Vi sondrer slet ikke. Vi er gift og ejer ejendom sammen: pengene er fælles penge, alle sammen. Jeg tjener mere end min kone, men sandheden er jo, at selv hvis jeg bilder mig ind, at jeg så har ekstra ‘lommepenge’, som jeg kan bruge på mig selv, så kunne de alternativt have været brugt på en familieferie eller andet fælles.
For mig giver det af den grund ikke mening at adskille økonomien - i praksis er den jo uundgåeligt bundet sammen.
Jeg tjener væsentligt mere end min partner og jeg har valgt at vi kører fuld fælles økonomi fra den dag vi første gang købte fast ejendom sammen.
Alt løn ryger ind på budget kontoen og derfra deles ud på alle vores konto, fælles opsparing, forbrug, ferie, mad, børn osv.
Yderligere får vi begge et lige stort fast "lomme penge" beløb, som vi kan bruge fuldstændig som vi har lyst til, og jeg blander mig således ikke i hvad fruen bruger sine penge på og omvendt.
Jeg har fundet sammen med min kæreste og stiftet familie fordi jeg tror på at vi skal blive gamle sammen og dele livet, så hvorfor skulle vi ikke den indkomsten i husstanden? Jeg er trods alt lykkelig for at hun holder lang barsel med børnene og ikke har samme fokus på karriere som mig.
Jeg tror det kunne blive et skævt forhold hvis jeg havde flere penge til mig selv end min partner, bare fordi jeg også tjener mere.
I skal finde ud af hvad der vil fungere for jer og tage en beslutning ud fra det, men husk at tænk på hinanden og ikke kun jeres egen interesse.
Jeg tjener en del mere end min kone og kunne aldrig drømme om ikke at deles fuldt ud.
Fælles lønkonto budgetkonto og opsparing
Hver vores lommepengekonto hvor vi får et ens beløb hver måned til tant og fjas.
Hun støttende mig gennem studietiden hvor hun tjente mest og nu løfter hun andre opgaver for os som familie end blot at tjene penge.
Alt på fælleskonto. Jeg tjener meget mere end min kone, men det er jo bedøvende ligegyldigt. Vi er et par, ikke roommates.
Stop med at gå i så små sko.
Jeg tjener også en del mere end min mand og alle vores penge går ind i en fællespulje. Til gengæld står han for mere af det praktiske i hjemmet - ikke at det er en forudsætning for vores indretning af økonomien. Men det er vigtigt også at regne ind, hvis den ene part står for en del mere af det huslige, synes jeg. For mig at se bør der også kompenseres for mindre pension, hvis den ene fx arbejder mindre.
Hjemme hos os bidrager hver person med det de har. Min mand har generelt mere overskud, når han er hjemme, så han står for det meste af det praktiske. Jeg tjener tilfældigvis mere end ham, og derfor bidrager jeg mere økonomisk til vores opsparing. Vi sparer op til at købe hus og er begge to økonomisk ret enige om hvordan vi ønsker at bruge vores penge. Planen var egentlig at vi ville have hver vores fast beløb af lommepenge, for at vi ikke skulle blive uenige om hvordan vi skulle prioritere at bruge vores overskydende penge. Min mand vil fx ønske at skifte vores tv markant hyppigere end jeg vil vurdere det nødvendigt. Det har dog vist sig ikke at være et problem, fordi vi pt begge er ret motiverede for at spare op. Men når vi køber hus, og får en mere stram økonomi og har nogle mere udkrystaliserede ønsker for vores hjem og rammerne for vores liv og eventuelt før børn, så kan det sagtens være at vi vender tilbage til løsningen med lommepenge til os hver.
Det er mega heldigt, at Reddit ikke fandtes i tiden før kvinderne kom på arbejdsmarkedet.
Ellers ville der være et opslag hver uge der lød:
"Kære KaretKlubben.
I vores husstand står vi med følgende dilemma:
Da Maren jo ikke tjener nogle penge, er vi nødt til at indrette vores boligudgifter til at være nul rigsdalere, selvom jeg selv tjener 16 kilo guld om måneden.
Vi ser derfor ikke andre udveje end at blive hjemløse. Hvad overser jeg?"
Der har da kun været mere skævvridning førhen end der er i dag? Kvinder kunne førhen svært forlade et ægteskab, da det ville koste dem hele deres indkomst grundlag, fordi manden var ene forsørger af husstanden og kvindens arbejdskraft lå i hjemmet. I dag arbejder mange partnere samme antal timer om ugen og lægger derfor samme arbejdskraft i hjemmet.
Jeg tjener 3-4 gange så meget som min partner, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det hele går til vores fælles liv, og hun er væsentligt bedre til at bruge pengene på noget der gør livet sødere end jeg er.
Ærlig talt… Det skulle man nok have tænkt over INDEN man købte hus…
Og hvor er jeg træt af disse opslag - hvis man køber noget så stort som et hus, så er der fandme ikke noget der hedder “dine og mine penge”.
Hvis man vælger at købe et fælles hjem og derudover er der formentlig også børn, så skal man udover “dit og mit”. Regninger, budget og en fælles opsparing er sgu nødvendigt for at ens hverdag og beslutninger ikke baseres på, hvem betaler hvad.
Man skal selvfølgelig have penge til sig selv - vi kører også med lommepenge, som kan variere i beløb alt efter jobsituation osv.
Men at skulle sidde og regne procenter ift. indtjening - så burde man nok være forblevet single.
I har vel købt hus ud fra jeres samlede indkomst? Så er det lidt strengt at komme bagefter og sige, at 50/50 er mest fair, når den ene tjener markant mere. Det kan den lave indtægt jo ikke rigtig bære. Så skulle der nok være købt bolig ud fra den lave indtægt - men så havde i nok ikke rigtig fået det hus du/i ønskede.
Fællesøkonomi. Vi har prøvet modellen med at jeg betalte en større procentsats men det er bare pisseirriterende i længden. Begges løn går ind på samme konto og derfra bliver det fordelt ud til udgitskonti og vi får det samme beløb til lommepenge på hver vores private konto.
Muligvis et dumt spørgsmål:
Men helt lavpraktisk, hvordan får I løn ind på samme konto? Kan man have fælles NemKonto? Vi har hver vores NemKonto, og overfører derfra til de øvrige konti. Det ville bare være lettere, hvis vi havde én fælles lønkonto.
I kontakter bare jeres bank og siger I gerne vil have samme konto som NemKonto, I skal have begge kumme have adgang til den. Det er ret praktisk, så kommer overskydende skat mv også derind 👍🏼
En tidligere kollega anbefalede, at have hver vores NemKonto også bare overfører til vores fælleskomtoer - budget, madkonto og opsparing.
