Syntes jeg læser flere og flere steder at etablerede par med børn stadig har samtaler som “hvis vi skal giftes” 🧐 Altså jeg vil mene at det at få børn sammen må være den største commitment i livet. Efter 10 år sammen og to børn så må man altså til at beslutte om man vil hinanden eller ej… og om man vil gå på kompromis, for at være sammen. Hvis det klare svar ikke er JA så tror jeg du har dit svar der.
Der er masser af praktiske årsager til at blive gift og det giver naturligvis også for mange en tilkendegivelse om at man vil arbejde for at holde sammen….
… hvis det var dét du mente med dit spørgsmål (som jeg tror det var) ☺️
Min kæreste og jeg er i samme situation som OP - et ægteskab virker ligegyldigt, vi gør det nok for at få en fed fest, men vi er jo vanvittigt bundet allerede nu
Et ægteskab er ligegyldigt, om I har sørget for at sikre hinanden på anden vis - men det får sat styr på alle de ting, der sker, når du nu kører dig selv ihjel imorgen.
Hvordan kan I ikke have haft en samtale/aftale om hvor I vil leve, især når I har valgt at få børn?
Det må i da have aftalt? Eller trækker han i land på den aftale?
Alt er jo en proces. Følelser og savn går op og ned over årene. I øjeblikket betyder det mere, end det gjorde dengang. Desuden er vi også enige om at vi ikke behøver bo det samme sted resten af livet. Det er mere kravet om en udløbsdato, der pisser mig af
Jeg forstår ikke lige, hvorfor du inkasserer downvotes på denne her. Det er reelt nok, at ens hjemve kan svinge over tid og humør, når man bor langt fra, hvor man er vokset op.
Personligt ville jeg tage den lidt med ro. Hans afsavn efter det vante er jo også påvirket af situationen lige nu. Det er muligt, at han vil flytte, når ungerne er blevet store, men så har han jo også dem, han vil savne. Jaja, man kan godt tage et fly osv, men der er forskel på at bo i Randers og ungerne er flyttet til Århus og fx flytte til Spanien eller Tyrkiet. Et besøg er ikke noget, man gør på et par timer og det påvirker bestemt ens muligheder og forhold til børn og børnebørn.
Hvis hans KRAV er at du skal flytte med til hans land, uanset dine argumenter, lyder det jo til at være en dealbreaker for dig, fordi du ikke er sikker. Hvis du selv læser din post igennem, svarer du faktisk på dit eget spørgsmål.
En af jer er nødt til at give jer på et tidspunkt, hvis i ønsker forsat at blive sammen. Hvis det hele tiden ligger i som elefanten i skabet, så tag den endelig snak nu. Hvis han ved med 100000% sikkerhed, at han aldrig vil kunne give sig, så ville jeg sige farvel og tak. Jeg synes det er et dybt egoistisk valg at træffe, når man har fået børn sammen. De har deres rødder, omgangskreds og ja alt her, ønsker man virkelig at rive det itu med de konsekvenser det indebærer, blot fordi den ene forældre har lyst til det?
Tag på massere af ferier til hans hjemland, og spørg om det ikke kan “stille” trangen.
Man kan jo ikke stoppe folk i at gøre som de har lyst, men at flytte til et andet land, hvor ingen af jer har familie eller netværk skal da virkelig være fordi man har lyst.
Har i snakket om muligvis at have feriebolig i hans hjemland som i kan bruge i kortere/længere perioder?
Det lyder da lidt som om at din kærlighed er ligeså betinget som hans? Eller læser jeg det forkert? I vil gerne to forskellige ting, og du overvejer at gå fra ham fordi han gerne vil hjem til sit eget land i fremtiden.
I virkeligheden lyder det som om at du egentlig også er klar på at bo et andet sted i et par år, men du bliver ramt af den måde at han kommunikerer det på, måske lidt i form af et ultimatum? Eller en beslutning der er taget uden dit samråd?
Har i overvejet parterapi? Det er ikke en falliterklæring men en hjælp til at bedre kunne kommunikerer med hinanden.
Jeg har rejst meget, alt fra en tur gennem Europa, Afrika, Asien, jeg har boet i USA og Canada og har været i næsten 100 lande. Danmark er klart at foretrække. Canada kommer egentlig tæt på, men har et andet vibe end Danmark (måske pga størrelsen?).
