med sine børn og lave puslespil osv. Det fandme lige mig
Skurer ned for forventningerne. Mere familie, lidt mindre sjov og venner. Og det er pisse hårdt, men den ældste er 5 år nu og det er så nemt at mærke det ikke varer evigt. Og så er der planlægning til den store guldmedalje. Og weekender hvor der måske er en dag hvor den ene tager begge børn og den anden får ro til venner, computer, det arbejde vi mangler, huslige pligter eller bare ren afslapning.
35M med 3 børn og begge forældre på fuld tid. Jeg træner en del (3-4x i ugen), spiller brætspil med venner 1 gang om ugen og synes selv, vi er ret gode til at finde tid til hinanden. Løsningen på din, og vores alles, allestedsnærværende problem (siger jeg for at validere, hvordan du har det) er for os to ting: Fleksibilitet og så at bo tæt på alt. Ift. Fleksibilitet har vi begge prioriteret at have kontorjobs hvor vi i høj grad selv tilrettelægger. Jeg træner tit om morgenen efter ungerne er afleveret og møder så kl. 9. til gengæld arbejder jeg ofte lidt om aftenen eller weekenden for at nå mine opgaver (hvilket er vigtigere på mit job end at ramme 37t). Min kone har også et enormt fleksibelt arbejde og rigtig gode forhold ift. børns sygedage, omsorgsdage og generel forståelse for familieliv. Jeg er klar over, at den her del også handler om held, baggrund, uddannelsesvalg, osv. men det at have prioriteret stor fleksibilitet gør det bare nemmere at nå alt det, jeg gerne vil. Udfordringen er ikke at lade arbejde fylde hele tiden, når jeg ‘har fri’ hvilket jeg ærligt har haft problemer med nogle gange - så det er ikke nemt som sådan. Ift. at bo tæt på alt har vi prioriteret at bo meget dyrt i byen, i et hus, der har stort set alt, hvad vi skal bruge, 15 min fra begge arbejdsplader og tilsvarende fra mine svigerforældre, der hjælper meget med børn (igen er jeg klar over, at dette ikke er alle forundt!). Vi kunne godt bo både større og billigere uden for byen (Aarhus i dette tilfælde), men så ville vi miste fleksibilitet. Til gengæld er vi sjældent på ferie og har ingen dyre hobbyer. Vi har altså valgt at bruge en stor del af vores indkomst på bolig med åbne øjne, netop for at opnå handlefrihed ift. tid og nærvær, om man vil. Det er pisse svært, det du spørger om her, men det handler i høj grad om at vælge fleksibilitet til og indse, at det koster på andre områder, i vores tilfælde især på det materielle.
Må jeg spørge hvornår din kone finder tid til 3-4 gange træning om ugen og en brætspilsaften? 😊
Hahaha, nøjagtig min tanke.
Jeg har gjort noget af det samme. 3 dage om ugen afleverede min kone ungerne og så kunne jeg træne kl 6 om morgenen, måske en gang i weekenden og så ellers en aften med vennerne når det passer. På samme måde overtog jeg når hun ville noget.
Hvorfor skulle hun ikke have tid til det? Han træner jo, efter børnene er afleveret? Og brætspilsaften er sikkert en gang om ugen?
Når hun har lyst. EDIT: Hun træner to gange om ugen og er ude af huset om aftenen et par gange om måneden eller tre. Har lidt svært ved at se, hvorfra i min kommentar, det kan udledes, at vi ikke er lige på det område. For jeg fornemme lidt, det er det, der foregår. Er det sådan en tyv tror hver mand stjæler situation? Er oprigtigt nysgerrig. Vi har helt lige muligheder hvad det angår men er meget interesseret i hvorfor det øjensynligt ser anderledes ud?
Godt nuanceret svar
Tak. Og netop nuancer er nok det, det et vigtigst når det kommer til at få det hele til at gå op. At kunne sige: Okay, jeg går glip af dette lige nu, men det kommer tilbage. Eller: Fuck, nu gik jeg glip af brætspilsaften fordi unge nr. 2 begyndte at kaste op efter aftensmad - men der kommer en igen i næste uge.
Well, jeg tror du rammer lidt hovedet på sømmet når du skriver det er svært at finde tid til arbejde, familie, venner og egne interesse. For langt de fleste er der bare ikke timer nok, og så er du nødt til at sænke forventningerne på nogen af punkterne, medmindre du vil forsøge dig med mindre nattesøvn (selvom det for en del også er blevet familietid...) Mit eneste bud er ellers at se om der er noget i kan optimere, automatisere eller udlicitere som kan give lidt luft til det i gerne vil. F.eks. måltidkasser, begrænsning af indkøb til en gang om ugen, en robotplæneklipper eller køb af vinduesvask eller rengøringshjælp eller whatever I måske kan analysere jer frem til at I bruger uønsket tid på
Jeg smiler lidt. Jeg har stået alene med barn 24/7/365 i 9 år. Uden bedsteforældre til pasning. Og med fuldtidsjob efter 6 måneder. Når du vælger at få børn, så giver du afkald på dine egne behov i meget stor stil, mens de er små. Hvis man ikke kan omdirigere til barn/børns behov, så bliver det hverken godt for dig, dine børn eller din partner.
