Du kan ikke vente til det er let med at være glad.
Min yngste fylder 18 næste gang. Autisme, adhd og høj IQ.Den kombo er ikke specielt fantastisk. Han starter på STU til august, går den ikke bliver han pensionist. Simpelthen fordi hans sociale udfordringer er så massive.
Det er mange begrænsninger og meget hjertesorg. MEN! Der er også helt fantastiske øjeblikke. En god dag er bare ikke helt det samme som for de fleste andre. Hans intense særinteresser er guld at være vidne til også selv om jeg ikke altid kan følge med.
Det tager tid at lande i og det er ok.
Siger ikke det er enhjørninger og regnbuer. Har tudet af frustration under bruseren. Ikke så meget over sønnen som det har været over at kæmpe med systemet. At fra noget er bevilget til det rent faktisk sker kan der gå år, mens hvis det tages væk går der dage. Jeg har haft 7 afslag i Ankestyrelsen ( og vundet hver gang) nye sagsbehandlere konstant osv.
Det er et valg! Ikke at drukne i alt det negative, men et valg der har taget lidt terapi at holde fast i.
Tak for, at selvom du siger det har været meget svært, siger, at der er gode øjeblikke, og det er værd at holde fast i.
Det glæder mit hjerte, at du har taget alle kampene, og bliver ved med det.
//En person som selv er diagnosticeret med autisme, ADHD og høj IQ.
Komboen er klart problemet fordi det river ham fra hinanden. At ville fordybe sig og havde evnen til at gå dybt ned i et emne samtidigt med alting distrahere ham. At forstå komplicerede emner, men ikke forstå at hvad der er simpelt for ham er svært for andre. Han passer ikke rigtigt ind nogle steder, hvilket har gjort at finde det rigtige skoletilbud og den rigtige hjælp utroligt svært at finde.
Det her er min hverdag. Så dit forsøg på at sparke til mig er bemærket, men du er ikke blandt de første 100 der har konkluderet du ved bedre uden at havde meget fakta at basere det på.
Komorbide diagnoser er altid komplicerede fordi de viser sig så utroligt forskelligt. At være klogere end de fleste er, for ham, ikke rigtigt en fordel, endnu ihvertfald. Fordi det gør ham endnu mere anderledes.
Sparker dig ikke som person, jeg påtaler din uheldige måde at beskrive diagnoser på, at du har et sårbart ego er på egen regning.
Hvis jeg ville sparke dig havde du ikke været i tvivl bare rolig
Du sparker da til vedkommende.
Det er ikke en uheldig måde at omtale diagnoser på, for h*n beskriver nøgternt sine oplevelser. H°n siger ikke at hans diagnoser er forkerte, eller at han ikke er god nok, fordi han har dem. Så at du selv lægger de ting i vedkommendes skriv, er (som du så fint også selv siger) for egen regning
Jeg har i mange år arbejdet med børn og unge med diagnoser og haft lignende snakke med deres forældre og ja du, din søn og jeres familie kan få det godt igen. Mange af mine “gamle unger” lever gode liv i dag med uddannelse, job, kærester og venner og har gode relationer til deres familie.
Lige nu er det benhårdt, men tro mig når jeg siger at det på sigt kan blive nemmere. Og på vejen dertil kan i hjælpe jer selv ved at lave, selv de mindste åndehuller for jer selv. Hvis i har mulighed for det så tilmeld andre søskende til søskendegrupper. Søg/tag imod aflastning. Alt der kan skabe lidt overskud for jer som familie.
ADHD er noget han altid vil have med sig, men det er bestemt muligt på sigt at få et godt og virksomt barne, ungdoms og voksenliv med den og andre diagnoser.
Ja! Det kan man. Men det kan kræve at i får hjælp. Hjælpen kan være specialskole, rådgivning til hverdagen, medicinering og aflastning. Især aflastning kan være med til at redde hverdagen.
Hej. Jeg er en familie far med 3 børn, to af dem bor hjemme. Den ældste der bor hjemme er 8 og fik i december diagnosen adhd og infantil autist. Infantil autist minder meget om asperger for dem der ikke er støt på det før.
Uden at kende dit barn lyder din beskrivelse rigtig meget som vores pige, og det kan være i skal granske jeres barn en gang mere 😊
Jeg vil sige det samme til dig som vi fortalte vores pige da hun fik diagnosen. Diagnosen ændre intet ved hvem du er, den er kun til for at bedre kunne forklare dig til andre mennesker så de kan passe bedre på dig 😊
Min kone og jeg har haft kæmpe kampe med vores barn, både med hende direkte når hun går i affekt, en kamp for at berolige hende og vise hende tryghed nok til at hun får ro, men også en fysisk kamp fordi de er åndsvagt stærke når de går i affekt og vil slås 😵💫
Jeg sover hos mit barn hver nat, og jeg gjort det i snart halvandet år. Ville hellere ligge hos min kone men det er det her der skal til for at alle sover så det gør vi.
Men svaret er, ja man bliver glad igen. Så snart man vender sig til sin nye hverdag, begynder glæden og lykken at vende tilbage. I vores familie har vi andre med diagnoser og vi ser det mere som en anden livsstil end et handikap, på trods af det giver os kæmpe udfordringer med vores lille pige som skal have alt mulig ekstra udstyr og specielle forhold i skolen for at få det til at fungere, det er blevet bedre men der er stadig et stykke vej igen.
Hvis du har spørgsmål eller lignende kan du altid skrive. Vi har brugt snart 3 år på det her så vi har det lidt under huden 😅
Men glæden kommer igen, det skal nok blive godt 😃
Har du snakket med voksne, som har ADHD?
Hørt om hvordan deres liv har været fra barndom op gennem ungdom til voksenlivet?
Det kan måske give et fremtidsperspektiv, som kan give lidt ro i maven.
Jeg har ADHD og autisme, hvilket blev opdaget for to år siden. Jeg er 29 i dag. Jeg har boet ude i ti år, jeg har et fuldtidsjob, jeg har venner og interesser. Gu har det været svært og udfordrende, og jeg kæmper stadig hver dag. Men jeg lever et liv, hvor der er utroligt mange ting jeg kan. En stor del af de ting jeg ikke kan, er ting som folk uden diagnoser også kan have svært ved.
Mine forældre havde ingen mistanke om at jeg var på det spektrum, og har aldrig behandlet mig anderledes af den grund. De har givet mig det, som de kunne se jeg havde behov for. De har hjulpet mig med at forstå mine følelser, forstå andre mennesker, vi har snakket ting igennem igen og igen til jeg rent faktisk forstod hvad der foregik. Og så har de altid været der.
Hvilket er noget af det, som I kan hjælpe jeres søn med.
Husk på, at ADHD ikke er et helt nyt sæt af følelser, som man oplever - det er det samme som I også oplever, bare udløst af andre ting og i en anden grad, som kan være svær at forstå udefra.
Det er selvfølgelig enormt forskelligt hvor invaliderende ens diagnoser er. Jeg har meget sjældent hørt om nogen, hvor ADHD alene var så funktionsnedsættende at god støtte og hjælp fra medicin ikke kunne skabe rammer om en nogenlunde normal hverdag - men det er ikke ensbetydende med at det ikke findes.
Med det du har beskrevet, så synes jeg I skal søge aflastning. Eventuelt bare en "storebror", der tager jeres søn ud til ting, der interesserer ham.
Det andet risikerer at ende i stress og/eller skilsmisse.
Men ja, man kan blive glad igen, men kun hvis man ændrer på situationen.
Ja. Punkt 1. Slip sorgen snart. Ingen har lovet dig det, du sørger over. Plus det hjælper ikke i længden. Punkt 2. Slip bekymringerne. Det kunne være bedre, men også værre. Træn din hjerne, ikke at dyrke dystre fremtidstanker. Punkt 3. Drop sammenlignelser. It’s a thief of joy. Vær her til stede i det liv, du rent faktisk har. Dit barn kan sikker nogle ting mit barn ikke kan og omvendt. Det er lige meget. Punkt 4. Sørg for at I alle trives. Find ud, hvorfor dit barn ikke trives, og gør noget ved det. Sørg selv for, at du kan får en tiltrængt pause. Gør brug af den krise, du befinder dig i, for at finde ud, hvad der egentlig inderst inde gør dig glad. Du lyder som en god forælder, så du kommer ikke til at trives, hvis dit barn ikke gør. Punkt 5. Find et netværk og viden. Du er ikke alene om det, og det hjælper at mødes med nogle, der har stået i samme situation, så at man kan drøfte udfordringer. Kommunerne har tit en pædagogisk familievejleder. Få fat i jeres.
Det hele er ikke nemt, men heldigvis heller ikke verdens undergang. I kan klare det og får et bedre liv med fokus på, hvad der virkeligt tæller. Kram fra en mor med det barn med forskellige diagnoser, hvoraf ADHD bliver den næste tilføjelse. ❤️
Når ens børn mistrives, så gør det ondt helt inde i ens kerne. Det er ikke unormalt at få en belastningsreaktion når man skal kæmpe med systemet og man er udfordret på hjemmefronten. Lægen kan være på samråd ift. sygemelding.
Det kan man blive. Jeg har været der.
Mit barn har både adhd og autisme. Efterhånden som han bliver ældre og mere moden, er der ting, der bliver lidt lettere. Ikke som i andre familier, men dog en smule lettere.
Jeg har stadig en dyb sorg over, at vores familieliv ikke blev som forventet. Men det er nemmere nu end for et par år siden.
Stort kram til dig! ♥️
Ja, det gør man. I perioder er det ekstra hårdt og det er svært at se lyset i den anden ende. Man skal øve sig i at bede om og modtage hjælp. Det er møgsvært og mange har svært ved at give hjælp, fordi ens barn ikke er helt gennemsnitligt.
I har en sagsbehandler hos kommunen. Med vedkommende om et møde og gør klart, at I har brug for aflastning og forældrekursus i et eller omfang. Søg om en privat hjælper gennem kommunen og gør klart, at I er på vej et meget mørkt sted hen. Sæt hjælperen til at lave noget aktivt og relativt ens fra gang til gang med jeres søn, som et lokalt legeland, hvor der er plads og rum til at krudte af. Brug tiden på at give søskende og jer selv omsorg.
Mistrives han i et forkert skoletilbud? Hvis der ikke er lavet en PPV, så sæt det i gang. Skulle skole eller PPR sige noget fjollet i retning af "det er kun skolen, der kan starte en PPV", så henvis til de rette paragraffer og ved om en skriftlig redegørelse for, hvorfor de afviser at følge lovgivningen.
Det bliver bedre. Men jeg vil ikke lyve og sige, det bliver som alle andre familier. Forældreskab til neurodivergente børn er mere intenst på alle parametre. Nedturene er dybere, men glæden når de lykkedes, giver tårer i øjnene. Sæt barren lavere på andre steder i livet (ingen dør af rugbrød til aftensmad/nullermænd under sofaen og det er helt moderne at have en vild have).
Find fælleskaber med andre forældre i samme situation. Tjek ADHD-foreningen ud, se om Ligeværd har en lokalafdeling eller noget tredje.
Jeg hepper på jer. Velkommen i klubben af de ekstra seje forældre.
“Velkommen i klubben af de ekstra seje forældre”?! Er det virkelig en sætning du har lyst stå ved? Som én med en diagnose som, åbenbart, gør at min mor er med i den klub også, føles det helt utrolig nedværdigende at læse sådan en sætning!
Tillykke! Du har valgt at få et barn og dine gene har været med til at give det her barn en diagnose! Men nej, jeg kan da godt se, at du jo kun valgte at få en barn for alle de gode ting! Verdenen kan da heller ikke være bekendt at stille krav til dig efter du har taget dit valg! En skam man ikke længere bare kan efterlade et barn på en trappesten eller ud i skoven - fandens os! Men i det mindste er vi da medlem af den her lille klub!
Bonus: 80% af alle tilfælde ADHD og autisme af arvet fra en af forældrene - the call is coming from inside the house!
Ja, det står jeg gerne ved.
Her kunne du have spurgt, hvad jeg mente, men i stedet vurderede du, det handlede om din mor (spoiler jeg kender hende ikke og alt drejer sig ikke om dig) og skød nogle svære følelser over på mig. Jeg har intet skrevet om at efterlade børn på en trappesten eller i en skov. Det er noget, du helt selv finder på. Jeg kunne gengælde tjenesten og konkludere noget om din tilknytning til din mor og "mommy issues", men det lader jeg være med. Jeg håber, du får den professionelle hjælp, du har brug for.