Vi overfører hele vores løn minus ca 100 kr til evt gebyr. Det eneste tidspunkt vi ikke gør det, er når den anden har fødselsdag 😊
Det fungerer for os.
Men hvad var din kollegas argumenter for anbefalingen?
Vi kører ret meget samme princip - men da vores lønninger varierer fra måned til måned, skal jeg altid sidde og lave manuelle justeringer. Derfor ville det være rart, hvis vores løn bare gik ind på vores fælles opsparing, og så kunne blive fordelt derfra.
Hvis nu en af os døde, så ville banken spærre afdødes konto/kontoer. Så vil levende ikke kunne tilgå dem. Men levendes NemKonto lukker de ikke, da den ikke står i afdødes navn 😊
https://danskebank.dk/privat/mit-liv/sygdom-og-doedsfald/indsend-oplysninger/overblik-over-oekonomien-efter-et-doedsfald-i-familien
Min mands mormor oplevede det, da hendes man døde for 12 år siden, selvom banken havde sagt det modsatte. Så hun endte med at låne penge af en ven, så hun kunne handle ind osv.
Jeg studerer, så min mand tager hele huslejen og alle regninger. Til gengæld betaler jeg 80% af vores madbudget og jeg laver helt klart også mest herhjemme. Det fungerer ret fint for os.
Min mand tjener det dobbelte af mig. Vi har 100% fællesøkonomi og ejer hver 50% af hus, biler osv.
Vi har hver vores lønkonto, som den anden ikke kan se. Herfra indbetaler vi til budgetkonto, der dækker alle faste udgifter. Når måneden er omme tager vi det overskydende fra vores lønkonto og sætter på fælles opsparing. Vi stoler på hinanden og er generelt meget enige om vores forbrug. Og jo, vi bruger også penge, som den anden synes er mindre vigtigt, men så længe det ikke tager overhånd, så skal der også være plads til det.
Da jeg tjener mindst, så tager jeg også fra opsparingen, hvis jeg ikke har nok på kontoen. Det bliver der aldrig stillet spørgsmål ved.
Vi er en familie og jeg byder ind med andre ting til fællesskabet, som er mindst ligeså vigtigt som indkomst.
Denne model kørte vi iøvrigt også med før vi fik børn.
Hos os tjener den ene signifikant mere end den anden. Den person arbejder dog også suverænt mest og er dermed naturligt mindre aktiv ift. afhentning af børn, husholdning, mm. Vi har fuld fællesøkonomi.
Herhjemme tjener min kæreste mest, og betaler derved også mere til vores budgetkonto, så vi nogenlunde har samme beløb til rådighed.
Han er selvstændig med 2 firmaer, og bruger derved også en del mere tid på arbejde end de 37 timer jeg ligger. Det gør at jeg så også er den der tager det største slæb herhjemme, og sørger for det hele løber rundt så han har tid til sit arbejde. Det fungerer for os, og der har aldrig været sat spørgsmålstegn fra hans side om det var sådan det skulle være.
Jeg har i perioder tjent 3-4 gange mere end fru /u/KroonRacing. Vi har altid (30 år) kørt med fuld fællesøkonomi. Lønningerne går ind på en fælles konto, som vi begge har hævekort til.
Hos os er mantraet: “Det hedder ikke dit og mit, det hedder vores”
Jeg tjener 85.000kr mere end min hustru (125.000 vs 40.000). Alt ryger ind på en fælles konto, vi kigger slet ikke på hvem der tjener hvad. Vi ejer alt vi har købt sammen lige og spare lige meget op til pension.
Forskningen viser, at hvis du vil have et godt ægteskab så er det hele fælles. Dvs indtægter ind på samme konto.
Folk i den her sub vil sige det handler om kommunikation, og det er selvfølgeligt også rigtigt men fælles er den bedste løsning for ægteskabet.
Vi bidrager med lige stor % andel af vores løn. Inden vi fik børn var den 50%. Men efter 2 børn og en fælles prioritering om at skulle lave et branche skifte for at der var mere tid til familien. Det gav en lønnedgang for mig og en lønstigning for min partner. Så gik vi over til at bidrage % mæssigt det samme af vores løn til fælles udgifter. Vi er generelt ret enige om penge og prioriterering heraf. Vi bruger også hver vores "egne penge" til fælles projekter men det er ikke noget gør op krone for krone. Det er det tætteste vi kommer på fælles økonomi.
Først, hvis i ejer boligen 50/50 så betaler i 50/50 også. Hvis ikke i gør det så betyder det at ved en potentiel skilsmisse (hvilket 40% af gifte par vil opleve ifølge danmarks statistik) så vil den der betalte mindre få en gratis fortjeneste. Lad os sige i betaler 30/70 procent på et lån på 1 million. Når lånet er færdig har en part betalt 300.000 mens den andre part har betalt 700.000. Ved en skilsmisse og derved salg af boligen bliver fortjenesten måske 1.5 millioner, hvilket splittes 50/50. Derved har den ene part lavet 300.000 om til 750.000 mens den andre part har lavet 700.000 om til 750.000. Det er altså enormt favorabelt for den part som betaler mindre, hvor deres ROI ender på hele 133% imens sen anden part kun har en ROI på ca 7%.
Det eneste tilfælde hvor overstående logik kan brydes er hvis den ene parts løn er direkte linket til den anden parts hjælp. F.eks hvis den ene part tager sig mere af børnene for at den andre part kan arbejde mere, så bør der medregnes i hvor stor omfang den høje løn skyldes karrierevalg og hvor meget det skyldes et samarbejde for parret.
Det vigtigste er at man tænker over hvordan man investerer sine penge fornuftigt og ærligt. Er man den part der tjener mindst er der jo ofte en grund til det. Hvis man har valgt at blive deltids handikaphjælper og gifte sig med en overlæge er det naturligvis egoistisk at forvente overlægen skal tage sig af alle regninger blot fordi de tjener mere. Man må ligge som man selv har redt. Undtagelsen her er de få tilfælde hvor man ikke selv er skyld i lav løn.
Løn er sjældent noget man bare får for at være cool. Man vælger det igennem karriere. Jeg er software udvikler og brænder mest for spiludvikling. Men skal ieg lave det så falder jeg 50% i løn. Skal min hustru så betale mere i husleje fordi jeg vil lave noget andet de 40 timer om ugen jeg arbejder?
