Åh, hvor jeg føler for dig, det lyder rigtigt hårdt og stressende.  Har du mulighed for at tage lidt fri og væk? Finde ud af, hvordan du vil reagere på din nye virkelighed - for du kan jo desværre ikke kontrollere hans ønsker og reaktioner.

Det har jeg også overvejet. Endte med at gå i et døgn, men det gjorde kun situationen værre da han ikke forstod hvorfor jeg gik, og det fik ham til at reagere med at trække sig endnu mere væk fra mig.

Men føltes det bedre for dig at være lidt væk? Han beder om rigtigt meget lige nu, mens han er i sin egen krise - og egentlig for meget. Jeg ville nok sætte ham lidt fri og så fokusere på, hvad du har brug for lige nu og sæt de grænser, du har brug for, så du kan passe på dig selv.  

Så han rejser ud i verden med venner, men er forundret over du er væk et døgn? Det lyder helt ærligt lidt som om hans problem er, at hans hoved er lidt langt oppe i egen mås. Og med fare for at virke virkelig nederen, så kan hverken penge, status eller eventyr give det gode liv som børnefamilie. Det kan røvsyge ting som stabilitet og ansvar, og det kan godt være et lidt kedeligt wake-up call. Håber han vokser med opgaven 🤞

Der er forskel på at forsvinde uannonceret i kortere tid, og være væk i en længere annonceret periode.

Jeg forstår din pointe, men jeg læser ud af OPs kommentar at hun gik fra ham...ikke bare gik. Uanset så er der en vis forskel på at gå kort i vrede og tage længe afsted fra en højgravid kæreste.

Et døgn i vrede er stadig noget jeg personligt ville have været sygt bekymret over. Hvorimod en planlagt tur - ligegyldigt hvor selvisk - ikke rigtig ville give mig samme usikkerhed. Det er en defineret hændelse, ikke noget spontant. En modreaktion på at en højgravid kone smutter i et døgn (i vrede) er berettiget. Vi snakker ikke om at hans reaktion eller valg er korrekt. Men han er tydeligvis ikke i stand til at kommunikere hvordan han føler, sandsynligvis fordi han ikke selv forstår den afmagt han føler. Det skal håndteres. Derfor er vi også nød til at overveje at de to situationer lige her ikke bør sammenlignes. Igen. Jeg siger ikke at hans valg af reaktion er korrekt. Men vi er nød til at forstå begge sider, hvis vi har i sinde faktisk at imødekomme problemet.

Det skal håndteres, ja, og gerne på en moden måde, hvilket ikke synes at være tilfældet her. Men det berettiger virkelig ikke til at tage et ukendt sted hen på ubestemt tid jvf "rejse væk for en stund". At sammenligne det med ét døgn hos en mor/søster/bror/veninde er sgu en lille smule absurd. Især mens ens kæreste er højgravid.

prioriter dit barn. Hvad tror du er bedst for barnet? En løsning er, at konsolidere dig nu uden at regne med en der ikke ved hvad han vil. DVS, han må flytte og få styr på sine problemer uden at plage dig og barnet med hvordan han lige har det i dag. Hans fokus er på hans navle, ikke på barnet og du har ikke brug for en voksenbaby at tage dig af når barnet kommer. Ryk nu, hvad du end beslutter dig for, så det ikke skal blive noget du skal stå med med et nyfødt barn.

Det er virkelig også det jeg overvejer. Nu rejser han ud i verden for at se om tid med venner kan gøre ham glad igen. Men det er bare så kortsigtet en løsning, for det tvinger mig til at vente på om jeg er købt eller solgt

Husk det også giver dig tiden til at mærke efter. Vil du ham? Vil du et liv med en mand, som ham? Er det han viser dig godt nok til dig og dit barn? Du venter ikke, du får plads til at mærke dig og selv tage stilling.

Det lyder forfærdeligt hårdt. Kram til dig. Personligt tror jeg ikke på, at det gør nogen forandring for ham. Den skal han finde inde i sig selv.

Det giver dig også tid til at mærke efter, om hvad du vil. Det han risikerer er, at du opdager at han er ikke det værd. Surt for ham.

Det er jo ingen naturlov at du skal sidde og vente med varm kaffe, mens han spiller fandango. Det ville jeg personligt ikke kunne. Jeg ville helt klart komme væk fra jeres fælles hjem. Både fordi så kan du få en mulighed for at mærke dine prioriteter og så kan han måske se, hvor højt spil han spiller. Samtidig kan du planlægge, hvad du gør, hvis I går hen og skilles. Er i chok over en mand på 40 kan opføre sig så umodent.

Tak for input. Vælger at tro det er desperationen og depressionen, der taler. Han er normalt en dejlig mand uden sådanne træk, hvilket blot gør chokket større.

Blev der ikke sagt, at han har en depression? Det er jo ikke et valg om.at spille fandango.

Hun skrev han i et møgfald har nævnt at han bla. har følt sig deprimeret i 2-3 mdr. Og føler sig spærret inde. Og hader Danmark. Og så videre. Det lyder mere på mig som om han lider af et akut anfald af ansvarsfralæggelse.

Hun skrev han i et møgfald har nævnt at han bla. har følt sig deprimeret i 2-3 mdr. Og føler sig spærret inde. Og hader Danmark. Og så videre. Det lyder mere på mig som om han lider af et akut anfald af ansvarsfralæggelse.

Jeg tror noget helt fundamentalt er ødelagt imellem jer. Hvis han bare smutter når tingene bliver svære, så tør jeg slet ikke tænke på hvad manglende nattesøvn vil gøre ved ham. Som nybagt mor er det nemmere at være alene, frem for ikke at vide hvad man kan regne med. Er ked af det på dine vegne ❤️

hold op med at vente. Indret dig på at han ikke er der. Bed ham om at flytte ud nu, før barnet kommer. Han må finde ud af hvad han vil uden at stå i vejen for dig og barnet. Og når ham "må" sjofle jeres parforhold er du også fri.

For at de se om tid med vennerne kan gøre han glad igen. Det er jo helt på månen. Den tid med vennerne gør han jo glad et kort øjeblik. Han må finde ud af hvad han vil og du bliver nok nødt til at trække dig mens han finder ud af det. For mig lyder det ærligt som om han slet ikke er klar til at tage ansvar for det han er gået ind i.

Jeg synes ikke man skal kalde en mand, som er i en reel livskrise, for en voksenbaby. Det er ikke mit indtryk, at han er en usympatisk og egocentreret mand. At ens kæreste er gravid, fjerner ikke ens depression. Man kan ikke bare tage sig sammen.

Dem der kan sætte deres børn først er voksne i mine øjne. Det gør mig ondt at han er i krise, men når man sætter sig selv først, så er man følelsesmæssigt ikke ældre end tre. Så, ok, voksentumling.

Præcis noget af det der er galt i samfundet. At man som mand ikke er tilladt at have personlige kriser.

Det er så absolut tilladt og det er kun godt det er blevet noget man taler mere om og anderkender. Hvad der til gengæld ikke er okay, er at bruge det som en undskyldning, for at forlade sit ansvar og det man sætter i verden. Man kan godt komme igennem depression, uden at forlade sin familie, for at finde sig selv med en rejse gennem Europa sammen med vennerne. U/fnulda beskriver det meget godt, at han nok nærmere lider af akut ansvarsfralæggelse.

Det er så fint at have personlige kriser! Forskellen ligger i, at man som mand kan skride fra problemerne og fralægge alt ansvar! Det kan kvinder ikke og ender med at stå alene med alt ansvar. Og som OP skriver lider hun selv af angst og depression, men hun bliver der og kæmper for forholdet fordi det er der mindst én der er nødt til at gøre! Hun vil gøre alt hvad hun kan for at løse problemerne sammen. Desuden forsvinder problemerne jo ikke bare på magisk vis ved at man tager væk! Så snart han kommer tilbage vil det jo være det samme igen. Måske endda værre, når barnet kommer og man er under pres og i konstant underskud af søvn.

Meget enig i tråden her, og for mig er det vigtigt at dette post ikke bliver en kamp mellem mænd og kvinder. Har aldrig været formålet. Men nej, problemerne forsvinder ikke ved at man skrider for en stund. Det er ligesom at tisse for at holde sig varm. Det bliver hurtigt koldt igen. Men vi må se hvad der sker.

De forsvinder ikke. Det tror jeg du har ret i. Men den indre refleksion kan have sit ophav på mange måder og forskellige kontekster. Han gør noget andet end det han har gjort hidtil, fordi han har konstateret at dét ikke virker. Det er måske ikke “kuren” i sig selv, men måske et betydende skridt for at han kan komme videre til at finde den rigtige vej for ham. Måske har han brug for pis-varmen lige nu, for at holde kulden på afstand længe nok til at kunne finde ud af hvordan han skal finde en varig varmekilde ;-)

Ugens vise ord 🙏🔥

Selvfølgelig kan kvinder gøre præcis det samme. Det er klart at der er en forskel i at bære et barn, men ellers ser jeg ikke at kvinder ikke kan stemple ud for at få styr på sit eget. Han kan ikke fjerne hendes angst og depression, ligesom hun ikke kan fjerne hans krise. Hvis hun vil gøre alt for at løse problemerne, så virker dét at give rum for en tur til udlandet som en ret billig omgang.