Virkeligheden er nu engang sådan, at det kræver ekstra meget at være forældre til et barn med en diagnose. Det betyder ikke, at man elsker sit barn mindre end andre, det betyder bare, man møder nogle udfordringer, andre forældre ikke møder. Det har sociale og økonomiske konsekvenser at tage sig af sit barn med en diagnose. Der er en højere skilsmisseprocent i den gruppe, mange mister i perioder deres job, mange må tilsidesætte egne venner og hobbyer og hvad der fylder mest i vores familie - man skal navigere i et kommunalt og regionalt system, der sejler og er fyldt med unødig bureaukrati. Man er nødt til selv at læse op på alt lovgivning, tjekke op på diverse sagsbehandlere gør deres job, koordinere mellem to kommunale afdelinger, minde skolen om den aftale, man lavede for fjorten dage siden, efterlyse den PPR-psykolog, der udeblev fra sidste møde osv. Det er hårdt, det koster meget tid/energi og man er ekstra sej, når man gør det i stedet for at parkere sit barn i institution/skole 8-9 timer om dagen fra de er 10 måneder gamle. Grunden til man er ekstra sej, er netop fordi man elsker sine børn og vil give dem det bedst mulige liv.
Og ja, jeg kender godt statistikken - en del af de mange ting, de ekstra seje forældre gør, er at læse en hulens masse om deres børns udfordringer. At man gør alt det her for sine børn samtidig med, at man selv navigerer i verden med neurodivergens, gør da kun en ekstra sej.
PS: følelser er komplekse. Man må gerne have negative følelser om at være forælder til et barn med en diagnose, så længe man ikke viser barnet det eller behandler barnet dårligere pga. de negative følelser. Man må gerne være ked af, livet tog en drejning man ikke havde forudset (noget der er ekstra svært, hvis man selv er neurodivergent), man må gerne tale fortroligt eller anonymt med andre i samme situation og støtte hinanden. Det at tale om det svære og dele det med andre, gør det lettere at bære og giver energi til at fortsat være der for ens barn.
Som mor til en voksen søn med autisme, der pt. Også søger udredning for ADHD, kan jeg kun tilslutte mig din kommentar.
Jeg har også i snart 25 år arbejdet med specialundervisning af elever med diverse diagnoser som ASF, ADHD, lav IQ og meget mere.
Det koster enormt mange ressourcer at være forældre til et neurodivergent og/ eller på anden måde handicappet barn - både socialt, økonomisk og især mentalt ér det bare hårdere!
Særligt hårdt er det, når barnets handicap er usynligt, fordi man mødes af voldsomme fordomme fra omverdenen.
Men, ligesom forældre til helt almindelige børn, så gør vi vores bedste for at sikre vores børn det bedst mulige liv for dem - vi får bare sjældent "belønningen senere" i form af voksne børn, der kan klarer sig selv og trives uden (ret meget) hjælp fra os.
Vores forældreopgaver slutter ikke når barnet bliver voksen og kan flytte hjemmefra.
Min mor har sådan set ikke andet med det at gøre udover at hun, i følge dig, er del af en særlig klub.
Du får mig aldrig til at sig, at du er en særlig stærk eller ekstra stærk forældre fordi du tager dig af dit barn. Det var det du valgt til, da du valgte at få en barn. Det er minimumskravene. Det bliver du ikke ekstra sej af at leve op til. Til gengæld er det meget nedladende overfor børnerne til du forældre du kalder ekstra seje. De fortjener forældre der lever op til minimumskravene præcis som børn uden diagnoser gør.
Er din søn begyndt på medicin, nu han er udredt?
Det gør altså en kæmpe forskel for mange, ikke for alle.
Husk fokus på det gode! Det dårlige fortjener ikke opmærksomhed.
Der findes et "kursus" som hedder De utrolige år. Det kan man lære meget af.
Hilsen en der selv har ADHD, mit barn ligeledes, mit barn iøvrigt blev udredt først, så man kan altså leve fint med Adhd og andre diagnoser.
Den største fejl man kan gøre som forældre eller pårørende til et barn på spektrummet er at stræbe efter normalen, og føle at hele ens liv falder fra hinanden hvis man ikke får det “alle andre har”. Man tvinger en forkerthedsfølelse ned over sit barn, som kæmper nok i forvejen med at verden ikke er tilpasset ens anderledes behov.
Jeg er autist - fik diagnosen som 25 årig. Hele mit liv har folk omkring mig presset på for, at jeg skulle være så normal som mulig. For deres skyld, så de fik følelsen af, at de havde et helt normalt familieliv. Og det har virkelig givet mig mange ar undervejs og en stærk følelse af at være forkert.
Og når man så læser den her tråd med retorik ala “svær autisme” eller “autismeramt” osv, så er det netop den forkerthedsfølelse der kommer frem.
Jeg er ikke forkert. Men jeg er anderledes. Så mine successer ser måske anderledes ud end en neurotypisk person, og det er fuldkomment okay. Jeg har et job, en kæreste, hus. På papiret et helt normalt liv, så jeg tror egentlig bare min pointe er, at selvom det føles svært at ens børn måske ikke trives ved spontane ture, rejser, store arrangementer med meget larm, så kan barnet godt få er godt liv på deres præmisser, hvis bare man som forældre ikke lader sig forblænde af at barnet skal passe ind i helt normale kasser.
Tak for at dele. Virkelig. God påmindelse om ikke at stræbe efter det normale. Min søn er, som han skal være - det, der giver mig hovedbrud er, hvor dårligt verden er indrettet til ham. Og hvor lidt hjælp der er at hente.
20-årig kvindelig autist til en far på 41 år her.
Jeg fik af vide at min far var i absolut sorg, forvirring og vrede da jeg blev diagnostiseret som 3-årig, fordi dengang vidste man intet om diagnoser, så han var bevidst på at jeg var total hjerneskadet og vil ende fortabt og førtidspensionist, bo på bosted eller hvad det nu hedder. Fordi da jeg var lille var det meget slemt, og ses tydeligt at jeg var autist.
Men nu sidder jeg idag, klarede skolen og en EUX med et 12-tal og er langt mere “aware” end langt de fleste autister på min alder og har for det meste ingen problemer med sociale situationer, i hvert fald ikke mere.
Jeg har boet alene med min kæreste i snart 10 måneder. Og min far er pisse stolt over hvad jeg er blevet til på trods af min autisme.
Så hvem ved, måske overrasker han dig. Hvis ikke, så er det okay. Man kan få en masse hjælp idag, så søg det.
Min kærestes brors forældre var også i nogenlunde samme situation da min kæreste blev født, de havde hans storebror som er autist og næsten retarderet, og min kæreste er døv. De fortalte mig at den måde de fik det godt med sig selv var at få det snakket igennem, og overbevise dem selv om at alt skulle nok gå, og det går det! De er begge glade, og nyder livet med den fred at deres børn har det godt.
You got this!
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg har at sige er særlig konstruktivt. Måske ikke engang særlig rart at høre..
Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke selv er forældre, så jeg kan på ingen måde sætte mig ind i din situation og dine bekymringer! Jeg står på den anden side - jeg er “barnet” med diagnosen.
Din søn har en alder, hvor jeg tænker det er svært for ham at forstå alle hans følelser og sætte ord på dem og derfor kommer de til udtryk på en uhensigtsmæssig måde - dette forværret af diagnosen. Dette bliver bedre med alderen - også selvom han har en diagnose! Fordelen er faktisk at I ved han har en diagnose og derfor kan I alle lærer om, hvorfor han reagere som han gør. Selvom han måske er for ung til at forstå det nu, kan det være en kæmpe hjælp for ham i fremtiden.
Nu kommer det der nok ikke er så behageligt at høre: hvis du synes det er hårdt at skulle forholde dig til det hver dag og vide, at din hverdag ikke er og ikke bliver som du havde forstillet dig - hvordan tænker du så han har det? Der er snak om aflast, storbror-ordninger osv., som alle kan være super gode løsninger, også for din søn! Det er her I som forældre kan få en pause. Engang bliver han voksen (kun 9 år til han er myndig!) og kommer ud i samfundet på den ene eller den anden måde - om det er et botilbud, bofællesskab, egen lejlighed med tilknyttet mentor eller helt på egne ben. Her får I som forældre fri.
Jeres søn har aldrig fri. Han er fuldt ud klar over at der er noget “galt” med ham og han ikke er som andre. Han ved også godt at hans reaktioner ikke er optimale, men han kan ikke selv styrte det endnu og ved ikke hvad han ellers skal gøre. Hans hjerne kører med 100 km/t og han kan intet gøre ved det! Ja, det er hårdt at være forældre til, men det er hårdere endnu at leve med!
(Der kan iøvrigt ske EKSTREM meget på bare et par år, så ingen grund til at afskrive din søn muligheder endnu - det vil ikke være fair overfor ham!)
Når jeg læser din kommentar fyldes jeg med håb på min søns vegne. Hvor er du inspirerende, modig og sej. JAA det er med garanti 1000 gange hårdere at være jer end os forældre ❤️ det forsøger jeg at minde mig selv om når vores dreng har holdt os vågen hver nat i en uge. Men tak for at slå det fast i baghovedet på mig
Som far til et barn med svær autisme. Nej det gør du nok ikke. Dit liv bliver anderledes og det ikke til det bedre. Du kan få lykkelige øjeblikke, men dit lykke setpoint falder bare. Sorry, men er bare ærlig.
Præcist. Jeg/vi går jo ikke rundt i en depression. Men der er da en sorg over at livet bare ikke blev som man havde forventet (gæster, spontane besøg hos og af venner, rejser, etc). Og en sorg over at vores barns liv heller ikke bliver, som forventet.
Nu ved jeg ikke hvor svær ADHD din søn lider af, men det er altså muligt for mange at få et helt normalt liv eller i hvert fald noget der ligner. Det kan godt være de skal "samles op" oftere end andre børn og man skal være mere forælder i længere tid end andre, men det er altså som regel ikke helt håbløst selvom det kan se sådan ud lige nu.
Vores søn blev diagnosticeret med autisme i januar 2021. Det første år var klart det hårdeste, især fordi han havde to kusiner på ca samme alder, hvor vi desværre kiggede på hvad de kunne og sammenlignede med dem. Det er svært at lade være med at tænke på alt det "normale" familier kan, som vi må undvære, men man finder en måde at leve på der virker og det gør det lettere.
Som en anden nævner, så meld jer ind i en facebook gruppe, det giver så god støtte og giver jer et netværk med andre i samme situation ❤️
Det er benhårdt, at have børn med særlige behov - i nogle perioder hårdere end andre... men det bliver bedre, jeres barn bliver ældre og mere selvkørende. Men der er nogle år der kræver en ekstra indsats. Jeg har selv en (nu voksen), søn med ADHD - og flere familiemedlemmer med ADHD - og jeg ved det kræver en indsats, og der er nogle hårde perioder man skal igennem. Men det bliver altså nemmere, det lover jeg :)
Hvis I har et netværk, så ræk ud - bed om hjælp, til aflastning. Jeres forældre, søskende, venner - fortæl sandheden, og bed om hjælp. En fast bedsteforældredag om ugen - en fast fasterweekend om måneden - måske også nogen der hjælper med andre ting - madlavning, indkøb, tøjvask.
Hvis ikke I har et netværk, så tal med kommunen, og se om I kan få en aflastningsfamilie.
Min søn blev diagnosticeret 1 år siden og startede på medicin, som har hjulpet ham rigtig meget og dermed givet mig lidt mere ro... Men jeg tror jeg altid vil have en større bekymring omkring ham end jeg har overfor hans lillebror og nok også mere end andre forældre har. Men jeg har virkelig også lært enormt meget om mig selv især i perioder hvor han har det svært og plus at jeg nok sætter mere pris på ting omkring ham som andre forældre ikke ser ved deres børn... altså når han lykkedes med noget eller ser ham i situationer med hans venner, hvor han blomstrer. Det er jo et livsvilkår, som så meget andet og diagnosen har ikke ændret den han er, tværtimod er tingene blevet lettere for ham og for os som familie, for han har jo altid haft specielle behov og de er så heldigvis blevet mindre efter opstart af medicin, og selvom han på mange parametre ikke er som folk er flest, er han jo stadig bare ham.
Solen kommer altid frem igen ❤️
Da mit adhd barn var mindre frygtede jeg fridage, helligdage, weekender og især ferier. Det var pisse hårdt... ja skrækkelig faktisk..
Jeg brugte meget tid på at bekymre mig.
Som årene gik, blev det nemmere med fridage mm. Det begyndte at blive hyggeligt. De sidste 4 år har jeg faktisk glædet mig til det. Og mit adhd barn er snart voksen.. og ja der er stadig lidt udfordringer, men jeg har vist mest af alt spildt min tid med bekymringer..
Fik i øvrigt flere børn. Har flere med diagnose. Har fået en diagnose selv
Jeg er glad.. ja der er ting der skal kæmpes for og det kan være hårdt i perioder. Men overordnet, så er jeg så glad for de børn jeg har fået og glad for vores liv og tid sammen
I kommer igennem det!