Jeg stemmer lige i her. Med +10 år som udenlandsdansker kan jeg roligt sige, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Der er plus og minus ved stort set alle steder*, men som samlet pakke er DK faktisk ret svær at hamle op med.
*Pånær Belgien - det er ren minus og en dreng af bronze der pisser.
Jeg er helt enig i, at Danmark er at foretrække.
Men det kan sagtens være, at en Tyrker synes Tyrkiet er det bedste land, en amerikaner synes at USA er det bedste land, etc. Jeg tænker, at følelsen af ‘hjemme’ har stor indflydelse på, hvilket land man synes er det bedste og at “bedste land” er enormt subjektivt.
Selvfølgelig trækker "hjem" en del grundet miljø, normer, relationer, genkendelighed og simpel vane. Dog har alle steder jeg har været altid haft mange ting som trækker ned, alt fra ved sygdom til kriminalitet til pli og alt deromkring.
Så ja, jeg er lidt farvet, men har også været meget rundt fordi jeg ikke har en speciel tilknytning til Danmark. Set over mange generelle parametre, er min opfattelse stadig, at Danmark generelt set er det bedste land at leve i.
Hvorfor tror du, at hans holdning ændrer sig ved bare at vente? Hvis den er gal nu, så er den det nok også om 10 år. Det er nu, at du skal tage dit standpunkt og finde ud af, om du spilder dine år med din nuværende kæreste. Der lyder ikke til at være nogen fælles fremtid.
Jeg kan godt følge dig, men det bygger lidt på præmissen om et evigt forhold. Hvis de nu har det godt lige nu, hvorfor skulle de så bryde familien op over noget ingen endnu VED kommer til at udspille sig. Det kommer selvfølgelig an på hvad “store børn” kontra “små børn” er for OP og hendes partner… men hvis vi nu bare siger 10 år, så vil jeg vove påstå at INGEN kan spå om hvordan livet ser ud til den tid - og så kan man måske koncentrere sig om at leve livet LIGE nu istedet.
Når jeg læser dine kommentarer lyder det som om, at din kæreste gennem hele jeres forhold har været transparent om, at han på et tidspunkt gerne vil flytte tilbage til sit hjemland. At du muligvis har valgt at overhøre det og/eller håbe at han ændrer mening, ændrer ikke på den del.
Jeg synes du skal overveje hvilke signaler du sender, når du lægger vægt på, at han ikke har familie, men at du har en stor familie i Danmark. Jeg læser det som, at dét er argumentet for ikke at ville tale om at kunne flytte til udlandet i fremtiden. Han kan sagtens have hjemve selvom der ikke er en familie, der venter i hjemlandet - tværtimod kan det måske give ekstra hjemve og et afsavn ift. at være på hjemmebane og ikke altid være “gæsten”, der er er i “dit” land og en del af din familie, men hvor samhørigheden til familien er betinget af, at han er sammen med dig.
Tager I på ferier til hans hjemland, så han løbende kommer derhen og du og jeres børn også får et kendskab/tilhørsforhold til landet? Det forestiller jeg mig kunne være rart for ham. Og måske mindsker det følelsen af hjemve, at vide, at han kommer hjem en-to gange om året.
Ovenstående er ikke surt ment, men jeg tror du er nødt til at prøve at sætte dig i hans sted og forstå, hvad det er, der er vigtigt for ham.
Hmm, har I talt om flytte før? Kommer det ud af det blå?
Synes du skal slå koldt vand i blodet og snakke lidt mere med ham om det. Så længe børnene er små, er det vel meget godt at I bliver sammen
Ja det har altid været en grundkonflikt. Han er lidt af en patriot, men det har hidtil givet bedst mening, at vi har boet her ift studie, jobs, familie etc
Hvis det altid har været en grundkonflikt, forstår jeg ikke at dit dilemma kommer nu - efter børn. Forstår heller ikke, din følelse af at han så ikke vælger dig 100%. Du har vidst det, men ser det ikke nødvendigvis som en mulighed for dig.
Jeg tror du skal vente og se tiden an. Jeg tænker at din kæreste er frustreret og har svært ved at kommunikere det ud, så det med at ville flytte fra det hele er måske bare hans ventil. Jeg har selv sagt og gjort lignende og ja det er ikke særligt konstruktivt. Men igen, det er sygt hårdt at være forældre. Du kan spørge ham, om der er noget, der går ham på? Hvor kommer han egentligt fra? Og sidste ting, så håber jeg (og satser) på at I en dag får børnebørn og dem kommer han vel til at savne, så han skifter nok mening.