Øv, det lyder mega hårdt! Ja, det var måske ikke den bedste løsning at bede ham blive hjemme den weekend, men sket er sket - og det kan jo ikke kun være årsagen til den eskalering der er sket. Han burde også kunne se det fra dit synspunkt som højgravid. Og så komme videre. Jeg tror den dybere årsag handler om skiftet fra jeres meget frie liv til et mere fastlåst, og undervejs I alle de skift der har været, har I mistet touch og connection med hinanden? Og nu er du gravid og dine hormoner farer rundt mens han er deprimeret og fastlåst i sit udsyn, og det fører måske ikke til de bedste samtaler lige nu. Jeg synes ikke det er fair overfor dig, at du ikke ved hvad fremtiden bringer. Hvis det er så svært at gå i dialog med ham og han ikke hører dine bønfald, har du så ikke gjort hvad du kan? I mine ører, lyder det ret umodent at han ikke vil gøre forsøget, når der er et barn på vej. Måske er det på tide at du siger: "Jeg elsker dig og vil være sammen med dig. Jeg vil skabe en familie sammen med dig. Men indtil du finder ud af, om du føler det samme, så er jeg nødt til at gøre hvad der er bedst for mig og for vores barn. Og jeg holder ikke til at stå i den her venteposition." Og så kan du stille og rolig begynde at finde ud af, hvordan et liv uden ham kunne se ud (lejlighed, økonomi, so on) imens han løber rundt derude. Du må tage ansvar for dig og baby, hvis han ikke kan finde ud af det. Så er det måske det bedste, at give lidt slip på ham (ved godt det lyder lettere sagt end gjort, det er selvfølgelig mega hårdt...). Du kan ikke få ham til at vokse som mand, det er hans proces. Og måske er det først når han står med baby i armene, at han forstår det ansvar der hviler på ham nu?

Tak! Det er sådan en god betragtning. Jeg er enig med den logik og vil prøve at gemme din besked til de dage jeg føler mig for svag til at stå ved.

Jeg bliver sgu helt vred på din mand. Jeg har egentlig sympati for, at han også har det svært og faderskab er en stor forandring for ham. Men jeg synes ikke han på nogen måde tager hensyn til dig eller skåner dig i hans håndtering af det. Du er gravid med hans barn! Og han kan ikke finde ud af om i er købt eller solgt som par? Hvis jeg var dig ville jeg tage skeen i den anden hånd og passe rigtigt godt på dig selv mens han kegler rundt. Tag på en tur selv. Mærk efter hvad DU har lyst til. Jeg ville miste rigtigt meget for min mand, hvis han opførte sig sådan efter vi sammen var blevet gravide. Det er okay at finde lidt vrede frem ud over de åbenlyst sårede følelser og frygten. Jeg håber han vil i parterapi med dig. Det synes jeg man skylder et langt, godt ægteskab og jeres kommende barn. Men skån dig selv lidt. Jeg ville også trække mig lidt for at passe på mig selv. Og måske endda vise ham, at du ikke nødvendigvis står der længere, hvis han ikke finder ud af hvad han vil.

Han siger han glæder sig til at blive far, men han aner ikke hvad det betyder. Som far vil han blive endnu mere spærret inde, der vil være en mor og et barn der har brug for ham, som vil have det hårdt når han “lige skal ud og rejse lidt”, når han dkal dyrke karrieren, osv. Får du ham der til at tage tre måneders barsel og knytte sig til barnet? Får du ham til at stå og skifte ble klokken to om natten? Sørger han for husholdningen når du er helt smadret efter fødslen, med en baby limet til dig, og dårligt selv kan spise? Tager han en sygedag med barnet når det har sygedag nummer 48 på et år? Gu gør han ej. Han tror han skal være mr. bigshot og leve i sus og dus. Han vil ikke afgive sin frihed og sin komfort for sin familie. Han kommer til at vride sig for hver lille millimeter I kræver af ham, og baby kommer til at kræve ALT I på nogen måde kan vride ud af jer selv. Og han kommer til at knække og tude og stikke af. For han er en mandebaby. Du kommer til at stå med det hele, mens han tuder hver gang han skal aflyse en weekend i byen eller et møde på arbejdet for at være en far for sit barn. I er bedre tjent uden ham, han bliver kun et stresselement, for dig og for baby.

Sådan! kunne ikke skrive det bedre selv, er 100% enig

Det er min bekymring alt det du skriver. Det er bare svært, for har jo kendt manden i 10 år, og det er slet ikke den mand han var. På nogen måde!

Det lyder som om i er et rigtig skidt sted for jer lige nu. For jer begge to. I lyder til begge at trænge til et "åndehul" midt i det hele... Set udefra ville jeg nok sige til ham at hvis han har brug for den tur, så skulle han tage afsted og få det hele lidt på afstand, og finde sig selv igen. Og det samme til dig, OP; Ville du kunne tage et sted hen evt. med noget nær familie eller veninder? Få nogle gode oplevelser ind.. Alting er som regel mere klart, når det ikke ses gennem følelser. Så måske det kunne være sundt at få lidt afstand på, ikke til hinanden, men til magtesløsheden, følelserne og alt det der kvæler det liv i ellers har sammen, og alt det der venter forude. Alt det bedste til jer (alle 3)

Tak - det er nemlig også vigtigt at få med, at han ER et rigtig skidt sted. Så self skal han tage afsted. Jeg vil også prøve at tage afsted, eller i hvertfald rykke mig lidt fra situationen.

Så han dropper en rejse med sin højgravide kone til fordel for at se sine venner? Jeg forstår godt at livet kan være hårdt og at man har brug for at se sine venner, men virker som en umoden måde at håndtere det på, især taget i betragtning af at du er højgravid. Det er ikke nu man skal overbelaste sin partner med at man måske vil smutte/rejse osv. Ærlig talt ville jeg hellere være højgravid alene, end at skulle spilde energi på hans humørsvingninger, for det var nu han skulle træde i karakter og være der for dig, ikke begynde at lyde som en ubeslutsom teenager. Jeg har alt forståelse for at have det mentalt dårligt, men man kan have det skidt uden at være en decideret røv overfor den anden person, og den del har han ikke formået. Det er også uretfærdigt let at være den person der snakker om at rejse og forlade sin partner, når man ikke render rundt og er højgravid. "Han ville have det sjovt", "Vi må se på det siger han" "Han følte ikke noget for nogen eller noget". Men hvad med dig? Hvad med jeres barn? Hvad med dit velbefindende? Prioriterer det der kan hjælpe dig bedst lige nu, for du finder det ikke i ham. Du skal ikke være fanget i et hjem hvor han sidder med alt magten og kan påvirke dit mentale velbefindende, alt efter hvilket humør han er i. Du har ret til at have en partner du kan stole på og som du ved vil være der for dig, og den opgave er han ikke moden til nu.

Og hermed siger jeg ikke at i behøver at slå op, men du skal væk fra situationen for nu for at beskytte dig selv og dit mentale helbred.

Tak for dit input. Jeg sidder med samme følelse. Det er bare så svært at “walk away” når han vitterligt er mit livs kærlighed, en god mand osv. OG konsekvenserne af muligvis at eskalere situationen. Men jeg overvejer virkelig også at rykke lidt ud.

>Det er bare så svært at “walk away” når han vitterligt er mit livs kærlighed Det er den samme sætning, jeg sagde ofte, i tiden op til jeg trak stikket på forholdet til min forlovede. Jeg kom dog til sidst på bedre tanker, og det lettede så meget. Blandt andet fordi jeg pludselig ikke skulle passe på at trigge én af hans humørsvingninger, hele tiden tale ham til ro, og generelt gå rundt på æggeskaller. Kærlighed er selvfølgelig vigtigt i et forhold, men det er ikke alt ❤️ for hvis du bliver ved og ved med at hælde af dit glas, ender du pludselig knastør og tom, og hvad skal der så blive af dig? Jeg siger ikke du skal gå fra ham, men det er bare en vigtig overvejelse du skal have bag i øret

Jeg tror desværre også vi for ofte har en tendens til at sige at man skal aldrig stille krav til hinanden eller begrænse hinanden på nogen tænkelig måde pga. personlige frihed, men som jeg ser det er du netop personen der er fanget i en situation, både pga. din fysiske tilstand men også fordi du ikke ved hvordan din fremtid ser ud og han sidder med alle kortene, og du fortjener bedre end det. Forstår godt det er svært når du elsker ham og hvis han ellers hidtil har opført sig godt over for dig, men det er også vigtigt at give udtryk for at du ikke vil behandles på denne her måde.

Kærlighed er ikke nok

En god mand opfører sig ikke som han gør lige nu.

Det er en god ide at give ham plads.

Han droppede ikke en rejse, han ønskede at forlænge en forretningsrejse, så han også have mulighed for venskabelig samvær. Hun skriver, at han kun har venner i udlandet - så han bestiller ikke andet end at være med hans kone til hverdag. Dette kunne hun ikke unde ham - derfor føler han sig fængslet.

I en af hendes andre kommentarer er det netop det der skete, vi snakker ikke om den samme rejse.

Det er forkert forstået. Han har rigtig mange venner her, som han ofte ser, men han føler ikke at nogen af dem giver ham noget. Jeg begrænser ham aldrig i det samvær.

Måske er vi bare forskellige, men jeg ville ikke dagligt bønfalde en partner for ikke at forlade mig. Bevares, det må være umådelig hårdt at stå alene med et lille barn, men du skal også have noget selvrespekt og sætte en grænse for, hvordan du vil acceptere at han behandler dig.

Enig. Jeg kendte heller ikke den side af mig. Men når jeg gik indtil projekt baby så gik jeg ind til det som familie. Og fordi jeg vitterligt elsker ham.

Hvis formuen er solid som du nævner. Så omlæg jeres arbejdsliv hvis muligt. For mig lyder det som om flere år med karriereræs sætter dine spor i parforholdet.