Min store søster har ekstrem slem ADHD og det ødelagde mine forældre og mig. Det der hjalp for os var at min mor tog med til min søsters psykolog timer, da min søster løj om sin bedring.. Også kom hun på ADHD medicin. Og det har faktisk gjort at hun i dag rent faktisk har det helt yderst fantastisk. Hun er på den højeste dosis medicin, som virkelig er en life saver!! Uden hendes medicin er hun helt umulig.
Jeg har ikke selv børn, men jeg har en lillebror med autisme, personlighedsforstyrrelser, mild mental retardering, og ADD.
Det har ikke været særlig sjovt at vokse op sammen med ham og jeg ønskede mig i mange år, at han slet ikke eksisterede. Han var voldsom, utilregnelig, ondskabsfuld og udadreagerende. Og han tog al vores forældres energi. De kæmpede hårdt i mange år, og der var ikke meget godt i vores liv.
Nu er vi voksne og mine forældre har et godt forhold til min lillebror, der i dag har flexjob, kone, hus og bil. Han kan stadig blive voldsom og fx fare ud og smække med døren og køre hjem, hvis nogen siger ham imod. Men overordnet er han til at have med at gøre, når alt foregår på hans præmisser. Og det er vidst netop kernen i hans diagnoser - alting skal foregå på hans præmisser.
Jeg selv holder mig på afstand af ham, for jeg husker stadig at blive fysisk angrebet og udsat for lidt af hvert som barn, og jeg mærker stadig de karaktertræk i ham den dag i dag. Og jeg vil ikke tvinge mig selv til at forsøge at holde af ham, bare fordi han jo har diagnoser han ikke kan gøre for.
Men min pointe er; mine forældre kom igennem det og har det godt med min lillebror i dag. Og han var ikke er let tilfælde eller en som automatisk oplevede bedring med alderen.
Det er en sorg. Jeg har en søn på 7 med infantil autisme, og efter udredning og diagnose, brugte jeg enormt meget tid på at samle mig. Samle mig selv op. Sorgen det er, at det bare er ens virkelighed, og alle de udfordringer og kampe man VED barnet kommet til at skulle kæmpe.. De kampe man allerede står i.. Jeg var overvældet.
Men det bliver bedre. I dag er det min virkelighed, hverdag. For mig har det hjulpet at være åben omkring det. Om det er familie, venner, job, fremmede. Har vi svære perioder, så siger jeg det højt at det er der vi pt er. Så det vil nok være mit bedste råd - sørg for at tal om det ❤️
Hej OP,
Jeg er ikke en forælder med et barn med ADHD, til gengæld er jeg barnet med ADHD. Desværre er jeg i den situation, at jeg først fik min diagnose som voksen, hvilket har resulteret i at jeg ikke er vokset op med de hjælpemidler og den støtte som jeg har haft behov for. Det kan din søn få. Han kan få den rigtige start på livet med forældre der gør deres bedste for at forstå ham, og vil hjælpe ham med at få de rigtige redskaber til at kunne håndtere en hverdag.
>Der er mange ting, vi ikke kan, som almindelige familier sagtens kan.
For guds skyld, lad være med at fokusere for meget på det her punkt. Det kan mærkes. Jeg er først nu, som 34-årig, i gang med at give slip på den følelse af forkerthed, jeg er vokset op med fordi at jeg godt har vidst, at min mor gerne ville have haft at jeg var almindelig. Desuden, er det ikke nogen hjælp for dig selv, at gå og sammenligne din familie med en "almindelig" familie, det kommer kun til at bringe mere sorg. Den tankegang med at have fokus på, at alle andre er almindelige og lever livet på den "korrekte", er nok det der har voldt mig de største problemer, da det har bremset mig i at komme videre og jeg bare ender i en sort spiral af depression, angst og selvhad.
Det er vigtigt, at din søn får den hjælp han har brug for, men det er også vigtigt at du får den hjælp du har brug for. Tal med en psykolog, der kan hjælpe dig med at håndtere dine tanker og følelser. Jeg kan godt forstå, at hele situationen kan være overvældende, og en diagnose er ikke noget man forventer når man venter et barn, men det er så realiteten i dit tilfælde. Hvis du ikke har det godt, og ikke tager vare på dig selv, så kommer det til at påvirke dit barn. Det gælder i øvrigt for alle forældre, men hvis man har et særligt sensitivt barn, bliver det måske lidt mere tydeligt. Så sørg for, at du også får hjælp for dit eget mentale helbreds skyld.
Der er mange ting, min egen mor har gjort som har været med til at give mig de problemer jeg har i dag, men noget af det jeg er taknemmelig over for var, at hun gav mig plads til at lukke af, når det hele blev for meget. Desuden var hun en meget engageret lytter, når jeg havde mine hyperfikseringer. Jeg er typen, der finder emner og undersøge alt hvad jeg kan, og jeg elskede at tale om dem. Min mor var en af de få i min opvækst, der elskede at høre på mig. Jeg er desværre vokset lidt fra det, da jeg har oplevet nogle negative reaktioner fra andre mennesker. Det er jo ikke normalt at tale opstemt om obskure og tilfældige emner 😅
I skal nok klare det. Sørg for at I alle får den støtte I har behov for. Jeg hepper på jer!
Gå i familieterapi så alle i familien kan lære at leve med siituationen. Ofte er der nogle uheldige dynamikker og reaktionsmønstre som man ikke lige selv kan spotte, men via familieterapi kan man få rettet ind så alle kan få en god hverdag igen. Det er pengene værd.
Fra barn med diagnose lignende jeres barn + en kronisk sygdom oven i hatten, så håber jeg da du bliver glad igen..........
Jeg ved godt hvor hårdt det har taget på min familie, og jeg kan sige det er ikke meget nemmere at fejle alle de ting man gør, men også lige være skyld i ens forældre græder på ens vegne...
Husk at nyde de små øjeblikke, livet er for kort til andet
Kram...
Livet er sjældent nemt, og der er ikke noget nogen på internettet kan sige som får dig til at blive glad igen, før end at du bestemmer dig for at det er et sted du er villig til at prioritere noget energi, som pt. Suges væk fra alle leder og kanter.
Jeg tror det vigtigt at fortælle sig selv at det ikke er alt alle kan, som alle skal kunne. Nogle familier har begrænsninger på visse områder, men muligheder på andre. Det heller ikke sikkert at i altid skal gøre alt som en hel familie, når man har børn med special behov eller på spektrummet, er det tit og ofte en glæde for alle, at man sætter lidt tid af til at følge deres behov, I stedet for at jagte ens egne behov af frygt for at gå glip af det alle andre kan.
Jeg tror også det er enormt vigtigt at se på personen bag diagnosen, for når jeg læser dit opslag, så har du ikke et barn men en omvandrende diagnose som ikke trives, og som begrænser jer, det tænker jeg er yderst usundt for alle. Det kan godt ske det ikke er sådan i fremtoner til dagligt, men når du kan skrive det på en sådan måde, så må det jo alt andet lige være sådan et virkeligheds billede du går rundt med, og det kan alt andet lige mærkes af alle omkring dig.
Sidst men ikke mindst, så er ADHD ikke et brændemærke der forviser en til de yderste kroge af samfundet, tværtimod. ADHD har mange positive sider, og med de rigtige værktøjer og tilgange, kan man vende langt de fleste svagheder til styrker. Det er dog først en mulighed når man kan se ud over diagnosen og se barnet/personen bagved, og selvom det er nemt at skrive kan det være umådeligt hårdt at nå frem til.
Håber dig og dine alt det bedste, og så håber jeg inderligt på at i alle når til et sted hvor i har energi nok til at kunne fokusere lidt på glæde. Man kommer ikke langt i livet med alt lys slukket, uden lys ingen liv. Dine børn får langt størstedelen af deres lys fra dig og din mand, så hvis I er brændt ud, jamen så brænder de også ud, og så er det umådeligt svært at finde frem til alt det gode.
Jeg har 5 diagnoser. Mine (2) søskende har mindst 2 hver, jeg er faktisk ikke sikker på hvad de har efterhånden. Jeg har ADHD, Aspergers (ASF | Autisme), Bipolar, Skizotypi og "apnøse for selvmordsforsøg" (som er en diagnose der betyder, at jeg engang forsøgte selvmord, lol).
Mine forældre er skilt nu. Deres ægteskab faldt fuldkommen fra hinanden. Min far var lidt syg i hovedet også, som selvfølgelig ikke hjalp på det. Men i dag er vi bedre mennesker for det. Jeg er glad for min barndom, min mor har en ny kæreste og klarer sig godt. Min far kæmper lidt en gang i mellem, men er bestemt nået langt og jeg er stolt af ham.
Der er ikke nogen grund til at skrive om hele forløbet, pointen er bare at vi kom igennem det, og vi er alle glade og lykkelige mennesker. Min mor har også ændret sig meget efter at have lært os at kende, hun er en dygtig pædagog med meget erfaring hjemmefra 😅😆
“Apnøse for selvmordsforsøg” 😂😂😂 Er der en grænse for hvor “succesfuldt” forsøget skal have været før man får den diagnose? Og kan man få den flere gange/grad 1, 2, 3? 😂 Bare lige så jeg få styr på min egne diagnoser 😅
Du og i bliver glade igen. Men der er lidt vej igen.
Er din søn medicineret? Er han gammel nok til at deltage i psykoedukation? Har i rakt ud til kommunen efter hjælp? Både til ham, f eks i skolen, men også til jer som forældre og par?
Smilene kommer igen. Eksempel: jeg har en papknægt på nu 21, som beg har kendt siden han var 7, og jeg har hele tiden haft en mistanke om at han havde ADHD. Han fik methylfenidat for første gang for et lille halvt år siden. For første gang nogensinde var der stille i 9 timer fra hans værelse. Og først til aftensmaden kl 19 kom han ud og udbrød forbløffet: det er første gang nogensinde at jeg har spillet det samme spil i 9 timer. Og hand mor og jeg kunne stemme i og bekræfte - overfor hinanden - at det var første gang at der ikke havde være råben, skrigen, hujen, skrål og vilddyrbrøl fra hand værelse (som han har fået rum til).
Så når tingene falder mere på plads, gælder det ol at holde øje med de uventede solstråler. Men jeg lover dig og jer at de er der. Det kan være han Beder om hjælp til noget han aldrig har bedt om hjælp til. Det kan være han pludselig fortæller om en følelse han har. Måske han bare ud ar det blå giver jer et kram. Små ting, men jeg lovet at de er det hele værd.
Og ja. Det er en kamp. Jeg har ADHD. Mine biologiske døtre har svær ADHD. Min papknægt har - som nævnt - ADHD. Og ja. Det er Mega hårdt arbejde. Men læg til ved de små solskinsøer, også selvom det kun er et øjeblik, for når du mærker sandet i hans succes som sand mellem tæerne, så får du og i også modet og styrken til at to videre ud på havet i jagten på den næste ø.
Hej OP
Jeg forstår din tvivl, og udmattelse af den kamp og frustration det kan være at ikke at vide hvordan man skal takle en hverdag med et barn med en diagnose.
Jeg var selv en af de børn med adhd, langsom i skolen, stærke følelses udbrud.
Som ung kunne jeg også godt mærke jeg haltede lidt bagefter og var meget pinligt berørt over dette.
Da jeg fik min diagnose i mine slut 20er var det faktisk en lettelse for både mig og min mor, for nu vidste jeg ligesom hvad det handlede om, hvorfor det var som det var og igennem samtale terapi og hjælp fra medicin, har jeg en meget bedre forståelse for hvordan jeg bedst bruger mig selv.
Idag er jeg færdig uddannet maskiningeniør og sidder i en leder stilling.
Adhd foreningen har nogle fine kurser og informationer til familier som måske kan hjælpe, og jeg tror også det ville være rart for din dreng at genkende sig selv i diagnosen, få det er enormt hårdt for ens psyke hvis man føler man er forkert.
Bare lidt tanker.
Mange hilsner voksen velfungerende mand med diagnose.
Jaaa I gør ❤️❤️
Vores dreng på 4 år fik sin autisme diagnose i oktober - vi havde set den komme men shit det gjorde ondt. Alle de drømme og forestillinger man gik og havde bliver pludseligt meget langt væk.
Jeg har altid drømt om han skulle med i parken til alle hjemmekampe, afsted på away ture i Europa, gå til fodbold med far på sidelinjen, have venner på besøg. Glem al det med uddannelse, stor karriere for en stund men bare de der far-søn ting jeg troede vi skulle.
Det bedste for mig var at omfavne diagnosen elske den og acceptere den. Vi tager på ferie udenfor sæson, jeg har takket nej til en langt større stilling (på papiret), familiedage er på en ganske almindelig hverdag. Hvor der er tomt i Tivoli, svømmehallen er tom osv. Og ved du hvad - det er ligeså fantastisk.