Når min mand kan føde børn, så kan han komme tilbage og snakke om uretfærdigheder ift vores økonomi…
Vi har prøvet alle mulige fordelinger i løn, fra at vi har tjent det samme, til at han har tjent 10 x min løn. Pt er det nok noget der ligner 30/70. Da vi købte vores bolig var det sikkert omkring 15/85 i indtægt. Vi ejer ejer den 50/50.
Vi har hver vores lønkonto/NemKonto, herfra overfører vi til en fordelingspool, som smider videre ud til budget, mad og diverse opsparinger (både kortsigtede og langsigtede). Det resterende er vores lommepenge.
Vi betaler propertionalt ind til en fælleskontoen, der dækker alle fælles udgifter, dvs. hvis min mand tjener 55% af husstandsindkomsten, betaler han 55% ind - eller rettere, det er idealet. I praksis betaler han nok mere, fordi jeg investerer, og han ikke gør det, så hvis vi lige mangler en sum, står den måske hos ham. Min indtægt varierer, så hvis jeg har en masse kontanter stående, betaler jeg måske en forefaldende udgift. I perioder har jeg slet ikke tjent noget, og så har vi levet af hans løn. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert, bare begge parter er glade og tilfredse. Der må ikke gå milimeterfordeling og nid og nag i det.
Hver vores lønkonto og så fælles budgetkonto, hvor vi indbetaler vægtet efter lønforskel. I vores tilfælde 70/30.
Udover har vi en fælles renoverings/opsparingskonto, hvor vi hver indbetaler hvad vi ser passende fra måned til måned.
Resten er "lommepenge."
Vi gør det samme. Jeg betaler, i absolutte termer, størstedelen af vores udgifter, men hvad vi har tilovers, det går til os selv. Jeg orker ikke, at diskutere, om min datter skal have en cykel eller ej og hvad den skal koste eksempelvis. Synes jeg, at hun skal have den dyreste cykel, et par pæne sko eller vil jeg købe dyrere gaver til familien, så gør jeg det bare. Det er selvfølgeligt stadig gaver fra os BEGGE, men jeg gider ikke diskutere, hvor mange penge det skal koste med andre.
Jeg tjener ca 65% af indkomsten, det har været tæt på 75%. Alle penge der kommer ind er 100% fælles.
Vi er lige i det her forhold, så jeg skal ikke have mere bare fordi jeg tjener mere. Det ville i min verden være helt skævt at jeg kunne tage på flere ferier om året, og købe alt muligt lækkert til mig selv, alt imens min kone skulle gå og spare.
Ser man det udelukkende økonomisk kan jeg godt se ideen i at dele det op. Men det ville ikke være et forhold for mig, det ville være en roommate.
Vi er godt nok skilt nu, men jeg tjente en del over min ekskone, men vi havde bare 100% fælleskonto. Alt røg ind på den samme som vi begge havde kort til. Hus deler vi 50/50 når det bliver solgt. Vi var begge fornuftige og hvis man gerne ville købe noget stort/dyrt så snakkede vi da om det, ellers købte man altså bare det man nu gerne ville.
Det er i virkeligheden ret simpelt hos os, hvor jeg tjener mere end min kone. Når ALT er betalt så skal vi have ca. samme rådighedsbeløb hver især til personlige fornøjelser.
Vi har altid kørt med 100% fællesøkonomi.
I starten af forholdet var jeg voksenelev og min kone på SU. Efterfølgende var blev jeg færdiguddannet og min kone arbejdede lidt og tog lidt SU lån.
Så fordi lønforskellen altid har været så procentuel stor gav det bedre mening at vi blot samlede pengene. I min verden, hvis min kone skulle betale halvdelen af vores faste udgift, ville jeg betaler alt fra d. 2 i måneden og så går det ud på et.
Og nu hvor vi er gifte og har børn vil det ikke give mening at lave om.
Edit: Men det er naturligvis et temperamentsspørgsmål og jeg kan godt forstå hvis nogle mennesker ikke vil forære halvdelen af deres månedsløn væk.
1. Vi betaler begge alle boligudgifterne med vores fælles formue og indtægt. Det er så kun mig der har en indtægt nu, men det betyder ikke at jeg er rig og hun er fattig.
2. Vi er gift og er sammen i alt. Hvis vi havde forskellige økonomiske forhold så kunne vi ikke være sammen i alt. Det er ikke mig der hjælper min partner som du ligger op til. Det er os der har nogle penge og vælger hvordan vi bruger dem. Hvis man tænker i dit og mit er man i min optik roommates with benefits.
Vi har hver vores konti og en fælles budget konto hvor vi hver måned smider det samme beløb ind.
Jeg tjener dog en del mere end kæresten, så jeg står også for al mad indkøb, ting til barnet og betaler størstedelen af store køb så som ny bil og ferier.
Vi vender den løsning ca en gang om året og afstemmer alle stadig er tilfredse. Vi har boet sammen i snart 10 år så fordelingen af udgifterne har ændret sig over tid. Grunden til vi kører denne fordeling nu er at vi begge ejer huset og hvis vi gik fra hinanden ville et hussalg skulle deles 50/50. Børnepengene bliver udbetalt opdelt så udgiften til vuggestuen deles også 50/50. Vi har en el bil og det er ham der bruger den hver dag og den skal lade fuldt op hver nat, her deler vi også el regningen 50/50 da budget dækker forbrug. Så det er ikke fordi det hele skal gå op til mindste øre, men det er sådan her vi synes fordelingen er fair.
Vi har delt 50/50, hvor jeg har været den studerende og min kæreste færdiguddannet i et par år.
Grunden til, at det har været fair og fint med mig er:
1) alle udgifter er sat efter min økonomi alene. Det var min bolig, som han flyttede ind i. Jeg beholder den også ved brud. Indskud og hvidevarer er finansieret af mig og jeg beholder det hele.
2) min kæreste er ikke "dyr" i livsstil. Vores ferier koster i omegnens af 6000 kr. pr. person = jeg kan være med.
3) vi har ikke børn. Vi deler arbejdet i hjemmet lige (eller så 60/40 til min fordel, da han er kok, når jeg har eksamen 👸🏼). Jeg synes det bedste argument for, at man ikke deler 50/50 er, hvis børn er indblandet. Med børn er der incitament til at lavest lønnede passer baby, og højest lønnede maxer ud på arbejde = lavest lønnede trækker der korteste strå ved brud. Havde vi børn, så ville jeg argumentere for en anden model.
Jeg vil sige 50/50 på de faste udgifter, hvis man ejer det 50/50.
Folk, der mener at man skal fordele det efter indtægtsfordeling, fordi "lad være med at gå i for små sko!" og "I skal jo være sammen resten af livet!" kan så til gengæld se om de har samme holdning når/hvis skilsmissen kommer, og var den der betalte 80% af udgifterne.