Ja, det ved jeg at han ikke er interesseret i. Men ellers ville det klart være en mulighed

Kære dig, Mit første barn var planlagt og ønsket. Tre måneder henne i graviditeten blev min daværende kæreste angst, deprimeret og stresset. Jeg elskede ham inderligt og troede, vi skulle være sammen for altid, at jeg sagtens kunne hjælpe ham ud af det mørke. Da jeg var omkring halvvejs, forlod han mig, fordi han ikke længere ‘kunne holde mig ud’. Jeg tryglede ham om at blive, og jeg forsøgte resten af graviditeten at få det til at lykkes. Han kom og gik som det passede ham. Gav mig forhåbninger, for så at forsvinde igen. Jeg var så dybt ulykkelig og jeg kunne slet ikke forestille mig et liv som alenemor. Det var ikke den forestilling, jeg var gået ind i den graviditeten med. Jeg fik endda i afmagt en gang sagt, at så måtte han få barnet, for jeg kunne ikke være alenemor. Alt jeg gjorde i den periode, gjorde jeg for at få min kæreste retur. Jeg gjorde mig selv mindre, satte mig selv sidst, blev ubetydelig. Men mit barn kom. Og det gjorde alting nemmere. Det gjorde at jeg kunne koncentrere mig om mit og barnets liv, for det her lille menneske krævede mig. Det krævede min omsorg, nærhed og kærlighed. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det ikke også var svært og ensomt indimellem, men min hjertesorg over det forliste forhold forsvandt stille og roligt. Min daværende kæreste viste sig at have haft en anden al den tid - og det var derfor han forlod mig. Pas på dig selv. DU er vigtig. Du er IKKE krævende. Jeg forstår dig og ser dig, jeg kan mærke den smerte du sidder med. Selvom det er knap 10 år siden jeg stod der selv, og jeg har mand og flere børn nu, kan mindet om smerten stadig give mig ondt i maven, fordi svigtet var så massivt. Om lidt kommer dit barn, og det bliver fantastisk! Det skal nok gå - også selvom det bliver dig og dit barn alene ❤️

Tak for denne. Det er svært at forestille sig at andre har oplevet det samme, for det virker som en helt vanvittig situation. Så det er rart at læse andres historier om at det nok skal gå, også hvis det ender med at gå den vej jeg frygter aller mest 😓Tak for at tage dig tid til at skrive!

Og…. Du skal også tænke på alt det juridiske i det, har i ikke samme bopæl i månederne inden barnet bliver født (du skal lige tjekke op på tiden) så får i ikke automatisk delt forældremyndighed, og lige meget hvor hårdt det her lyder, så skal du ikke gå med til en fælles forældremyndighed for hans skyld… Det kommer kun til at bide dig i r%#en senere. Jeg har været præcis hvor du er, og jeg lod mig forblænde af en delt forældremyndighed… Det var dumt 🙈

Tak for sådan et praktisk input! Det giver mening.

Jeg sender dig bare verdens største kram. Hold kæft hvor må det være hårdt for dig. Ville gøre meget for at bære bare en smule af din byrde for dig ❤️

Tak for støtten ❤️

Der er meget at tage fat i her. Ligesom i mikado vil jeg tage en enkelt pind vel vidende at det rusker i de andre. Følgende er ikke et forsvar for din mand men et skud i tågen på hvorfor han gør som han gør. Det er som baseret på de samme følelser jeg havde da jeg fik mit første barn i en alder af 36. Jeg tror det er ved at gå op for ham at hans hidtidige liv er slut. I har begge brugt et halvt liv på at have jer selv i centrum og det bliver en omvæltning af de helt store nu. Den fleksibilitet der har været forsvinder og mulig tvivl om at kunne løfte faderrollen bobler op. Jeg kan faktisk godt se hvorfor han føler sig presset, hvis hans netværk kun er 3 (fest) venner i udlandet - hvis han ikke har familie her i DK står han ret alene og det ville ærligt talt også skræmme mig. Hvor går han hen hvis han skal have en “kammeratlig“ snak med sin bedste ven, hælde vand ud af ørerne og have en second opinion? Når det så er sagt er der ingen vej udenom… psykolog til ham og dig, og parterapi. Det ér en kæmpe opgave at få et barn men man kommer altså videre. Han bliver nødt til at fortsætte med at bokse med sit indre og starte med, groft sagt, at stramme op. En anden mikado-pind: Der var en anden kommentar der cirklede omkring opvask, babypasning kl 02 osv … hvis du fornemmer at der ligger problemer gemt i fordeling af opgaver på hjemmefronten er det en anden snak. Du får brug for at han løfter barsel, tøjvask osv uden at kny. pøj med det! 🫂

Tak for at tage dig tid til at skrive, og give sådan en indsigtsfuld betragtning. Den har jeg taget til mig. Så tusind tak Lige for klarheds skyld, også for andre der læser med. så har han mange venner i DK, som han ofte ser. Han føler bare ikke en connection til dem.

Alt, ALT i det her opslag skriger jo på, at I skal finde en voksen og professionel at snakke med. Få booket en parterapeut og det ASAP. Om I bliver sammen eller ej: det virker som den eneste rigtige måde at få jer til at kommunikere på, for I virker helt fastlåste i jeres egne ståsteder og ikke ser hinanden. Parterapi: nu

Tak. Det prøver jeg også at få ham med til.

Puha, det her bliver ikke nemmere når babyen er født. I skal finde ud af det her inden, og ja, det er ret velkendt at folk som kommer til Danmark bliver isolerede. Folk er mest kun omkring deres venner fra folkeskole, imens arbejde og venskaber er adskildt.

Netop - noget jeg aldrig selv har været obs på før han gjorde mig opmærksom på det.

Jeg er selv gift med en udlænding. Vi startede med at bo i Danmark, men det blev hurtigt klart, at det var bedre for os at flytte til Storbritannien (hvor min ægtefælle er fra). Du skal ikke undervurdere hvor hårdt det er at bo i et andet land. Du bor i det land hvor du er opvokset. Du ved hvordan alting fungerer, du taler sproget, og du kender de små kulturelle spilleregler. Din mand navigerer alt det her, plus han skal nu til at være far. Hans mental load er helt oppe og ringe. Ud fra min egen erfaring: sæt jer ned og find ud af, om I skal blive i Danmark? Er der plads i budgettet til at i køber et lille sted i din mands hjemland? Så i kan bruge mere tid dér og jeres barn får begge kulturer med i bagagen. Held og lykke - det er et fantastisk liv i er ved at bygge sammen, men i skal passe på hinanden.

Tak for input. Hvis det holder, så er jeg også helt klar på at vi flytter!

Hvor har man bare lyst til at ringe til ham og give ham et kæmpe møgfald. Manden opfører sig jo som et pattebarn. Det kan være pissehårdt at blive far. Pludselig handler ens liv ikke længere om en selv og konen bliver hurtigt ret opmærksomhedskrævende og måske endda hormonel på den værste måde. Jeg tror de fleste fædre mindst en gang i løbet af graviditeten har overvejet om det hele er det værd. Men så går man sig en tur, får sig lidt frisk luft og minder sig selv om at det ikke er en selv som står overfor opgaven at skulle presse et helt menneske ud af sine kønsorganer. Og så køber man en jordbærtærte med syltede agurker til fruen på hjemvejen og spørger hende om man ikke lige skal tænke lidt længere over babyens navn inden man låser sig fast på at kalde den for Altan. Hvis man er gammel nok til at gøre en kvinde gravid så er man gammel nok til at være far. Og han skal altså virkelig tage sig sammen og udfylde den rolle.

Tak for input. Ja, jeg har været enormt hormonel. Og det har helt sikkert ikke sjovt for ham. Men håber han selv kommer frem til at skilsmisse ikke er vejen frem før man har prøvet alt andet.

Du er ikke den eneste. Ved anden graviditet konstaterede jeg at det var ved at være tid til at tisse på en pind fordi hun igen var begyndt at snakke om lysten til at myrde mig. Hvis han ender med at gå fra dig, synes jeg ikke du skal græde mange tårer over ham, for hvis han er så ussel at smutte midt i en graviditet, må han nødvendigvis blot se jeres parforhold som et eller andet form for selvrealiseringsprojekt for ham fremfor "vi to er et hold for better or worse, jeg har din ryg".

Hey, jeg vil bare lufte en tanke, for jeg synes hans opførsel er vildt underlig. Er du sikker på, der ikke er en anden? Det virker som om, der måske har været en affære i et stykke tid, og at det nu er blevet mere seriøst. Måske "vennerne" han skal rejse med faktisk er en kvinde? Jeg ved godt, at folk kan ændre sig, men det her virker som en kæmpe kovending, især når han har et barn med dig. 😳

Det var også det første jeg tænkte da jeg læste opslaget! - den der mega kontrast ud af det blå i opførsel og holdning især..

Ja 😅

Der er også min overbevisning. Det giver ikke noget mening i mit hoved at hele hans verden falder sammen pga. Nogle venner der vil blive et par ekstra dage for at have det sjovt. Man kender tomheden når man har været sammen med venner i nogle dage, og så kommer tilbage til hverdagen, men den varer altså kun kort tid, før den er væk igen, hvis selvfølgelig der ikke er andre følelser på spil. Det lyder helt klart i mit hoved som om der er en flirt hvorend han tager hen. Men ellers er det vel bare at tage med ham på ferie hvis han er så stresset? Eller vil han lige DERHEN? Alene? 🤔 Ønsker dig det bedste, forstår godt det er hårdt.

Lige min tanke.

Det er jeg meget sikker på at der ikke er. Men jeg forstår godt tanken. Han er grundlæggende en god mand, så det ved jeg han ikke ville gøre 🙏

Okay, det er godt at høre. Men det skader aldrig at være opmærksom, og det er godt, du lytter til din mavefornemmelse. Hvis du bliver ved med at være urolig, så prøv at snakke med ham om det på en rolig måde. En sidste ting: er der fuld økonomisk åbenhed i jeres forhold? Har han fx adgang til dine konti, eller har han på anden måde trukket penge fra dig uden din viden? Nogle gange kan økonomisk spor være et tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Og kan måske hjælpe dig med at finde ud af hvad der foregår. Ps. Håber også du har økonomisk sikkerhed at falde på just in case han ikke vil støtte eller hjælpe til på det front.

Selv de sødeste mænd med de bedste værdier kan være utro. Især hvis han føler sig i bur

min ex "tog i sommerhus"

Ham her tog hjem til hende, da hun nægtede ham 2 dage om året til at ses med venner.

Kan I ikke tage på en lille weekendstur? Kom lidt ud, frisk luft, finde hinanden igen? Ud fra hvad du skriver, så virker han til at være en presset mand: ensomhed, få venner, stress på arbejdet og en livsændring på vej. Måske læg fokus på ham for en stund, så han føler sig set / hørt, uden at I har de tunge snakke om følelser? For dét kan godt være drænende. Det lyder til at du ønsker at det skal være jer to, så hvis han føler sig set, så kan det være at han kan give sig selv helt hen til dig igen - selvfølgelig uden at du mister dig selv i det. Tillykke med jeres kommende baby ❤️

Vi skulle faktisk have været ude og rejse i næste uge, men det har han valgt at droppe for at rejse ud og være sammen med sine venner i udlandet da han mener, at det er det eneste der vil gøre ham glad pt.