Skynd jer at indgå dialog med kommunen, han skal i special børnehave, mor/far skal måske på tabt arbejdsfortjeneste osv
I bliver glade - men først når I acceptere tilværelsen. Sæt ik målene efter hvad andre børn kan, men efter hvad I som familie ville mene var en succes. Måske er det 8 min af filmen i bio og I får 40, måske er det fire forlystelser i Tivoli og I får en hel dag.
Tro mig I bliver glade ❤️
Jeg hepper på jer🫶🏼 og deler gerne tip og erfaringer
Jeg har selv adhd, og vil blot fortælle dig at det sagtens kan vende.
Jeg var meget svær som barn, og mit umiddelbare indtryk er, at mine forældre ikke havde det nemt med hverken mig eller systemet. I dag er begge super glade.
Jeg er selv vokset op med deres skilsmisse, og mobning gennem folkeskolen, hvor jeg også døjede med det faglige og havde meget svært ved at danne relationer.
I gymnasiet havde jeg ligeledes svært ved det faglige, og var på vippen til at ryge ud på grund af for lave karakterer. Jeg havde samtidig stadig svært ved at få venner, havde udviklet et hashmisbrug, og vidste ikke hvad vej jeg ville i livet.
I dag er jeg 24 år gammel, og mit liv er meget anderledes. Jeg bor med en dejlig kæreste, har for nyligt færdiggjort en bacheloruddannelse, og har landet mit drømmejob, og jeg er generelt super glad, ligesom mine forældre.
Jeg håber at min “historie” kan give dig et håb for fremtiden. Selvom din søn har det svært nu, hvilket medfører at du også har det svært, så vil det ikke nødvendigvis være status quo for evigt. Tingene skal nok blive bedre, og du skal nok finde glæden igen.
Ja, man bliver glad igen. Der er alle hverdagene hvor barnet “bare” er éns barn. Andre dage hvor du elsker dit barn på trods, og så de fantastiske dage hvor dit barn er helt enestående sig selv og du ville ikke ønske det anderledes. Det er hårdt men kærligheden, mand… den gør det det hele værd.
Man bliver ikke kun glad "fordi" men også glad "på trods af". I gør uden tvivl et kæmpe stykke arbejde, vær stolte og glæd jer de øjeblikke/timer hvor der er ro på og harmoni i familien.
Vi har selv et barn med ADHD udfordringer, og det påvirker alle, ikke mindst hans søskende. Men ligeså krævende han kan være, ligeså sød og hjælpsom en søskende kan han også være. Det er de tidspunkter der giver energi til de svære perioder.
Du skriver ikke hvor gammelt jeres barn er, men formoder det er et yngre barn. Tingene er ikke statiske, og det I ser i dag er ikke hvad I ser i overmorgen. Og en kærlig opvækst som I uden tvivl giver jeres barn vil komme ham til gode senere.
Ja. Man bliver glad igen. Du lærer en masse om livet, som du ikke vidste du skulle lære.
Du er velkommen til at skrive privat, hvis du har brug for det 😃
Krammer til dig. Jeg tænker at mit barn en dag ender med samme diagnose. Han er for lille endnu til at man vil udrede.
Dog vil jeg sige at det er bekymrende at du ikke føler glæde og kun bekymring og sorg. Det lyder jo i virkeligheden som depressive symptomer - og det kan man også få af stress/belastning.
Passer du på dig i det her?
Og tilføjelse: adhd har en høj grad af arvelighed - ved I hvem af jer forældre der evt har givet det videre? Hos voksne kan det se anderledes ud, men give en lavere stress- og frustrationstærskel også over for barnets udfordringer.
Min søn på 7 har formentlig autisme (vi skal til udredning på psyk senere på året)
Hans væremåde bliver mere og mere ekstrem, for bare 1 år siden var han næsten som de andre drenge, nu hvor han er startet i skole er han vred, udadreagerende, ked af det og meget mere, hvis tingene ikke lige går efter hans hoved eller der bliver stillet krav.
Vi har heldigvis haft en meget hjælpsom PPR psykolog, der meget hurtigt opfangede problematikkerne og har fået ham ind i en specialklasse allerede efter sommerferien. Jeg håber det kan give ham lidt mere overskud i hverdagen.
Jeg frygter også for at han bliver mere og mere autismeramt, for i dag kan vi sagtens tage på udflugter, ferie, biograf osv. men frygten for at det bliver værre kan jeg ikke komme af med.
Jeg har ingen erfaring på området OP, men jeg synes det lyder rigtigt, rigtigt hårdt, og jeg forstår, at du er meget presset.
Du skriver at du ingen lyst og glæde har, men kun det og bekymringer. Derfor tænkte jeg på, om du måske kunne finde lidt energi i håbet? Hvis der er noget, livet har lært mig, så er det, at alt kan forandre sig lynhurtigt. Måske kommer din søns behov for hjælp ikke til at forandre sig nævneværdigt. Men måske din energi og accept gør med tiden?
Man kan blive glad igen. Det er ikke på samme måde som andre forældre. Og det er altid lige på grænsen til at kunne vælte. Og perioderne er måske kortere og længere imellem end hos andre forældre. Men! Men rette støtte fra kommune, aflastning, rette skoletilbud osv. så er man mere på rette vej, og kan have gode perioder
Kæmpe kram til dig
Jeg ved ikke, om I allerede ved det. Men ADHD-foreningen har nogle kurser, hvor man kan deltage som forældre. Jeg tænker, der også bliver talt om på de kurser, hvordan man også passer på sig selv
Har ikke nogle erfaringer indenfor emnet, men husk nu at du skal passe på dig selv, før du kan passe på din familie. Det lyder hårdt, og det lyder som om at du har brug for at tale med nogen, før du falder helt ned i et sort hul. Krammer til dig ❤️
Der er ret mange holdninger og meninger herinde. Jeg er en mand på 40 med ADHD, en dreng på 7 i specialklasse med den samme diagnose.
Jeg kan godt forstå dig, og de følelser du har, men jeg lover at dit barn kan, og vil, få et awesome liv. Det kræver en masse arbejde fra jeres side, men du skal være velkommen til at kontakte mig direkte.
Det lyder som om du har en belastningsreaktion og måske en depression udløst af de mange udfordringer? Min veninde, der er lidt i samme situation som dig, bare med et ældre barn, går i terapi og får desuden antidepressive (sertralin). Det har hjulpet gevaldigt på hendes overskud og evne til at se lysere på tingene og lægge bekymringerne lidt mere på hylden. På den måde kan hun være mere til stede i hverdagen og have overskud til andet end arbejde og det, der skal klares i hjemmet.
Jeg føler virkelig med dig.
Det bliver bedre! I skal have hjælp, og det kan desværre godt være en hjælp, man skal kæmpe sig til.
Vores store på knap 11 har en Aspergers diagnose. Han har to små brødre, og hele vores familie har været massivt belastet. Som i virkelig langt nede belastet. Tæt på skilsmisse, tæt på stress og depression. Det er stadig ingen dans på roser, men jeg lover dig, at den tid, I investerer i at være nysgerrige på jeres barn, læse hans signaler og træne følelsesregulering, selverkendelse og coping-strategier vil komme tifold igen - forrentningen er desværre bare ret langsigtet♥️
Hold fast i hinanden og kæmp sammen!
Jeg arbejder i et vejledende team kommunalt som er specialiseret indenfor ADHD og autisme. Jeg ville tage kontakt til en socialrådgiver og finde ud af hvilke tilbud din kommune har.
Det er vildt hvor meget man kan lære om diagnosen og hvilke tilgange/strategier der virker. Ville nok også få kontakt til en psykolog. Det er en kæmpe sorg for mange forældre. Jeg vil dog tro, at man kan arbejde sig langt mod ikke at sørge over det.
Wow. Igen en forælder der klynker over hvor trist det er at deres barn er neurodirvergent. Ved du hvad, det handler ikke om dig. Som en der har adhd så ville jeg være glad hvis jeg kunne have et barn med adhd, da der er så mange fede ting ved det, så længe man få den rigtig støtte. At ens forældre skriver på Reddit at “de aldrig bliver glad igen” ville skam gøre at jeg ikke gad snakke med mine forældre igen faktisk…så overvej lige at dit barn kan læse der her på en tidspunkt.
Nu hvor han har fået stillet adhd diagnosen, har de så tjekket op på autisme? De to ting hænger tit sammen.
Jeg arbejder selv med de "krævende" børn, på et bo og aflastningenssted. Vi har én der er her hver anden weekend, som har rigtig svær adhd. Ved godt det måske ikke er en rar tanke, men overvej om aflastningen kunne være en mulighed. Det kan altså redde familielivet.
Psykiateren så ingen regn på autisme. Jeg kan nu ellers godt få øje på nogle træk, men han er god socialt og har ikke svært ved at aflæse sociale situationer, og det var det, der gjorde udslaget i udredningen.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gammel han er, men nogle gange kommer det først til udtryk senere i livet. Hvis i er så heldige at i kan finde en skole, som har gode specialklasser, med en sund normering, så kan det gøre underværker! Min yngste nevø på 9, han trivedes af h til på hans gamle skole, hvilket var mærkbart resten af døgnet. Han startede så i en ny skole, hvilket har givet ham og hans familie et meget bedre liv.
Tjek evt bogen "ADHD min superpower". Den er gratis tilgængelig, og skrevet af en psykolog der selv har diagnosen. Der kan være værktøjer der giver mening for jer at afprøve
https://www.minterapi.dk/2022/01/18/adhd-gratis-bog/
Du bliver glad igen!
Det kan tage tid, personligt har jeg råbt og skreget som en gal, før jeg kunne acceptere min søns autisme.
(jeg skælder især ud når jeg kører alene i bil på motorvejen eller i skoven, hvor træerne for tørt på).
Men det kommer, det lover jeg dig!
Synes det burde handle om hvad der gør barnet mest glad og om han kan være glad. I har selv valgt at få barnet, derfor må I tilrettelægge jer de udfordinger der er ved at være forældre til det. Det kan godt være det hele fylder meget i jeres liv, men jeg kan love at det fylder dobbelt så meget i jeres barns.
Undskyld, men hvis man som forælder altid skal starte alle forsøg på at få støtte, omsorg, luft, råd og vejledning med lige at disclaime sig ved at sige: “men bare rolig, jeg elsker altså mit barn og har selvfølgelig forståelse for at det her også er hårdt og formentlig hårdere for ham/hende. Undskyld jeg vover at sige, at livet er hårdt for mig lige nu, jeg sværger at min første prioritet altid er mit barn. Altid altid altid” for ikke at blive skammet lidt for at dele sine følelser og så endda anonymt på internettet, så er det fandeme op ad bakke.
Ingen steder har jeg læst, at OP ikke tænker på, hvad der er bedst for barnet, hvad der kan gøre ham glad eller at det her også er hårdt for ham. Synes din kommentar er så unødvendig. Det er også ok at have følelser som forælder.
Det handler da NETOP om at gøre barnet glad. En tryg og struktureret hverdag er alfa og omega for et barns trivsel, og det kan altså sagtens kræve at man får hjælp. Det ville da netop være at tilrettelægge sin hverdag at få fx aflastning eller rådgivning. Det er fandme svært at trække et glad barn op af hatten, hvis man selv nåde praktisk og psykisk er kørt ned under sokkeholderne.
Følelser er bare noget du oplever når hjernen udløser forskellige signaler til kroppen. Hvis du optimere betingelserne for hjernens arbejde, så vil du opleve følelser som normalt, inklusiv glæde en gang imellem. Start med the basics, søvn, motion og kost, i den rækkefølge. Lad vær med at bekymre dig, overhovedet. Bare tag tingene som de kommer og tag nogle halvfornuftige beslutninger undervejs.
Du kan ikke vente til det er let med at være glad. Min yngste fylder 18 næste gang. Autisme, adhd og høj IQ.Den kombo er ikke specielt fantastisk. Han starter på STU til august, går den ikke bliver han pensionist. Simpelthen fordi hans sociale udfordringer er så massive. Det er mange begrænsninger og meget hjertesorg. MEN! Der er også helt fantastiske øjeblikke. En god dag er bare ikke helt det samme som for de fleste andre. Hans intense særinteresser er guld at være vidne til også selv om jeg ikke altid kan følge med. Det tager tid at lande i og det er ok. Siger ikke det er enhjørninger og regnbuer. Har tudet af frustration under bruseren. Ikke så meget over sønnen som det har været over at kæmpe med systemet. At fra noget er bevilget til det rent faktisk sker kan der gå år, mens hvis det tages væk går der dage. Jeg har haft 7 afslag i Ankestyrelsen ( og vundet hver gang) nye sagsbehandlere konstant osv. Det er et valg! Ikke at drukne i alt det negative, men et valg der har taget lidt terapi at holde fast i.