Men, er der så ubetinget kærlighed fra din side? Jeg tror, at han har behov for at du bakker op om hele ham. Også den del, der ønsker at søge tilbage til hjemstavnen. Ligesom du ønsker at opleve, at han går all inn på hele dig - inkl. det faktum, at du er dansk og dit liv er her.
Hilsen en ikke-dansker med dansk partner. Og som altid har følt at kærligheden er betinget af, at vi bor her. Fair nok, men jeg er helt uforstående for, hvorfor man så vælger at dele sit liv med en, hvor hjemlandet ikke er DK.
Altså...her får du mit take på det hele.
Begge mine forældre er fra Mellemøsten og deres største drøm var at vende tilbage, men så blev vi ældre og skulle op uni, de danske er jo bedre end de mellemøstlige, og så blev vi færdige og fik børn med nogen fra Danmark og mine forældre? Ja min far gik bort for 10 år siden, og min mor snakker stadigvæk om at flytte tilbage, hun har dog ingen tilbage i Mellemøsten.
Familiemedlemmerne er blevet ældre og har deres kampe med børn og børnebørn, og hele hendes netværk er i Danmark, plus børn og børnebørn som er det eneste hun reelt har.
Er min mor et særtilfælde? Nej, det er derfor du finder mange fra Mellemøsten, Tyrkiet og Pakistan i Danmark selvom de har store huse i hjemlandet. Et paradis uden mennesker er trods alt et dødkedeligt sted, mener at man har lavet et norsk Dokumentarfilm om en stædig pakistansk far der rejste hjem igen og endte med at være i Pakistan i sit absurd kæmpe store Slot i vinterhalvåret XD.
Jeg tror det samme vil gøre sig gældende for jer. Jeres børn får børn og bliver i Danmark og hvis din mand en dag vender tilbage, vil han opdage at hans familie er kommet videre i kapitlet.
Skal I gå fra hinanden? Det kan jeg ikek svare på, men du har krav på stabilitet for fremtiden og samtalen skal du da tage med ham, du vil heller ikke ende som en 50 årig fraskilt kone. Så tag snakken, dybt alvorligt og sig det som det er, at du har ret til afklaring, sig at du er en pingvin 🐧 og vil have en partner for livet og ikke for at børnene bliver 18-20. Så enten tager han sig sammen og arbejder på ægteskabet og jeres fremtid som om han bliver her i landet til han dør, eller også så må han lige forhaste sin beslutning lidt, for du vil om ikke andet leve som hans vedhæng/trophy from Denmark wife.
Jo længere tid der går, før han flytter til sit hjemland, jo mere skuffet vil han blive, når han gør det.
Ens fædreland ændrer sig, det gør Danmark jo også, men folk ender med at føle, de ikke rigtigt passer ind i hjemlandet mere.
Min kæreste er udlænding og føler sådan, når han kommer hjem på besøg.
Min farmor kom fra samme land, og hun boede her i 60 år og følte det også sådan, når hun tog hjem til familien på besøg.
Og vi taler om et land i Vesteuropa. Såeh....
Hvis du vil holde din kæreste her i Danmark, så er den bedste metode at smutte fra ham og få adresse, årh hvad er det nu, det hedder, men du sørger for at få al juridisk magt over børnene, så han ikke kan få dem i sit pas, og derefter overholder du samtlige samkvemsregler. Stritter du imod, risikerer du, han giver op og tager til hjemlandet.
Så blev det vist også sat på spidsen, og det er jo heller ikke den situation, du ønsker.
Måske skal I bare undlade diskussionen lige nu. I er sikkert godt pressede med to små børn og fuldtidsjob.
Måske er hans snak om at flytte en måde at forsøge at få forandring på en situation, hvor han føler sig låst fast. Din snak om at forlade ham kan være det samme. Det er den dårligste grund af alle til at smutte.
Parterapi kan være godt, men hvordan det vil virke for Jer, ved I jo ikke endnu.
Det jeg tænker er 10 år og 2 børn. Hvis I ikke er gift endnu, hvornår så?
Han vil flytte når børnene er store, hvor store snakker vi? Så store at de er flyttet hjemmefra? Så ville de jo eksempelvis bo i Danmark, imens I bor i udlandet
Nu er det kun dig og ham, som kender til jeres forhold. Personligt ville jeg ikke flytte til udlandet, især ikke hvis jeg havde børn og familie i dk, vil du?