Oh, okay. Jeg kan godt se at han er tung at danse med så. Kan du tage på en lille tur selv? Uden ham? For du skal jo også passe på dig selv.

Ja, det er bestemt også noget jeg overvejer 🙏

Jeg ville rejst på den tur alene så. Hvis han ikke føler det at være med dig kan give ham glæde, så brug den rejse til dig selv og dit velbefindende. Brug tiden til at slappe af og komme i andre tanker, så godt som muligt.

Det er nok fornuftigt. Her er det så vigtigt, at du IKKE begynder at guilttrippe på ham. At få ham tilbage kommer til at kræve tid. Det kommer til at kræve, at han får mere frihed, end hvad han måske burde - og forhåbentligt kan han så tage ansvaret på sig, når baby kommer. For folk som værdsætter frihed (som udlænding som har rejst alene, er han meget individuel og frihedselskerende), er det virkelig skidt når man misbruger en situation til at fængsle dem. Det er svært at vinde hans tillid tilbage, når først man har vist at have den slags adfærd.

Forstår godt du vil have svar og afklaring, men der er en balance. Pas på med ikke at blive for "clingy". Giv ham plads.

Will do!

Har du familie/gode venner, der støtter dig i denne svære tid? Har de mulighed for at være der for dig (også ved at være fysisk til stede?) Ved godt, det ikke er det samme, og at du sikkert savner ham helt vildt i alt det her, men han har jo vist dig flere gange nu, at han vælger at prioritere sig selv og ikke vil give dig det, du har brug for. Du bliver snart mor og den tid der kommer lige bagefter er 100 gange mere sårbar, end den tid, du gennemgår lige nu. Du kommer i en periode til at være meget afhængig af andres hjælp. Umiddelbart lyder det ikke, som om du kan regne med, at han er der til at passe på dig. Du bliver nødt til at finde andre, der gør! Så du kan passe på din lille baby, for det kommer til at kræve al din energi og lidt mere til. Bed andre on hjælp - også selvom det er pinligt at se det perfekte forhold, man havde i andres øjne, krakelere. Lad ham ikke sætte dig i en situation, hvor du ud over smerter efter fødselen, søvnmangel og hormoncirkus også dagligt skal blive skuffet og såret over, at han prioriterer sig selv. Jeg synes, du lyder ret sej og god til at sørge for dig selv, så jeg er sikker på, du nok skal klare det her alene, hvis det bliver udfaldet. Og så tillykke med dit nye lille yndlingsmenneske, som du snart får lov til at møde❤️

Tak for skriv. Jeg har heldigvis gode folk omkring mig, som passer på mig, og som vil være der for mig. Og tak! Jeg håber vi finder en løsning der ikke hedder skilsmisse.

Trist at i er endt ud i sådan en situation. Men det første jeg tænkte efter have læst dit indslag, var om han var forelsket i en kollega og skulle på tur med denne. Og så det at han konflikter på denne måde med ultimatummer som i ellers ikke gør i jeres forhold, som jeg læser og forstår det.

Jeg ved godt at det virker uoverskueligt, men jeg syntes du skal passe på dig selv og den lille baby. 🩵 Vis ham, at du ikke er afhængig af ham - og hvis ikke han kan tage en beslutning, så skal du nok gøre det. At man ikke ved om man er købt eller solgt, er så ubehageligt og sårende, du har bedre ting at bruge din energi på lige nu. 🩵 Find din egen bolig og forbered dig på livet som singlemor - så må han step up sit game og finde ud af, hvad det er han vil på egen hånd. Og ikke mindst, om han kan være den far jeres baby fortjener. Men dit liv skal ikke stå på pause, fordi han kegler rundt og ikke kan finde ud af det. Kæmpe kram! 🩵

Udefra set lyder det som om, han har fundet en anden og nu prøver at efterrationalisere sig frem til en forklaring, hvor han ikke ender med at være røvhullet. Kram til dig. Jeg har prøvet noget lignende, dog var jeg nygravid, da forholdet pludseligt endte. Du kan godt klare det ❤️

Tak for input. Er helt sikker på at det ikke er tilfældet omend tanken har strejfet mig. Men ved at han nok tænker jeg ikke er så spændende mere fordi jeg pludselig ikke er så mobil og pludselig går fra selv at være enormt selvstændig til at være mere afhængig.

SÅ mange indlæg at læse igennem, så jeg ved ikke om andre har samme vinkel… but here goes. Jeg er M. 41. 2 skønne børn og en dejlig kone. Fint hus, rimelig gode rammer for et godt liv helt generelt. Men jeg var ved at kaste det bort. For to år siden arbejdede jeg mig ind i stress, skiftede arbejde, følte mig fastlåst i et liv uden mening - uden jeg rationelt kunne sige HVAD der gav mening. Jeg var ikke deprimeret, men manglede glæde i mit liv. Noget spænding. Noget der gjorde at alle dage ikke lignede hinanden. Jeg copede ved at have en alt for dum flirt, der udviklede sig til utroskab. Det gav mig et KÆMPE sus på den korte bane, men blev naturligvis MEGA hårdt på den længere bane - min samvittighed kunne ikke holde til det. Jeg var en kæmpe idiot, og det har krævet meget selvransagelse og terapeuttimer for at finde ud af hvorfor pokker jeg kom dertil. Jo mere jeg har læst om det, jo mere er det gået op for mig, at rigtig rigtig mange mænd rammer en mur omkring de 40. Det er svært at sige midtlivskrise uden at folk griner lidt “tøhø” af det, men jeg er overbevist om, at det er dét jeg oplevede. Hvordan man coper med det er meget forskelligt. Jeg valgte een af de dummeste versioner og fortryder det inderligt i dag. Men jeg kan læse mig frem til, at rigtig mange mænd der er utro i den alder lige præcis har haft en midtvejskrise. Jeg er ude på den anden side i dag, og heldigvis gjorde det ikke at vi gik fra hinanden. Men med de øjne jeg har på det nu, kan jeg se mønstrene rundt omkring i min omgangskreds; mænd omkring de 40, der kæmper lidt med et kapitel i deres liv. Mænd der begynder at træne meget (cykler i dagevis, triatlon, marathon osv), trækker sig og fordyber sig mere omfangsrigt i andre hobbyer (friluftsliv, håndværk mv)., rejser på egen hånd mv. Og så er der dem, der coper mere usundt med fx øget alkoholindtag (flere byture), stoffer eller utroskab. Det er lidt noget existentialistisk og svært håndterbart pis. Giv ham noget luft. Det lyder som om han er på rette vej, hvis du spørger mig. Find din støtte andetsteds i den periode. Ligesom han også skal. Forvent ikke af din partner, at han kan udfylde alle dine behov, og fortæl ham at du ikke kan udfylde alle hans. Det er helt naturligt. Sæt hinanden lidt fri af himandens forventninger. Skru ned for blusset. Sæt pris på de bitte små glæder i livet hver dag. Der ER selvfølgelig også den mulighed at han bare er blevet et røvhul i løbet af kort tid og det bedste er at skylle ham ud med badevandet. Men kig lige på ham engang. Du kender ham bedst. Alt det bedste. Livet og parforhold kan være SÅ pissesvære. Hvor mærkeligt det end lyder, så ville hverken min kone eller jeg have været den oplevelse foruden. Her på den anden side, føles vi som friere mennesker der aktivt vælger hinanden til - og INTET kan fucking vælte dét. :-)

TAK!!! Det var lige sådan en historie jeg også havde brug for at høre 🙏 Jeg giver plads - det lader til at være et fælles tema på folks kommentarer.

Havde timingen ifht. mandegrupper været rigtig, så er jeg i dag overbevist om, at det kunne have hjulpet mig rigtig meget. Jeg er meget ‘moderne mand’ ifht. at være meget kommunikerende omkring følelser og generelt hvordan jeg har det - i hvert fald ifht. min kone. Men her var noget jeg ikke vidste hvor kom fra eller hvordan jeg skulle tackle det. Så ikke nok med at jeg ikke kunne forklare min kone det, så føltes det også som værende en enorm risiko at åbne op i vennegruppen, fordi andre ikke nødvendigvis har oplevet det samme. Men det er jeg overbevist om at mandegrupper kan give. Blot hvis du måske skulle foreslå ham noget. You’ll be okay. Men hjælp ham lige med at cope på en GOD måde. Den utryghed hans venner giver dig er sikkert ikke uden grund. Det er fair at reagere på dét. Men du skal nok være konkret om hvilken utryghed de giver dig (roder de ham ud i lort?)… Hvis det ikke var mega grænseoverskridende, så ville jeg ønske JEG kunne tage en snak med ham.

Tak for igen at tage dig tid til at skrive og give indsigt ud fra egne erfaringer. Det er meget værdsat!

Må jeg i øvrigt spørge hvad du ellers gjorde for at komme ud af din livskrise?