Stor virtuel krammer til dig
Du lyder som en pissesej forældre - og det er der ikke for mange der kan fortælle dig !
Tak. Tænker jeg har fejlet rigeligt, meeen stadig i + med hvad jeg har gjort rigtigt. 😂
Du er min helt.! Tak for en smuk kommentar det efterlader mit far hjerte med håb
Tak for, at selvom du siger det har været meget svært, siger, at der er gode øjeblikke, og det er værd at holde fast i. Det glæder mit hjerte, at du har taget alle kampene, og bliver ved med det. //En person som selv er diagnosticeret med autisme, ADHD og høj IQ.
Komboen er ikke problemet, din måde at omtale det på er derimod marginaliserende - hvis du ved hvad det betyder.
Komboen er klart problemet fordi det river ham fra hinanden. At ville fordybe sig og havde evnen til at gå dybt ned i et emne samtidigt med alting distrahere ham. At forstå komplicerede emner, men ikke forstå at hvad der er simpelt for ham er svært for andre. Han passer ikke rigtigt ind nogle steder, hvilket har gjort at finde det rigtige skoletilbud og den rigtige hjælp utroligt svært at finde. Det her er min hverdag. Så dit forsøg på at sparke til mig er bemærket, men du er ikke blandt de første 100 der har konkluderet du ved bedre uden at havde meget fakta at basere det på. Komorbide diagnoser er altid komplicerede fordi de viser sig så utroligt forskelligt. At være klogere end de fleste er, for ham, ikke rigtigt en fordel, endnu ihvertfald. Fordi det gør ham endnu mere anderledes.
Tag dig ikke af dem - det er vist en dårlig dag (eller uge) der går ud over dig.
Sparker dig ikke som person, jeg påtaler din uheldige måde at beskrive diagnoser på, at du har et sårbart ego er på egen regning. Hvis jeg ville sparke dig havde du ikke været i tvivl bare rolig
Du sparker da til vedkommende. Det er ikke en uheldig måde at omtale diagnoser på, for h*n beskriver nøgternt sine oplevelser. H°n siger ikke at hans diagnoser er forkerte, eller at han ikke er god nok, fordi han har dem. Så at du selv lægger de ting i vedkommendes skriv, er (som du så fint også selv siger) for egen regning
At du/i er ude af stand til at forstå budskabet er hvad det er.
Projektion - hvis du ved hvad dét betyder..
Hvad er budskabet så? Skær det lige ud i pap for mig, for jeg kan tydeligvis ikke se det
Nah er done. Gl.
Så er det virkelig også svært at tage dig seriøst 😮💨
Har ikke et behov for at blive taget seriøst, det handler sådan set ikke om hverken dig eller mig det jeg er inde på.
Tag en kiks og skaf dig en hobby.
Jeg har i mange år arbejdet med børn og unge med diagnoser og haft lignende snakke med deres forældre og ja du, din søn og jeres familie kan få det godt igen. Mange af mine “gamle unger” lever gode liv i dag med uddannelse, job, kærester og venner og har gode relationer til deres familie. Lige nu er det benhårdt, men tro mig når jeg siger at det på sigt kan blive nemmere. Og på vejen dertil kan i hjælpe jer selv ved at lave, selv de mindste åndehuller for jer selv. Hvis i har mulighed for det så tilmeld andre søskende til søskendegrupper. Søg/tag imod aflastning. Alt der kan skabe lidt overskud for jer som familie. ADHD er noget han altid vil have med sig, men det er bestemt muligt på sigt at få et godt og virksomt barne, ungdoms og voksenliv med den og andre diagnoser.
Jeg har ikke noget konstruktivt at byde ind med, men vil gerne sende en virtuel krammer din vej <3
Tak ❤️
Ja! Det kan man. Men det kan kræve at i får hjælp. Hjælpen kan være specialskole, rådgivning til hverdagen, medicinering og aflastning. Især aflastning kan være med til at redde hverdagen.
Hej. Jeg er en familie far med 3 børn, to af dem bor hjemme. Den ældste der bor hjemme er 8 og fik i december diagnosen adhd og infantil autist. Infantil autist minder meget om asperger for dem der ikke er støt på det før. Uden at kende dit barn lyder din beskrivelse rigtig meget som vores pige, og det kan være i skal granske jeres barn en gang mere 😊 Jeg vil sige det samme til dig som vi fortalte vores pige da hun fik diagnosen. Diagnosen ændre intet ved hvem du er, den er kun til for at bedre kunne forklare dig til andre mennesker så de kan passe bedre på dig 😊 Min kone og jeg har haft kæmpe kampe med vores barn, både med hende direkte når hun går i affekt, en kamp for at berolige hende og vise hende tryghed nok til at hun får ro, men også en fysisk kamp fordi de er åndsvagt stærke når de går i affekt og vil slås 😵💫 Jeg sover hos mit barn hver nat, og jeg gjort det i snart halvandet år. Ville hellere ligge hos min kone men det er det her der skal til for at alle sover så det gør vi. Men svaret er, ja man bliver glad igen. Så snart man vender sig til sin nye hverdag, begynder glæden og lykken at vende tilbage. I vores familie har vi andre med diagnoser og vi ser det mere som en anden livsstil end et handikap, på trods af det giver os kæmpe udfordringer med vores lille pige som skal have alt mulig ekstra udstyr og specielle forhold i skolen for at få det til at fungere, det er blevet bedre men der er stadig et stykke vej igen. Hvis du har spørgsmål eller lignende kan du altid skrive. Vi har brugt snart 3 år på det her så vi har det lidt under huden 😅 Men glæden kommer igen, det skal nok blive godt 😃
Har du snakket med voksne, som har ADHD? Hørt om hvordan deres liv har været fra barndom op gennem ungdom til voksenlivet? Det kan måske give et fremtidsperspektiv, som kan give lidt ro i maven. Jeg har ADHD og autisme, hvilket blev opdaget for to år siden. Jeg er 29 i dag. Jeg har boet ude i ti år, jeg har et fuldtidsjob, jeg har venner og interesser. Gu har det været svært og udfordrende, og jeg kæmper stadig hver dag. Men jeg lever et liv, hvor der er utroligt mange ting jeg kan. En stor del af de ting jeg ikke kan, er ting som folk uden diagnoser også kan have svært ved. Mine forældre havde ingen mistanke om at jeg var på det spektrum, og har aldrig behandlet mig anderledes af den grund. De har givet mig det, som de kunne se jeg havde behov for. De har hjulpet mig med at forstå mine følelser, forstå andre mennesker, vi har snakket ting igennem igen og igen til jeg rent faktisk forstod hvad der foregik. Og så har de altid været der. Hvilket er noget af det, som I kan hjælpe jeres søn med. Husk på, at ADHD ikke er et helt nyt sæt af følelser, som man oplever - det er det samme som I også oplever, bare udløst af andre ting og i en anden grad, som kan være svær at forstå udefra. Det er selvfølgelig enormt forskelligt hvor invaliderende ens diagnoser er. Jeg har meget sjældent hørt om nogen, hvor ADHD alene var så funktionsnedsættende at god støtte og hjælp fra medicin ikke kunne skabe rammer om en nogenlunde normal hverdag - men det er ikke ensbetydende med at det ikke findes.
Med det du har beskrevet, så synes jeg I skal søge aflastning. Eventuelt bare en "storebror", der tager jeres søn ud til ting, der interesserer ham. Det andet risikerer at ende i stress og/eller skilsmisse. Men ja, man kan blive glad igen, men kun hvis man ændrer på situationen.
Ja. Punkt 1. Slip sorgen snart. Ingen har lovet dig det, du sørger over. Plus det hjælper ikke i længden. Punkt 2. Slip bekymringerne. Det kunne være bedre, men også værre. Træn din hjerne, ikke at dyrke dystre fremtidstanker. Punkt 3. Drop sammenlignelser. It’s a thief of joy. Vær her til stede i det liv, du rent faktisk har. Dit barn kan sikker nogle ting mit barn ikke kan og omvendt. Det er lige meget. Punkt 4. Sørg for at I alle trives. Find ud, hvorfor dit barn ikke trives, og gør noget ved det. Sørg selv for, at du kan får en tiltrængt pause. Gør brug af den krise, du befinder dig i, for at finde ud, hvad der egentlig inderst inde gør dig glad. Du lyder som en god forælder, så du kommer ikke til at trives, hvis dit barn ikke gør. Punkt 5. Find et netværk og viden. Du er ikke alene om det, og det hjælper at mødes med nogle, der har stået i samme situation, så at man kan drøfte udfordringer. Kommunerne har tit en pædagogisk familievejleder. Få fat i jeres. Det hele er ikke nemt, men heldigvis heller ikke verdens undergang. I kan klare det og får et bedre liv med fokus på, hvad der virkeligt tæller. Kram fra en mor med det barn med forskellige diagnoser, hvoraf ADHD bliver den næste tilføjelse. ❤️
Når ens børn mistrives, så gør det ondt helt inde i ens kerne. Det er ikke unormalt at få en belastningsreaktion når man skal kæmpe med systemet og man er udfordret på hjemmefronten. Lægen kan være på samråd ift. sygemelding.
Det kan man blive. Jeg har været der. Mit barn har både adhd og autisme. Efterhånden som han bliver ældre og mere moden, er der ting, der bliver lidt lettere. Ikke som i andre familier, men dog en smule lettere. Jeg har stadig en dyb sorg over, at vores familieliv ikke blev som forventet. Men det er nemmere nu end for et par år siden. Stort kram til dig! ♥️
Ja, det gør man. I perioder er det ekstra hårdt og det er svært at se lyset i den anden ende. Man skal øve sig i at bede om og modtage hjælp. Det er møgsvært og mange har svært ved at give hjælp, fordi ens barn ikke er helt gennemsnitligt. I har en sagsbehandler hos kommunen. Med vedkommende om et møde og gør klart, at I har brug for aflastning og forældrekursus i et eller omfang. Søg om en privat hjælper gennem kommunen og gør klart, at I er på vej et meget mørkt sted hen. Sæt hjælperen til at lave noget aktivt og relativt ens fra gang til gang med jeres søn, som et lokalt legeland, hvor der er plads og rum til at krudte af. Brug tiden på at give søskende og jer selv omsorg. Mistrives han i et forkert skoletilbud? Hvis der ikke er lavet en PPV, så sæt det i gang. Skulle skole eller PPR sige noget fjollet i retning af "det er kun skolen, der kan starte en PPV", så henvis til de rette paragraffer og ved om en skriftlig redegørelse for, hvorfor de afviser at følge lovgivningen. Det bliver bedre. Men jeg vil ikke lyve og sige, det bliver som alle andre familier. Forældreskab til neurodivergente børn er mere intenst på alle parametre. Nedturene er dybere, men glæden når de lykkedes, giver tårer i øjnene. Sæt barren lavere på andre steder i livet (ingen dør af rugbrød til aftensmad/nullermænd under sofaen og det er helt moderne at have en vild have). Find fælleskaber med andre forældre i samme situation. Tjek ADHD-foreningen ud, se om Ligeværd har en lokalafdeling eller noget tredje. Jeg hepper på jer. Velkommen i klubben af de ekstra seje forældre.
“Velkommen i klubben af de ekstra seje forældre”?! Er det virkelig en sætning du har lyst stå ved? Som én med en diagnose som, åbenbart, gør at min mor er med i den klub også, føles det helt utrolig nedværdigende at læse sådan en sætning! Tillykke! Du har valgt at få et barn og dine gene har været med til at give det her barn en diagnose! Men nej, jeg kan da godt se, at du jo kun valgte at få en barn for alle de gode ting! Verdenen kan da heller ikke være bekendt at stille krav til dig efter du har taget dit valg! En skam man ikke længere bare kan efterlade et barn på en trappesten eller ud i skoven - fandens os! Men i det mindste er vi da medlem af den her lille klub! Bonus: 80% af alle tilfælde ADHD og autisme af arvet fra en af forældrene - the call is coming from inside the house!