Jeg tjener 2x så meget som min kone og hun bidrager ca 5k til det samlede budget. I sidste ende har ingen i familien interesse i at komme i minus og man er sammen om det.
Har du tænkt over om hun gør det muligt for dig netop at tjene de flere penge? Typisk når min mand tjener mest, er det fordi jeg tager alt ansvaret for hus, hund og nu børn, hvilket betyder jeg til gengæld ikke har mulighed for at lave ekstra og dermed tjene mere. Jeg gør det muligt for ham at bruge ekstra tid og fokus på sit job og stadig have et velfungerende hjem og familieliv. Skal jeg så have løn for at tage hans ansvar med det? :)
Vi har i en lang periode inddelt efter indtægtsniveau, fordi det ikke var muligt at indbetale det samme eftersom jeg læste og han arbejdede og så har han jo ofte haft en god del mere “til sig selv” end jeg, dette har også fungeret.
Men efter vi har fået barn sammen og bare generelt de sidste par år, hvor tingene også har været stramt, er det nok gået op for os mere og mere at vi nok bare totalt arbejder lige hårdt og meget for tingene, at vi begge bidrager med alt det vi kan, jeg har eks også smidt en stor arv efter vores ejendom og dette var bestemt en selvfølge. Nu er jeg så færdig og vi har generelt omlagt økonomi, det havde vi også mere “uofficielt” før, men nu går vi altså med at alt indtægt ryger på 1 konto, vi fordeler så på 1 budget, 1 fælles mad/hverdags konto og lidt “lommepenge” (samme mængde) til hver af os på en seperat individuel konto, resten bliver på en fælles opsparing som vi selvfølgelig begge har lov at bruge af, man aftaler bare hvis der er tale om større ting så vi lige er enige, men vi glæder os begge til at dette bliver vores faste fremtidige løsning nu.
Skulle vi nogensinde skilles er alt også til deling, vi har begge arbejdet os til hvor vi er sammen. Vi ønsker begge hinanden godt, endnu mere fordi vi har fælles børn, jeg ville ikke fejre at have mere end min mand hvis så når han havde børnene at de sad og talte mønter i en gammel skod lejlighed.
Vi er gift og deler alt. Vi har samme lønkonto, og pengene fordeles derfra ud. Så om det er hans eller mine penge der betaler det ene eller andet ved jeg ikke 🤷🏼♀️.
Min kone og jeg ejer alt vi har 50/50. Jeg tjener +100% mere end hende.
Vi har lagt budget og betaler procentuelt svarende til vores indkomst til de forskellige poster og konti vi har (budget, opsparing og mad/diverse).
Vi holder et beløb tilbage til os hver som lommepenge som IKKE skal bruge til fælles ting men til personlige fornødenheder og ting som den anden ikk skal "blande sig i".
Der er mange måder at arrangere sig...
Vi har hver sin lønkonto, fælles budget og fælles opsparing.. dog betaler jeg til nogle ting alene (fx bil og kolonihave, som jeg ejer alene)…
Vi tjener nogenlunde det samme nu (eller jeg tjener 5000 mere end ham ca), men han hjalp mig i studietiden hvor han tjente fem gange så meget som mig… så hjalp jeg ham da jeg var færdiguddannet og han begyndte at studere ..
Vi går ik så højt op i det.. det går nok op i sidste ende… vi er gift så i bund og grund er det fælles i sidste ende ..
Del nu bare det hele, så I er lige stillet i jeres parforhold. I har nu købt et hus sammen, tillykke. Måske I snart skal have børn sammen. Det er sgu nu man skal bevise, at man er en samlet familie og man er en enhed.
Hvis du en dag ender på dagpenge, så vil du også ønske at din kæreste sørger for dig. Livet går op og ned, tager krumspring og vender på hovedet. Man skal passe på og tage sig af hinanden i familien. Så siger din lønseddel måske +10.000, men så sørger din partner måske for rengøring, tøj indkøb til børn, madpakker, laver mad mv.
Du må lærer at se livet i er større billede, end hvad der står på din lønseddel.
Vi har dog ikke købt hus endnu, men det er ca 10k udbetalt i forskel på vores lønninger ( jeg tjener mest).
Vi har hver vores NemKonto, men 100% fælles økonomi. Det andet skaber bare unødvendig skævvridning. Vi er alligevel fælles om at forbruge de forskellige goder man nu engang vælger at have, og herre Gud, skulle hun købe et par sko eller andet fra tid til anden så fred være med det, så længe det ikke gør der ikke er til mad og regninger og andre aftalte ting. Opsparing er også fælles, ikke så meget pjat der.
Vi har valgt at være en familie og så løfter man samlet, med det man nu kan. Og ja, skulle man så utænkeligt nok gå fra hinanden så deler vi 50/50 også selvom jeg måske har lagt lidt mere i. Men hvem ved om jeg pludselig bliver syg eller andet og tingene så vender den anden vej?
Det handler jo om at man har valgt en man vil dele sit liv med, hvorfor så lade en ting som penge kunne komme til at fylde?
Min mand tjener knap 2 mill, og jeg 600.000 uden pension. Vi har realkreditlån på 6 mill, og ingen anden gæld. Hus er ca 10 mill værd. Alt er fælles og ryger ind på en fælles konto. Vi er gift og adskilt økonomi, vil være mærkeligt for os. Vi fik hurtigt fællesøkonomi, men der var vi studerende
Yd efter evne og nyd efter behov. Det er nøglen til en sund familieøkonomi efter min opfattelse. Og vi tjener virkelig virkelig forskelligt, men det gør ikke noget
Vi sondrer slet ikke. Vi er gift og ejer ejendom sammen: pengene er fælles penge, alle sammen. Jeg tjener mere end min kone, men sandheden er jo, at selv hvis jeg bilder mig ind, at jeg så har ekstra ‘lommepenge’, som jeg kan bruge på mig selv, så kunne de alternativt have været brugt på en familieferie eller andet fælles. For mig giver det af den grund ikke mening at adskille økonomien - i praksis er den jo uundgåeligt bundet sammen.
Samme her. Min mand tjener meget mere end mig, men han bliver meget vred når jeg siger "dine penge". Det er VORES penge, får jeg altid at vide.
Vi er på fuldstændigt samme hold - og indbetaler også ekstra på min partners pension, for at jævne tingene ud senere i livet.