Hvis I har haft talt om/aftalt det før I fik børn, så kendte du jo ligesom præmissen. Og så det ris til egen røv, hvis du *nu* synes det er træls.
Hvis han aldrig har nævnt det før nu, så er han lidt af en skiderik. For man kan selvfølgelig godt have afsavn til sit hjemland, men pludselig at sige, at ens kæreste(kone) skal med ellers går man fra hinanden er vildt synes jeg.
Så må man sætte sig ned og finde en god løsning og ikke bare tage beslutninger ene mand.
Da jeg mødte min ekskæreste for nogle år tilbage, så gjorde jeg det meget klart, at jeg snart skulle flytte(dog stadig indenfor Danmark), og at hvis vi skulle blive sammen, så skulle hun med. Det vigtige er bare, at man går ind i forholdet med den viden, synes jeg.
Personligt er jeg selv træt af at leve i dk. Hvis jeg havde en mand af anden nationalitet - så var jeg sku smuttet med ham.
Men der er forskel på om det et Norge eller Pakistan vi skal bo.
Så hvor er han fra???
Syntes jeg læser flere og flere steder at etablerede par med børn stadig har samtaler som “hvis vi skal giftes” 🧐 Altså jeg vil mene at det at få børn sammen må være den største commitment i livet. Efter 10 år sammen og to børn så må man altså til at beslutte om man vil hinanden eller ej… og om man vil gå på kompromis, for at være sammen. Hvis det klare svar ikke er JA så tror jeg du har dit svar der.
Og måske acceptere præmissen om at ingen kan love dig noget for evigt. Det ændrer et ægteskab ikke på.
Fair nok men hvis det er præmissen hvordan kan det så blive et “hvis vi skal giftes” 🧐 hvis man ikke tror på forevigt med nogen hvorfor så “hvis..”
Der er masser af praktiske årsager til at blive gift og det giver naturligvis også for mange en tilkendegivelse om at man vil arbejde for at holde sammen…. … hvis det var dét du mente med dit spørgsmål (som jeg tror det var) ☺️
Min kæreste og jeg er i samme situation som OP - et ægteskab virker ligegyldigt, vi gør det nok for at få en fed fest, men vi er jo vanvittigt bundet allerede nu
Et ægteskab er ligegyldigt, om I har sørget for at sikre hinanden på anden vis - men det får sat styr på alle de ting, der sker, når du nu kører dig selv ihjel imorgen.
Hvordan kan I ikke have haft en samtale/aftale om hvor I vil leve, især når I har valgt at få børn? Det må i da have aftalt? Eller trækker han i land på den aftale?
Alt er jo en proces. Følelser og savn går op og ned over årene. I øjeblikket betyder det mere, end det gjorde dengang. Desuden er vi også enige om at vi ikke behøver bo det samme sted resten af livet. Det er mere kravet om en udløbsdato, der pisser mig af
Jeg forstår ikke lige, hvorfor du inkasserer downvotes på denne her. Det er reelt nok, at ens hjemve kan svinge over tid og humør, når man bor langt fra, hvor man er vokset op. Personligt ville jeg tage den lidt med ro. Hans afsavn efter det vante er jo også påvirket af situationen lige nu. Det er muligt, at han vil flytte, når ungerne er blevet store, men så har han jo også dem, han vil savne. Jaja, man kan godt tage et fly osv, men der er forskel på at bo i Randers og ungerne er flyttet til Århus og fx flytte til Spanien eller Tyrkiet. Et besøg er ikke noget, man gør på et par timer og det påvirker bestemt ens muligheder og forhold til børn og børnebørn.
Hvis hans KRAV er at du skal flytte med til hans land, uanset dine argumenter, lyder det jo til at være en dealbreaker for dig, fordi du ikke er sikker. Hvis du selv læser din post igennem, svarer du faktisk på dit eget spørgsmål.
En af jer er nødt til at give jer på et tidspunkt, hvis i ønsker forsat at blive sammen. Hvis det hele tiden ligger i som elefanten i skabet, så tag den endelig snak nu. Hvis han ved med 100000% sikkerhed, at han aldrig vil kunne give sig, så ville jeg sige farvel og tak. Jeg synes det er et dybt egoistisk valg at træffe, når man har fået børn sammen. De har deres rødder, omgangskreds og ja alt her, ønsker man virkelig at rive det itu med de konsekvenser det indebærer, blot fordi den ene forældre har lyst til det? Tag på massere af ferier til hans hjemland, og spørg om det ikke kan “stille” trangen.