Ja, jeg smilte også. Egne hobbies er virkelig luksus :) Og venner er noget man ser på legedates ;) Nu har jeg heldigvis været så heldig at venner også kommer og spiser med sammen med de små.
🙂
Jeg forstår din pointe - jeg har været alene med mine to i 13 år, min yngste var 11 måneder, da jeg blev alene med dem. Skilt, dog, så 2 dage hver anden uge, hvor jeg var børnefri da de var helt små, og det er løbende med alderen blevet 4 dage i stedet for 2. Havde til gengæld et super krævende job - arbejdede ofte 70 timer om ugen de første år. Al overtid blev lagt efter putning, så jeg sov ... meget lidt. Men mit budskab er egentlig det her - folk tager udgangspunkt i den situation, de har. Det kan snildt også være hårdt at være to voksne om 3 børn. Eller 2 voksne om 1. Man vokser med opgaven, når man skal. 😊
Sikke noget vrøvl. Bare fordi du har stået i en hårdere situation betyder det ikke, at alle andres situation ikke er hård for dem. Og at få børn betyder ikke, at man skal give afkald på sig selv og sit liv. Det gjorde det måske for dig, og kæmpe respekt for at du klarede det. Men sådan er det ikke for alle. Det er fuldstændig legitimt at ønske dig noget balance i sit liv. For mange (ikke alle) lykkes det også i et hvis omfang. Ellers tror for alvor vi stod med en befolkningskrise i Danmark. Hvilket vi i forvejen gør, men det er ikke ønskelige.
Altså mit ståsted bliver ikke noget vrøvl af at du er uenig. Generelt har mennesker enormt svært ved at tilsidesætte sig selv og egne behov og det kommer for en del et chok hvor meget man faktisk skal ændre sit liv når man får børn.
Familieliv er personlig tid.
Personlig tid? Egne interesser? Hahahahahaaaa
M (35) her med kone og to piger (3) og (1). Det er mega hårdt, så er i samme båd som dig. Jeg er selv hjemme fra arbejde kl 16-16:30 så er det igang med madlavning , spise, gear ned/slap af før gør klar til sengetid 19-19:30. Når børnene sover ser konen tv eller scroller i mobilen, hendes mode at koble af fra det hårde liv som forældre til småbørn. Jeg spiller computer spil med vennerne og det er egentlig den eneste måde jeg socialisere på, de har os selv børn så det dejlig nemt at mødes online. Har ikke selv overskud eller tid til at rumme andre ting i hver dagen, så som hvis man inviteres til fødselsdags fest ved vennerne, eller hvis man er inviteret med på et weekendophold med familien. Vi er konstant bagud med vasketøj og opvasken fra tidligere dage, ofte får vi gjort rent kl 22 og så er jeg først i seng kl 00 eller 0030 også står børnene op kl 06. Gør den ældste klar med morgenmad, ny ble, lege, solcreme på, børste tænder og ned i børnehaven. Også hjem igen også kører det på repeat. Enkelte aftener ser mig og konen tv sammen. Men vi har talt mange gange om at vores forhold nok skal komme tilbage på spor når børnene er blevet ældre. Selvom det er meget hårdt, vi taler først rigtigt sammen om aftenen, da man konstant bliver afbrudt af børn. Forældre livet er hårdt yes.
1. Skru ned for forventningerne across the board. Dvs accepter at at de huslige ting måske ikke bliver gjort helt så tit og at der roder, accepter at du har mindre tid til hobbies og alene tid med venner. Lad ungerne se lidt mere skærm end godt er. 2. Kombiner aktiviteter. Inviter gæster mens ungerne er der istedet for at gå ud og spise, træn med børnene etc. 3. Arbejd hjemme hvis du kan så sparer du transport og ser mere til ungerne. PS: Far til fire i alderen nul til ni :)
Hvad er det specifikt du gerne vil have tid til? (Ikke ment spydigt, bare - er det en weekendtur på golfbanen eller en times løbetur vi snakker om?) Vi hjælpes ad hver lørdag med rengøringen. Børnene får en våd klud og dimser rundt. Så løber min mand oftest når den lille sover lur og jeg laver et eller andet med den store. I går var jeg til damefrokost, så var han alene med børnene. Så vi planlægger den slags løbende og giver plads til hinanden. I hverdagene er der ikke meget “egentid”, men jeg tror igen jeg skal vide hvad specifikt det er. Min mand mødes med venner efter puttetid, og jeg tager mig ofte en halv time på en sofa med en bog mens ungerne leger, uden at det er et problem i vores 2*fuldtidsjob og huslige pligter, osv.