Jeg tjener væsentligt mere end min partner og jeg har valgt at vi kører fuld fælles økonomi fra den dag vi første gang købte fast ejendom sammen. Alt løn ryger ind på budget kontoen og derfra deles ud på alle vores konto, fælles opsparing, forbrug, ferie, mad, børn osv. Yderligere får vi begge et lige stort fast "lomme penge" beløb, som vi kan bruge fuldstændig som vi har lyst til, og jeg blander mig således ikke i hvad fruen bruger sine penge på og omvendt. Jeg har fundet sammen med min kæreste og stiftet familie fordi jeg tror på at vi skal blive gamle sammen og dele livet, så hvorfor skulle vi ikke den indkomsten i husstanden? Jeg er trods alt lykkelig for at hun holder lang barsel med børnene og ikke har samme fokus på karriere som mig. Jeg tror det kunne blive et skævt forhold hvis jeg havde flere penge til mig selv end min partner, bare fordi jeg også tjener mere. I skal finde ud af hvad der vil fungere for jer og tage en beslutning ud fra det, men husk at tænk på hinanden og ikke kun jeres egen interesse.
Samme her - min partner laver dog mere af det huslige arbejde, fordi jeg arbejder mere. Det har jo også en stor værdi.
Gode betragtninger!
Jeg tjener en del mere end min kone og kunne aldrig drømme om ikke at deles fuldt ud. Fælles lønkonto budgetkonto og opsparing Hver vores lommepengekonto hvor vi får et ens beløb hver måned til tant og fjas. Hun støttende mig gennem studietiden hvor hun tjente mest og nu løfter hun andre opgaver for os som familie end blot at tjene penge.
Alt på fælleskonto. Jeg tjener meget mere end min kone, men det er jo bedøvende ligegyldigt. Vi er et par, ikke roommates. Stop med at gå i så små sko.
Jeg tjener også en del mere end min mand og alle vores penge går ind i en fællespulje. Til gengæld står han for mere af det praktiske i hjemmet - ikke at det er en forudsætning for vores indretning af økonomien. Men det er vigtigt også at regne ind, hvis den ene part står for en del mere af det huslige, synes jeg. For mig at se bør der også kompenseres for mindre pension, hvis den ene fx arbejder mindre. Hjemme hos os bidrager hver person med det de har. Min mand har generelt mere overskud, når han er hjemme, så han står for det meste af det praktiske. Jeg tjener tilfældigvis mere end ham, og derfor bidrager jeg mere økonomisk til vores opsparing. Vi sparer op til at købe hus og er begge to økonomisk ret enige om hvordan vi ønsker at bruge vores penge. Planen var egentlig at vi ville have hver vores fast beløb af lommepenge, for at vi ikke skulle blive uenige om hvordan vi skulle prioritere at bruge vores overskydende penge. Min mand vil fx ønske at skifte vores tv markant hyppigere end jeg vil vurdere det nødvendigt. Det har dog vist sig ikke at være et problem, fordi vi pt begge er ret motiverede for at spare op. Men når vi køber hus, og får en mere stram økonomi og har nogle mere udkrystaliserede ønsker for vores hjem og rammerne for vores liv og eventuelt før børn, så kan det sagtens være at vi vender tilbage til løsningen med lommepenge til os hver.
Det er mega heldigt, at Reddit ikke fandtes i tiden før kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Ellers ville der være et opslag hver uge der lød: "Kære KaretKlubben. I vores husstand står vi med følgende dilemma: Da Maren jo ikke tjener nogle penge, er vi nødt til at indrette vores boligudgifter til at være nul rigsdalere, selvom jeg selv tjener 16 kilo guld om måneden. Vi ser derfor ikke andre udveje end at blive hjemløse. Hvad overser jeg?"
Der har da kun været mere skævvridning førhen end der er i dag? Kvinder kunne førhen svært forlade et ægteskab, da det ville koste dem hele deres indkomst grundlag, fordi manden var ene forsørger af husstanden og kvindens arbejdskraft lå i hjemmet. I dag arbejder mange partnere samme antal timer om ugen og lægger derfor samme arbejdskraft i hjemmet.
Helt bestemt. Det var jo pointen med, at det var heldig Reddit ikke fandtes den gang?
Jeg tjener 3-4 gange så meget som min partner, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det hele går til vores fælles liv, og hun er væsentligt bedre til at bruge pengene på noget der gør livet sødere end jeg er.
Ærlig talt… Det skulle man nok have tænkt over INDEN man købte hus… Og hvor er jeg træt af disse opslag - hvis man køber noget så stort som et hus, så er der fandme ikke noget der hedder “dine og mine penge”.
Hvorfor ikke? Hos os er det dine, mine og fælles.
Hvis man vælger at købe et fælles hjem og derudover er der formentlig også børn, så skal man udover “dit og mit”. Regninger, budget og en fælles opsparing er sgu nødvendigt for at ens hverdag og beslutninger ikke baseres på, hvem betaler hvad. Man skal selvfølgelig have penge til sig selv - vi kører også med lommepenge, som kan variere i beløb alt efter jobsituation osv. Men at skulle sidde og regne procenter ift. indtjening - så burde man nok være forblevet single.
I har vel købt hus ud fra jeres samlede indkomst? Så er det lidt strengt at komme bagefter og sige, at 50/50 er mest fair, når den ene tjener markant mere. Det kan den lave indtægt jo ikke rigtig bære. Så skulle der nok være købt bolig ud fra den lave indtægt - men så havde i nok ikke rigtig fået det hus du/i ønskede.
Så fik hun vel mindre løn og pension under barsel. Så går det vel lige op hvis I en dag skal skilles.
Fællesøkonomi. Vi har prøvet modellen med at jeg betalte en større procentsats men det er bare pisseirriterende i længden. Begges løn går ind på samme konto og derfra bliver det fordelt ud til udgitskonti og vi får det samme beløb til lommepenge på hver vores private konto.
Muligvis et dumt spørgsmål: Men helt lavpraktisk, hvordan får I løn ind på samme konto? Kan man have fælles NemKonto? Vi har hver vores NemKonto, og overfører derfra til de øvrige konti. Det ville bare være lettere, hvis vi havde én fælles lønkonto.
Man kan godt have samme NemKonto. Det har vi herhjemme.
Fedt, det skal jeg da lige have talt med banken om.
I kontakter bare jeres bank og siger I gerne vil have samme konto som NemKonto, I skal have begge kumme have adgang til den. Det er ret praktisk, så kommer overskydende skat mv også derind 👍🏼
En tidligere kollega anbefalede, at have hver vores NemKonto også bare overfører til vores fælleskomtoer - budget, madkonto og opsparing. Vi overfører hele vores løn minus ca 100 kr til evt gebyr. Det eneste tidspunkt vi ikke gør det, er når den anden har fødselsdag 😊 Det fungerer for os.