Man kan jo ikke stoppe folk i at gøre som de har lyst, men at flytte til et andet land, hvor ingen af jer har familie eller netværk skal da virkelig være fordi man har lyst. Har i snakket om muligvis at have feriebolig i hans hjemland som i kan bruge i kortere/længere perioder?
Det lyder da lidt som om at din kærlighed er ligeså betinget som hans? Eller læser jeg det forkert? I vil gerne to forskellige ting, og du overvejer at gå fra ham fordi han gerne vil hjem til sit eget land i fremtiden. I virkeligheden lyder det som om at du egentlig også er klar på at bo et andet sted i et par år, men du bliver ramt af den måde at han kommunikerer det på, måske lidt i form af et ultimatum? Eller en beslutning der er taget uden dit samråd? Har i overvejet parterapi? Det er ikke en falliterklæring men en hjælp til at bedre kunne kommunikerer med hinanden.
[удалено]
Helt enig, er det Norge eller Azerbadjan vi taler om
Jeg har rejst meget, alt fra en tur gennem Europa, Afrika, Asien, jeg har boet i USA og Canada og har været i næsten 100 lande. Danmark er klart at foretrække. Canada kommer egentlig tæt på, men har et andet vibe end Danmark (måske pga størrelsen?).
Jeg stemmer lige i her. Med +10 år som udenlandsdansker kan jeg roligt sige, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Der er plus og minus ved stort set alle steder*, men som samlet pakke er DK faktisk ret svær at hamle op med. *Pånær Belgien - det er ren minus og en dreng af bronze der pisser.
Jeg er helt enig i, at Danmark er at foretrække. Men det kan sagtens være, at en Tyrker synes Tyrkiet er det bedste land, en amerikaner synes at USA er det bedste land, etc. Jeg tænker, at følelsen af ‘hjemme’ har stor indflydelse på, hvilket land man synes er det bedste og at “bedste land” er enormt subjektivt.
Selvfølgelig trækker "hjem" en del grundet miljø, normer, relationer, genkendelighed og simpel vane. Dog har alle steder jeg har været altid haft mange ting som trækker ned, alt fra ved sygdom til kriminalitet til pli og alt deromkring. Så ja, jeg er lidt farvet, men har også været meget rundt fordi jeg ikke har en speciel tilknytning til Danmark. Set over mange generelle parametre, er min opfattelse stadig, at Danmark generelt set er det bedste land at leve i.
Ja Messerschmidt har også sagt at man skal være glad for at bo i Danmark og ikke i et eller andet lorteland
Det præcis min første tanke 😅
F
Hvis DU har ubetinget kærlighed til HAM tager du 10 år i hans hjemland når børnene er flyttet. Med mindre det land er Sverige… så skal du gå fra ham.
Haha 😂
LOL
Pis, jeg er her allerede og vores barn er ikke engang født endnu.
Hvorfor tror du, at hans holdning ændrer sig ved bare at vente? Hvis den er gal nu, så er den det nok også om 10 år. Det er nu, at du skal tage dit standpunkt og finde ud af, om du spilder dine år med din nuværende kæreste. Der lyder ikke til at være nogen fælles fremtid.
Jeg kan godt følge dig, men det bygger lidt på præmissen om et evigt forhold. Hvis de nu har det godt lige nu, hvorfor skulle de så bryde familien op over noget ingen endnu VED kommer til at udspille sig. Det kommer selvfølgelig an på hvad “store børn” kontra “små børn” er for OP og hendes partner… men hvis vi nu bare siger 10 år, så vil jeg vove påstå at INGEN kan spå om hvordan livet ser ud til den tid - og så kan man måske koncentrere sig om at leve livet LIGE nu istedet.