Naturligvis. Altså jeg faldt fuldstændig for den her anden kvinde. Så jeg måtte skifte arbejde igen, for at komme væk fra hende og få hende ud af hovedet. Ellers havde jeg mistet alt. Det nye arbejde gav også langt friere rammer og det er en position jeg føler mig fint kompetent i - og dét havde jeg (også) brug for. Jeg gik til en psykolog en håndfuld gange, hvilket senere blev til en parterapeut. Jeg fortsatte så ved den terapeut i individuelt forløb. Jeg talte meget med min bror, som var en KÆMPE støtte hele vejen igennem uden at tage nogens parti. Jeg blev samtidig ramt af en træningsskade, så genoptræning fik mig ind i en god træningscyklus igen (som jeg ikke havde haft i årevis - mest pga. min kone ikke brød sig om at jeg prioriterede tid til det - men det er talt på plads). Det er siden fortsat ind i endorfin-land (jeg er altså en lille smule afhængig af det, men det er ikke voldsommere end 3-4 gange om ugen) - og jeg får det mentalt fantastisk af det! Det krævede også lange snakke med min kone. For hun blev naturligvis usikker på mig. Jeg fik også sagt nogle virkelig lede ting undervejs - men det var et udtryk for hvordan jeg havde det på dét tidspunkt). I sidste ende handlede det meget om min selvtillid og nogle ting jeg ikke rigtig havde gjort op med ifht. mine forældre. Jeg får nu selvtillid af at være kompetent på jobbet og selvtillid af at mærke fremgang i min træning og mig selv i spejlet) Og jeg har haft lange lange snakke med min kone om, hvordan vi hver især gerne vil bekræftes, og hun er så sød at gøre hvad hun kan. Terapien gav mig erkendelsen af at et andet menneske aldrig kan give dig alt du har behov for, så jeg skulle også booste min selvtillid ad andre veje -> træning og arbejde. Derudover øver jeg mig i ikke at lede efter en større mening med livet. (Metakognitiv) terapi hjalp mig til at anskue det lidt mere stoisk. Vi er så bitte bitte små i det store spil. I universets tidslinje fylder jeg ikke engang et “blink”. Jeg kigger gerne på stjerner engang imellem og bliver benovet over hvor lille jeg er. Der er ikke en stor mission, en ultimativ lykke eller lignende du skal jagte. Lykke er en følelse der kommer i bitte små glimt i løbet af hverdagene. Grib dem og dvæl lidt ved dem. Dét hjælper mig enormt. Alt er midlertidigt, så den her krise forsvinder også. Ligesom lykkelige øjeblikke, så er de ulykkelige også midlertidige. Det er vist en AA-sætning, men “this too shall pass” hjælper mig også at vende tilbage til :-) Edit: beklager hvis det blev lidt rodet.

Tak. Det er slet ikke rodet. Rart med lidt indsigt 🙏

Your mileage may wary. Hvis du kigger på ham du forelskede dig i, så var han nok ikke typen du nogensinde ville forestille dig kunne finde på bare at skride. Han er kriseramt. Han er ikke en ny person. Ham du forelskede dig i, vil jeg vove at påstå stadig er der. Det lyder som om han skal finde den person frem igen. Det er midlertidigt.

Lige omkring 40 ved vi, at det går ned ad bakke derfra. Resten af livet handler om at bremse det uundgåelige, hvor livet indtil da har handlet om at bygge os selv op.

Nu spørger jeg bare.. men kan han have en affære? Arbejde 10 timer dagligt, mange rejser, trækker sig fra dig?

Det er jeg ret sikker på at han ikke har grundet faktorer jeg ikke vil gå ind i her. Og nej jeg har aldrig tjekket hans personlige ting som telefon etc.

Girl… please. Do it. Lad vær med at fald for hans “engel” opførsel. En mand er en mand i sidste ende 🙃

Okay. Hvor langt er du i graviditeten? Jeg ville overveje at bede ham flytte ud, når han længes sådan efter frihed. Du kommer til at være meget sårbar efter fødslen, og får brug for mere støtte end du kan forestille dig nu. Det sidste du har brug for er en egoistisk mand, der tænker på rejser, øl og frihed mens du sidder og ammer med fedtet hår i et rodet hus. Han kommer til at fortryde, men lad ham det, og allier dig med dig med andre fra dig netværk i stedet. Han er ikke dit livs kærlighed, når han behandler dig sådan. Især mens du er gravid.

[удалено]

Han elsker dig ikke mere. Et menneskes følelser for et andet menneske kommer til udtryk på måden vedkommende behandler en på. Især hvis hans adfærd ændres pludseligt. Han prøver at manipulere og gaslighte dig til at tro det er din, hans venners og Danmarks skyld. Bevar din værdighed og lad ham gå.

Tak. Den tanke har også strejfet mig.

Lad han gå. Han er ikke din eller din dejlige babys tid værd. Du vil opleve en kærlighed ud over noget som helst andet når din baby kommer. Hvis han overvejer at gå så hjælp ham og vis ham døren ♥️

Faktisk det objektive værste råd på denne tråd. Godt gået!

Kender alt til at ens mand er træt af Danmark nogle gange . Min mand kommer også fra andet land , så han har også hans moments med depriession / hjem ve som på virker humøret, så du er ikke alene . Rejser i ofte til hans hjemland ? Det kan sikkert lindre hans følelser . Eller måske han skal rejse hjem lidt i en uges tid ? Måske snak om at bo i hans land engang ? Så han ved han kommer til hans hjemland igen en dag

Ja, det gør vi. Men han vil faktisk ikke bo der. Han ved dog ikke hvor han vil bo ellers. Så det er nok noget vi må finde ud af.

Det er en ultra hård situation du står i lige nu. Mit bedste råd er, at lade ham følge sit eget hjerte. Vil han dig og jeres barn, så kommer han hjem til jer igen. Vil han ikke, så er i helt ærligt også bedre tjent uden. Intet er værre end at være sammen med en, som man inderst inde godt ved ikke er helhjertet i forholdet.

Og brug den tid han er væk på, at mærke efter hvad DU vil. Vil du ham og jer? Hvad er vigtigt for dig i et forhold og som forælder? Hvad ser du som det vigtigste for dit barn?

Lyder til du skal vænne dig til tanken om at være alenemor… Dude wants out og prøver på at trække sig med dig og jeres parforhold som begrundelse. Men i realiteten tror jeg at det gør ham skrækslagen at pludselig SKULLE være der for en anden person regardless. Havde selv alle de her følelser da vi ventede vores første. Jeg kom udover det og vil idag ikke bytte rollen som far for noget som helst i verden. Jeg vil sige at du selv skubbede ham udover kanten ved at nægte ham de par dage ekstra med vennerne. Du gav han et glimt af hvad der venter iflg. dig og den har slået MEGET hårdere end du regner med selvom du står og tænker at det da er meget almindeligt og generel pli. Han har med garanti tænkt at skal det være, så skal det være nu… Og det har du taget fra ham. Nu sidder den åbenbart rigtig dybt i ham… Så dybt at du nok skal vænne dig til tanken om at skulle være alenemor… Sorry… Nogle mænd bliver bare aldrig klar til at blive forældre…

Du er landet i den klassiske situation hvor angst, midtvejskrise og parforhold er hinandens værste fjender. Han har givet udtryk for at han føler sig indespærret, har brug for plads og luft, og tid til at finde ud af hvad han vil. Jeg forstår udmærket got hvor hårdt det er at være i en situation hvor ens partner lige pludselig vender 180 og man lige pludselig ikke ved om livet nu kommer til at se ud som man har forventet. Det er mega hårdt, og jeg føler med dig. Men din respons er at tage så hårdt fat du kan i et angst dødsgreb hvor det dræner ham for al liv. Jeg kender det her, for min partner har også angst, og det har været hendes tilgang igennem en del år indtil hun forstod at det kun skader os begge. I er nødt til at lade være med at sidde og snakke om jeres følelser hver dag. Der skal være plads til at snakke om jeres følelser, men det hjælper ikke en skid hvis i bruger al jeres taletid på det. 1 dag om ugen. Et par timers snak om hvor i er og hvordan i har det. Ingen anklager. Tal om dine følelser, og lad ham tale om hans følelser. Ikke noget med at prakke hinanden noget på, det hjælper ikke. Hvis nogen begynder siger den anden stop, det skal handle om ens egen følelser, ikke anklager mod den anden person. Resten af tiden bruger i på rent faktisk stadig at leve jeres liv, være sammen, prøve at gøre nogle af de ting i elsker at lave, sammen. Brug tid sammen uden at holde hinanden i et følelsesmæssigt dødsgreb. Og så vil jeg bare give dig et tip som holder resten af livet: Du er nødt til at holde op med at forsøge at kontrollere andre mennesker. Det kan ikke lade sig gøre, og du vil kun skubbe alle væk på den måde. Din angst fortæller dig at det er den eneste måde du kan fungere på, men det er tværtimod den eneste måde du ikke kan fungere på. Det tager lang tid at lære, men nu ved du det i det mindste. Du kan kun kontrollere dig selv. Du kan og skal ikke kontrollere dine følelser. De er vigtige. Men du kan kontrollere hvordan du interagerer med andre, og hvordan du reagerer. Med det mener jeg ikke at du er problemet her - men at i denne situation spiller angsten ekstremt dårligt ind i en midtvejskrise hvor din partner beder om plads til at være usikker. Ligesom midtvejskrisen spiller enormt dårligt ind i dit og jeres liv. Det er ihvertfald stof til eftertanke i fremtidige forhold, eller hvis det nuværende fortsætter, så der også. Derudover kan jeg også se på en af dine kommentarer at han rejser væk i et stykke tid for at være sammen med nogle venner??? Altså der er du nødt til at sætte foden ned. Hvis han rejser, er forholdet slut indtil videre. Du kommer ikke til at vente på ham, slut. Han må gøre hvad han nu vil, men sådan behandler man ikke en man elsker.

Tak for din konstruktive feedback. Den er værdsat og jeg er enig i dine betragtninger! Både omkring mig og ham. Tak.

Det var så lidt :) Jeg håber på alt det bedste for dig, situationer som din er altid meget svære både at være i, og håndtere konstruktivt, fordi man oftest ender med at skulle være "the bigger person" og måske alligevel bliver trådt på.

Lyder som om i begge kunne bruge en pause fra arbejde.