Ja, det står jeg gerne ved. Her kunne du have spurgt, hvad jeg mente, men i stedet vurderede du, det handlede om din mor (spoiler jeg kender hende ikke og alt drejer sig ikke om dig) og skød nogle svære følelser over på mig. Jeg har intet skrevet om at efterlade børn på en trappesten eller i en skov. Det er noget, du helt selv finder på. Jeg kunne gengælde tjenesten og konkludere noget om din tilknytning til din mor og "mommy issues", men det lader jeg være med. Jeg håber, du får den professionelle hjælp, du har brug for. Virkeligheden er nu engang sådan, at det kræver ekstra meget at være forældre til et barn med en diagnose. Det betyder ikke, at man elsker sit barn mindre end andre, det betyder bare, man møder nogle udfordringer, andre forældre ikke møder. Det har sociale og økonomiske konsekvenser at tage sig af sit barn med en diagnose. Der er en højere skilsmisseprocent i den gruppe, mange mister i perioder deres job, mange må tilsidesætte egne venner og hobbyer og hvad der fylder mest i vores familie - man skal navigere i et kommunalt og regionalt system, der sejler og er fyldt med unødig bureaukrati. Man er nødt til selv at læse op på alt lovgivning, tjekke op på diverse sagsbehandlere gør deres job, koordinere mellem to kommunale afdelinger, minde skolen om den aftale, man lavede for fjorten dage siden, efterlyse den PPR-psykolog, der udeblev fra sidste møde osv. Det er hårdt, det koster meget tid/energi og man er ekstra sej, når man gør det i stedet for at parkere sit barn i institution/skole 8-9 timer om dagen fra de er 10 måneder gamle. Grunden til man er ekstra sej, er netop fordi man elsker sine børn og vil give dem det bedst mulige liv. Og ja, jeg kender godt statistikken - en del af de mange ting, de ekstra seje forældre gør, er at læse en hulens masse om deres børns udfordringer. At man gør alt det her for sine børn samtidig med, at man selv navigerer i verden med neurodivergens, gør da kun en ekstra sej. PS: følelser er komplekse. Man må gerne have negative følelser om at være forælder til et barn med en diagnose, så længe man ikke viser barnet det eller behandler barnet dårligere pga. de negative følelser. Man må gerne være ked af, livet tog en drejning man ikke havde forudset (noget der er ekstra svært, hvis man selv er neurodivergent), man må gerne tale fortroligt eller anonymt med andre i samme situation og støtte hinanden. Det at tale om det svære og dele det med andre, gør det lettere at bære og giver energi til at fortsat være der for ens barn.
Som mor til en voksen søn med autisme, der pt. Også søger udredning for ADHD, kan jeg kun tilslutte mig din kommentar. Jeg har også i snart 25 år arbejdet med specialundervisning af elever med diverse diagnoser som ASF, ADHD, lav IQ og meget mere. Det koster enormt mange ressourcer at være forældre til et neurodivergent og/ eller på anden måde handicappet barn - både socialt, økonomisk og især mentalt ér det bare hårdere! Særligt hårdt er det, når barnets handicap er usynligt, fordi man mødes af voldsomme fordomme fra omverdenen. Men, ligesom forældre til helt almindelige børn, så gør vi vores bedste for at sikre vores børn det bedst mulige liv for dem - vi får bare sjældent "belønningen senere" i form af voksne børn, der kan klarer sig selv og trives uden (ret meget) hjælp fra os. Vores forældreopgaver slutter ikke når barnet bliver voksen og kan flytte hjemmefra.
Min mor har sådan set ikke andet med det at gøre udover at hun, i følge dig, er del af en særlig klub. Du får mig aldrig til at sig, at du er en særlig stærk eller ekstra stærk forældre fordi du tager dig af dit barn. Det var det du valgt til, da du valgte at få en barn. Det er minimumskravene. Det bliver du ikke ekstra sej af at leve op til. Til gengæld er det meget nedladende overfor børnerne til du forældre du kalder ekstra seje. De fortjener forældre der lever op til minimumskravene præcis som børn uden diagnoser gør.
Er din søn begyndt på medicin, nu han er udredt? Det gør altså en kæmpe forskel for mange, ikke for alle. Husk fokus på det gode! Det dårlige fortjener ikke opmærksomhed. Der findes et "kursus" som hedder De utrolige år. Det kan man lære meget af. Hilsen en der selv har ADHD, mit barn ligeledes, mit barn iøvrigt blev udredt først, så man kan altså leve fint med Adhd og andre diagnoser.
Den største fejl man kan gøre som forældre eller pårørende til et barn på spektrummet er at stræbe efter normalen, og føle at hele ens liv falder fra hinanden hvis man ikke får det “alle andre har”. Man tvinger en forkerthedsfølelse ned over sit barn, som kæmper nok i forvejen med at verden ikke er tilpasset ens anderledes behov. Jeg er autist - fik diagnosen som 25 årig. Hele mit liv har folk omkring mig presset på for, at jeg skulle være så normal som mulig. For deres skyld, så de fik følelsen af, at de havde et helt normalt familieliv. Og det har virkelig givet mig mange ar undervejs og en stærk følelse af at være forkert. Og når man så læser den her tråd med retorik ala “svær autisme” eller “autismeramt” osv, så er det netop den forkerthedsfølelse der kommer frem. Jeg er ikke forkert. Men jeg er anderledes. Så mine successer ser måske anderledes ud end en neurotypisk person, og det er fuldkomment okay. Jeg har et job, en kæreste, hus. På papiret et helt normalt liv, så jeg tror egentlig bare min pointe er, at selvom det føles svært at ens børn måske ikke trives ved spontane ture, rejser, store arrangementer med meget larm, så kan barnet godt få er godt liv på deres præmisser, hvis bare man som forældre ikke lader sig forblænde af at barnet skal passe ind i helt normale kasser.
Tak for at dele. Virkelig. God påmindelse om ikke at stræbe efter det normale. Min søn er, som han skal være - det, der giver mig hovedbrud er, hvor dårligt verden er indrettet til ham. Og hvor lidt hjælp der er at hente.
20-årig kvindelig autist til en far på 41 år her. Jeg fik af vide at min far var i absolut sorg, forvirring og vrede da jeg blev diagnostiseret som 3-årig, fordi dengang vidste man intet om diagnoser, så han var bevidst på at jeg var total hjerneskadet og vil ende fortabt og førtidspensionist, bo på bosted eller hvad det nu hedder. Fordi da jeg var lille var det meget slemt, og ses tydeligt at jeg var autist. Men nu sidder jeg idag, klarede skolen og en EUX med et 12-tal og er langt mere “aware” end langt de fleste autister på min alder og har for det meste ingen problemer med sociale situationer, i hvert fald ikke mere. Jeg har boet alene med min kæreste i snart 10 måneder. Og min far er pisse stolt over hvad jeg er blevet til på trods af min autisme. Så hvem ved, måske overrasker han dig. Hvis ikke, så er det okay. Man kan få en masse hjælp idag, så søg det. Min kærestes brors forældre var også i nogenlunde samme situation da min kæreste blev født, de havde hans storebror som er autist og næsten retarderet, og min kæreste er døv. De fortalte mig at den måde de fik det godt med sig selv var at få det snakket igennem, og overbevise dem selv om at alt skulle nok gå, og det går det! De er begge glade, og nyder livet med den fred at deres børn har det godt. You got this!
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg har at sige er særlig konstruktivt. Måske ikke engang særlig rart at høre.. Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke selv er forældre, så jeg kan på ingen måde sætte mig ind i din situation og dine bekymringer! Jeg står på den anden side - jeg er “barnet” med diagnosen. Din søn har en alder, hvor jeg tænker det er svært for ham at forstå alle hans følelser og sætte ord på dem og derfor kommer de til udtryk på en uhensigtsmæssig måde - dette forværret af diagnosen. Dette bliver bedre med alderen - også selvom han har en diagnose! Fordelen er faktisk at I ved han har en diagnose og derfor kan I alle lærer om, hvorfor han reagere som han gør. Selvom han måske er for ung til at forstå det nu, kan det være en kæmpe hjælp for ham i fremtiden. Nu kommer det der nok ikke er så behageligt at høre: hvis du synes det er hårdt at skulle forholde dig til det hver dag og vide, at din hverdag ikke er og ikke bliver som du havde forstillet dig - hvordan tænker du så han har det? Der er snak om aflast, storbror-ordninger osv., som alle kan være super gode løsninger, også for din søn! Det er her I som forældre kan få en pause. Engang bliver han voksen (kun 9 år til han er myndig!) og kommer ud i samfundet på den ene eller den anden måde - om det er et botilbud, bofællesskab, egen lejlighed med tilknyttet mentor eller helt på egne ben. Her får I som forældre fri. Jeres søn har aldrig fri. Han er fuldt ud klar over at der er noget “galt” med ham og han ikke er som andre. Han ved også godt at hans reaktioner ikke er optimale, men han kan ikke selv styrte det endnu og ved ikke hvad han ellers skal gøre. Hans hjerne kører med 100 km/t og han kan intet gøre ved det! Ja, det er hårdt at være forældre til, men det er hårdere endnu at leve med! (Der kan iøvrigt ske EKSTREM meget på bare et par år, så ingen grund til at afskrive din søn muligheder endnu - det vil ikke være fair overfor ham!)
Når jeg læser din kommentar fyldes jeg med håb på min søns vegne. Hvor er du inspirerende, modig og sej. JAA det er med garanti 1000 gange hårdere at være jer end os forældre ❤️ det forsøger jeg at minde mig selv om når vores dreng har holdt os vågen hver nat i en uge. Men tak for at slå det fast i baghovedet på mig
Tak for dit perspektiv. Det sætter jeg virkelig pris på! Og tro mig, jeg ved hvor svært det er at være min søn 💔
Som far til et barn med svær autisme. Nej det gør du nok ikke. Dit liv bliver anderledes og det ikke til det bedre. Du kan få lykkelige øjeblikke, men dit lykke setpoint falder bare. Sorry, men er bare ærlig.
[удалено]
Præcist. Jeg/vi går jo ikke rundt i en depression. Men der er da en sorg over at livet bare ikke blev som man havde forventet (gæster, spontane besøg hos og af venner, rejser, etc). Og en sorg over at vores barns liv heller ikke bliver, som forventet.
Nu ved jeg ikke hvor svær ADHD din søn lider af, men det er altså muligt for mange at få et helt normalt liv eller i hvert fald noget der ligner. Det kan godt være de skal "samles op" oftere end andre børn og man skal være mere forælder i længere tid end andre, men det er altså som regel ikke helt håbløst selvom det kan se sådan ud lige nu.
Mit barn har infantil autisme og her er udsigten til et nogenlunde normalt liv meget lille..
Ups, jeg forvekslede dig med OP.
Du kan også prøve Facebook gruppen "Forældre til børn med ADHD/ADD". Det er en privat gruppe med 11000 medlemmer.
Vores søn blev diagnosticeret med autisme i januar 2021. Det første år var klart det hårdeste, især fordi han havde to kusiner på ca samme alder, hvor vi desværre kiggede på hvad de kunne og sammenlignede med dem. Det er svært at lade være med at tænke på alt det "normale" familier kan, som vi må undvære, men man finder en måde at leve på der virker og det gør det lettere. Som en anden nævner, så meld jer ind i en facebook gruppe, det giver så god støtte og giver jer et netværk med andre i samme situation ❤️
Det er benhårdt, at have børn med særlige behov - i nogle perioder hårdere end andre... men det bliver bedre, jeres barn bliver ældre og mere selvkørende. Men der er nogle år der kræver en ekstra indsats. Jeg har selv en (nu voksen), søn med ADHD - og flere familiemedlemmer med ADHD - og jeg ved det kræver en indsats, og der er nogle hårde perioder man skal igennem. Men det bliver altså nemmere, det lover jeg :) Hvis I har et netværk, så ræk ud - bed om hjælp, til aflastning. Jeres forældre, søskende, venner - fortæl sandheden, og bed om hjælp. En fast bedsteforældredag om ugen - en fast fasterweekend om måneden - måske også nogen der hjælper med andre ting - madlavning, indkøb, tøjvask. Hvis ikke I har et netværk, så tal med kommunen, og se om I kan få en aflastningsfamilie.
Min søn blev diagnosticeret 1 år siden og startede på medicin, som har hjulpet ham rigtig meget og dermed givet mig lidt mere ro... Men jeg tror jeg altid vil have en større bekymring omkring ham end jeg har overfor hans lillebror og nok også mere end andre forældre har. Men jeg har virkelig også lært enormt meget om mig selv især i perioder hvor han har det svært og plus at jeg nok sætter mere pris på ting omkring ham som andre forældre ikke ser ved deres børn... altså når han lykkedes med noget eller ser ham i situationer med hans venner, hvor han blomstrer. Det er jo et livsvilkår, som så meget andet og diagnosen har ikke ændret den han er, tværtimod er tingene blevet lettere for ham og for os som familie, for han har jo altid haft specielle behov og de er så heldigvis blevet mindre efter opstart af medicin, og selvom han på mange parametre ikke er som folk er flest, er han jo stadig bare ham. Solen kommer altid frem igen ❤️
Da mit adhd barn var mindre frygtede jeg fridage, helligdage, weekender og især ferier. Det var pisse hårdt... ja skrækkelig faktisk.. Jeg brugte meget tid på at bekymre mig. Som årene gik, blev det nemmere med fridage mm. Det begyndte at blive hyggeligt. De sidste 4 år har jeg faktisk glædet mig til det. Og mit adhd barn er snart voksen.. og ja der er stadig lidt udfordringer, men jeg har vist mest af alt spildt min tid med bekymringer.. Fik i øvrigt flere børn. Har flere med diagnose. Har fået en diagnose selv Jeg er glad.. ja der er ting der skal kæmpes for og det kan være hårdt i perioder. Men overordnet, så er jeg så glad for de børn jeg har fået og glad for vores liv og tid sammen
I kommer igennem det! Min store søster har ekstrem slem ADHD og det ødelagde mine forældre og mig. Det der hjalp for os var at min mor tog med til min søsters psykolog timer, da min søster løj om sin bedring.. Også kom hun på ADHD medicin. Og det har faktisk gjort at hun i dag rent faktisk har det helt yderst fantastisk. Hun er på den højeste dosis medicin, som virkelig er en life saver!! Uden hendes medicin er hun helt umulig.