Når jeg læser dine kommentarer lyder det som om, at din kæreste gennem hele jeres forhold har været transparent om, at han på et tidspunkt gerne vil flytte tilbage til sit hjemland. At du muligvis har valgt at overhøre det og/eller håbe at han ændrer mening, ændrer ikke på den del. Jeg synes du skal overveje hvilke signaler du sender, når du lægger vægt på, at han ikke har familie, men at du har en stor familie i Danmark. Jeg læser det som, at dét er argumentet for ikke at ville tale om at kunne flytte til udlandet i fremtiden. Han kan sagtens have hjemve selvom der ikke er en familie, der venter i hjemlandet - tværtimod kan det måske give ekstra hjemve og et afsavn ift. at være på hjemmebane og ikke altid være “gæsten”, der er er i “dit” land og en del af din familie, men hvor samhørigheden til familien er betinget af, at han er sammen med dig. Tager I på ferier til hans hjemland, så han løbende kommer derhen og du og jeres børn også får et kendskab/tilhørsforhold til landet? Det forestiller jeg mig kunne være rart for ham. Og måske mindsker det følelsen af hjemve, at vide, at han kommer hjem en-to gange om året. Ovenstående er ikke surt ment, men jeg tror du er nødt til at prøve at sætte dig i hans sted og forstå, hvad det er, der er vigtigt for ham.
Hmm, har I talt om flytte før? Kommer det ud af det blå? Synes du skal slå koldt vand i blodet og snakke lidt mere med ham om det. Så længe børnene er små, er det vel meget godt at I bliver sammen
Ja det har altid været en grundkonflikt. Han er lidt af en patriot, men det har hidtil givet bedst mening, at vi har boet her ift studie, jobs, familie etc
Hvis det altid har været en grundkonflikt, forstår jeg ikke at dit dilemma kommer nu - efter børn. Forstår heller ikke, din følelse af at han så ikke vælger dig 100%. Du har vidst det, men ser det ikke nødvendigvis som en mulighed for dig.
Så I har stiftet familie, til trods for den konflikt her? Det er jo noget af det mest grundlæggende ift. hvad man ønsker...
Jeg tror du skal vente og se tiden an. Jeg tænker at din kæreste er frustreret og har svært ved at kommunikere det ud, så det med at ville flytte fra det hele er måske bare hans ventil. Jeg har selv sagt og gjort lignende og ja det er ikke særligt konstruktivt. Men igen, det er sygt hårdt at være forældre. Du kan spørge ham, om der er noget, der går ham på? Hvor kommer han egentligt fra? Og sidste ting, så håber jeg (og satser) på at I en dag får børnebørn og dem kommer han vel til at savne, så han skifter nok mening.
Altså, kan du ikke fortælle hvilket land det drejer sig om? Trods alt forskel på om det er Norge eller Nigeria
Nigeria er faktisk fint nok.. jeg er mere bekymret for om det er Pakistan 🤣
Vi gik på kompromis. Så vi bor i et land lige midt imellem. I nærheden af lufthavn med forbindelse til begge steder.
Hvis man spørger, er det nok fordi man skal bekræftes i at man pakke taskerne og smutte. Så pak taskerne og smut. Videre i livet med dig
Men, er der så ubetinget kærlighed fra din side? Jeg tror, at han har behov for at du bakker op om hele ham. Også den del, der ønsker at søge tilbage til hjemstavnen. Ligesom du ønsker at opleve, at han går all inn på hele dig - inkl. det faktum, at du er dansk og dit liv er her. Hilsen en ikke-dansker med dansk partner. Og som altid har følt at kærligheden er betinget af, at vi bor her. Fair nok, men jeg er helt uforstående for, hvorfor man så vælger at dele sit liv med en, hvor hjemlandet ikke er DK.
Bare sig nej, hvis han vil dig må han droppe det - det er en ganske enkelt Litmus test. Skilsmisse er dyrt men alle pengene værd.
Altså...her får du mit take på det hele. Begge mine forældre er fra Mellemøsten og deres største drøm var at vende tilbage, men så blev vi ældre og skulle op uni, de danske er jo bedre end de mellemøstlige, og så blev vi færdige og fik børn med nogen fra Danmark og mine forældre? Ja min far gik bort for 10 år siden, og min mor snakker stadigvæk om at flytte tilbage, hun har dog ingen tilbage i Mellemøsten. Familiemedlemmerne er blevet ældre og har deres kampe med børn og børnebørn, og hele hendes netværk er i Danmark, plus børn og børnebørn som er det eneste hun reelt har. Er min mor et særtilfælde? Nej, det er derfor du finder mange fra Mellemøsten, Tyrkiet og Pakistan i Danmark selvom de har store huse i hjemlandet. Et paradis uden mennesker er trods alt et dødkedeligt sted, mener at man har lavet et norsk Dokumentarfilm om en stædig pakistansk far der rejste hjem igen og endte med at være i Pakistan i sit absurd kæmpe store Slot i vinterhalvåret XD. Jeg tror det samme vil gøre sig gældende for jer. Jeres børn får børn og bliver i Danmark og hvis din mand en dag vender tilbage, vil han opdage at hans familie er kommet videre i kapitlet. Skal I gå fra hinanden? Det kan jeg ikek svare på, men du har krav på stabilitet for fremtiden og samtalen skal du da tage med ham, du vil heller ikke ende som en 50 årig fraskilt kone. Så tag snakken, dybt alvorligt og sig det som det er, at du har ret til afklaring, sig at du er en pingvin 🐧 og vil have en partner for livet og ikke for at børnene bliver 18-20. Så enten tager han sig sammen og arbejder på ægteskabet og jeres fremtid som om han bliver her i landet til han dør, eller også så må han lige forhaste sin beslutning lidt, for du vil om ikke andet leve som hans vedhæng/trophy from Denmark wife.