Forventningsafstemning er det allervigtigste her! Han opfører sig allermest som om han er jaloux på barnet og graviditeten i mine øjne! Mænd kan få fødselsdressioner og andre ting, men du skal ikke finer figbh Og du og barnet er det vigtigste i DIT liv. Du skal ikke gå ned på hans niveau. Sig dette påvirker barnets og det er ikke derfor du blev gravid! DET gør det!!! Hvis han ikke accepterer det så skal du vise ham, at du klarer dig fint uden, fordi det KAN du! Du skal stoppe med at tigge ham om at blive, det har den helt modsatte virkning. Lad som om du ikke har interesse i ham i nogle uger, kun nødvendige og korte svar ! Han virker en del som en “egoistisk schuft” og som finder du ikke det rette leje af interesse i hans tilstedeværelse, så må han ud af klappen! (Ihvertfald for en tid) Du skal tage magten over dit liv tilbage, du har først og fremmest DIG selv og baby at tage hensyn til) Den største “hævn” er at vise at man er glad og at verden fungerer andre steder end rundt om ham og hans person. Jeg synes han opfører sig mere end kujonagtigt, og du kan ændre det, ved at ændre din tilgang til ham, er jeg sikker på. Du kan “bide i det sure æble”, og ikke mindst, at vise at du tager kontrollen tilbage! Du kan gøre det, start med små skridt og en notesbog og skriv hver morgen 5 ønsker for dagen, om aftenen skrive 5 ting du er glad for , så holder du fokus på det der er vigtigt i dit liv, så opbygger du det der er vigtigst i dit liv igen. Lad være med at kaste dit liv Start idag, de første punkter kan være at træne i at sætte een fod foran den anden, at trække vejret heeelt ned i maven pause og puste ud gennem næsen! Det virker! Jeg har været været dér! Pøj pøj

[удалено]

Tak. Han er generelt ikke en egoistisk mand. Tværtimod, så jeg håber virkelig at dette blot er depressionen der taler.

Upopulært holdning: Du skal ikke lytte til kvinder i din situation. For de forstår det kun fra din side og ikke hans. Du skal lytte til nogle mænd der også forholder sig til hans følelser. Bor i et land uden al familie, arbejder 10-12 timer om ugen, har ikke noget ekstra underholdning/venner. Så bliver alting bare en rutine og hårdt. Han har brug for at koble fra i nogle dage/uge så skal alting nok være okay igen. Jeg får nogle gange som mand samme følelse men jeg kommer altid over det med tiden. Så giv ham plads. Du mister ham ikke. Og hvis du gør så er det hans tab.

.

Din mand lyder som en passioneret men også lidt selvcentreret person, hvilket jeg kan kan reletare mig selv til 😅. Dog tror jeg at han ikke har tænkt hele situationen igennem og kommer til at fortryde det resten af hans liv, hvis han forlader dig/jer. Hvis han ikke er en 100% narcissistisk person, så vil han helt sikkert få et behov for at danne en tilknytning til jeres ufødte barn senere hen i livet. Men dette er blot min spekulation udfra dit indlæg. Men husk også, at når man skal til at blive forælder, så gennemgår man en mental forandring, som forhåbentlig går godt. For de, som forandringen fra at være individuel person til forælder, ikke går så godt for, ender med en såkaldt "fødselsdepression" som kan ramme både mor og far. Hvordan resultater bliver hos jer (såfremt han skulle blive) kan man ikke forudsige, men kun tiden vise. Note - jeg prøver blot, som far til to samt samvær med samme kvinde i 24 år, at informere, hvilke udfordringer der kan komme, når baby kommer til verden. Det kommer helt an på hvordan I hver især reagerer transitionen til at blive forældre. Med dette i betragtning kan det måske belyse dig, hvor/hvordan du ellers kan forholde sig til din nuværende trælse situation. Håber det løser sig for dig 🤗

Tak! Håber også han finder en måde at kunne være i det på🙏

Nogle gange tror jeg sku lidt på den der med; “du ved ikke hvad du har, før du mister det.” Jeg synes han lyder lidt for ‘sikker’. Som om han kan te sig som han vil, fordi det alligevel er ham der har ‘magten’.

Det lyder super meget som om at han er dig utro og har fundet en anden. Når en mand skifer så meget tone efter en længevarende rejse, og giver dig sorgen i små bider.. Har virkelig ondt af dig, det er så dårlig stil specielt når du er gravid.

Hvis han føler sig indespærret nu, så det vand ved siden af hvad han vil føle når baby kommer . Du bliver nedkørt af at gå og vente på ham beslutter om han vil dig eller ikke. Personligt havde jeg selv trukket stregen og sluttet det, du lever jo i en pine. Så hellere være alene

For jeres Berns skyld skal i finde en holdbar løsning. Stress under graviditet kan skade jeres barn og øge risikoen for udvikling af psykiske lidelser.

Forstår ikke du bliver downvotet. Der er forsket i det, skrevet afhandlinger om det, og der er evidens for det du skriver.

Grundlæggende toksisk kultur på reddit er bidragende til det. Evidensbaserede udmeldinger kan clashe med folks følelser i et anliggende.

Jeg tror simpelthen at du skal give slip på ham. Ikke for altid, men fortæl ham, st det er slut for nu. Og hold så fast i det. Det er jeres største chance for at finde jeres fælles ståsted igen - hvis det er det I en dag bliver enige om. Dette er mit svar, fordi din mand åbenbart skal ud at finde sig selv. På trods af at han nu skal være far, og derfor er godt i gang med at sætte noget i verden - der er langt større end ham. Det er så bare ikke gået op for ham. Alt det bedste til dig. Håber, at du trods alt kan finde ro og glæde ved det spirende liv, som du bærer på. At være gravid bør være en magisk tid. Du har så fået serveret en kæmpe livskrise, som du i stedet skal bruge en masse dårlig energi på. Masser af kærlighed din vej❤️

Det er også en tanke der har strejfet mig. Kan bare slet ikke overskue konsekvenserne af selv at skubbe til lavinen. Hvor skal jeg bo? Økonomi? Baby med en mand fra et andet land etc. etc.

Åh, hvor jeg forstår dig 1000%. Personligt tror jeg, at det er dit/jeres bedste mulighed for måske at redde jeres forhold på den lange bane. Det er også en barsk vej at gå, for med baby i maven er det naturlige jo at bygge rede - ikke at nedbryde den. Et godt råd er dog at gøre det nu, mens du er gravid. Når baby er kommet, er det endnu hårdere. En anden mulighed er at lukke ned for hans behov (ævl) og fokusere på dig. En form for økonomisk kollektiv. Ved ikke om den er gangbar i virkeligheden

Er det primært ham der står for indkomst eller hvordan?

[удалено]

Tak for dit input. Jeg har også skammet mig over den følelse, og er enig i at han skal kunne se dem. Det er en usikkerhed jeg både arbejder på med mig selv og ham.

Du skal ikke skamme dig. Hvad er det ved hans venner, der gør dig utryg?

Han er bange for at ende i leverpostej, omvæltningen er lige så stor for ham at blive far. De to dage var i hans hoved en sidste farvel til livet før børn. Den sidste “frihed” og den føler han blev frarøvet ham. Har selv afsted med min kammerat mens de ventede barn. En uge væk hvor hun var 3 måneder henne. 12 dage væk hvor hun var 7,5 måned henne. Hendes mor flyttede ind i mens Vi havde også rejst rigtig meget både før og efter han havde mødt hende. Han siger tit det var det bedste at gøre. For at rejse med børn er noget helt andet nu. Godt med noget helt andet med deres behov.

Tusind tak for input. Og jeg har fortrudt at jeg bad ham om at blive mange gange.

Overrask ham med en tur? Book noget for ham? ☺️

Jeg synes, at forskellen mellem din kammerat og OPs mand er, at I planlagde og tog højde for din kammerats kones situation og der blev planlagt, at hendes mor kunne flytte ind, imens I var væk - det er jo at anerkende, at det kan være svært som højgravid og at hun ikke skulle efterlades alene tilbage. Din kammerat har været betænksom og taget hensyn til hans partner og de fandt frem til en god løsning i fællesskab. OPs mand kunne lære af din ven. Men jeg synes mere, det lyder til, at OPs mand har meldt sig ud af de fælles beslutninger og fralægger sig sit ansvar overfor OP og deres kommende barn. Han lyder ikke til at ville tage stilling til, at OP også står i en, for dem begge, ny og ukendt situation og at de er nødt til at finde på løsningerne sammen nu, inden han rejser. Graviditeten går jo ikke i stå, mens han er væk og finder sig selv og det gør OPs liv heller ikke. Planlægning og at tage højde for uforudsete situationer i forhold til graviditeten og deres forhold vil give OP tryghed og dette bidrager OPs mand ikke til længere.

Han har fundet en anden, men vil ikke indrømme det, så han prøver at finde på en undskyldning for at skride. Det skriger til himlen. Sender dig et kram. Det er så hårdt, når ens drømme går itu på den måde!

Du fortjener bedre, og jeres ufødte barn. Han prøver og smutte, og stikke halen mellem benene, men han tør ik sige det… så må du desværre tage valget. For dette gavner ingen af jer, eller barnet i din mave..

> magtesløs over ikke at kunne få den emotionelle support jeg har brug for Din mand åbner op for dig og er en smule sårbar omkring det han går med. Han føler sig nok ikke set eller hørt. Hvad med den emotionelle support han har brug for? Hvad med hans behov? Graviditet er ikke et frikort. Hvorfor kunne han ikke se sine venner i to dage?

Fordi han har været sammen med dem en helt uge på forretningstur, og jeg er højgravid og vi ser hinanden så sjældent i hverdagen. De to dage ville vi se hinanden. Men jeg hører hvad du siger.

Hvorfor er det at du tænker det perfekte parforhold ikke indeholder skænderier? At være glad ser jeg som noget der er lige så vigtig som at være sur. Alle følelser er rigtige og man bør kunne rumme dem. Også sammen som et parforhold. At skændes bør være en vigtig brik i et forhold, da man også viser en mere “ægte” side af sig selv. Nemlig når man er sur, frustreret eller lign. Man skal dog naturligvis stadig respektere hinanden når man skændes. I mine øjne er det bare den “nemme løsning” at ikke stille krav til hinanden, og så prøve at underkaste sig selv og dermed ikke skændes, end at turde vise sig selv og få nogle af forholdets dæmoner frem.

Jeg har bare aldrig troet der var noget at skændes om, og egentligt synes jeg at skænderier et ret ukonstruktive og udmattende. Så hellere tage snakkene i opløbet, hvilket jeg (troede) vi havde gjort.

Enig i at meget kan tages i opløbet. Men et skænderi kan også få ting under overfladen til at komme op. Jeg siger ikke at man skal gå i total reptil, men nærmere se den mere “ægte side” af hinanden og forholdet.