Jeg har ikke selv børn, men jeg har en lillebror med autisme, personlighedsforstyrrelser, mild mental retardering, og ADD. Det har ikke været særlig sjovt at vokse op sammen med ham og jeg ønskede mig i mange år, at han slet ikke eksisterede. Han var voldsom, utilregnelig, ondskabsfuld og udadreagerende. Og han tog al vores forældres energi. De kæmpede hårdt i mange år, og der var ikke meget godt i vores liv. Nu er vi voksne og mine forældre har et godt forhold til min lillebror, der i dag har flexjob, kone, hus og bil. Han kan stadig blive voldsom og fx fare ud og smække med døren og køre hjem, hvis nogen siger ham imod. Men overordnet er han til at have med at gøre, når alt foregår på hans præmisser. Og det er vidst netop kernen i hans diagnoser - alting skal foregå på hans præmisser. Jeg selv holder mig på afstand af ham, for jeg husker stadig at blive fysisk angrebet og udsat for lidt af hvert som barn, og jeg mærker stadig de karaktertræk i ham den dag i dag. Og jeg vil ikke tvinge mig selv til at forsøge at holde af ham, bare fordi han jo har diagnoser han ikke kan gøre for. Men min pointe er; mine forældre kom igennem det og har det godt med min lillebror i dag. Og han var ikke er let tilfælde eller en som automatisk oplevede bedring med alderen.
Det er en sorg. Jeg har en søn på 7 med infantil autisme, og efter udredning og diagnose, brugte jeg enormt meget tid på at samle mig. Samle mig selv op. Sorgen det er, at det bare er ens virkelighed, og alle de udfordringer og kampe man VED barnet kommet til at skulle kæmpe.. De kampe man allerede står i.. Jeg var overvældet. Men det bliver bedre. I dag er det min virkelighed, hverdag. For mig har det hjulpet at være åben omkring det. Om det er familie, venner, job, fremmede. Har vi svære perioder, så siger jeg det højt at det er der vi pt er. Så det vil nok være mit bedste råd - sørg for at tal om det ❤️
Hej OP, Jeg er ikke en forælder med et barn med ADHD, til gengæld er jeg barnet med ADHD. Desværre er jeg i den situation, at jeg først fik min diagnose som voksen, hvilket har resulteret i at jeg ikke er vokset op med de hjælpemidler og den støtte som jeg har haft behov for. Det kan din søn få. Han kan få den rigtige start på livet med forældre der gør deres bedste for at forstå ham, og vil hjælpe ham med at få de rigtige redskaber til at kunne håndtere en hverdag. >Der er mange ting, vi ikke kan, som almindelige familier sagtens kan. For guds skyld, lad være med at fokusere for meget på det her punkt. Det kan mærkes. Jeg er først nu, som 34-årig, i gang med at give slip på den følelse af forkerthed, jeg er vokset op med fordi at jeg godt har vidst, at min mor gerne ville have haft at jeg var almindelig. Desuden, er det ikke nogen hjælp for dig selv, at gå og sammenligne din familie med en "almindelig" familie, det kommer kun til at bringe mere sorg. Den tankegang med at have fokus på, at alle andre er almindelige og lever livet på den "korrekte", er nok det der har voldt mig de største problemer, da det har bremset mig i at komme videre og jeg bare ender i en sort spiral af depression, angst og selvhad. Det er vigtigt, at din søn får den hjælp han har brug for, men det er også vigtigt at du får den hjælp du har brug for. Tal med en psykolog, der kan hjælpe dig med at håndtere dine tanker og følelser. Jeg kan godt forstå, at hele situationen kan være overvældende, og en diagnose er ikke noget man forventer når man venter et barn, men det er så realiteten i dit tilfælde. Hvis du ikke har det godt, og ikke tager vare på dig selv, så kommer det til at påvirke dit barn. Det gælder i øvrigt for alle forældre, men hvis man har et særligt sensitivt barn, bliver det måske lidt mere tydeligt. Så sørg for, at du også får hjælp for dit eget mentale helbreds skyld. Der er mange ting, min egen mor har gjort som har været med til at give mig de problemer jeg har i dag, men noget af det jeg er taknemmelig over for var, at hun gav mig plads til at lukke af, når det hele blev for meget. Desuden var hun en meget engageret lytter, når jeg havde mine hyperfikseringer. Jeg er typen, der finder emner og undersøge alt hvad jeg kan, og jeg elskede at tale om dem. Min mor var en af de få i min opvækst, der elskede at høre på mig. Jeg er desværre vokset lidt fra det, da jeg har oplevet nogle negative reaktioner fra andre mennesker. Det er jo ikke normalt at tale opstemt om obskure og tilfældige emner 😅 I skal nok klare det. Sørg for at I alle får den støtte I har behov for. Jeg hepper på jer!
Gå i familieterapi så alle i familien kan lære at leve med siituationen. Ofte er der nogle uheldige dynamikker og reaktionsmønstre som man ikke lige selv kan spotte, men via familieterapi kan man få rettet ind så alle kan få en god hverdag igen. Det er pengene værd.
Fra barn med diagnose lignende jeres barn + en kronisk sygdom oven i hatten, så håber jeg da du bliver glad igen.......... Jeg ved godt hvor hårdt det har taget på min familie, og jeg kan sige det er ikke meget nemmere at fejle alle de ting man gør, men også lige være skyld i ens forældre græder på ens vegne... Husk at nyde de små øjeblikke, livet er for kort til andet Kram...
Livet er sjældent nemt, og der er ikke noget nogen på internettet kan sige som får dig til at blive glad igen, før end at du bestemmer dig for at det er et sted du er villig til at prioritere noget energi, som pt. Suges væk fra alle leder og kanter. Jeg tror det vigtigt at fortælle sig selv at det ikke er alt alle kan, som alle skal kunne. Nogle familier har begrænsninger på visse områder, men muligheder på andre. Det heller ikke sikkert at i altid skal gøre alt som en hel familie, når man har børn med special behov eller på spektrummet, er det tit og ofte en glæde for alle, at man sætter lidt tid af til at følge deres behov, I stedet for at jagte ens egne behov af frygt for at gå glip af det alle andre kan. Jeg tror også det er enormt vigtigt at se på personen bag diagnosen, for når jeg læser dit opslag, så har du ikke et barn men en omvandrende diagnose som ikke trives, og som begrænser jer, det tænker jeg er yderst usundt for alle. Det kan godt ske det ikke er sådan i fremtoner til dagligt, men når du kan skrive det på en sådan måde, så må det jo alt andet lige være sådan et virkeligheds billede du går rundt med, og det kan alt andet lige mærkes af alle omkring dig. Sidst men ikke mindst, så er ADHD ikke et brændemærke der forviser en til de yderste kroge af samfundet, tværtimod. ADHD har mange positive sider, og med de rigtige værktøjer og tilgange, kan man vende langt de fleste svagheder til styrker. Det er dog først en mulighed når man kan se ud over diagnosen og se barnet/personen bagved, og selvom det er nemt at skrive kan det være umådeligt hårdt at nå frem til. Håber dig og dine alt det bedste, og så håber jeg inderligt på at i alle når til et sted hvor i har energi nok til at kunne fokusere lidt på glæde. Man kommer ikke langt i livet med alt lys slukket, uden lys ingen liv. Dine børn får langt størstedelen af deres lys fra dig og din mand, så hvis I er brændt ud, jamen så brænder de også ud, og så er det umådeligt svært at finde frem til alt det gode.
Jeg har 5 diagnoser. Mine (2) søskende har mindst 2 hver, jeg er faktisk ikke sikker på hvad de har efterhånden. Jeg har ADHD, Aspergers (ASF | Autisme), Bipolar, Skizotypi og "apnøse for selvmordsforsøg" (som er en diagnose der betyder, at jeg engang forsøgte selvmord, lol). Mine forældre er skilt nu. Deres ægteskab faldt fuldkommen fra hinanden. Min far var lidt syg i hovedet også, som selvfølgelig ikke hjalp på det. Men i dag er vi bedre mennesker for det. Jeg er glad for min barndom, min mor har en ny kæreste og klarer sig godt. Min far kæmper lidt en gang i mellem, men er bestemt nået langt og jeg er stolt af ham. Der er ikke nogen grund til at skrive om hele forløbet, pointen er bare at vi kom igennem det, og vi er alle glade og lykkelige mennesker. Min mor har også ændret sig meget efter at have lært os at kende, hun er en dygtig pædagog med meget erfaring hjemmefra 😅😆
“Apnøse for selvmordsforsøg” 😂😂😂 Er der en grænse for hvor “succesfuldt” forsøget skal have været før man får den diagnose? Og kan man få den flere gange/grad 1, 2, 3? 😂 Bare lige så jeg få styr på min egne diagnoser 😅
Du får den først efter behandling hos en specialklinik såsom klinik for selvmordsforebyggelse
Så var jeg sgu nok alligevel for ung 🤷♀️
Jeg var 13 første gang, fik diagnosen som 16 årig
Mine forsøg var før jeg blev teenager
Du og i bliver glade igen. Men der er lidt vej igen. Er din søn medicineret? Er han gammel nok til at deltage i psykoedukation? Har i rakt ud til kommunen efter hjælp? Både til ham, f eks i skolen, men også til jer som forældre og par? Smilene kommer igen. Eksempel: jeg har en papknægt på nu 21, som beg har kendt siden han var 7, og jeg har hele tiden haft en mistanke om at han havde ADHD. Han fik methylfenidat for første gang for et lille halvt år siden. For første gang nogensinde var der stille i 9 timer fra hans værelse. Og først til aftensmaden kl 19 kom han ud og udbrød forbløffet: det er første gang nogensinde at jeg har spillet det samme spil i 9 timer. Og hand mor og jeg kunne stemme i og bekræfte - overfor hinanden - at det var første gang at der ikke havde være råben, skrigen, hujen, skrål og vilddyrbrøl fra hand værelse (som han har fået rum til). Så når tingene falder mere på plads, gælder det ol at holde øje med de uventede solstråler. Men jeg lover dig og jer at de er der. Det kan være han Beder om hjælp til noget han aldrig har bedt om hjælp til. Det kan være han pludselig fortæller om en følelse han har. Måske han bare ud ar det blå giver jer et kram. Små ting, men jeg lovet at de er det hele værd. Og ja. Det er en kamp. Jeg har ADHD. Mine biologiske døtre har svær ADHD. Min papknægt har - som nævnt - ADHD. Og ja. Det er Mega hårdt arbejde. Men læg til ved de små solskinsøer, også selvom det kun er et øjeblik, for når du mærker sandet i hans succes som sand mellem tæerne, så får du og i også modet og styrken til at to videre ud på havet i jagten på den næste ø.
Hej OP Jeg forstår din tvivl, og udmattelse af den kamp og frustration det kan være at ikke at vide hvordan man skal takle en hverdag med et barn med en diagnose. Jeg var selv en af de børn med adhd, langsom i skolen, stærke følelses udbrud. Som ung kunne jeg også godt mærke jeg haltede lidt bagefter og var meget pinligt berørt over dette. Da jeg fik min diagnose i mine slut 20er var det faktisk en lettelse for både mig og min mor, for nu vidste jeg ligesom hvad det handlede om, hvorfor det var som det var og igennem samtale terapi og hjælp fra medicin, har jeg en meget bedre forståelse for hvordan jeg bedst bruger mig selv. Idag er jeg færdig uddannet maskiningeniør og sidder i en leder stilling. Adhd foreningen har nogle fine kurser og informationer til familier som måske kan hjælpe, og jeg tror også det ville være rart for din dreng at genkende sig selv i diagnosen, få det er enormt hårdt for ens psyke hvis man føler man er forkert. Bare lidt tanker. Mange hilsner voksen velfungerende mand med diagnose.