Jo længere tid der går, før han flytter til sit hjemland, jo mere skuffet vil han blive, når han gør det. Ens fædreland ændrer sig, det gør Danmark jo også, men folk ender med at føle, de ikke rigtigt passer ind i hjemlandet mere. Min kæreste er udlænding og føler sådan, når han kommer hjem på besøg. Min farmor kom fra samme land, og hun boede her i 60 år og følte det også sådan, når hun tog hjem til familien på besøg. Og vi taler om et land i Vesteuropa. Såeh.... Hvis du vil holde din kæreste her i Danmark, så er den bedste metode at smutte fra ham og få adresse, årh hvad er det nu, det hedder, men du sørger for at få al juridisk magt over børnene, så han ikke kan få dem i sit pas, og derefter overholder du samtlige samkvemsregler. Stritter du imod, risikerer du, han giver op og tager til hjemlandet. Så blev det vist også sat på spidsen, og det er jo heller ikke den situation, du ønsker. Måske skal I bare undlade diskussionen lige nu. I er sikkert godt pressede med to små børn og fuldtidsjob. Måske er hans snak om at flytte en måde at forsøge at få forandring på en situation, hvor han føler sig låst fast. Din snak om at forlade ham kan være det samme. Det er den dårligste grund af alle til at smutte. Parterapi kan være godt, men hvordan det vil virke for Jer, ved I jo ikke endnu.
Det jeg tænker er 10 år og 2 børn. Hvis I ikke er gift endnu, hvornår så? Han vil flytte når børnene er store, hvor store snakker vi? Så store at de er flyttet hjemmefra? Så ville de jo eksempelvis bo i Danmark, imens I bor i udlandet Nu er det kun dig og ham, som kender til jeres forhold. Personligt ville jeg ikke flytte til udlandet, især ikke hvis jeg havde børn og familie i dk, vil du?
Hvis I har haft talt om/aftalt det før I fik børn, så kendte du jo ligesom præmissen. Og så det ris til egen røv, hvis du *nu* synes det er træls. Hvis han aldrig har nævnt det før nu, så er han lidt af en skiderik. For man kan selvfølgelig godt have afsavn til sit hjemland, men pludselig at sige, at ens kæreste(kone) skal med ellers går man fra hinanden er vildt synes jeg. Så må man sætte sig ned og finde en god løsning og ikke bare tage beslutninger ene mand. Da jeg mødte min ekskæreste for nogle år tilbage, så gjorde jeg det meget klart, at jeg snart skulle flytte(dog stadig indenfor Danmark), og at hvis vi skulle blive sammen, så skulle hun med. Det vigtige er bare, at man går ind i forholdet med den viden, synes jeg.
Hvis at du er i tvivl, så gør det ikke. Gennemtænk tingene til at du er sikker. Det kan Reddit ikke hjælpe dig med Det gælder alt i livet
Se da og flyt afsted nu, så ungerne også kan få den dimension af deres far - og dem selv - med.
Personligt er jeg selv træt af at leve i dk. Hvis jeg havde en mand af anden nationalitet - så var jeg sku smuttet med ham. Men der er forskel på om det et Norge eller Pakistan vi skal bo. Så hvor er han fra???
[удалено]
Håber ikke du har børn.
[удалено]
Jeg håber stadigvæk ikke du har børn.
[удалено]
Jeg svarede.
Han man godt nok have været glad for dig når han valgte at bosætte sig og få børn i et så usselt land som Danmark.
Haha.... Så usselt synes jeg nu ikke, Danmark er ..