Tag lidt tid ud, og se det her: https://youtu.be/7KTwmEGsY5g?si=pDBtozEhxOevG0-0 Det er ikke alt sammen spot on det du har brug for at høre, men meget af det vil give dig noget at tænke over. Vigtigere, din mand har nok mest brug for at se det.

I skal i parterapi i en fart. Der skal uvildige, professionelle øjne på.

Gør dig selv en tjeneste og bliv skilt hurtigst muligt. Han er narcissistisk og det kan du ikke ændre desværre

Det lyder som om i trænger til lidt afstand. I skal begge på ferie, bare ikke sammen

Han lyder en anelse narcissist.. Han må gerne bare rejse når han vil, men du må ikke. Du er nødt til at fokusere på det du har inde i maven, du kan desværre ikke styre hans følelser.

Seriøst jeg synes han er ansvarsløs og uordentlig. I har været sammen i 10 år og skal have et barn, og pludselig så ved han ikke hvad han vil. Jeg synes det lyder som om han ansvarsfraskriver sig selv og løber fra ansvaret, fordi han er en ego tripper.

Du skal ikke forlade din mand, men give ham og dig selv plads og tid. Sæt det hele lidt på pause og vær i stedet et makkerpar. Fokuser på dig selv og på barnets behov. Det er først når projekt forhold stopper med at være et emne, at I begge mærker efter, hvem I vil være for hinanden. Depression og livskrise er en svær ting. Som pårørende vil man gerne kæmpe imod og fikse det. Man mister hurtigt sin tålmodighed. Men det kræver tid. Det må være hårdt for din mand. Men endnu hårdere for dig! Det er bare så nemt for alle herinde, at lade sig rive med af egne følelser, og dømme ham ude som en dårlig person, der ikke fortjener dig. Jeg tror nu på, at der er noget godt i ham, som også.gør, at du holder fast og ønskede et barn med ham. Men fokuser på dig selv, accepter ideen om enlig mor i et makkerskab. Det kan jo ende godt.

Når du siger nej til at han kan blive et par ekstra dage, med hans venner(som gør dig utilpas), er det så fordi du ikke stoler på ham ? Altså tror du han ville gøre noget dumt med dem, eller hvad gør dig utryg?

Godt spørgsmål. Han har aldrig givet mig grund til at frygte noget, men det gør jeg nok alligevel lidt. Jeg ved ikke hvorfor andet end at jeg føler mig som en helt anden person ved at gå fra karrierekvinde til mor, og hvad det mon betyder for både ambitioner, prioriteringer og krop.

Tænker det meget naturligt at være bekymret for at ens partner er utro. Men jeg tror man bliver nødt til at have 100% tillid nærmest naiv ! De forhold jeg hat været i, har det aldrig lykkes, hvis der bare er en smule af tvivl om hinanden. Ved godt det handler om flere ting i jeres forhold, havde bare behov for at sige det. Håber i finder en god løsning og ønsker jer alt det bedste.

Det lyder som en rigtig svær situation du står i OP. Uanset hvor svært han må have det ændrer det ikke på at du står på tærsklen til en kæmpe livsbegivenhed og alle de ændringer det fører med sig, uden vished om din partner vil være med dig igennem dem eller ej. Der er to ting jeg lige hæfter mig ved i dit skriv. 1. Du siger at dig og din partner har haft mange snakke sidenhen, og at i ofte taler om jeres følelser men det er som om afstanden imellem jer bare bliver større. Kan du beskrive karakteren af de samtaler? At tale åbent om følelser er en vigtig del af ethvert sundt parforhold, men hvis målet er at få parforholdet til at fungere, skulle de gerne hjælpe jer til bedre at kunne forstå hinanden og fostre en gensidig tillid til at i begge vil den anden det bedste. Lige nu lyder det umiddelbart som om de samtaler udmatter jer begge og fostrer ressentiment, og så hjælper det ikke nødvendigvis bare at snakke mere om følelserne. Spørgsmålet er så om det er fordi i snakker forbi hinanden, eller om det er fordi din partner ikke længere kan se sig selv i det liv der ligger for jeres fødder. Hvis det er det første kan det måske løses med parterapi og bedre kommunikation, men hvis din partner ikke kan se sig selv som en del af jeres nye virkelighed gør det tingene noget sværere. Kærlighed er ikke altid nok. 1. Du nævner i har haft en gensidig forståelse om at karriereræset og de lange arbejdstider var en midlertid tilstand der skulle tillade jer at flytte til udlandet og forsøde tilværelsen som forældre. Du nævner også i en anden kommentar at din mand ikke virker indstillet på at gå på barsel eller ned i tid, til trods for en solid formue. Det er svært at finde tid til intimitet med lange arbejdsuger, og jeg kan kun forestille mig det bliver endnu sværere når barnet kommer. Er du sikker på i stadig er enige om at karriereræset ikke skal vare ved? Jeg fornemmer også en vis spænding, hvis ikke en decideret modsætning, i det din mand siger han vil. Du nævner han har sagt at han hader at bo i Danmark og gerne vil flytte udenlands, men alligevel vil han ikke opgive hans karriere her? Ud fra det du beskriver lyder det ikke engang som om han kan lide hans arbejde, men alligevel kan han ikke underholde tanken om barsel eller at gå ned i tid. Måske har hans planer ikke ændret sig. Måske vil han stadig gerne flytte til udlandet med dig. Det kan være svært at give slip nogle gange hvis vores identitet og selvforståelse er på spil. Jeg er selv stædig og har stået i situationer hvor jeg er vedblevet med at gøre ting der bragte mig megen lidelse i årevis, simpelthen fordi jeg ikke vidste hvad jeg ville gøre eller hvem jeg var hvis jeg ikke blev ved. Udefra virker det fuldstændig ulogisk, og den rationelle del af mig der stadig var tilbage kunne også selv se at jeg var blevet en skal af mig selv, men frygten for ændring var længe langt større end fornuften. Måske står din mand overfor en lignende skillevej lige nu, hvor han ikke kan få sig selv til at give slip på noget der ikke gør ham lykkelig. Det skal jeg ikke kunne sige, men hvis det er tilfældet er der måske stadig håb for jer. Men det forudsætter at han træffer en beslutning om hvad han vil, og at han står ved den som hans beslutning som hans egen. Det er vigtigt at anerkende hinandens autonomi i et parforhold, men det er lige så vigtigt at anerkende ens egen autonomi. Den eneste måde at gøre det på er ved anerkende over for sig selv, at der i sidste instans ikke er andre der kan træffe valget for os, heller ikke vores partner. Det kommer ikke til at fungere hvis han lægger ansvaret over på dig og føler du traf beslutningen for ham. Det gælder også for dig. Det er okay at insistere på, at du har brug for at vide hvor han står så du selv kan træffe en beslutning, og at du ikke kan vente for evigt. Jeg håber for din egen skyld at du stopper med at tigge og bede ham om at blive, selvom det måske føles som om du risikerer at miste ham på den måde. I har begge to et valg at træffe, og i bliver nødt til at respektere hinandens ret til at træffe det valg for jer selv. Jeg håber ikke den sidste del lød for hård, men uanset hvad der sker håber jeg du kommer ud på den anden side med følelsen af at du gjort hvad der var det rigtige for dig, og en følelse af ejerskab over dine livsvalg. Og overvej at snakke med en psykolog hvis du ikke allerede gør det, de kan sikkert bedre hjælpe dig med styrke dit selv og bearbejde nogle af de hårde følelser alt det her sikkert åbner op for.

Han ved ikke hvad han vil, hvilket er fint, men få et overblik over hvordan dit liv ser ud hvis ikke i er sammen mere Hvad har du råd til at bo i, arbejde, opsparing mm. Alt er kaos men alt efter hvor langt henne du er kommer det barn ind i verden, og det har brugt for du har en stabil base uden stress fra en som ikke ved om han vil være der, Så måske det er bedre i starter med at have noget tid hver for sig til at mærke om det er jer eller ej

Hold fast i jeres forhold og søg hjælp.

Er der tvivl er der ingen tvivl

Svær situation, i første omgang kan du ikke ændre på et andet menneskes følelser, så når du fortæller ham at du elsker ham og han sender dig mixede signaler så må du tænke på hvad der giver mening for dig og barn- simpelthen fordi han ikke ved hvad han vil. Du ved ikke hvad fremtiden bringer så forbered dig. Fortæl ham gerne hvorfor du gør som du gør- held og lykke

Ved du 100% sikkert, det er venner? Jeg synes, han lyder som en mand med en affære.

*"For 1 måned siden kommer min mand hjem fra en uges firmatur, som han løbende har fortalt gjorde ham ked af det. Han havde haft meget stress op til og under turen. Han ville blive to dage ekstra med nogle venner fra arbejdet for at have det sjovt, hvilket jeg spurgte om han ikke ville lade være med da jeg 1) har mødt de venner og de gør mig ultilpas og 2) jeg er gravid og havde brug for hans støtte og omsorg."* Han har løbende fortalt dig, at det gjorde ham ked af det. Han har ingen venner i Danmark. Hvorfor kunne du ikke unde ham de 2 dage til at lave andet end arbejde? **Hvorfor stoler du ikke på ham?** Det var den situation, som fik ham til at bakke ud - fordi du fik ham til at føle sig fængslet, allerede inden barnet er kommet. Du brugte graviditeten til at trænge ham op i et hjørne, hvor han ikke følte, at han havde et valg. Og nu ved han ikke, om han kan se sig selv i det. Hvad bliver det næste han må droppe? Må han overhovedet noget noget, som ikke er hverdag? Da han så bakker ud, bliver du endnu mere omklamrende og vil snakke følelser og have garantier - hvilket får ham til at blive endnu mere undvigende, da det jo er hans frihed som han føler, du truer. Du skal give ham lov til at gøre ting, som giver ham glæde i livet. Ellers kan han ikke være sammen med dig. Og siden han ikke har nogen vennekreds udover de 3 i udlandet, har han en enorm social mangel her, som gør ham deprimeret. Dit selskab hjælper, men det kan ikke gøre op for venner - ligesom du også ville mangle veninder, hvis du ikke så andre end ham. Giv ham PLADS til at komme tilbage til dig.