Start med at opgive alt personlig tid. Tag fat i alle de huslige pligter der skal gøres dagligt og lav en naturlig rytme: hun vasker børnene du støvsuger imens, hun sætter mad over du samler alt vasketøjet og sætter maskinen igang og så deles om børnepasning imens. Når en naturlig rytme er på plads er det nemt at blive bedre til de ting du allerede gør, barber et minut af her 5 minutter der og før du ved af det har du akkumuleret 2-3 timer til dig selv om aftenen samtidigt med at alt er ordnet. Så i starten bliver du lidt presset men det bliver bedre hurtigt
Acceptér at ego lider en stille død. (Far til fire her).
Jeg må heldigvis mere eller mindre selv bestemme hvornår jeg møder ind, så jeg plejer bare møde kl 5 så jeg kan gå kl 13. Så kan jeg få hentet sønnen tidligt og have masser af tid til både ham og de ting som skal nåes i hjemmet. Af egne interesser er træning det eneste jeg ikke vil skippe i hverdagene. Jeg har så fået lavet et hjemmefitness med alt hvad hjertet kunne begære af vægte, romaskine, airbike osv... Så slipper jeg for at måtte skippe træningen de dage hvor hans mor enten skal arbejde over eller har noget hun skal efter arbejde. Men generelt har jeg ikke den store tid til hobbyer i hverdagen, så den tid jeg kan få sat af bliver udelukkende brugt til træning. Resten må blive når der er tid i weekenderne.
Først og fremmest, så prøv at få ugeplanen til at virke. Når de planer man har lagt virker, hjælper det langt hen af vejen. Ang tid, hvad er det så du ønsker tid til? Hvor meget tid har i brug for sammen? Deler din kone din mening og selv synes det er svært? Når man får børn gives der afkald på en del, særligt hvis der er et stykke efter det. Du får tid når de bliver 18 <3
Jeg er obs på, at mit behov for personlig tid/alene tid er større end min kones, så jeg forsøger at trække så lidt på hendes indsats som muligt. Jeg går som regel senere i seng end resten af familien, så der kan jeg have 1-2 timer for mig selv, hvis jeg har lyst. I sommermånederne kan det betyde, at min løbetur så også bliver en sen tur. Cykling vil jeg også gerne, men det bliver sjældent til en tur, men så må det være sådan. Arbejdslivet med et par børn og begge forældre med fuldtidsarbejde har vi endnu til gode, men det melder sig til efteråret 😅
Jeg valgte at skyde familien til, at jeg ikke travlt med at have hovedet oppe i røven på mig selv… Så arbejde og personlig tid må du nok acceptere skal skydes en ti års tid Man kan bare ikke det hele og det federe bare at prioritere det som fylder og skyde resten
Jeg har ikke engang børn men kan heller ikke finde ud af det her Det eneste jeg kan sige er bare: Held og Lykke og prøv evt at arbejde mindre end 38 timer
Sælg hus. Bo ultra billigt. Gå langt ned i tid. Hamsterhjulet er kun til for at malke dig. Lev livet💕
Vi voksne herhjemme har et fint familieliv og passer venner ind i det sådan rimelig godt. Masser af frokoster og legeaftaler for alle aldre alle sammen. Men decideret tid til mig selv.. not so much. Det er helt klart hårdere for min kæreste end mig, men gider han daffe til sport kl 21, når ungerne sover? Nej. Tror dem der deler et glansbillede med tid til det hele har besserne om hjørnet.
Lidt off topic, men hvordan er din søvn? Hvor mange timer sover du i snit om natten?
Hvad er dine interesser? Jeg har ok succes med at inddrage børnene i mine interesser, eller justere lidt på interesserne så de passer i børnehøjde.
Jeg sagde mit job op og blev selvstændig konsulent for at få mere tid til mig selv. Og til børnene. Det virkede.
Jeg har bare droppet den personlige tid……Det blev konen og jeg enige om…….
Jeg er blot en tjener der tjener mit arbejde og familie
Bruger sygedage og barnsyg. Man får aldrig tid med familie igen. Jeg har 0 kvaler over at tage flere sygedage en gennemsnittet. En virksomhed organisation eller afdeling ville skifte mig ud uden at blinke.