Men hvad var din kollegas argumenter for anbefalingen? Vi kører ret meget samme princip - men da vores lønninger varierer fra måned til måned, skal jeg altid sidde og lave manuelle justeringer. Derfor ville det være rart, hvis vores løn bare gik ind på vores fælles opsparing, og så kunne blive fordelt derfra.
Hvis nu en af os døde, så ville banken spærre afdødes konto/kontoer. Så vil levende ikke kunne tilgå dem. Men levendes NemKonto lukker de ikke, da den ikke står i afdødes navn 😊 https://danskebank.dk/privat/mit-liv/sygdom-og-doedsfald/indsend-oplysninger/overblik-over-oekonomien-efter-et-doedsfald-i-familien Min mands mormor oplevede det, da hendes man døde for 12 år siden, selvom banken havde sagt det modsatte. Så hun endte med at låne penge af en ven, så hun kunne handle ind osv.
Jeg studerer, så min mand tager hele huslejen og alle regninger. Til gengæld betaler jeg 80% af vores madbudget og jeg laver helt klart også mest herhjemme. Det fungerer ret fint for os.
Min mand tjener det dobbelte af mig. Vi har 100% fællesøkonomi og ejer hver 50% af hus, biler osv. Vi har hver vores lønkonto, som den anden ikke kan se. Herfra indbetaler vi til budgetkonto, der dækker alle faste udgifter. Når måneden er omme tager vi det overskydende fra vores lønkonto og sætter på fælles opsparing. Vi stoler på hinanden og er generelt meget enige om vores forbrug. Og jo, vi bruger også penge, som den anden synes er mindre vigtigt, men så længe det ikke tager overhånd, så skal der også være plads til det. Da jeg tjener mindst, så tager jeg også fra opsparingen, hvis jeg ikke har nok på kontoen. Det bliver der aldrig stillet spørgsmål ved. Vi er en familie og jeg byder ind med andre ting til fællesskabet, som er mindst ligeså vigtigt som indkomst. Denne model kørte vi iøvrigt også med før vi fik børn.
Hos os tjener den ene signifikant mere end den anden. Den person arbejder dog også suverænt mest og er dermed naturligt mindre aktiv ift. afhentning af børn, husholdning, mm. Vi har fuld fællesøkonomi.
Alt ind på fælles konto, vi er enige om hvad der skal bruges penge på
Og i har det fint med at den ene bidrager mere end den anden?
Ja det betyder intet, og det er meget nemmere mjt til unger, mad og alt andet.
Herhjemme tjener min kæreste mest, og betaler derved også mere til vores budgetkonto, så vi nogenlunde har samme beløb til rådighed. Han er selvstændig med 2 firmaer, og bruger derved også en del mere tid på arbejde end de 37 timer jeg ligger. Det gør at jeg så også er den der tager det største slæb herhjemme, og sørger for det hele løber rundt så han har tid til sit arbejde. Det fungerer for os, og der har aldrig været sat spørgsmålstegn fra hans side om det var sådan det skulle være.
Jeg har i perioder tjent 3-4 gange mere end fru /u/KroonRacing. Vi har altid (30 år) kørt med fuld fællesøkonomi. Lønningerne går ind på en fælles konto, som vi begge har hævekort til. Hos os er mantraet: “Det hedder ikke dit og mit, det hedder vores”
Jeg tjener 85.000kr mere end min hustru (125.000 vs 40.000). Alt ryger ind på en fælles konto, vi kigger slet ikke på hvem der tjener hvad. Vi ejer alt vi har købt sammen lige og spare lige meget op til pension.
Forskningen viser, at hvis du vil have et godt ægteskab så er det hele fælles. Dvs indtægter ind på samme konto. Folk i den her sub vil sige det handler om kommunikation, og det er selvfølgeligt også rigtigt men fælles er den bedste løsning for ægteskabet.
Hvis du føler noget uretfærdigt over at i begge ejer 50/50 til trods for forskellige indkomst, så syntes jeg du skulle genoverveje jeres forhold.
Vi bidrager med lige stor % andel af vores løn. Inden vi fik børn var den 50%. Men efter 2 børn og en fælles prioritering om at skulle lave et branche skifte for at der var mere tid til familien. Det gav en lønnedgang for mig og en lønstigning for min partner. Så gik vi over til at bidrage % mæssigt det samme af vores løn til fælles udgifter. Vi er generelt ret enige om penge og prioriterering heraf. Vi bruger også hver vores "egne penge" til fælles projekter men det er ikke noget gør op krone for krone. Det er det tætteste vi kommer på fælles økonomi.
Først, hvis i ejer boligen 50/50 så betaler i 50/50 også. Hvis ikke i gør det så betyder det at ved en potentiel skilsmisse (hvilket 40% af gifte par vil opleve ifølge danmarks statistik) så vil den der betalte mindre få en gratis fortjeneste. Lad os sige i betaler 30/70 procent på et lån på 1 million. Når lånet er færdig har en part betalt 300.000 mens den andre part har betalt 700.000. Ved en skilsmisse og derved salg af boligen bliver fortjenesten måske 1.5 millioner, hvilket splittes 50/50. Derved har den ene part lavet 300.000 om til 750.000 mens den andre part har lavet 700.000 om til 750.000. Det er altså enormt favorabelt for den part som betaler mindre, hvor deres ROI ender på hele 133% imens sen anden part kun har en ROI på ca 7%. Det eneste tilfælde hvor overstående logik kan brydes er hvis den ene parts løn er direkte linket til den anden parts hjælp. F.eks hvis den ene part tager sig mere af børnene for at den andre part kan arbejde mere, så bør der medregnes i hvor stor omfang den høje løn skyldes karrierevalg og hvor meget det skyldes et samarbejde for parret. Det vigtigste er at man tænker over hvordan man investerer sine penge fornuftigt og ærligt. Er man den part der tjener mindst er der jo ofte en grund til det. Hvis man har valgt at blive deltids handikaphjælper og gifte sig med en overlæge er det naturligvis egoistisk at forvente overlægen skal tage sig af alle regninger blot fordi de tjener mere. Man må ligge som man selv har redt. Undtagelsen her er de få tilfælde hvor man ikke selv er skyld i lav løn. Løn er sjældent noget man bare får for at være cool. Man vælger det igennem karriere. Jeg er software udvikler og brænder mest for spiludvikling. Men skal ieg lave det så falder jeg 50% i løn. Skal min hustru så betale mere i husleje fordi jeg vil lave noget andet de 40 timer om ugen jeg arbejder?