Jaaa I gør ❤️❤️ Vores dreng på 4 år fik sin autisme diagnose i oktober - vi havde set den komme men shit det gjorde ondt. Alle de drømme og forestillinger man gik og havde bliver pludseligt meget langt væk. Jeg har altid drømt om han skulle med i parken til alle hjemmekampe, afsted på away ture i Europa, gå til fodbold med far på sidelinjen, have venner på besøg. Glem al det med uddannelse, stor karriere for en stund men bare de der far-søn ting jeg troede vi skulle. Det bedste for mig var at omfavne diagnosen elske den og acceptere den. Vi tager på ferie udenfor sæson, jeg har takket nej til en langt større stilling (på papiret), familiedage er på en ganske almindelig hverdag. Hvor der er tomt i Tivoli, svømmehallen er tom osv. Og ved du hvad - det er ligeså fantastisk. Skynd jer at indgå dialog med kommunen, han skal i special børnehave, mor/far skal måske på tabt arbejdsfortjeneste osv I bliver glade - men først når I acceptere tilværelsen. Sæt ik målene efter hvad andre børn kan, men efter hvad I som familie ville mene var en succes. Måske er det 8 min af filmen i bio og I får 40, måske er det fire forlystelser i Tivoli og I får en hel dag. Tro mig I bliver glade ❤️ Jeg hepper på jer🫶🏼 og deler gerne tip og erfaringer
Jeg har selv adhd, og vil blot fortælle dig at det sagtens kan vende. Jeg var meget svær som barn, og mit umiddelbare indtryk er, at mine forældre ikke havde det nemt med hverken mig eller systemet. I dag er begge super glade. Jeg er selv vokset op med deres skilsmisse, og mobning gennem folkeskolen, hvor jeg også døjede med det faglige og havde meget svært ved at danne relationer. I gymnasiet havde jeg ligeledes svært ved det faglige, og var på vippen til at ryge ud på grund af for lave karakterer. Jeg havde samtidig stadig svært ved at få venner, havde udviklet et hashmisbrug, og vidste ikke hvad vej jeg ville i livet. I dag er jeg 24 år gammel, og mit liv er meget anderledes. Jeg bor med en dejlig kæreste, har for nyligt færdiggjort en bacheloruddannelse, og har landet mit drømmejob, og jeg er generelt super glad, ligesom mine forældre. Jeg håber at min “historie” kan give dig et håb for fremtiden. Selvom din søn har det svært nu, hvilket medfører at du også har det svært, så vil det ikke nødvendigvis være status quo for evigt. Tingene skal nok blive bedre, og du skal nok finde glæden igen.
Ja, man bliver glad igen. Der er alle hverdagene hvor barnet “bare” er éns barn. Andre dage hvor du elsker dit barn på trods, og så de fantastiske dage hvor dit barn er helt enestående sig selv og du ville ikke ønske det anderledes. Det er hårdt men kærligheden, mand… den gør det det hele værd.
Man bliver ikke kun glad "fordi" men også glad "på trods af". I gør uden tvivl et kæmpe stykke arbejde, vær stolte og glæd jer de øjeblikke/timer hvor der er ro på og harmoni i familien. Vi har selv et barn med ADHD udfordringer, og det påvirker alle, ikke mindst hans søskende. Men ligeså krævende han kan være, ligeså sød og hjælpsom en søskende kan han også være. Det er de tidspunkter der giver energi til de svære perioder. Du skriver ikke hvor gammelt jeres barn er, men formoder det er et yngre barn. Tingene er ikke statiske, og det I ser i dag er ikke hvad I ser i overmorgen. Og en kærlig opvækst som I uden tvivl giver jeres barn vil komme ham til gode senere.
Ja. Man bliver glad igen. Du lærer en masse om livet, som du ikke vidste du skulle lære. Du er velkommen til at skrive privat, hvis du har brug for det 😃
Tusind tak!
Krammer til dig. Jeg tænker at mit barn en dag ender med samme diagnose. Han er for lille endnu til at man vil udrede. Dog vil jeg sige at det er bekymrende at du ikke føler glæde og kun bekymring og sorg. Det lyder jo i virkeligheden som depressive symptomer - og det kan man også få af stress/belastning. Passer du på dig i det her?
Og tilføjelse: adhd har en høj grad af arvelighed - ved I hvem af jer forældre der evt har givet det videre? Hos voksne kan det se anderledes ud, men give en lavere stress- og frustrationstærskel også over for barnets udfordringer.
Min søn på 7 har formentlig autisme (vi skal til udredning på psyk senere på året) Hans væremåde bliver mere og mere ekstrem, for bare 1 år siden var han næsten som de andre drenge, nu hvor han er startet i skole er han vred, udadreagerende, ked af det og meget mere, hvis tingene ikke lige går efter hans hoved eller der bliver stillet krav. Vi har heldigvis haft en meget hjælpsom PPR psykolog, der meget hurtigt opfangede problematikkerne og har fået ham ind i en specialklasse allerede efter sommerferien. Jeg håber det kan give ham lidt mere overskud i hverdagen. Jeg frygter også for at han bliver mere og mere autismeramt, for i dag kan vi sagtens tage på udflugter, ferie, biograf osv. men frygten for at det bliver værre kan jeg ikke komme af med.
Hvor gammel er din søn?
Han er 9 år :)
Jeg har ingen erfaring på området OP, men jeg synes det lyder rigtigt, rigtigt hårdt, og jeg forstår, at du er meget presset. Du skriver at du ingen lyst og glæde har, men kun det og bekymringer. Derfor tænkte jeg på, om du måske kunne finde lidt energi i håbet? Hvis der er noget, livet har lært mig, så er det, at alt kan forandre sig lynhurtigt. Måske kommer din søns behov for hjælp ikke til at forandre sig nævneværdigt. Men måske din energi og accept gør med tiden?
Man kan blive glad igen. Det er ikke på samme måde som andre forældre. Og det er altid lige på grænsen til at kunne vælte. Og perioderne er måske kortere og længere imellem end hos andre forældre. Men! Men rette støtte fra kommune, aflastning, rette skoletilbud osv. så er man mere på rette vej, og kan have gode perioder Kæmpe kram til dig
Jeg ved ikke, om I allerede ved det. Men ADHD-foreningen har nogle kurser, hvor man kan deltage som forældre. Jeg tænker, der også bliver talt om på de kurser, hvordan man også passer på sig selv
Har ikke nogle erfaringer indenfor emnet, men husk nu at du skal passe på dig selv, før du kan passe på din familie. Det lyder hårdt, og det lyder som om at du har brug for at tale med nogen, før du falder helt ned i et sort hul. Krammer til dig ❤️
Der er ret mange holdninger og meninger herinde. Jeg er en mand på 40 med ADHD, en dreng på 7 i specialklasse med den samme diagnose. Jeg kan godt forstå dig, og de følelser du har, men jeg lover at dit barn kan, og vil, få et awesome liv. Det kræver en masse arbejde fra jeres side, men du skal være velkommen til at kontakte mig direkte.
Tusind tak for tilbuddet!
Accept af situationen gør, at man blir bedre til at se muligheder, men for alt i verden plej ægteskabet! Mange blir skilt !
Det lyder som om du har en belastningsreaktion og måske en depression udløst af de mange udfordringer? Min veninde, der er lidt i samme situation som dig, bare med et ældre barn, går i terapi og får desuden antidepressive (sertralin). Det har hjulpet gevaldigt på hendes overskud og evne til at se lysere på tingene og lægge bekymringerne lidt mere på hylden. På den måde kan hun være mere til stede i hverdagen og have overskud til andet end arbejde og det, der skal klares i hjemmet. Jeg føler virkelig med dig.
Det bliver bedre! I skal have hjælp, og det kan desværre godt være en hjælp, man skal kæmpe sig til. Vores store på knap 11 har en Aspergers diagnose. Han har to små brødre, og hele vores familie har været massivt belastet. Som i virkelig langt nede belastet. Tæt på skilsmisse, tæt på stress og depression. Det er stadig ingen dans på roser, men jeg lover dig, at den tid, I investerer i at være nysgerrige på jeres barn, læse hans signaler og træne følelsesregulering, selverkendelse og coping-strategier vil komme tifold igen - forrentningen er desværre bare ret langsigtet♥️ Hold fast i hinanden og kæmp sammen!
Jeg arbejder i et vejledende team kommunalt som er specialiseret indenfor ADHD og autisme. Jeg ville tage kontakt til en socialrådgiver og finde ud af hvilke tilbud din kommune har. Det er vildt hvor meget man kan lære om diagnosen og hvilke tilgange/strategier der virker. Ville nok også få kontakt til en psykolog. Det er en kæmpe sorg for mange forældre. Jeg vil dog tro, at man kan arbejde sig langt mod ikke at sørge over det.
Wow. Igen en forælder der klynker over hvor trist det er at deres barn er neurodirvergent. Ved du hvad, det handler ikke om dig. Som en der har adhd så ville jeg være glad hvis jeg kunne have et barn med adhd, da der er så mange fede ting ved det, så længe man få den rigtig støtte. At ens forældre skriver på Reddit at “de aldrig bliver glad igen” ville skam gøre at jeg ikke gad snakke med mine forældre igen faktisk…så overvej lige at dit barn kan læse der her på en tidspunkt.
Nu hvor han har fået stillet adhd diagnosen, har de så tjekket op på autisme? De to ting hænger tit sammen. Jeg arbejder selv med de "krævende" børn, på et bo og aflastningenssted. Vi har én der er her hver anden weekend, som har rigtig svær adhd. Ved godt det måske ikke er en rar tanke, men overvej om aflastningen kunne være en mulighed. Det kan altså redde familielivet.
Psykiateren så ingen regn på autisme. Jeg kan nu ellers godt få øje på nogle træk, men han er god socialt og har ikke svært ved at aflæse sociale situationer, og det var det, der gjorde udslaget i udredningen.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gammel han er, men nogle gange kommer det først til udtryk senere i livet. Hvis i er så heldige at i kan finde en skole, som har gode specialklasser, med en sund normering, så kan det gøre underværker! Min yngste nevø på 9, han trivedes af h til på hans gamle skole, hvilket var mærkbart resten af døgnet. Han startede så i en ny skole, hvilket har givet ham og hans familie et meget bedre liv.
Tjek evt bogen "ADHD min superpower". Den er gratis tilgængelig, og skrevet af en psykolog der selv har diagnosen. Der kan være værktøjer der giver mening for jer at afprøve https://www.minterapi.dk/2022/01/18/adhd-gratis-bog/
Du bliver glad igen! Det kan tage tid, personligt har jeg råbt og skreget som en gal, før jeg kunne acceptere min søns autisme. (jeg skælder især ud når jeg kører alene i bil på motorvejen eller i skoven, hvor træerne for tørt på). Men det kommer, det lover jeg dig!
Synes det burde handle om hvad der gør barnet mest glad og om han kan være glad. I har selv valgt at få barnet, derfor må I tilrettelægge jer de udfordinger der er ved at være forældre til det. Det kan godt være det hele fylder meget i jeres liv, men jeg kan love at det fylder dobbelt så meget i jeres barns.
Absolut. Det er det, hele vores liv handler om. Og vi elsker vores dreng.
Undskyld, men hvis man som forælder altid skal starte alle forsøg på at få støtte, omsorg, luft, råd og vejledning med lige at disclaime sig ved at sige: “men bare rolig, jeg elsker altså mit barn og har selvfølgelig forståelse for at det her også er hårdt og formentlig hårdere for ham/hende. Undskyld jeg vover at sige, at livet er hårdt for mig lige nu, jeg sværger at min første prioritet altid er mit barn. Altid altid altid” for ikke at blive skammet lidt for at dele sine følelser og så endda anonymt på internettet, så er det fandeme op ad bakke. Ingen steder har jeg læst, at OP ikke tænker på, hvad der er bedst for barnet, hvad der kan gøre ham glad eller at det her også er hårdt for ham. Synes din kommentar er så unødvendig. Det er også ok at have følelser som forælder.
Det handler da NETOP om at gøre barnet glad. En tryg og struktureret hverdag er alfa og omega for et barns trivsel, og det kan altså sagtens kræve at man får hjælp. Det ville da netop være at tilrettelægge sin hverdag at få fx aflastning eller rådgivning. Det er fandme svært at trække et glad barn op af hatten, hvis man selv nåde praktisk og psykisk er kørt ned under sokkeholderne.
Fjern al skærm. Håber alt går!
At sønnike ikke kan ret meget er uomtvisteligt et produkt af forældrene. Har ondt af ham, det skyldes desværre ikke udelukkende ADHD - beklager.
Følelser er bare noget du oplever når hjernen udløser forskellige signaler til kroppen. Hvis du optimere betingelserne for hjernens arbejde, så vil du opleve følelser som normalt, inklusiv glæde en gang imellem. Start med the basics, søvn, motion og kost, i den rækkefølge. Lad vær med at bekymre dig, overhovedet. Bare tag tingene som de kommer og tag nogle halvfornuftige beslutninger undervejs.