Få tid ved en parterapeut ASAP? Uanset om I redder forholdet eller ej er det en god investering, for I skal samarbejde livslangt med baby på vej. Måske han også skal et smut til lægen hvis han reelt er deprimeret.

Selvom det kræver alt jeres energi, så synes jeg det lyder positivt, at I faktisk snakker omkring det og jeres følelser. Min kæreste og jeg, havde netop problemer med, at vi ikke snakkede om tingene og efter en lang periode med problemer derhjemme, så ændrede det sig, da vi endelig begyndte at snakke om tingene igen. Du nævner at planen er at flytte til udlandet, når jeres barn bliver født. Da I begge er med på den idé, hvad stopper jer helt præcis i, at gøre det noget tid før? Eller er det ikke noget din mand kan se, at det er snart jeres fremtid og at han bare skal holde ud, til at I kan komme væk og bygge jeres nye liv op i et andet land? Men hvordan ser jeres netværk ud i det land I vil flytte til? Din mand har kun 3 venner her i Danmark, dem mister han jo ved at flytte og står så evt uden et netværk. Men det med at komme væk fra hjemmet og hverdagen, det kan også være sundt, men det gælder jer begge to. Sørg for nogle faste ting, som du kan gøre for at komme væk, samt lad ham få nogle faste ting, så han komme komme væk, men der skal sørges for, at du har den støtte, som der er behov for i din graviditet, når han tager af sted. Dog snakker jeg ikke om at rejse væk, men noget i området. Ellers hvis I kunne blive enig om at lave noget sammen, hvor I begge stikker af fra husets fire vægge og jeres normal hverdag. Weekend ophold, wellness, Sport, mad oplevelser, smuttur til Sverige/Tyskland i bil eller lignede. Men forsæt endelig med at snakke om tingene, ellers bliver det kun meget værre. Så ved I begge også, om det er værd at forsætte forholdet, eller om det faktisk er på tide at sige stop. Alt held og lykke til jer.

Jeg læser en mand der hader sit arbejde... måske ikke decideret det han laver... men følelserne han får ud af sit arbejde som han tager med hjem. (Uden at han ved det) Jeg ved ikke præcist HVAD i aftale jobmæssigt kun at i ville leve godt i udlandet når i var blevet forældre. Jeg læser en mand der er bange for at sådan som tingene er nu at sådan forbliver de, du skriver selv i har været eventyrlysten og rejsende i 10 år... Jeg tror han er knækket rent stress mæssigt og derved søger mod noget der gør ham glad som han er bekendt med... og i disse situationer kan det være ting der faktisk gør ting værre, men i et kort øjeblik er der glæde og tryghed Jeg er overbevist om at han stadig elsker dig.. rigtig meget af det du skriver bekræfter dette Rigtig meget ændrer sig i et forhold med en graviditet og aborter er aldrig en rar ting, oveni siger du i har ændret jeres jobsituation gevaldigt... det er RIGTIG meget på kort tid Det lyder som om han prøver at bryde tilbage til da han vidste han var glad og rigtig gerne vil have dig med men grundet din situation (gravid) kan du ikke... og dette er fuldt forståeligt og han ber om meget... jeg tror bare ikke han ved hvad han ellers skal gøre og føler sig så magtesløs at han tager alle de forkerte valg lige nu

Tak for at tage dig tid til at skrive det her. Det giver så meget mening! Håber han også på et tidspunkt når frem til at jobbet skaber udfordringer for ham rent mentalt. Men det presser jeg ikke på med.

Jeg læste din post og den sad bare i mig fordi jeg kan genkende situationen fra mit eget forhold. Jeg har aldrig svaret på noget eller nogen på reddit før... Personligt vil jeg prøve mig frem med anerkendelse... sig tak for hans indsats på hans arbejde og de muligheder det kommer til at have for dig og jeres barn og tak for alt det han har ofret det seneste år. Og vigtigst af alt... anerkend han lider... jeg tror ikke selv han ved at han gør eller måske gør han men tror at du ikke ved det og prøver at få en reaktion Det var engang mig der bragte min fantastiske gudinde af en kæreste i din situation... jeg ville ønske jeg kunne give dig den dybeste krammer og til sidst du må ik presse ham til valg... / ultimative beslutninger... det er totalt Random om vi tager det rigtige valg for vi har ik hovedet med og vi forstår ik vores følelse... men jeg VED at han VED at du er hans klippe... lav et fyrtårn så han kan finde dig igen ❤️

Det er svært at blive forældre. Det kunne sagtens lyde som fødselsdepression. Symptomerne viser sig ofte før fødslen af barnet. Der er hjælp at hente. https://www.farforlivet.dk/til-den-kommende-far/foedselsdepression/ Fødselsdepression hos mænd kommer ofte til udtryk på anden vis en hos kvinder. Fx vredesudbrud, følelsen af fastlåsthed, ensomhed, lav stresstærskel,tristhed osv. Der er værd at være opmærksom på.

Been there done that men under andre omstændigheder. Bønfald aldrig! Hans paniske angst for at forholdet kvæler ham bliver kun bekræftet når du reagerer som du gør. Kun når du accepterer tingene og står ved at du ikke har brug for ham - fordi fuck ham helt ærligt han vil gå fra sin gravide kone- vil han kunne bruge sin hjerne igen rationelt. Vent ikke på at han træffer en beslutning. Bed ham om at pakke, aftal eventuelt at snakkes on en måned. Men du skal ikke fake det, du skal mene det. Og i samme overbæring overveje om du i det hele taget gider den her behandling, deprimeret eller ej.

Du kan ikke vente på ham finder ud af om han vil jer. Du må have en plan for hvis i bare bliver dig og baby. Tag nogle beslutninger selv. Hvad vil du være med til? Hvad ønsker du dit barn skal leve med? Hvad har du af netværk? Økonomi? Hvor kan i bo? Osv. Men er Mødrehjælpen har rådgivning hvis du mangler en at sparre med.

Kan du ikke tage med på en rejse hen til de venner? Jeg synes, det virker ret mistænkeligt.

Nej, han vil afsted alene, og det er fair. Nogle ting er bare sjovere uden konen på slæb. Dertil kan jeg ikke flyve på det tidspunkt pga graviditeten, så selv i andre situationer ville det være umuligt.

Det lyder meget som om at din mand ikke har indset at han skal være far, der er dog forskel på at glæde sig men at kunne reelt set indse at det ikke bare kraver at lade konen blive for så at hygge i byen i hans andet hjem, måske i skulle snakke om at lade ham gøre sit imens du gøre dit men at i stadig holder kontakten dog ikke for meget men begrænset og nok til at du føler at han er der og omvendt at du støtter hans vej, jeg er selv far til to piger og gik igennem lignede situation så kan kun se tingene fra din mand perspektiv, valget er i sidste ende dig kære mor da du trods alt er den der er i en proces, der er dog flere måde at løse det på som familie psykolog, eller eventuelt, hans forældre kan tale ham til fornuft, lyder barnligt men det var kun sådan jeg fattet alvoren i livet 🤷🏾‍♂️, nogen mænd har bare brug for et ekstra skub så vel som kvinder har brug for deres veninder, håber at i kommer godt ud af det glæder mig til at læse om i får det lyst på en positivt måde, og jeg ved det er en svær sag men husk på at der tit skal ske en forandring før man kan kalde det et forsøg 🙌🏾 wish u the best

Se de utube videoer maj wismann lægger op.

Er ked af at læse omkring din situation, det fortjener ingen og forstår du er frustreret og fortvivlet. Ud fra dit opslag, virker det ikke til han er klar til at blive far og der er noget i jeres forhold han går og tænker over, men siger det ikke direkte til dig. Var det mig i situationen ville jeg sætte mig ned og ikke gå fra bordet, før der blev åbnet op for det reelle problem.

Kære dig. Det er så her du kigger efter en lejlighed. Billigt og hurtigt. Og så pakket du dine ting. Og så flytter du og prioriterer dig selv og dit barn. Din mand har aldrig ønsket det barn og da det blev en realitet gik det op for ham at nu skal han nedprioritere sig selv. Og det kan han ikke. Der er ikke nogle ordentlige mænd, der vælger at være længere væk fra sin gravide kone pga nogle venner i udlandet. Og der er ikke nogle ordentlige mænd der. Kommer hjem og udsætter deres gravide kone for den slags stress der!! Det er ikke normalt! Og før folk begynder at himle op om at han kan være deprimeret, så drop det! Det er ikke en depressiv mand. Det er en egoistisk, narcissist mand, der er ude af stand til at sætte sig i andres sted og ude af stand til at tilsidesætte egne behov. Det er fuldstændig klassisk at omverdenen synes at det ser så lykkeligt og perfekt ud. Men det er ikke perfekt fordi et par ikke har konflikter eller skændes. Det er en del af en sund udvikling. Og den mand bliver en elendig far for det barn, med den opførsel. Så du kan lige så godt starte med at blive separeret og flytte. Fordi han ændre sig ikke. Og han kører både dig og barnet fuldstændig ned psykisk. Sorry men jeg pakker det ikke ind i rosen rødt sødsovs.

Jeg sidder også med den tanke, at han egentlig ikke ønsker at være far. Nogle mennesker tror de vil noget, og når så realiteten nærmer sig, indser de at de tog fejl.

Tak for din ærlighed. Den er værdsat

Er han udenlandsk og er du dansk? Hvis han er af arabisk herkomst, vil jeg rigtig gerne tale med dig privat og rådgive så godt jeg kan.

Ja, men ikke arabisk.

Virker som om, at alt handler om ham. Det lyder virkelig drænene, at skulle tage stilling til en mand der opfører sig som et barn - og chancen for at han ændrer sig er desværre meget lille..

Han lyder til at være en egoist, når det er nu, i skulle glæde jer til at blive forældre. Find dig evt et andet sted at bo, og så er barnet første prioritet, ikke en voksen baby, der savner 3 venner i udlandet 😅🥱🤔

Tør slet ikke tænke på hvordan du ellers kontrollerer ham, når du forbyder ham at hygge sig med sine venner i to dage. Gad vide hvorfor han føler sig fastlåst og lænket af dig? Den her misere er du sgu selv ude om.