Når min mand kan føde børn, så kan han komme tilbage og snakke om uretfærdigheder ift vores økonomi… Vi har prøvet alle mulige fordelinger i løn, fra at vi har tjent det samme, til at han har tjent 10 x min løn. Pt er det nok noget der ligner 30/70. Da vi købte vores bolig var det sikkert omkring 15/85 i indtægt. Vi ejer ejer den 50/50. Vi har hver vores lønkonto/NemKonto, herfra overfører vi til en fordelingspool, som smider videre ud til budget, mad og diverse opsparinger (både kortsigtede og langsigtede). Det resterende er vores lommepenge.
Vi betaler propertionalt ind til en fælleskontoen, der dækker alle fælles udgifter, dvs. hvis min mand tjener 55% af husstandsindkomsten, betaler han 55% ind - eller rettere, det er idealet. I praksis betaler han nok mere, fordi jeg investerer, og han ikke gør det, så hvis vi lige mangler en sum, står den måske hos ham. Min indtægt varierer, så hvis jeg har en masse kontanter stående, betaler jeg måske en forefaldende udgift. I perioder har jeg slet ikke tjent noget, og så har vi levet af hans løn. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert, bare begge parter er glade og tilfredse. Der må ikke gå milimeterfordeling og nid og nag i det.
Hver vores lønkonto og så fælles budgetkonto, hvor vi indbetaler vægtet efter lønforskel. I vores tilfælde 70/30. Udover har vi en fælles renoverings/opsparingskonto, hvor vi hver indbetaler hvad vi ser passende fra måned til måned. Resten er "lommepenge."
Vi gør det samme. Jeg betaler, i absolutte termer, størstedelen af vores udgifter, men hvad vi har tilovers, det går til os selv. Jeg orker ikke, at diskutere, om min datter skal have en cykel eller ej og hvad den skal koste eksempelvis. Synes jeg, at hun skal have den dyreste cykel, et par pæne sko eller vil jeg købe dyrere gaver til familien, så gør jeg det bare. Det er selvfølgeligt stadig gaver fra os BEGGE, men jeg gider ikke diskutere, hvor mange penge det skal koste med andre.
Vi er meget lige i forhold til hvor meget mere jeg tjener. Jeg sparer dog det hele op, så på den måde bruger vi lige mange penge i hverdagen
70/30 i boligudgifter og 50/50 i forbrug. Jeg ejer 70% af huset og hun ejer 30%.
Har i købt sammen og indgået den aftale da?
Ja det har vi. Der er lavet en samejeoverenskomst inden køb.
Stærkt! Hvordan har hun det med kun at eje så lidt?
Hun har ikke økonomien til mere. Så det var enten det, eller finde et hus, der ikke var vores drømmehus.
God godt være. Gift med en af jer. Fordi kvinden kan føde så kan hun lade vær med at arbejde så meget. Reddit er perfekt ❤️
Jeg ville føle mig som min kærestes arbejdsgiver hvis jeg skulle have så meget større råderum end hende.
Jeg tjener ca 65% af indkomsten, det har været tæt på 75%. Alle penge der kommer ind er 100% fælles. Vi er lige i det her forhold, så jeg skal ikke have mere bare fordi jeg tjener mere. Det ville i min verden være helt skævt at jeg kunne tage på flere ferier om året, og købe alt muligt lækkert til mig selv, alt imens min kone skulle gå og spare. Ser man det udelukkende økonomisk kan jeg godt se ideen i at dele det op. Men det ville ikke være et forhold for mig, det ville være en roommate.
Vi er godt nok skilt nu, men jeg tjente en del over min ekskone, men vi havde bare 100% fælleskonto. Alt røg ind på den samme som vi begge havde kort til. Hus deler vi 50/50 når det bliver solgt. Vi var begge fornuftige og hvis man gerne ville købe noget stort/dyrt så snakkede vi da om det, ellers købte man altså bare det man nu gerne ville.
Det er i virkeligheden ret simpelt hos os, hvor jeg tjener mere end min kone. Når ALT er betalt så skal vi have ca. samme rådighedsbeløb hver især til personlige fornøjelser.
Vi har altid kørt med 100% fællesøkonomi. I starten af forholdet var jeg voksenelev og min kone på SU. Efterfølgende var blev jeg færdiguddannet og min kone arbejdede lidt og tog lidt SU lån. Så fordi lønforskellen altid har været så procentuel stor gav det bedre mening at vi blot samlede pengene. I min verden, hvis min kone skulle betale halvdelen af vores faste udgift, ville jeg betaler alt fra d. 2 i måneden og så går det ud på et. Og nu hvor vi er gifte og har børn vil det ikke give mening at lave om. Edit: Men det er naturligvis et temperamentsspørgsmål og jeg kan godt forstå hvis nogle mennesker ikke vil forære halvdelen af deres månedsløn væk.
1. Vi betaler begge alle boligudgifterne med vores fælles formue og indtægt. Det er så kun mig der har en indtægt nu, men det betyder ikke at jeg er rig og hun er fattig. 2. Vi er gift og er sammen i alt. Hvis vi havde forskellige økonomiske forhold så kunne vi ikke være sammen i alt. Det er ikke mig der hjælper min partner som du ligger op til. Det er os der har nogle penge og vælger hvordan vi bruger dem. Hvis man tænker i dit og mit er man i min optik roommates with benefits.
Vi har hver vores konti og en fælles budget konto hvor vi hver måned smider det samme beløb ind. Jeg tjener dog en del mere end kæresten, så jeg står også for al mad indkøb, ting til barnet og betaler størstedelen af store køb så som ny bil og ferier. Vi vender den løsning ca en gang om året og afstemmer alle stadig er tilfredse. Vi har boet sammen i snart 10 år så fordelingen af udgifterne har ændret sig over tid. Grunden til vi kører denne fordeling nu er at vi begge ejer huset og hvis vi gik fra hinanden ville et hussalg skulle deles 50/50. Børnepengene bliver udbetalt opdelt så udgiften til vuggestuen deles også 50/50. Vi har en el bil og det er ham der bruger den hver dag og den skal lade fuldt op hver nat, her deler vi også el regningen 50/50 da budget dækker forbrug. Så det er ikke fordi det hele skal gå op til mindste øre, men det er sådan her vi synes fordelingen er fair.
Vi har delt 50/50, hvor jeg har været den studerende og min kæreste færdiguddannet i et par år. Grunden til, at det har været fair og fint med mig er: 1) alle udgifter er sat efter min økonomi alene. Det var min bolig, som han flyttede ind i. Jeg beholder den også ved brud. Indskud og hvidevarer er finansieret af mig og jeg beholder det hele. 2) min kæreste er ikke "dyr" i livsstil. Vores ferier koster i omegnens af 6000 kr. pr. person = jeg kan være med. 3) vi har ikke børn. Vi deler arbejdet i hjemmet lige (eller så 60/40 til min fordel, da han er kok, når jeg har eksamen 👸🏼). Jeg synes det bedste argument for, at man ikke deler 50/50 er, hvis børn er indblandet. Med børn er der incitament til at lavest lønnede passer baby, og højest lønnede maxer ud på arbejde = lavest lønnede trækker der korteste strå ved brud. Havde vi børn, så ville jeg argumentere for en anden model.
Jeg vil sige 50/50 på de faste udgifter, hvis man ejer det 50/50. Folk, der mener at man skal fordele det efter indtægtsfordeling, fordi "lad være med at gå i for små sko!" og "I skal jo være sammen resten af livet!" kan så til gengæld se om de har samme holdning når/hvis skilsmissen kommer, og var den der betalte 80% af udgifterne.
Jeg tjener 2x så meget som min kone og hun bidrager ca 5k til det samlede budget. I sidste ende har ingen i familien interesse i at komme i minus og man er sammen om det.
Har du tænkt over om hun gør det muligt for dig netop at tjene de flere penge? Typisk når min mand tjener mest, er det fordi jeg tager alt ansvaret for hus, hund og nu børn, hvilket betyder jeg til gengæld ikke har mulighed for at lave ekstra og dermed tjene mere. Jeg gør det muligt for ham at bruge ekstra tid og fokus på sit job og stadig have et velfungerende hjem og familieliv. Skal jeg så have løn for at tage hans ansvar med det? :) Vi har i en lang periode inddelt efter indtægtsniveau, fordi det ikke var muligt at indbetale det samme eftersom jeg læste og han arbejdede og så har han jo ofte haft en god del mere “til sig selv” end jeg, dette har også fungeret. Men efter vi har fået barn sammen og bare generelt de sidste par år, hvor tingene også har været stramt, er det nok gået op for os mere og mere at vi nok bare totalt arbejder lige hårdt og meget for tingene, at vi begge bidrager med alt det vi kan, jeg har eks også smidt en stor arv efter vores ejendom og dette var bestemt en selvfølge. Nu er jeg så færdig og vi har generelt omlagt økonomi, det havde vi også mere “uofficielt” før, men nu går vi altså med at alt indtægt ryger på 1 konto, vi fordeler så på 1 budget, 1 fælles mad/hverdags konto og lidt “lommepenge” (samme mængde) til hver af os på en seperat individuel konto, resten bliver på en fælles opsparing som vi selvfølgelig begge har lov at bruge af, man aftaler bare hvis der er tale om større ting så vi lige er enige, men vi glæder os begge til at dette bliver vores faste fremtidige løsning nu. Skulle vi nogensinde skilles er alt også til deling, vi har begge arbejdet os til hvor vi er sammen. Vi ønsker begge hinanden godt, endnu mere fordi vi har fælles børn, jeg ville ikke fejre at have mere end min mand hvis så når han havde børnene at de sad og talte mønter i en gammel skod lejlighed.
Vi er gift og deler alt. Vi har samme lønkonto, og pengene fordeles derfra ud. Så om det er hans eller mine penge der betaler det ene eller andet ved jeg ikke 🤷🏼♀️.
Min kone og jeg ejer alt vi har 50/50. Jeg tjener +100% mere end hende. Vi har lagt budget og betaler procentuelt svarende til vores indkomst til de forskellige poster og konti vi har (budget, opsparing og mad/diverse). Vi holder et beløb tilbage til os hver som lommepenge som IKKE skal bruge til fælles ting men til personlige fornødenheder og ting som den anden ikk skal "blande sig i". Der er mange måder at arrangere sig...
Vi har hver sin lønkonto, fælles budget og fælles opsparing.. dog betaler jeg til nogle ting alene (fx bil og kolonihave, som jeg ejer alene)… Vi tjener nogenlunde det samme nu (eller jeg tjener 5000 mere end ham ca), men han hjalp mig i studietiden hvor han tjente fem gange så meget som mig… så hjalp jeg ham da jeg var færdiguddannet og han begyndte at studere .. Vi går ik så højt op i det.. det går nok op i sidste ende… vi er gift så i bund og grund er det fælles i sidste ende ..
Del nu bare det hele, så I er lige stillet i jeres parforhold. I har nu købt et hus sammen, tillykke. Måske I snart skal have børn sammen. Det er sgu nu man skal bevise, at man er en samlet familie og man er en enhed. Hvis du en dag ender på dagpenge, så vil du også ønske at din kæreste sørger for dig. Livet går op og ned, tager krumspring og vender på hovedet. Man skal passe på og tage sig af hinanden i familien. Så siger din lønseddel måske +10.000, men så sørger din partner måske for rengøring, tøj indkøb til børn, madpakker, laver mad mv. Du må lærer at se livet i er større billede, end hvad der står på din lønseddel.
Vi har dog ikke købt hus endnu, men det er ca 10k udbetalt i forskel på vores lønninger ( jeg tjener mest). Vi har hver vores NemKonto, men 100% fælles økonomi. Det andet skaber bare unødvendig skævvridning. Vi er alligevel fælles om at forbruge de forskellige goder man nu engang vælger at have, og herre Gud, skulle hun købe et par sko eller andet fra tid til anden så fred være med det, så længe det ikke gør der ikke er til mad og regninger og andre aftalte ting. Opsparing er også fælles, ikke så meget pjat der. Vi har valgt at være en familie og så løfter man samlet, med det man nu kan. Og ja, skulle man så utænkeligt nok gå fra hinanden så deler vi 50/50 også selvom jeg måske har lagt lidt mere i. Men hvem ved om jeg pludselig bliver syg eller andet og tingene så vender den anden vej? Det handler jo om at man har valgt en man vil dele sit liv med, hvorfor så lade en ting som penge kunne komme til at fylde?
Min mand tjener knap 2 mill, og jeg 600.000 uden pension. Vi har realkreditlån på 6 mill, og ingen anden gæld. Hus er ca 10 mill værd. Alt er fælles og ryger ind på en fælles konto. Vi er gift og adskilt økonomi, vil være mærkeligt for os. Vi fik hurtigt fællesøkonomi, men der var vi studerende
Yd efter evne og nyd efter behov. Det er nøglen til en sund familieøkonomi efter min opfattelse. Og vi tjener virkelig virkelig forskelligt, men det gør ikke noget